<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><ORDER xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-05.00-20081231.xd"><BIB.ORDER><REF.CASE FILE="ECRT12000DAA.1100416501.case.xml"><NO.CASE>T-103/99</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61999B0103</NO.CELEX><NO.SEQ>0017.0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST.ECR>4167</PAGE.FIRST.ECR><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST.ECR>4185</PAGE.LAST.ECR><PAGE.TOTAL>19</PAGE.TOTAL><AUTHOR>T</AUTHOR></BIB.ORDER><CURR.TITLE><LEFT>KENDELSE AF <DATE ISO="20000522">22.5.2000</DATE> — SAG T-103/99</LEFT><RIGHT>ASSOCIAZIONE DELLE CANTINE SOCIALI VENETE MOD OMBUDSMANDEN OG PARLAMENTET</RIGHT></CURR.TITLE><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Rettens Kendelse</HT> (Første Afdeling)</P><P><DATE ISO="20000522">22. maj 2000</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Processprog: italiensk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><ORDER.INIT><P>I sag T-103/99,</P></ORDER.INIT><PARTIES><PLAINTIFS><P><HT TYPE="BOLD">Associazione delle cantine sociali venete,</HT> Padova (Italien), ved avvocato I. Cacciavillani, Venedig, og avvocato A. Cimono, Padova, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatfirmaet A. Lorang, 51, rue Albert 1<HT TYPE="SUP">er</HT>,</P><PARTY.STATUS>sagsøger,</PARTY.STATUS></PLAINTIFS><AGAINST>mod</AGAINST><DEFENDANTS><P><HT TYPE="BOLD">Den Europæiske Ombudsmand</HT> ved G. Grill, ledende juridisk rådgiver i ombudsmandens sekretariat, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg i Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg,</P><P>og</P><P><HT TYPE="BOLD">Europa-Parlamentet</HT> ved H. Krück og A. Caiola, Juridisk Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg i Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg,</P><PARTY.STATUS>sagsøgte,</PARTY.STATUS></DEFENDANTS></PARTIES><?PAGE NO="II-4168"?><SUBJECT><P>angående en påstand om, at det fastslås, at ombudsmanden, og om nødvendigt Parlamentet, retsstridigt har undladt at konstatere et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Kommissionen,</P><P>har</P></SUBJECT><PREAMBLE.GEN><PREAMBLE.INIT><P>DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Første Afdeling)</P><P>sammensat af præsidenten, Bo Vesterdorf, og dommerne M. Vilaras et N. Forwood,</P><P>justitssekretær: H. Jung,</P></PREAMBLE.INIT><PREAMBLE.FINAL><P>afsagt følgende</P></PREAMBLE.FINAL></PREAMBLE.GEN><CONTENTS.ORDER><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Kendelse</P></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Retsgrundlaget</P></TI></TITLE><NP><NO.P>1</NO.P><TXT>EF-traktatens artikel 138 E (nu artikel 195 EF) har følgende ordlyd:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>1.</NO.P><TXT>Europa-Parlamentet udnævner en ombudsmand, som skal være beføjet til at modtage klager fra enhver unionsborger eller enhver fysisk eller juridisk person<?PAGE NO="II-4169"?> med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer, med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner.</TXT><P>Ombudsmanden skal i overensstemmelse med sit hverv foretage de undersøgelser, som han finder berettigede, enten på eget initiativ eller på grundlag af de klager, der forelægges ham direkte eller gennem et medlem af Europa-Parlamentet, medmindre de påståede forhold er under eller har været under retslig behandling. Konstaterer ombudsmanden, at der foreligger fejl eller forsømmelser, forelægger han sagen for den pågældende institution, som har en frist på tre måneder til at meddele ham sin udtalelse. Ombudsmanden sender derpå en rapport til Europa-Parlamentet og til den pågældende institution.</P><P>Den person, som klagen hidrører fra, underrettes om resultatet af disse undersøgelser. Ombudsmanden aflægger en årlig beretning til Europa-Parlamentet om resultatet af sine undersøgelser.</P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Ombudsmanden udnævnes efter hvert valg til Europa-Parlamentet for dettes valgperiode. Han kan genudnævnes.</TXT><P>Domstolen kan på begæring af Europa-Parlamentet afskedige ombudsmanden, hvis han ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv, eller hvis han har begået en alvorlige forseelse.</P></NP><?PAGE NO="II-4170"?><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Ombudsmanden udfører sit hverv i fuldstændig uafhængighed. Han må ved udøvelsen af sine pligter hverken søge eller modtage instruktioner fra noget andet organ. Ombudsmanden må, så længe hans embedsperiode varer, ikke udøve nogen anden — lønnet eller ulønnet — erhvervsmæssig virksomhed.