Med hensyn til påstanden om udbetaling af en børnepension til Michel Razzouk har Kommissionen i sit svarskrift gjort gældende, at den er uden genstand, da sagsøgeren har fået udbetalt den pågældende pension fra 1. maj 1981. I sin duplik har Kommissionen bemærket, at sagsøgeren ikke har bestridt denne indledende bemærkning fra Kommissionens side.

Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren ved at anfægte afgørelsen af 25. november 1981, som er et udtrykkeligt afslag på den klage, sagsøgeren har indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over afgørelsen af 3. juli 1981 om afslag på hans ansøgning af 3. april 1981 om udbetaling af efterladtepension ved hans hustrus død, har anfægtet en akt, som ikke i sig selv er anfægtelig. På dette punkt henviser Kommissionen til Domstolens domme af 28. maj 1980 (Kuhner, sagerne 33 og 75/79, SmL, s. 1677) og af 9. december 1982 (Plug, sag 191/81, Sml., s. 4229).

Kommissionen har imidlertid bemærket, at Domstolen ved andre lejligheder har vist sig mere liberal, idet den har antaget, at det væsentlige var, at klagen var indgivet og sagen anlagt inden for de foreskrevne frister, som det er tilfældet her. Domstolen har dermed accepteret, at et søgsmål, der formelt er rettet mod afslaget på klagen, kan fortolkes således, at det ligeledes er rettet mod den afgørelse, som er genstand for klagen. Kommissionen har herved nævnt Domstolens dom af 21. maj 1981 (Morbelli, sag 156/80, Sml, s. 1357) og generaladvokatens forslag til afgørelse i sagerne Gérin (sag 806/79, Sml. 1980, s. 3531) og Suss (sag 186/80, Sml. 1981, s. 2058).

Kommissionen har ikke draget endelige slutninger af de foregående betragtninger om formaliteten, men bemærker, at den snarere er tilbøjelig til at fortolke søgsmålet således, at det implicit er rettet mod dens oprindelige afgørelse.

Endelig har Kommissionen bemærket, at den subsidiære påstand om udbetaling af de pensionsbidrag, som sagsøgerens hustru har indbetalt under sin ansættelse, er en ny påstand, som ikke har været genstand for en klage forud for sagens anlæg. Kommissionen har henvist til dommene af 9. marts 1978 (Herpels, sag 54/77, Sml., s. 585) og af 20. november 1980 (Gérin, sag 806/79, Sml. 1980, s. 3515), hvor Domstolen har vist sig særlig liberal, og Kommissionen har konkluderet, at mens den på forhånd er tilbøjelig til at mene, at Razzouk's søgsmål bør antages til realitetsbehandling, henholder den sig til Domstolens afgørelse.

Sagsøgeren har anført, at hans påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 25. november 1981 indebærer en annullation af afgørelsen af 3. juli 1981, da den første afgørelse udtrykkeligt bekræftede den anden.

Påstanden om udbetaling af pensionsbidragene er ifølge sagsøgeren ikke en ny påstand, men modstykket til de pensionsrettigheder, som den principale påstand omhandler. Hvis Domstolen ikke tilkender sagsøgeren enkemandspension, vil Kommissionen blive beriget uden grund, hvilket det vil være normalt subsidiært at kompensere.

Kommissionen mener, at dette søgsmål bør afvises, da sagsøgeren skulle have indgivet klage til ansættelsesmyndigheden over den stiltiende afgørelse om at afslå hans ansøgning om efterladtepension af 16. juli 1980, som blev truffet den 16. november 1980, før den 17. februar 1981. Sagsøgeren indgav imidlertid først sin klage efter det udtrykkelige afslag af 12. august 1981 den 9. september 1981. Det udtrykkelige afslag var blot en bekræftelse af det stiltiende afslag af 16. november 1980 og kunne ikke give sagsøgeren en ny klagefrist, så meget mindre, som fristerne er ufravigelige (se Domstolens dom af 8. 5. 1973, Gunnelia, sag 33/72, Sml., s. 475).

Når den principale påstand må afvises, medfører det, at den subsidiære påstand om udbetaling af de pensionsbidrag, der er indbetalt af sagsøgerens hustru i hendes levetid, ligeledes må afvises.

