Sag C-220/01
Joseph Lennox, som driver virksomhed under firmanavnet»R. Lennox & Son«
mod
Industria Lavorazione Carni Ovine
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales) Queen's Bench Division (Commercial
Court))
«Landbrug – dyresundhed – indførsel af får – sundhedscertifikat – beskyttelsesforanstaltninger mod smitsom spongiform encephalopathi»
|
| Forslag til afgørelse fra generaladvokat S. Alber fremsat den 17. oktober 2002 |
|
|
|
|
|
|
|
|
| Domstolens dom (Femte Afdeling) af 3. juli 2003 |
|
|
|
|
|
|
|
Sammendrag af dom
- 1.
- Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne om veterinærpoliti – veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med levende dyr og produkter af animalsk oprindelse inden for Fællesskabet
– indførsel af får bestemt til slagtning, som ledsages af et sundhedscertifikat, der ikke svarer til denne bestemmelse – bestemmelsesmedlemsstatens afslag på at foretage indførslen trods fremlæggelse af et certifikat, der indeholder alle de oplysninger,
der er nødvendige for slagtning – ikke tilladt
[Rådets direktiv 90/425, art. 5, stk. 1, litra b), første afsnit, nr. i) og ii), og 91/68, bilag E]
- 2.
- Landbrug – tilnærmelse af lovgivningerne om veterinærpoliti – veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med levende dyr og produkter af animalsk oprindelse inden for Fællesskabet
– indførsel af kvæg og får fra Frankrig, Irland, Portugal eller Det Forenede Kongerige – nationale beskyttelsesforanstaltninger mod smitsom spongiform encephalopathi – forenelighed med fællesskabsretten
(Rådets direktiv 90/425, art. 10, stk. 1, fjerde afsnit, og 91/68)
- 1.
- En medlemsstat kan ikke modsætte sig indførsel af får, som er bestemt til slagtning ved ankomsten til dens område, for hvilke
bilag E til direktiv 91/68 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen med får og geder inden for Fællesskabet fastsætter
en sundhedscertifikatmodel, blot med den begrundelse, at disse er ledsaget af et sundhedscertifikat af den model, som er indført
ved samme bilag, og som er fastsat for samhandelen mellem medlemsstater med får eller geder til opfedning.
- Dels indeholder den model, der er fastsat for opfedning, angivelser, der er identiske med angivelserne i den model, der er
fastsat for slagtning. Dels bestemmer artikel 5, stk. 1, litra b), første afsnit, nr. ii), i direktiv 90/425 om veterinærkontrol
og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse
af det indre marked, der finder anvendelse med hensyn til kontrollen i bestemmelsesmedlemsstaten, at når dyrene er bestemt
til et slagteri, der er under tilsyn af en embedsdyrlæge, skal denne bl.a. ved hjælp af certifikatet eller ledsagedokumentet
sørge for, at kun dyr, der opfylder kravene i direktiv 90/425 og – ved henvisning til direktiver, der nævnes i sidstnævntes
bilag – i direktiv 91/68, slagtes. Hvad angår samme artikels stk. 1, litra b), andet afsnit, bestemmer denne, at såfremt dyrene
er bestemt for handlende, virksomheder, bedrifter, centre eller organer, skal modtagerne af dyrene navnlig sikre, at de krævede
certifikater forefindes, underrette den kompetente myndighed om enhver uoverensstemmelse, og i sidstnævnte tilfælde isolere
de pågældende dyr, indtil denne myndighed har truffet afgørelse om, hvad der skal ske med dem.
- Det følger af disse bestemmelser, at når dyr ledsages af gyldige sundhedscertifikater, der ikke svarer til den brug, som vil
blive gjort af disse dyr, men som indeholder alle de angivelser, der er nødvendige for denne brug, kan en bestemmelsesmedlemsstats
kompetente myndigheder ikke modsætte sig indførsel af disse dyr blot under henvisning til denne fejl ved certifikatet.
(Jf. præmis 44, 48, 50, 52 og 53 samt domskonkl. 1)
- 2.
- På tidspunktet for indførslen af får fra Det Forenede Kongerige til den pågældende medlemsstat var fællesskabsretten, og nærmere
bestemt direktiv 91/68 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen med får og geder inden for Fællesskabet samt artikel
10 i direktiv 90/425 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for
Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked, ikke til hinder for, at en medlemsstat ved nationale bestemmelser
krævede, at ved indførsel af kvæg og får hidrørende fra Frankrig, Irland, Portugal eller Det Forenede Kongerige med henblik
på slagtning, avl eller opfedning skulle det sundhedscertifikat, der ledsagede disse dyr, indeholde en angivelse om, at de
var født og opdrættet på en bedrift, hvor intet tilfælde af smitsom spongiform encephalopathi var blevet konstateret i de
seneste seks år.
- Artikel 10, stk. 1, fjerde afsnit, i direktiv 90/425 bemyndiger nemlig bestemmelsesmedlemsstaten til, når tungtvejende hensyn
til menneskers eller dyrs sundhed taler herfor, at træffe sikkerhedsforanstaltninger, i afventning af de foranstaltninger,
som Kommissionen skal træffe i henhold til samme artikels stk. 4. De pågældende bestemmelser blev imidlertid udstedt på et
tidspunkt, da der dels ikke fandtes nogen fællesskabsbestemmelse, der tog den mulighed i betragtning, at får kunne blive smittet
med spongiform encephalopathi, og dels efter offentliggørelsen af en udtagelse fra Spongiform Encephalopathi Advisory Committee,
et uafhængigt videnskabeligt organ, der skal rådgive Det Forenede Kongeriges regering, som kunne anses for en konstatering
af en zoonose, en sygdom eller et andet forhold, der kan udgøre en alvorlig fare for dyr eller menneskers sundhed som omhandlet
i samme direktivs artikel 10, og som kan berettige, at der træffes en sådan foranstaltning i henhold til denne bestemmelse.
Følgelig har den pågældende medlemsstat, da den udstedte disse bestemmelser, overholdt alle betingelser i den nævnte artikel
10.
(Jf. præmis 70-72, 74, 82 og 83 samt domskonkl. 2)