</TXT></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>Europa-Parlamentet fastsætter ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv efter høring af Kommissionen og med godkendelse af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal.<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/></TXT></NP></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>2</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19940309">9. marts 1994</DATE> traf Europa-Parlamentet i henhold til traktatens artikel 138 E, stk. 4, afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="113" DATE.PUB="1994" PAGE.FIRST="15">EFT L 113, s. 15</REF.DOC.OJ>).</TXT></NP><NP><NO.P>3</NO.P><TXT>I henhold til artikel 14 i afgørelse 94/262 har ombudsmanden kompetence til at fastlægge afgørelsens gennemførelsesbestemmelser.</TXT></NP><NP><NO.P>4</NO.P><TXT>Det følger af årsberetningen fra ombudsmanden for året 1997 (<REF.DOC.OJ COLL="C" NO.OJ="380" DATE.PUB="1998" PAGE.FIRST="1">EFT 1998 C 380, s. 1</REF.DOC.OJ>), at ombudsmanden den <DATE ISO="19971016">16. oktober 1997</DATE> i henhold til artikel 14 i afgørelse 94/262 fastlagde gennemførelsesbestemmelser, som trådte i kraft den <DATE ISO="19980101">1. januar 1998</DATE>. Gennemførelsesbestemmelserne blev offentliggjort på alle officielle sprog på ombudsmandens Website.</TXT></NP><?PAGE NO="II-4171"?><NP><NO.P>5</NO.P><TXT>Fremgangsmåden ved behandlingen af en klage, der indgives til ombudsmanden, fremgår således af traktatens artikel 138 E, af afgørelse 94/262 og af denne afgørelses gennemførelsesbestemmelser. Det følger af alle disse tekster, at når ombudsmanden konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af en institution, forsøger han så vidt muligt sammen med denne at finde en mindelig løsning, der kan imødegå konstaterede mangler, og som kan imødekomme borgeren. Hvis en sådan løsning findes, afslutter ombudsmanden behandlingen af sagen med en begrundet <QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>afgørelse<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/> og informerer borgeren og den berørte institution herom (herefter <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>de berørte parter<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/>).</TXT></NP><NP><NO.P>6</NO.P><TXT>Finder ombudsmanden derimod, at en mindelig løsning ikke er mulig, eller at forsøget på at nå frem til en sådan ikke har ført til det ønskede resultat, afslutter han behandlingen af sagen med en begrundet <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>afgørelse<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>, som kan omfatte en kritisk bemærkning, eller han udarbejder en rapport med udkast til henstillinger. Ombudsmanden fremsætter navnlig en sådan bemærkning, når han anser, at den berørte institution ikke længere kan imødegå det konstaterede tilfælde af fejl eller forsømmelse, og at den konstaterede fejl eller forsømmelse ikke har generelle følgevirkninger. I modsat fald udarbejder han en rapport med udkast til henstillinger til den berørte institution (jf. artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne).</TXT></NP><NP><NO.P>7</NO.P><TXT>Ombudsmanden sender en kopi af denne rapport og udkastet til henstillinger, der er indeholdt heri, til de berørte parter. Den berørte institution skal inden for tre måneder sende ombudsmanden en detaljeret udtalelse, der kan bestå i, at den berørte institution tager den nævnte rapport til efterretning og i givet fald redegør for de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme henstillingerne, der er indeholdt i denne. Finder ombudsmanden ikke den detaljerede udtalelse tilfredsstillende, udarbejder han en særlig rapport om den pågældende konstaterede fejl eller forsømmelse til Europa-Parlamentet, der kan indeholde henstillinger. En genpart af denne rapport sendes også til de berørte parter.</TXT></NP></GR.SEQ><?PAGE NO="II-4172"?><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne</P></TI></TITLE><NP><NO.P>8</NO.P><TXT>Associazione delle cantine sociali venete er en forening i henhold til italiensk ret, som omfatter vinselskaber og -kooperativer, og som bl.a. har til formål at fremme og forsvare sine medlemmers interesser.