Sagsøgeren har bestridt, at sagen må afvises, og han har i sin replik fremhævet, at hans ansøgning af 16. juli 1980 blev fulgt af en lang korrespondance samt af flere samtaler mellem ham og Kommissionens tjenestegrene. Desuden har hans ansøgning været genstand for forhandlinger mellem Kommissionens tjenestegrene og andre institutioners tjenestegrene inden for rammerne af de administrative chefers forberedende udvalg med henblik på at finde en passende løsning i hans tilfælde. Under disse drøftelser har der generelt været en overvejende positiv og konstruktiv stemning for at komme ham til hjælp. Som svar på et spørgsmål til parterne fra Domstolen har Beydoun i øvrigt bemærket, at Kommissionens kompetente tjenestegrene, trods de talrige samtaler, som fandt sted mellem november 1980 og juni 1981, aldrig har meddelt ham det stiltiende afslag på hans ansøgning, som Kommissionen hævder i sin duplik.

På denne baggrund må sagsøgerens ansøgning anses for en ansøgning i den i vedtægtens artikel 1, stk. 1, forudsatte betydning. Selv om denne bestemmelse efter sin ordlyd alene angår tjenestemænd, må den ved analogi fortolkes således, at den også omfatter hans personlige tilfælde. Kommissionens svar af 12. august 1981 er følgelig søgsmålets eneste grundlag, som opfylder de i artikel 91, stk. 2, opstillede krav.

Kommissionen har i sin duplik fastholdt, at de administrative chefers forberedende udvalg og derefter de administrative chefer på Kommissionens initiativ har fået forelagt et generelt spørgsmål om fortolkningen af artikel 23, stk. 1, i vedtægtens bilag VIII, nærmere bestemt om fortolkningen af ordene råder ... ikke over egne indtægter samt af begrebet helbredsmangel. Udvalget var af den opfattelse, at den pågældende bestemmelse ikke finder anvendelse på den enkemand efter en tjenestemand, som i en alder af 66 år på tidspunktet for sin hustrus død rammes af en helbreds-mangel og kun råder over beskedne midler, fordi begrebet helbredsmangel, således som det tages i betragtning i denne artikel, sigter til invaliditet, der forhindrer den pågældende i at udøve lønnet beskæftigelse, men ikke en helbredsmangel, der skyldes alder, og fordi den pågældende i en alder af 66 år ikke længere står til rådighed for arbejdsmarkedet.

I øvrigt forstår Kommissionen ikke, hvorfor sagsøgeren hævder, at hans ansøgning om pension af 16. juli 1980 må anses for en ansøgning i den i vedtægtens artikel 25, stk. 1, forudsatte betydning. Selv hvis denne subsumption var rigtig, gør det efter Kommissionens mening ingen forskel for sagens formalitet; en sådan subsumption ville ikke ændre procedurereglerne, og den ændrer intet i, at sagsøgeren skulle have indgivet klage til ansættelsesmyndigheden før den 17. februar 1981. Kommissionen fastholder derfor, at Beydoun's søgsmål må afvises.

Sagsøgernes første anbringende støttes på traktatens artikel 119 og tjenestemandsvedtægtens artikel 79 samt princippet om ligebehandling. Ifølge sagsøgerne skal vedtægtens artikel 79, hvorefter en tjenestemands eller forhenværende tjenestemands enke i henhold til de i kapitel 4 i bilag VIII fastsatte betingelser er berettiget til efterladtepension, fortolkes i overensstemmelse med såvel principperne i traktatens artikel 119, som er bekræftet i Domstolens praksis, som i overensstemmelse med det generelle forbud mod forskelsbehandling. I henhold til disse principper skal alle personer, der er omfattet af vedtægten, hvad enten de er tjenestemænd eller ej, behandles på samme måde, når de befinder sig i samme situation, idet kønsforskellen ikke må føre til forskellig behandling.

Det påhviler Kommissionen at påse, at fællesskabsbestemmelserne bliver anvendt i overensstemmelse med de ovenfor nævnte principper. Så meget desto mere påhviler det den i det foreliggende tilfælde selv at anvende de pågældende bestemmelser i overensstemmelse med de samme principper og i givet fald under anvendelse af en udvidende eller analog fortolkning. Hvis vedtægtens artikel 79 ikke kan fortolkes udvidende eller analogt, er den deri fastsatte begrænsning ugyldig og kan således ikke gøres gældende mod sagsøgerne.

