1.

To ægtefæller med bopæl i Den Tjekkiske Republik, som har valgt en viljesbestemt formueordning med særeje, har i sameje erhvervet fast ejendom i Frankrig. Efter deres skilsmisse har den ene ægtefælle anlagt sag ved en tjekkisk domstol med påstand om opløsning og fordeling af dette sameje på grundlag af de almindelige retsregler i Tjekkiet.

2.

Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik), som er den forelæggende ret, skal tage stilling til den internationale kompetence for den domstol, ved hvilken sagen er anlagt. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt forbindelsen mellem tvisten og ægteskabet påvirker svaret på, om sagen falder ind under anvendelsesområdet for forordning (EU) 2016/1103 ( 2 ), hvori begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« er defineret, eller forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 3 ), fordi ægtefællerne har valgt en ordning i deres ægteskab, der ikke regulerer deres indbyrdes formueforhold, og fordi den omstændighed, at der foreligger et sameje, ikke afhænger af, om deres ægteskab består.

3.

Denne anmodning om fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« er den første af sin slags henset til for det første Domstolens praksis på det civil- og handelsretlige område fra tiden før forordning 2016/1103, som finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, og for det andet EU-lovgivers deraf følgende valg.

4.

Problemstillingen fremgår umiddelbart, eftersom denne forordnings anvendelsesområde ikke omfatter spørgsmålene om »arten af tinglige rettigheder over et formuegode« ( 4 ), de kompetente retter i sager om rettigheder over fast ejendom i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 1), udelukkende er retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, og det omhandlede sameje reguleres af sådanne rettigheder. Der er tydeligvis tale om to poler, der trækker i hver sin retning, nemlig lovgivningen om formueforholdet mellem ægtefæller og den stedlige lovgivning om ejendomsrettigheder.

5.

Domstolen får således lejlighed til præcist at definere, hvad der henhører under de formueretlige forbindelser mellem ægtefæller i sammenhæng med ægteskabet eller dettes opløsning inden for en meget hyppigt forekommende faktuel ramme for så vidt angår fast ejendom erhvervet i sameje af ægtefæller, som har særeje. Opgaven er kompleks, for så vidt som denne definition bør samordnes med den definition, der er udledt af Domstolens praksis på området for rettigheder over fast ejendom, som indrammer anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen og forordning (EU) nr. 650/2012 ( 5 ). Endvidere må der udvises agtpågivenhed som følge af den virkning, som afgrænsningen af anvendelsesområdet for forordning 2016/1103 får for andre typer sameje, der kan forekomme mellem nuværende eller tidligere ægtefæller, alt efter det tidspunkt, hvor samejet i givet fald opløses (under ægteskabet eller efter dettes opløsning), og for tredjeparters rettigheder.

6.

Da grænserne for begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« skal undersøges i lyset af den definition heraf, der fremgår af artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, og den undtagelse, der er fastsat i samme forordnings artikel 1, stk. 2, litra g), vil jeg gøre rede for, hvorfor det er min opfattelse,

7.

Artikel 1 i Bruxelles Ia-forordningens kapitel I med overskriften »Anvendelsesområde og definitioner« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. […]

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]«

8.

Denne forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder flere afdelinger, herunder afdeling 6 med titlen »Enekompetence«. I denne afdeling er artikel 24, nr. 1), første afsnit, affattet som følger:

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

9.

Følgende fremgår af 15., 18. og 52. betragtning til forordning 2016/1103:

[…]

[…]

10.

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller.

Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

[…]

11.

Den nævnte forordnings artikel 3 fastsætter under overskriften »Definitioner« følgende i stk. 1:

»I denne forordning forstås ved:

[…]«

12.

Samme forordnings artikel 6 med overskriften »Kompetence i andre tilfælde« bestemmer følgende i litra b):

»Hvis ingen ret i en medlemsstat har kompetence i henhold til artikel 4 og 5, eller i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i disse artikler, er følgende retter i medlemsstaterne kompetente til at træffe afgørelse om formueforholdet mellem ægtefæller:

[…]

13.

Artikel 21 i forordning 2016/1103 med overskriften »Kun én lov finder anvendelse« bestemmer:

»Den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller i henhold til artikel 22 eller 26, finder anvendelse på alle de formuegoder, der indgår i dette formueforhold, uanset hvor disse formuegoder befinder sig.«

14.

Denne forordnings artikel 27 med overskriften »Anvendelsesområdet for den lov, der skal anvendes« bestemmer:

»Den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller i henhold til denne forordning, skal bl.a. regulere:

15.

I henhold til § 708 i zákon č. 89/2012 Sb., občanský zákoník (lov nr. 89/2012 om den civile lovbog) (herefter »den civile lovbog«) omfatter ægtefællernes formuefællesskab alt, hvad ægtefællerne ejer, der har en formueværdi, og som kan være genstand for retsforhold. Ifølge samme § 708, stk. 2, reguleres dette formuefællesskab af en ordning, som enten er lovbestemt, viljesbestemt eller fastsat ved en retsafgørelse.

16.

I henhold til den civile lovbogs § 709, stk. 1, indebærer den lovbestemte formueordning, at formuefællesskabet omfatter de formuegoder, der er erhvervet af en af ægtefællerne eller begge i forening under ægteskabet, med undtagelse af sådanne goder, der udtrykkeligt er udelukket fra denne bestemmelse.