En anvendelse af artikel 79, som begrænser retten til efterladtepension til enker, ville desuden betyde, at der blev indført forskelsbehandling over for kvindelige tjenestemænd. Disse ville blive pålagt en langt større bidragsbyrde, for så vidt angår de forsikrede ydelser, end mandlige tjenestemænd. Denne opkrævning af samme bidrag for forskellige ydelser er en forskelsbehandling, hvad enten pensionsordningen hviler på indbetaling af bidrag eller på princippet om kapitalisering.

Endelig har sagsøgerne fremhævet, at efterladtepensionen ikke er en ydelse, som skal sikre personer, som ikke har andre indtægtskilder, en indtægt, men er afledt af en ret, som er tillagt de efterlevende, og som er begrundet i tjenestemandens faglige virksomhed i Fællesskabets tjeneste. Ikke blot er begrundelsen til vedtægten tavs med hensyn til denne pensions påståede understøttelsesformål, men den omstændighed, at det er foreskrevet, at denne ydes uden hensyn til de økonomiske, sociale eller erhvervsmæssige forhold, udelukker et sådant formål.

Kommissionen har i sit svarskrift bemærket, at sagsøgerne med urette hævder, at traktatens artikel 119, som fastslår princippet om ligeløn mellem mandlige og kvindlige arbejdstagere for samme arbejde, ligeledes finder anvendelse på afdøde tjenestemænds ydelsesberettigede pårørendes efterladtepensioner.

Den har herved henvist til dommene af 15. juni 1978 og 25. maj 1971 (Defrenne, henholdsvis sag 149/77, Sml., s. 1365 og sag 80/70, Sml. 1971, s. 109), og den har fremhævet, at spørgsmål vedrørende social tryghed netop figurerer blandt de i traktatens artikel 118 opregnede punkter. Med hensyn til disse spørgsmål, navnlig vedrørende pensions- og efterladtepensionsordningerne, er afskaffelse af forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagernes køn et mål, der skal nås. I øvrigt er ydelser til efterladte ifølge Kommissionen heller ikke nævnt i Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring.

Kommissionen har imødegået sagsøgernes henvisning til Domstolens dom af 9. februar 1982 (sag 12/81, Garland, Sml., s. 359), fordi generaladvokatens forslag til afgørelse i denne sag viser, at resultatet i denne dom ikke indeholder noget nyt i forhold til de domme, som Domstolen tidligere har afsagt i denne sammenhæng. Den nævnte dom står navnlig ikke i modsætning til dommen af 25. maj 1971, Defrenne, hvorefter alderspension ikke er omfattet i begrebet løn, således som dette er defineret i artikel 119.

I det foreliggende tilfælde udbetales de pensioner, som De europæiske Fællesskaber yder deres tjenestemænd og disses ydelsesberettigede pårørende, desuden i henhold til en vedtægt. De udbetales, alene fordi tjenestemændene opfylder de i vedtægten stillede betingelser for udbetaling af ydelsen. På dette grundlag kan en manglende proportionalitet mellem pensionerne og bidragene ikke anses for at være et udtryk for forskelsbehandling. På dette punkt har Kommissionen henvist til generaladvokatens forslag til afgørelse i sagerne Grogan, De Pascale og Curtis (sagerne 127, 164 og 167/80, Sml. 1982, s. 886).

Endelig er vedtægtens efterladtepensionsordning også i meget vidt omfang i overensstemmelse med sociale hensyn, idet den har til formål at sikre en anstændig efterleven for den afdøde tjenestemands ægtefælle, som for en efterlevende enkes vedkommende formodes ikke at råde over tilstrækkelige midler hertil, eller som for enkemænds vedkommende har bevist, at han ikke råder over sådanne midler.

Sagsøgerne har i deres replik gjort gældende, at Kommissionen med urette er gået ud fra, at sagsøgerne ønsker artikel 119 anvendt på deres personlige tilfælde, og de har fremhævet, at de i stævningen anvender ordene i overensstemmelse med de ved EØF-traktatens 119 fastsatte principper .... Disse principper går ud på at sikre ligebehandling mellem mænd og kvinder, og i stævningen kræves der hverken mere eller mindre. Det er ikke udelukket, at de principper, der er fastsat for de nævnte forhold, samt for andre, der let kan sidestilles med disse, vil blive konkretiseret yderligere. Domstolen kan derfor anvende dem som egnet grundlag for at træffe bestemmelse om ligheden mellem Det europæiske økonomiske Fællesskabs mandlige og kvindelige tjenestemænd på pensionsområdet. Det er på samme tid et passende bidrag til de retsregler, der gælder for De europæiske Fællesskabers ansatte.

Kommissionen har i sin duplik taget ad notam, at sagsøgerne ikke til støtte for deres krav påberåber sig artikel 119, og den har konstateret, at de ikke har bestridt Kommissionens argumentation, hvorefter denne artikel ikke finder anvendelse.

Sagsøgernes andet anbringende støttes på en fortolkning baseret på princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Kommissionen har her undladt at iagttage de retningslinjer, som Domstolen har givet institutionerne for fortolkningen af vedtægtens bestemmelser, når der er tale om at tilpasse disse til faktiske eller retlige forhold samt til økonomiske forhold, når der ved første øjekast er en manglende sammenhæng mellem disse forhold og de formål, som lovgiver nøje har afvejet og tilsigtet. På dette punkt har sagsøgerne henvist til dommen af 31. maj 1979 (Newth, sag 156/78, Sml, s. 1941), hvori Domstolen fastslog, at en artikel skal fortolkes således, at såfremt dens anvendelse kan medføre en krænkelse af en retsregel af højere gyldighed, har Kommissionen for at undgå en sådan retsvirkning pligt til ikke at anvende den.

Navnlig på grundlag af Kommissionens eget forslag af 13. juni 1974 (EFT C 88, s. 25), som har til formål udtrykkeligt at indføre ret til enkemandspension i vedtægten, har de nævnte retningslinjer et positivt resultat for sagsøgernes søgsmål. Denne omstændighed berettiger kravet om udbetaling af rente på 9 % fra 1. maj 1981, den potentielle begyndelsesdato for sagsøgeren Razzouk's ret til pension, såvel for ham selv som for hans søn Michel, og fra 1. oktober 1980 for sagsøgeren Beydoun's vedkommende.

Sagsøgerne har envidere henvist til den nævnte Garland-dom (præmis 11) om ligeløn for mænd og kvinder, som ifølge sagsøgerne styrker den ovennævnte argumentation.

Endelig har sagsøgerne anført, at Domstolen i denne dom under henvisning til dommen af 31. marts 1981 (sag 96/80, Jenkins, Smi., s. 911, præmis 17) har kendt for ret, at artikel 119 finder direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af kriterierne samme arbejde og ligeløn. Disse betragtninger må i sig selv, med de nødvendige ændringer, sikre sagsøgerne ret til pension.

Kommissionen har i sit svarskrift anført, at spørgsmålet om anvendeligheden af det generelle princip om kønnenes ligestilling er yderst vanskeligt. Til begrundelse for de nuværende bestemmelser i vedtægten på dette punkt kunne man henvise til den objektive forskel i den faktiske situation, som en enkemand, henholdsvis en enke efter en tjenestemand, befinder sig i. På nuværende tidspunkt stammer familiens indtægter i det væsentlige fra mandens arbejde, således at enken ved dennes død risikerer at befinde sig i en vanskelig økonomisk situation.

Mod dette argument kan det fremføres, at en enke efter ændringen af vedtægten i 1972 kan oppebære en efterladtepension, samtidig med at hun får udbetalt løn af De europæiske institutioner. Efterladtepensionen har følgelig hybrid karakter, idet den ikke kun har karakter af forsørgelse (hvortil navnlig knytter sig dens bortfald i tilfælde af indgåelse af nyt ægteskab), men den bliver ligeledes en økonomisk fordel, som er forbundet med den førstafdøde ægtefælles ansættelse i Fællesskaberne, og som er uafhængig af den efterlevendes indtægter. I vedtægtens nuværende ordning er der en indre uoverensstemmelse.

Desuden er den traditionelle opfattelse af familien og af kvindens plads i denne og i samfundet ved at ændres, således at enhver forskelsbehandling på grundlag af køn i lovgivningen anses for uberettiget, hvilket i det foreliggende tilfælde betyder, at efterladtepensionsordningen er et udtryk for forskelsbehandling, fordi den ikke sikrer enkemænd og enker efter tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber samme fordele.