17.

I henhold til denne lovbogs § 716, stk. 1, første punktum, kan ægtefællerne aftale en anden ordning for formueforholdet mellem sig end den lovbestemte formueordning.

18.

Ifølge den nævnte lovbogs § 717, stk. 1, første punktum, er særeje en af mulighederne for en viljesbestemt formueordning mellem ægtefæller.

19.

Ifølge samme lovbogs § 729 kan hver ægtefælle i henhold til formueordningen med særeje disponere frit over sine formuegoder uden den anden ægtefælles samtykke.

20.

I den civile lovbogs § 115, stk. 1, er det bestemt, at personer, som har et fælles adkomstdokument til et formuegode, anses for samejende.

21.

Denne lovbogs § 1140 fastsætter, at ingen kan tvinges til at forblive samejer, og at enhver samejer til enhver tid kan begære udskillelse af sine andele af et samejet formuegode, hvis den pågældende samejede genstand kan deles, eller at dette sameje opløses.

22.

I henhold til den nævnte lovbogs § 1143 tager retten i mangel af en aftale mellem samejerne stilling til en begæring fra den ene af samejerne om opløsning af samejet. Hvis samejet opløses ved en retsafgørelse, skal retten ligeledes træffe afgørelse om de nærmere vilkår for fordelingen mellem samejerne.

23.

Sagsøgeren, SQ, og sagsøgte, YR, indgik den 1. maj 2015 ægteskab og besluttede sig i henseende til deres indbyrdes formueretlige forbindelser for den viljesbestemte ægteskabelige formueordning med særeje ( 6 ) og for at underkaste de nævnte forbindelser tjekkisk ret.

24.

Mens de var gift, erhvervede de i forening en ejendom ( 7 ) i Paris (Frankrig), hvori de ifølge SQ hver ejede en samejet halvdel ( 8 ). I 2020 blev deres ægteskab opløst. Ægtefællernes sidste sædvanlige opholdssted var Den Tjekkiske Republik. Genstanden for tvisten mellem de tidligere ægtefæller er den samejede ejendoms opløsning og fordeling ( 9 ).

25.

Ved kendelse af 26. oktober 2022 i første instans fastslog Obvodní soud pro Prahu 5 (distriktsdomstolen i Prag 5, Den Tjekkiske Republik), at sagen om opløsning og fordeling af dette sameje var omfattet af de almindelige retsregler om en sådan forbindelse og følgelig af det materielle anvendelsesområde for Bruxelles Ia-forordningen. I henhold til denne forordnings artikel 24, nr. 1), er retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, i det foreliggende tilfælde Frankrig, enekompetente til at påkende en sådan sag.

26.

Denne afgørelse, som sagsøgeren, SQ, appellerede til Městský soud v Praze (byretten i Prag, Den Tjekkiske Republik), blev underkendt af denne. Denne ret lagde til grund, at tvisten henhørte under anvendelsesområdet for forordning 2016/1103, idet begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller«, som er et selvstændigt begreb i EU-retten, omfatter enhver fakultativ regel, som kan være aftalt mellem ægtefællerne i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Formueordningen med særeje udgør således også et formueforhold mellem ægtefæller i denne forordnings forstand, for så vidt som den vedrører de formueretlige forbindelser, der udspringer af ægteskabet. De tjekkiske retter har følgelig international kompetence til at påkende denne sag på grundlag af den nævnte forordnings artikel 6, litra b).

27.

Sagsøgte, YR, har iværksat kassationsappel Nejvyšší soud (øverste domstol) til prøvelse af denne afgørelse.

28.

Denne ret har påpeget, at tvisten om opløsning og fordeling af det sameje, der findes mellem de tidligere ægtefæller af den ejendom, som tilhører dem, er reguleret af de almindelige nationale privatretlige retsregler ( 10 ), uden sammenhæng med ægteskabet eller retsreglerne om de formueretlige forbindelser mellem ægtefæller, og at det er almindeligt anerkendt, at en sådan sag falder inden for det civil- og handelsretlige område som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 1. For så vidt angår et sameje af fast ejendom tilfalder den internationale domstolskompetence i overensstemmelse med denne forordnings artikel 24, nr. 1), retterne i den medlemsstat, på hvis område formuegodet er beliggende.

29.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om virkningen for afgørelsen af tvisten af ægteskabets eksistens og af det forhold, at ejerne i samejet er de to tidligere ægtefæller alene, og at samejet er et resultat af deres valg af en viljesbestemt formueordning med særeje.

30.

I denne henseende har den præciseret, at der ifølge tjekkisk ret ikke sondres mellem et sameje mellem ægtefæller, som har valgt formueordningen med særeje, og andre former for sameje, der ligeledes er reguleret af de almindelige retsregler, herunder med hensyn til begrundelserne for samejets opløsning eller de nærmere vilkår for fordelingen heraf og fristen for disses indtræden.

31.

Den forelæggende ret har konstateret, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en særlig formueretlig tvist mellem ægtefæller, der udspringer direkte af ægteskabet eller af dettes opløsning ( 11 ), og som i givet fald er omfattet af de ægteskabelige formueordninger som omhandlet i forordning 2016/1103, eller en almindelige formueretlig tvist mellem ægtefæller uden sammenhæng med ægteskabet, som i så fald henhører under det civil- og handelsretlige område som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningen.

32.

På denne baggrund har Nejvyšší soud (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»[Henhører en sag om opløsning og fordeling af et sameje af en ejendom erhvervet af ægtefæller inden for rammerne af en viljesbestemt formueordning med særeje under procedurerne] vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller som omhandlet i artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra a), i [forordning 2016/1103]?«

33.

SQ, YR, den tjekkiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og deltaget i det retsmøde, der blev afholdt den 16. april 2026, hvor de besvarede de spørgsmål, som Domstolen havde stillet til mundtlig besvarelse.

34.

Det præjudicielle spørgsmål har til formål at klarlægge den internationale kompetence for den tjekkiske ret, som på grundlag af artikel 6 i forordning 2016/1103 ( 12 ) har fået forelagt en begæring om opløsning ( 13 ) og fordeling af et sameje af en ejendom beliggende i Frankrig, som er erhvervet af ægtefæller, der har særeje ( 14 ). Dette spørgsmål vedrører denne forordnings anvendelsesområde ( 15 ), hvilket nødvendiggør, at afgrænsningen af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller«, således som dette er defineret i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), præciseres, og at begrebet kan udledes af den undtagelse, der er fastsat i samme forordnings artikel 1, stk. 2, litra g).

35.

Kriterierne bør udledes under hensyntagen til de begrænsninger, som retten er underlagt på tidspunktet for prøvelsen af den pågældende rets internationale kompetence. Det fremgår nemlig af Domstolens praksis vedrørende EU-reglerne på det civil- og handelsretlige område, at den ret, ved hvilken der er anlagt et søgsmål, hverken undersøger, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, eller om der er grundlag herfor, men alene identificerer de forhold, der i den givne retlige situation og ifølge den påberåbte ret begrunder dens kompetence ( 16 ).

36.

Jeg præciserer, at redegørelsen for omstændighederne i hovedsagen, som blev suppleret i retsmødet ( 17 ), foranlediger mig til indledningsvis i min bedømmelse at se bort fra begrebet »ægtepagt«, som optræder i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning 2016/1103, eftersom der ikke er indgået en ægtepagt mellem ægtefællerne vedrørende samejet mellem dem med henblik på at tilpasse den formueordning med særeje, som de har valgt ( 18 ).

37.

I lighed med flere forfattere ( 19 ) må jeg for det første konstatere, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« anvendes i hovedparten af de øvrige EU-forordninger som kriterium for undtagelse eller afgrænsning, navnlig i Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 2, litra a) ( 20 ), Rom I-forordningens artikel 1, stk. 2, litra c) ( 21 ), Rom II-forordningens artikel 1, stk. 2, litra b) ( 22 ), og artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 650/2012. Den mest præcise bestemmelse er Rom III-forordningens artikel 1, stk. 2, litra e) ( 23 ). Heri anføres, at forordningen ikke finder anvendelse på ægteskabets virkninger på formueforhold. Det er følgelig muligt med henblik på at definere begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« at henvise til retspraksis og kommentarerne til disse artikler.

38.

For det andet definerede Domstolen i dom af 1. marts 2018, Mahnkopf ( 24 ), det, der gør det muligt at udskille anvendelsesområdet for to forordninger vedrørende forhold, der er udelukket fra Bruxelles Ia-forordningen, nemlig arv og formueholdet mellem ægtefæller. Jeg finder det derfor vigtigt indledningsvis at påpege, at den anmodning om fortolkning, som er blevet forelagt Domstolen, indtræder i en anden ramme. Bruxelles Ia-forordningen, som udgør grundstenen i samarbejdet om civilretlige spørgsmål ( 25 ), finder nemlig anvendelse i alle medlemsstater. Dette er ikke tilfældet med forordning 2016/1103, som kun er bindende for 18 medlemsstater inden for rammerne af et forstærket samarbejde ( 26 ). Reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse af de afsagte afgørelser, som hviler på princippet om gensidig tillid, finder følgelig kun anvendelse mellem de medlemsstater, der er bundet af denne forordning. En bred fortolkning af den nævnte forordnings anvendelsesområde vil virke begrænsende for Bruxelles Ia-forordningens anvendelsesområde og ikke tage hensyn til enekompetencen for retten i den medlemsstat, på hvis område den omhandlede ejendom er beliggende. Retterne i de stater, der ikke er bundet af forordning 2016/1103, skal således anvende nationale regler for at bestemme deres internationale kompetence og anerkende de trufne afgørelser. Efter min opfattelse bør disse konsekvenser ikke have indflydelse på fortolkningen af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« ( 27 ). Jeg tilføjer i denne henseende, at det skal tages i betragtning, at visse kompetenceregler finder anvendelse i situationer, som vedrører stater, der ikke er bundet af forordning 2016/1103 ( 28 ), eller tredjestater ( 29 ), og at bestemmelserne om lovvalg ligeledes finder anvendelse i forholdet mellem de stater, der ikke er bundet af denne forordning ( 30 ).

39.