Det er denne strengt egalitære opfattelse, som har foranlediget Kommissionen til den 13. juni 1974 at foreslå Rådet, at der i vedtægtens afsnit V efter artikel 79 indsættes en ny artikel 79a, hvorefter bestemmelserne i artikel 79 anvendes med de nødvendige ændringer på enkemanden efter en tjenestemand eller efter en tidligere tjenestemand. Dette forslag blev tiltrådt af Europa-Parlamentet (EFT C 140, 1974, s. 20). I to beslutninger opretholdt Parlamentet derefter sin udtalelse af 13. november 1974 (se beslutningerne af 18. 1. 1980 om forslaget til en forordning om ændring af vedtægten for tjenestemænd samt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, EFT C 34, s. 56, og af 10. 4. 1981 om særlige og midlertidige foranstaltninger som følge af Grækenlands tiltrædelse, EFT C 101, s. 104). Endelig vedtog Parlamentet under vedtagelse af budgettet for 1982 ved anden behandling den 17. december 1981 ændringsforslag nr. 177, som skulle gøre det muligt, at den bevilling, der var bestemt til dækning af efterladtepension til enker efter tjenestemænd, også kunne anvendes til dækning af efterladtepension til enkemænd (EFT Cil, siderne 56 og 121).

Rådets stillingtagen til Kommissionens forslag er mere nuanceret. Selv om det har udtalt, at det ligger det på sinde at overholde princippet om ligebehandling af mænd og kvinder på tjenestemandsvedtægtens område, mener det, at overholdelsen af dette princip med hensyn til efterladtepensioner rejser komplicerede problemer, og at det i den givne sociale sammenhæng er tvivlsomt, om de for enker gældende bestemmelser uden videre kan udvides til også at omfatte enkemænd.

Det generelle forbud mod forskelsbehandling mellem mænd og kvinder har i medlemsstaternes sociallovgivning udviklet sig under indflydelse af fællesskabsretten. På det nuværende udviklingstrin er forskelsbehandling af kønnene i medlemsstaternes bestemmelser om ydelser til efterladte ikke en overtrædelse af artikel 119 og er ikke i strid med fællesskabsretten, som det fremgår af den ovennævnte Defrenne-dom, sag 149/77.

Kommissionen er imidlertid i tvivl om, hvorvidt det af den omstændighed, at forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til efterladtepension, som består i medlemsstaternes nationale retsorden, ikke for tiden kan anses for at være i strid med fællesskabsretten, nødvendigvis følger, at den samme forskelsbehandling i vedtægten og bestemmelserne for øvrige ansatte ikke kan anses for at være i strid med, ikke traktatens sociale bestemmelser, men overholdelsen af de grundrettigheder, som Domstolen allerede gentagne gange har fastslået udgør en del af de almindelige fællesskabsretlige principper, som den har til opgave at værne om. Kommissionen har herved til støtte for sin opfattelse henvist til dommene af 7. juni 1972 (Sabbatini-Bertoni, sag 20/71, Sml., s. 95) og af 20. februar 1975 (Airola, sag 21/74, Sml, s. 221).

Omvendt spørger den, om denne forskelsbehandling ikke skal afskaffes progressivt efter samme tidsplan som følge af de direktiver, som er udstedt vedrørende de i traktatens artikel 118 omregnede opregnede områder. Dette er i det mindste tvivlsomt.

I den nuværende situation og uden for så vidt at overse, at vedtægten ifølge Domstolen skal fortolkes i overensstemmelse med en højere retsregel, som det fremgår af de ovennævnte Airola- og Newth-domme og af dommen af 20. februar 1975 (Van den Broeck, sag 37/74, Sml., s. 235), føler Kommissionen sig foranlediget til at anvende bestemmelserne, som de foreligger. Denne adfærd fra Kommissionens side er så meget desto mere berettiget, som bestemmelserne er så klare, at de ikke kan give stof til fortolkning, og de har i øvrigt ikke givet anledning til en retlig konstatering af, at de er ulovlige.

For det tilfælde, at Domstolen kommer til det resultat, at bestemmelserne savner hjemmel, har Kommissionen endelig anmodet Domstolen om at opfordre de kompetente institutioner til inden for en af Domstolen fastsat frist at træffe de foranstaltninger, som de anser for nødvendige for at fjerne enhver forskelsbehandling på grundlag af køn i vedtægtens efterladtepensionsordning for tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber.