For det tredje omfatter kapitel I i forordning 2016/1103 artikel 1-3, som omhandler afgrænsningen af dens anvendelsesområde og definitionerne heri, hvilket udgør en vigtig forskel i forhold til konventionen vedrørende internationalprivatretlige bestemmelser om ægtefællers formueforhold ( 31 ).

40.

Denne forordnings artikel 1, som i stk. 1, første afsnit, afgrænser dens anvendelsesområde ratione materiae til »formueforholdet mellem ægtefæller«, fremstilles i retslitteraturen som afgørende for fortolkningen heraf, eftersom den udtømmende præciserer de anliggender, der er udelukket ( 32 ). De, der ikke er nævnt her, betragtes som omfattede, hvis de falder ind under den nævnte forordnings anvendelsesområde ( 33 ).

41.

I henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 forstås ved »formueforhold mellem ægtefæller«»et sæt regler om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne indbyrdes og i deres forbindelser med tredjemand som følge af ægteskab eller ægteskabets opløsning« ( 34 ).

42.

For det fjerde påpeges det i 18. betragtning til denne forordning:

43.

For det femte falder artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 og 18. betragtning hertil i tråd med Domstolens praksis for udelukkelse af formueforhold mellem ægtefæller fra anvendelsesområdet for de EU-retlige instrumenter, der finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område. De dækker endvidere de forbindelser mellem ægtefællerne og tredjemand, der følger direkte af ægteskabet eller ægteskabets opløsning.

44.

Denne retspraksis skal derfor erindres med henblik på at bestemme, hvordan den under netop de omstændigheder, der gør sig gældende i tvisten i hovedsagen, kan være nyttig for fortolkningen af artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 (B), inden det præciseres, hvad der følger af den ved denne forordning fastsatte ramme for så vidt angår dels dens anvendelsesområde (C), dels de grænser, der skal drages med hensyn til tinglige rettigheder ifølge emnet for det spørgsmål, der skal behandles, og bestemmelsen af den lov, der finder anvendelse.

45.

Den forelæggende ret har med føje henvist til to af Domstolens afgørelser, hvori den definerede begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« i forbindelse med udelukkelsen fra Bruxelleskonventionens anvendelsesområde i artikel 1, andet afsnit, punkt 1 ( 35 ), og fra Bruxelles Ia-forordningen i artikel 1, stk. 2, litra a).

46.

I de Cavel-dommen fastslog Domstolen, at »begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskabet, men også alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning«, at »retssager, som føres om ægtefællers formuegoder, mens der verserer en skilsmissesag [ ( 36 )], derfor efter omstændighederne [kan] vedrøre eller være nært knyttet til: 1) spørgsmål om fysiske personers retlige status, 2) formueretlige forhold mellem ægtefæller som en direkte følge af ægteskabet eller dettes opløsning eller 3) formueretlige forhold, som eksisterer mellem ægtefæller, men som ikke står i forbindelse med ægteskabet«, og at »selv om sager under den sidstnævnte kategori er omfattet af [Bruxelles]konventionens anvendelsesområde, bør sager under de to førstnævnte kategorier udelukkes derfra« ( 37 ).

47.

I Iliev-kendelsen fastslog Domstolen ved anvendelse af det andet af disse kriterier, at en tvist mellem tidligere ægtefæller om salg af et gode anskaffet under ægteskabet vedrører det juridiske formueforhold, som følger direkte af opløsningen af ægteskabet, og er derfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen ( 38 ).

48.

For så vidt angår de sager, der gav anledning til disse afgørelser, var de formueretlige spørgsmål, som de forelæggende retter havde fået forelagt, i den første af disse knyttet til skilsmissesagen. I den anden omhandlede tvisten, der var opstået efter skilsmissen, spørgsmålet om, hvorvidt et køretøj erhvervet og indregistreret i ægtefællens navn var et fælles gode eller ej, hvilket skulle afgøres efter de specifikke regler i familielovbogen om goder erhvervet i forening, med henblik på fordeling ( 39 ).

49.

Eftersom det kriterium, der er udledt af de formueretlige forhold mellem ægtefæller som en følge af ægteskabet eller dettes opløsning, optræder i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, bør der foretages en undersøgelse af anvendelsen af de Cavel-dommen og Iliev-kendelsen, i den foreliggende sag ved analogi.

50.

Den forelæggende ret har med føje fremhævet, hvad der gør det begrundet at tage forbehold.

51.

Situationen i den foreliggende sag er nemlig anderledes af to grunde. For det første vedrører tvisten en ejendom, hvis fælles karakter ikke er knyttet direkte til den valgte formueordning mellem ægtefællerne, idet disse havde valgt særeje, hvilket pr. definition ikke regulerer noget formuefællesskab. For det andet er den retlige ordning for denne ejendom et lovbestemt sameje efter de almindelige retsregler, der finder anvendelse på enhver person, gift eller ej ( 40 ).

52.

Jeg tilføjer, at selv om den formueretlige forbindelse mellem de to tidligere ægtefæller, som udgøres af samejet, er opstået under ægteskabet, er det problematisk at antage, at det er en direkte følge af ægteskabet, henset til ægtefællernes valg af særeje fra begyndelsen af deres ægteskab ( 41 ). Er de formueretlige forbindelser mellem dem under disse omstændigheder mon ikke uden sammenhæng med ægteskabet? En sådan konstatering bør pege mod det tredje kriterium, der blev udledt i de Cavel-dommen ( 42 ), hvorefter tvisten ikke er udelukket fra det civil- og handelsretlige område.

53.

Følgelig opfordres Domstolen til at fastslå, om det forhold, at samejet ejes af ægtefællerne alene, og at samejet nødvendigvis er knyttet til deres valg af en viljesbestemt formueordning mellem ægtefæller, som udelukker ethvert formuefællesskab, er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at denne situation falder ind under anvendelsesområdet for forordning 2016/1103.

54.

Svaret på dette spørgsmål indebærer, at det skal afgøres, i hvilket omfang EU-lovgiver var inspireret af Domstolens praksis og vedtog en bredere fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« ved at definere det i denne forordning.

55.

Domstolens fortolkningsmetoder bevirker, at dette begreb af forskellige grunde skal forstås bredt.

56.

For det første skal definitionen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, der er fastsat i denne artikel, sammenholdes med de Cavel-dommen, hvori det blev fastslået, at den omfatter »alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning« ( 43 ). Denne konstatering er inspireret af den formulering, der forekommer i Schlosser-rapporten, nemlig »formuerettigheder, der udspringer af selve det ægteskabelige forhold« ( 44 ). Heri er det præciseret, at »[d]e gensidige rettigheder for ægtefæller, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefæller, […] i vidt omfang [svarer] til, hvad man på engelsk bedst kan udtrykke med ordene: »rights in property arising out of a matrimonial relationship« [(formuerettigheder, der følger af ægteskabet)]« ( 45 ).

57.

I så henseende henviser Schlosser til de vanskeligheder ved begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, der skyldes, at der i Det Forenede Kongerige og Irland ikke findes et tilsvarende retsinstitut. Her er de formueretlige forbindelser mellem ægtefæller principielt omfattet af de almindelige retsregler ( 46 ).

58.

Det fastslås ligeledes, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« ikke i alle de »oprindelige medlemsstaters« retssystemer omfatter de samme retsforhold ( 47 ). Schlosser har således fremhævet forekomsten af forskellige typer ikke-eksklusive systemer, som medlemsstaterne, der har udarbejdet særlige retsinstitutter for forholdet ægtefæller imellem, hvis vigtigste særkende består i en, men ikke altid kun én, samlet formueretlig ordning, der kan være viljesbestemt eller lovbestemt, og som i givet fald suppleres af de regler for ægteskabelige forhold, der gælder for alle ægtefæller, uafhængigt af den særlige form for ægteskabelig formueordning, der er valgt ( 48 ).

59.

Disse oplysninger fra Schlosser-rapporten om retssystemernes mangfoldighed, der altid er aktuel ( 49 ), er efter min opfattelse væsentlige. Jeg udleder heraf, at definitionen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« dækker de formueretlige forbindelser mellem ægtefæller, der reguleres af de almindelige retsregler og ikke alene af ét samlet retssystem.

60.

Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at træffe afgørelse om dette spørgsmål, eftersom den har taget stilling til omstændigheder, der henhørte under de særlige bestemmelser om formueretlige forhold mellem ægtefæller, nemlig enten de sikrende retsmidler under en skilsmissesag (de Cavel-dommen) eller en anfægtelse af den fælles karakter af et gode erhvervet under ægteskabet (Iliev-kendelsen) ( 50 ).

61.

For det andet gør jeg opmærksom på, at selv om 18. betragtning til forordning 2016/1103 omhandler alle formueretlige forhold mellem ægtefællerne, »som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning« ( 51 ), optræder dette adverbium ikke i definitionen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a).

62.

I lighed med Dirk Looschelders ( 52 ) er jeg af den opfattelse, at det af denne bestemmelses ordlyd, analogt i forskellige sprogversioner ( 53 ), skal udledes, at ægteskabet eller dets opløsning som simpel årsagsforbindelse er et tilstrækkeligt kriterium. Det kan derfor konstateres, at forbindelsens direkte karakter, der nævnes i de Cavel-dommen og Iliev-kendelsen ( 54 ), ikke skal undersøges yderligere.

63.

På denne baggrund bør det sikres, at en bred fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« på grund af ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 også er begrundet henset til de formål, som EU-lovgiver forfølger med denne forordning, og henset til dennes opbygning og sammenhæng.

64.

EU-lovgiver har for det første klart udtrykt vilje til at vedtage en retsakt, der skal fjerne de vanskeligheder, som par oplever i forbindelse med forvaltning eller deling af deres formuegoder ( 55 ), ved i forordning 2016/1103 at samle alle de regler om formueforhold mellem ægtefæller, som omfatter bestemmelserne om kompetence, lovvalg, anerkendelse eller, hvis det er relevant, accept, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig ( 56 ).

65.

Forordning 2016/1103 hviler på det grundlæggende princip om enhed: Kun én myndighed har i princippet kompetencen til at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne, og den anvender én lov ( 57 ), der er valgt af ægtefællerne ( 58 ) eller bestemt efter de objektive tilknytningskriterier, der er defineret i denne forordning ( 59 ), som på visse betingelser kan gøres gældende over for tredjemand ( 60 ). Denne lov finder anvendelse på alle deres formuegoder, uanset hvor de befinder sig ( 61 ), såvel som på deres gæld.