Sagsøgerne har i replikken givet en oversigt over retsudviklingen i medlemsstaterne samt uden for disse stater. Således har der i Belgien siden 1976 været bestemmelser, der opfylder kravene om lighed mellem mænd og kvinder, for parlementsmedlemmer. I Italien er det ved forfatningsdomstolens dom af 25. januar 1980 fastslået, at en klausul, hvorefter der kun skulle udbetales pension til en enkemand efter en tjenestemand på særlige betingelser, og som lignede artikel 23 i vedtægtens bilag VIII, var forfatningsstridig. I Irland har Labour Court den 7. maj 1979 afsagt kendelse, hvorefter der anerkendes ret til efterladtepension på lige fod for kvindelige og mandlige parlamentsmedlemmer. I pensionssystemet i De forenede Nationer har princippet om ligebehandling af mænd og kvinder været fuldt ud indført siden 1975. De forenede Staters højesteret har ved dom af 29. april 1980 fastslået, at en bestemmelse, der lignede artikel 23 i vedtægtens bilag VIII, var forfatningsstridig.

Kommissionen har i duplikken heroverfor anført, at i Belgien er den af sagsøgerne påberåbte lighed hverken baseret på lov eller kongelig anordning, men på et reglement for Caisse de retraite des sénateurs. I Italien findes bestemmelserne om lighed med hensyn til efterladtepension i lov nr. 908 af 9. december 1977. Med hensyn til Irland bemærker Kommissionen, at Department of the public services har besluttet at udvide den bestående efterladtepensionsordning for enker efter tjenestemænd til enkemænd efter tjenestemænd og på samme betingelser.

Endvidere har Kommissionen vedlagt duplikken en tabel med en sammenfattende oversigt over situationen i medlemsstaterne den 1. september 1982. Det kan her konstateres, at der i fire medlemsstater er indført fuldstændig lighed mellem enkemænd og enker efter tjenestemænd. I to medlemsstater har enkemænd efter tjenestemænd ikke på nuværende tidspunkt ret til efterladtepension. I to andre medlemsstater anerkendes ret til efterladtepension for enkemænd, men på visse snævre betingelser, især med hensyn til modtagerens trangssituation. I én medlemsstat findes der ingen offentligretlig efterladtepensionsordning for tjenestemænds ydelsesberettigede pårørende. Endelig har enkemænd efter tjenestemænd i endnu en anden medlemsstat ret til en overførselspension ud fra almindelige retsgrundsætninger; denne ret suspenderes imidlertid, når der er et barn, der har ret til pension, og pensionen opsættes indtil den normale pensionsalder (60 år), medmindre den pågældende ikke er arbejdsdygtig.

Herudover har Kommissionen begrænset sig til at gentage, at spørgsmålet efter dens mening må reguleres ad lovgivningsvejen, og dens alvorligste tvivl skyldes den modsætning, som efter Kommissionens mening vil følge af en umiddelbar anvendelse af ens pensionsordninger for enker og enkemænd i institutionerne, mens manglen på tilsvarende ens ordninger i medlemsstaterne for øjeblikket ikke kan anses for stridende mod fællesskabsretten.

Beydoun har som anbringende hævdet, at artikel 23 i vedtægtens bilag VIII er foltolket fejlagtigt. Sagsogeren har herved anført, at den betingelse, at ansøgeren ikke råder over egne indtægter, skal forstås således, at der skal være tale om egne indtægter, der en passende, hvilket klart ikke er tilfældet for de beløb, som han modtager som belgisk pension, der i øjeblikket andrager 9187 BFR, og i form af en tysk enkemandspension, der i øjeblikket andrager 299,80 DM. Fortolkningen af artikel 23 skal på dette punkt være i overensstemmelse med de bestemmelser om egne indtægter, der er gældende på andre områder, navnlig vedrørende børnetilskud. Hvad angår den helbredsmangel eller alvorlige sygdom, som ansøgeren skal være ramt af i henhold til den anden betingelse, har Kommissionen begået et fejlskøn, og der findes intet retligt grundlag for dens opfattelse, hvorefter sagsøgerens alvorlige sygdom, der er erkendt som sådan af Kommissionen selv, er uden betydning i betragtning af, at sagsøgeren blev pensioneret den 1. august 1979, altså før hans hustrus død.

Kommissionen har bestridt sagsøgerens anbringende om størrelsen af hans egne midler, som ifølge Kommissionen udgør en månedlig indtægt på 15000 BFR Desuden har sagsøgeren ikke godtgjort, at han ved sin hustrus død er blevet ramt af en alvorlig sygdom, der har gjort ham endeligt uarbejdsdygtig. Med hensyn til Beydoun's pensionering er denne sket før hans hustrus død og alene på grund af alder (idet sagsøgeren fyldte 65 år) og ikke på grund af hans sygdom (periarthritis i skulderleddet) som sagsøgeren ifølge Kommissionen har lidt af i flere år, uden at det har forhindret ham i at arbejde, indtil han gik på pension.