66.

Målet om at forenkle ægtefællernes retlige situation udmøntes meget tydeligt i konsekvenserne af dette enhedsprincip med hensyn til kompetence og lovvalg.

67.

For så vidt angår kompetencen, navnlig når tvistens genstand er fast ejendom, vejede viljen til at opretholde en enhed ( 62 ) af kompetence og lovvalg for den samlede formue ( 63 ) tungere end begrundelserne for, at kompetencen skulle ligge hos retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende. Denne kompetence er i forordning 2016/1103 blevet fastlagt som subsidiær ( 64 ), mens Domstolen i dom af 17. december 2015, Komu m.fl. ( 65 ), som omhandler fortolkningen af artikel 22, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 44/2001 ( 66 ), har fastslået, at et søgsmål om opløsning ved salg af et sameje med flere ejere vedrørende faste ejendomme beliggende i Spanien, som blev indledt ved en finsk ret af de i Finland boende samejere ( 67 ), udgør en sag, der er omfattet af kategorien sager om rettigheder over fast ejendom, som henhører under den enekompetence, der tilfalder retterne i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende ( 68 ), idet den primært lagde hensynet til retsplejen til grund ( 69 ).

68.

For så vidt angår den lov, der finder anvendelse på parrets formueretlige forbindelser, styrker denne lovs uforanderlighed ( 70 ) enhedsprincippet. Hvad desuden angår fast ejendom påpeger jeg fraværet af en særlig tilknytning til den stedlige lovgivning for ejendommen til at regulere beskyttelsen af familiens bolig ( 71 ). Som det præciseres i 53. betragtning, andet punktum, til forordning 2016/1103, henhører reglerne om denne bolig således under denne forordnings anvendelsesområde ( 72 ). Det er endvidere ikke tilladt at vedtage at anvende andre love på visse formuegoder eller forskellige love alt efter disses art ( 73 ). Mere generelt må det endelig konstateres, at den nævnte forordning ikke alene omfatter ufravigelige bestemmelser, men også fakultative regler og faste regler vedrørende lovvalg ( 74 ).

69.

Følgelig er det min opfattelse, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«som omhandlet i forordning 2016/1103 skal omfatte samtlige formueretlige konsekvenser af ægteskabet, for så vidt som disse ikke henhører under en særlig ordning som f.eks. underholdspligt eller kompensation for pensionsrettigheder ( 75 ) eller arv ved en ægtefælles død ( 76 ).

70.

For det andet understøtter andre argumenter hentet i opbygningen af forordning 2016/1103 den fortolkning, hvorefter definitionen af det selvstændige begreb »formueforholdet mellem ægtefæller«, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), bevidst er bred. De kan udledes af forholdet mellem denne definition og den nævnte forordnings artikel 27, der regulerer rækkevidden af den lov, der skal anvendes ( 77 ), under ægteskabet og efter dets opløsning.

71.

Ifølge Peter Mankowski ( 78 ) opregnes der i artikel 27 i forordning 2016/1103 i en positiv og ikke-udtømmende liste, hvad der under alle omstændigheder bør henhøre under formueforholdet mellem ægtefæller. Han har tilføjet, at denne artikel 27 udgør en klar fastlæggelse af én samlet ordning og af princippet om ordningens enhed. Begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« i denne forordnings forstand er i kraft af sin udformning yderst bredt og meget sammensat i sig selv ( 79 ).

72.

Den nævnte forordnings artikel 27, litra d), bestemmer netop, at »en af ægtefællernes eller begge ægtefællers beføjelser, rettigheder og forpligtelser vedrørende formuegoder« er omfattet af den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller. Sara Godechot-Patris og Patrick Wautelet ( 80 ) udtrykker den holdning, at denne bestemmelse finder anvendelse i tilfælde af erhvervelse af et formuegode i sameje, i særdeleshed når dette reguleres af en viljesbestemt formueordning med særeje. På grund af den tilgang, som forordning 2016/1103 kræver, deler jeg ikke dette forbehold. I tilfælde af sameje kan de formueretlige forbindelser mellem ægtefæller, som har valgt formueordning med særeje, der ikke reguleres af de ufravigelige bestemmelser i loven om formueforholdet mellem ægtefæller, kun henhøre under de almindelige retsregler. Hvis der ikke tages hensyn til det forhold, at denne konsekvens er karakteristisk for denne ordning, bliver denne forordnings anvendelsesområde begrænset.

73.

Endvidere bestemmer den nævnte forordnings artikel 27, litra e), at den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, regulerer »opløsning af formueforholdet mellem ægtefællerne og deling, fordeling eller afvikling af formuegoderne«.

74.

Visse forfattere hævder på dette grundlag, at forordning 2016/1103 finder anvendelse på fordelingen af formuegoderne mellem ægtefæller, uafhængigt af om denne fordeling er baseret på bestemmelserne i en bestemt formueordning mellem ægtefæller eller på generelle obligationsretlige eller tingsretlige bestemmelser, for så vidt som der er en tæt sammenhæng med ægteskabet ( 81 ), og at reguleringen af formueforholdene er tilstrækkeligt, uden at det er fornødent at kræve en særlig ordning, der nødvendigvis indebærer en samling mellem ægtefællerne ( 82 ).

75.

For så vidt angår den situation, hvor ægtefællerne giftede sig, idet de valgte en formueordning med særeje og erhvervede et formuegode, som de ejede i forening, kan det af artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, fortolket i sammenhæng med artikel 27 heri, følgelig udledes, at fordelingen af dette sameje falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og at den bør reguleres af den lov, som den nævnte forordning udpeger, uanset om den nævnte fordeling sker før eller efter opløsningen af ægteskabet.

76.

For det tredje taler den sammenhæng, hvori EU-lovgivers formål, nemlig at sikre en fyldig konkretisering af princippet om én enhed af regler, der regulerer parrenes formueretlige forbindelser ( 83 ), indgår, også for en bredere fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller«. Det skal nemlig til en vis grad tages i betragtning, at forordning 2016/1103 skal ses i forlængelse af forordning nr. 650/2012. Domstolen har bekræftet, at princippet om, at »den judicielle og lovgivningsmæssige kompetence[, der] er dele af samme enhed […] ligger til grund for forordningen« i de fleste tilfælde ( 84 ), og at dette princip også understøtter reglen i den nævnte forordnings artikel 4, for så vidt som denne bestemmelse præciserer, at denne regel fastlægger den kompetence, som retterne i medlemsstaterne har til at træffe afgørelse »om hele arven« ( 85 ). Som visse forfattere har anført ( 86 ), har sammenhængen mellem forordning nr. 650/2012 og forordning 2016/1103 imidlertid visse begrænsninger i praksis, eftersom to forskellige love på grund af de forskellige tilknytninger, der er fastsat i disse forordninger, kan finde anvendelse dels på parrets formueretlige forhold, dels på arven. I øvrigt er det ikke altid, at et af formålene med forordning nr. 650/2012, der skal sikre, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender domstolslandets lov, bliver opfyldt inden for rammerne af forordning 2016/1103 på grund af princippet om lovvalgets uforanderlighed ( 87 ).

77.

Endelig bør jeg fremhæve de konkrete resultater af enhedsprincippet med hensyn til kompetence og lovvalg, som bekræfter interessen i en bred fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« i situationer, der ligner de i hovedsagen omhandlede. Når ægtefæller med særeje er samejere af flere ejendomme beliggende i forskellige medlemsstater, og tvistens genstand er opløsningen og fordelingen af hvert af disse samejer, er der således en væsentlig interesse i det forhold, at forordning 2016/1103 regulerer udpegningen af den kompetente ret og den lov, der finder anvendelse ( 88 ). Endvidere må der også forventes spørgsmål om familie- og formueforhold i forbindelse med opløsningen og fordelingen af et sameje mellem ægtefæller, der har særeje, hvilket begrunder koncentrationen af afgørelsen af tvisterne. Der kan være tale om eventuelle regnskabsafslutninger mellem ægtefællerne, f.eks. hvis en ægtefælle har finansieret formuegodet med en anden andel end den, der blevet defineret for vedkommende ved erhvervelsen af ejendommen, under de til samlivet hørende vilkår eller ved tildelingen af familieboligen ( 89 ).

78.

Efter at have fortolket begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, således som det er defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, er jeg af den opfattelse, at det skal omfatte den formueretlige forbindelse mellem ægtefæller med særeje, der skabes ved et sameje efter de almindelige retsregler, som de indgår mellem sig.

79.

Den konstatering, at fast ejendom i EU-retten er genstand for særlige bestemmelser ( 90 ), kræver dog, at der skal påpeges visse grænser, som skal tages i betragtning ved fortolkningen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«.

80.

Metodologisk set ( 91 ) er det på grund af udelukkelserne i artikel 1, stk. 2, i forordning 2016/1103 efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt at konstatere, at et sameje mellem ægtefæller med særeje generelt henhører under begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, således som det følger af denne forordning. Ifølge det spørgsmål, som den ret, ved hvilken søgsmålet er anlagt, skal besvare, skal denne sikre sig, at der ikke er grænser vedrørende tvistens genstand og lov, der skal finde anvendelse.

81.

Jeg er af den opfattelse, at det forhold, at tvistens genstand er et sameje mellem (tidligere) ægtefæller, ikke nødvendigvis indebærer, at den falder ind under anvendelsesområdet for forordning 2016/1103, uanset de fremsatte krav ( 92 ). På grund af de tætte forbindelser mellem området for de formueretlige forbindelse mellem ægtefæller og de tinglige rettigheder ( 93 ) bør der nemlig, navnlig i en sådan tvist, ses nærmere på anvendelsesområdet for den udelukkelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra g), vedrørende spørgsmålene om »arten af tinglige rettigheder over et formuegode«.

82.

Det kan først konstateres, at selv om andre forordninger behandler tinglige rettigheder som en grund til udskillelse eller udelukkelse ( 94 ), gives der ingen definition heraf ( 95 ).

83.

Dernæst har Domstolen defineret de sager, der vedrører »rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 1). Den har fastslået, at enekompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, hvori der inden for nævnte forordnings anvendelsesområde dels skal tages stilling til en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen, dels skal sikres indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret ( 96 ). Det vigtigste kriterium er kriteriet om, at de ved loven tillagte beføjelser kan gøres gældende over for tredjemand ( 97 ).