I svarskriftet har Kommissionen bestridt kravet om renter på 9 % pro anno og fremhævet, at sådanne morarenter er en form for erstatning, som kun kan tilkendes i tilfælde af culpøs forsinkelse med betalingen af ubestrideligt forfaldne beløb. Desuden er Kommissionens gode tro i et spørgsmål, der er så vanskeligt som det spørgsmål, der er rejst i de foreliggende sager, til hinder for, at den bliver dømt til at betale erstatning (se den førnævnte Airola-dom).

Med hensyn til de af sagsøgerne krævede renter har Kommissionen under henvisning til generaladvokatens forslag til afgørelse i Garganese-sagen (sag 185/80, Sml. 1981, ss. 1803 og 1804) anført, at bortset fra undtagelsestilfælde kan der i princippet først tilkendes morarenter fra den dag, der indgives klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, hver gang en manglende udbetaling af et forfaldent beløb skyldes en simpel fejl i anvendelsen af vedtægten. I det foreliggende tilfælde kan der til skade for Kommissionen først være forfaldet morarenter fra 1. oktober 1980 i Beydoun's tilfælde og fra 24. juni 1981 i Razzouk's tilfælde.

I duplikken har Kommissionen bemærket, at sagsøgerne, som er blevet opfordret til at forelægge den dokumentation til støtte for den krævede rentesats, ikke har fremført noget argument, der kan berettige, at denne sats fastsættes til 9 %, og at de i øvrigt i deres replik har begrænset sig til at anmode Domstolen om at fastsætte en rentesats svarende til, hvad der er økonomisk passende for de pågældende perioder.

I svarskriftet har Kommissionen først bestridt, at dette krav kan antages til realitetsbehandling. Den har herved gjort gældende, at bidragene indbetales af tjenestemændene og ikke af deres ydelsesberettigede pårørende; den kan derfor ikke se, med hvilken ret de sidstnævnte kræver tilbagebetaling af bidrag, som de ikke selv har indbetalt.

Subsidiært har Kommissionen påstået sig frifundet på dette punkt.

De pensioner, der udbetales af Fællesskaberne, er ikke baseret på bidrag, men på vedtægten, således at en manglende proportionalitet mellem pensionerne og bidragene ikke kan anses for et udslag af forskelsbehandling (se generaladvokatens ovennævnte forslag til afgørelse i sagerne Grogan m.fl. mod Kommissionen). Deraf følger bl.a., at når de i vedtægten fastsatte betingelser ikke er opfyldt, er bidragene indbetalt endeligt og kan ikke kræves tilbagebetalt, hverken af tjenestemanden eller af hans ydelsesberettigede pårørende. Der er i øvrigt ikke sket endelig indbetaling, da Razzouk's søn oppebærer en børnepension, som i øvrigt vil blive betydeligt nedsat hvis der skulle blive tildelt Razzouk en efterladtepension i henhold til vedtægtens artikel 80, stk. 3, i stedet for artikel 80, stk. 1.

I replikken har sagsøgerne bestridt Kommissionens opfattelse på dette punkt. De har navnlig fremhævet, at pensionsbidragene er en del af tjenestemandens løn, og at de skal og kan kræves tilbagebetalt af de ydelsesberettigede pårørende, når de ikke fører til udbetaling af en pension.

Kommissionen har i duplikken heroverfor anført, at tjenestemændenes bidrag er et bidrag til den samlede finansiering af den fælles pensionsordning. Hver enkelt tjenestemands bidrag individualiseres ikke på en særskilt konto for hver af dem. En tjenestemands bidrag til finansieringen af den samlede pensionsordning giver ikke automatisk denne ret til pension og end mindre ret til en pension af mindst samme størrelse som de indbetalte bidrags samlede beløb. Endelig har Kommissionen fremhævet, at under en ordning, der er baseret på social solidaritet, er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem de indbetalte bidrag og de modtagne ydelser. Den har tilføjet, at de forskriftsmæssigt indeholdte bidrag i henhold til artikel 38 i vedtægtens bilag VIII ikke kan kræves tilbagebetalt.