84.

Hvad endelig angår »arten af tinglige rettigheder«, der også er fastsat som udelukkelse i artikel 1, stk. 2, litra k), i forordning nr. 650/2012, har Domstolen fastslået, at denne bestemmelse omhandler fastlæggelsen af goder og rettigheder og indehaverens rettigheder som følge deraf ( 98 ), og at eksistensen og antallet af tinglige rettigheder i medlemsstaternes retsorden (»numerus clausus«) henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde ( 99 ).

85.

Endvidere bekræfter korrelationen mellem udelukkelsen i artikel 1, stk. 2, litra g), i forordning 2016/1103 og dennes artikel 29 ( 100 ) med overskriften »Tilpasning af tinglige rettigheder«, at disse bestemmelser skal sikre medlemsstaternes autonomi på området for tinglige rettigheder, for at det ikke skal pålægges dem at anerkende ukendte rettigheder, der er gjort gældende i medfør af en udenlandsk lov.

86.

Set i lyset af 24. betragtning til forordning 2016/1103 kan udelukkelsen i dens artikel 1, stk. 2, litra g), følgelig ikke finde anvendelse, når spørgsmålet f.eks. drejer sig om, hvorvidt det formuegode, der er erhvervet i forening af ægtefæller, som har særeje, er et sameje mellem dem ( 101 ). Dette er ligeledes tilfældet med det krav, der i lighed med kravet i hovedsagen vedrører opløsningen og fordelingen af samejet, eftersom det indebærer fastlæggelsen af hver af de tidligere ægtefælles rettigheder ifølge den lov, der finder anvendelse på deres formueretlige forbindelser ( 102 ). Endvidere kan det af denne forordnings artikel 29, der omhandler de tinglige rettigheder, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefællerne, udledes, at den konstatering, at disse rettigheder reguleres af andre bestemmelser end bestemmelserne i formueordningen mellem ægtefæller i snæver forstand, er irrelevant ( 103 ). Endelig gør den tilpasningsmekanisme, som indføres herved, det legitimt at undersøge funktionen af den påberåbte tinglige rettighed inden for formueordningen mellem ægtefæller.

87.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en sådan analyse af de tinglige rettigheder bidrager til definitionen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller«, således som EU-lovgiver har fastlagt det. Det betyder således, at udelukkelsen af »arten af tinglige rettigheder« skal fortolkes snævert på grundlag af kriterier, der ikke pålægger den ret, ved hvilken sagen er anlagt, et niveau for behandlingen af stævningen, der overstiger det, som efterprøvelsen af dens kompetence kræver ab initio.

88.

I øvrigt er der i den foreliggende sag andre grænser vedrørende lovvalg, der ikke kan finde anvendelse på grund af tvistens genstand, men de bør efter min opfattelse påpeges, fordi de belyser den omstændighed, at visse spørgsmål, som ikke vedrører »arten af tinglige rettigheder«, alligevel henhører under den stedlige lovgivning om ejendomsrettigheder og følgelig er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning 2016/1103.

89.

Her kan der nævnes flere begrænsninger. Patrick Wautelet har således forklaret, at de nærmere omstændigheder ved en af ægtefællernes erhvervelse af en ejendomsrettighed over et formuegode reguleres såvel af den stedlige lovgivning om ejendomsrettigheder som af den lov, der regulerer måden at erhverve godet på ( 104 ). Han er i lighed med andre forfattere ligeledes af den opfattelse, at inddragelsen af den stedlige lovgivning om ejendomsrettigheder kunne forbeholdes de retsakter, der konkret udmønter fordelingen af goderne ( 105 ).

90.

Der skal også tages et forbehold vedrørende gennemførelsen af en sådan fordeling, der indebærer registrering i et register. Registreringsformaliteterne er i henhold til artikel 1, stk. 2, litra h) ( 106 ), i forordning 2016/1103 udelukket fra dennes anvendelsesområdet.

91.

Efter undersøgelsen af de forskellige faktorer til bedømmelse af anvendelsesområdet for forordning 2016/1103 lægger jeg med henblik på fortolkningen af begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« i det væsentlige til grund, at

Sagen skal derfor behandles på grundlag af artikel 27 i forordning 2016/1103, idet den udpegede lov i den foreliggende sag er den, som ægtefællerne valgte til deres ægteskabelige formueordning med særeje.

92.

Endelig er det min opfattelse, at det med denne meget omfattende tilgang er sikret, at en ret, når den får forelagt en sag, skal kunne efterprøve sin internationale kompetence uden alt for mange kriterier, der komplicerer øvelsen.

93.

Jeg foreslår følgelig Domstolen, at den besvarer den forelæggende rets spørgsmål bekræftende, med det resultat, at den internationalt kompetente ret således er den, ved hvilken søgsmålet blev anlagt i Den Tjekkiske Republik.

94.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 1, stk. 1, første afsnit, og artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller

skal fortolkes således, at

sagen om opløsning og fordeling af en ejendom, som er erhvervet som sameje under ægteskabet af ægtefæller, der har valgt en viljesbestemt formueordning med særeje, henhører under denne forordnings anvendelsesområdet.«