</TXT></NP><NP><NO.P>9</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19970603">3. juni 1997</DATE> indgav sagsøgeren en klage til ombudsmanden som følge af at Kommissionen i henhold til sin afgørelse 94/90/EKSF/EF/Euratom af <DATE ISO="19940208">8. februar 1994</DATE> om aktindsigt i Kommissionens dokumenter (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="046" DATE.PUB="1994" PAGE.FIRST="58">EFT L 46, s. 58</REF.DOC.OJ>) havde givet afslag på at give foreningen aktindsigt i en række dokumenter, som dannede grundlag for de bestemmelser, der for hver medlemsstat og for produktionsåret 1993/1994 fastlagde mængden af bordvin, der skulle være genstand for obligatorisk destillation.</TXT></NP><NP><NO.P>10</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19970725">25. juli 1997</DATE> sendte ombudsmanden sagsøgerens klage til Kommissionen, der afgav en udtalelse den <DATE ISO="19970924">24. september 1997</DATE>.</TXT></NP><NP><NO.P>11</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19971202">2. december 1997</DATE> sendte sagsøgeren ombudsmanden sine bemærkninger til denne udtalelse.</TXT></NP><NP><NO.P>12</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19981215">15. december 1998</DATE> anmodede sagsøgeren i henhold til EF-traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF) ombudsmanden om at tage stilling til foreningens klage.</TXT></NP><?PAGE NO="II-4173"?><NP><NO.P>13</NO.P><TXT>Da foreningen ikke modtog noget svar inden for tomånedersfristen, der er fastsat i traktatens artikel 175, anlagde den denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den <DATE ISO="19990427">27. april 1999</DATE>.</TXT></NP><NP><NO.P>14</NO.P><TXT>Ved dokument registreret på Rettens Justitskontor den <DATE ISO="19990617">17. juni 1999</DATE> har Parlamentet i henhold til procesreglementets artikel 114 påstået sagen afvist.</TXT></NP><NP><NO.P>15</NO.P><TXT>Ved skrivelse af <DATE ISO="19990430">30. april 1999</DATE> har ombudsmanden underrettet sagsøgeren om resultatet af sin undersøgelse i forbindelse med klagen. Ved særskilt dokument registreret på Rettens Justitskontor den <DATE ISO="19990618">18. juni 1999</DATE> har ombudsmanden anmodet om, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 113 fastslår, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.</TXT></NP><NP><NO.P>16</NO.P><TXT>Sagsøgeren har den <DATE ISO="19990811">11. august 1999</DATE> fremsat bemærkninger til denne anmodning og til den af Parlamentet fremsatte afvisningspåstand.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Parternes påstande</P></TI></TITLE><NP><NO.P>17</NO.P><TXT>Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Sagen optages til realitetsbehandling.</P></ITEM><?PAGE NO="II-4174"?><ITEM><P>Påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, behandles efter reglerne.</P></ITEM><ITEM><P>Det fastslås, at ombudsmanden, og om nødvendigt Parlamentet, retsstridigt har undladt at konstatere et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Kommissionen.</P></ITEM><ITEM><P>Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter reglerne,</P></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>18</NO.P><TXT>Parlamentet har nedlagt følgende påstande:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Afvisning.</P></ITEM><ITEM><P>Der træffes afgørelse om sagens omkostninger i henhold til procesreglementet.</P></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>19</NO.P><TXT>Ombudsmanden har nedlagt følgende påstande:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.</P></ITEM><ITEM><P>Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter billighed.</P></ITEM></LIST></P></NP></GR.SEQ><?PAGE NO="II-4175"?><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Afvisningspåstanden</P></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><P>Parternes argumenter</P></TI></TITLE><NP><NO.P>20</NO.P><TXT>Parlamentet påstår, at det er åbenbart, at sagen må afvises.</TXT></NP><NP><NO.P>21</NO.P><TXT>Det gør for det første gældende, at det følger af bestemmelserne i EF-traktaten, at ombudsmanden ikke er en fællesskabsinstitution i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 4 (nu artikel 7 EF), men er et organ i Det Europæiske Fællesskab, der i henhold til EF-traktatens artikel 138 E er beføjet til at modtage klager fra fysiske eller juridiske personer med bopæl eller hjemsted i Unionen over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af institutionerne.</TXT></NP><NP><NO.P>22</NO.P><TXT>Det fremgår nemlig af traktatens artikel 138 E, at ombudsmanden ikke har nogen forbindelse til fællesskabsinstitutionerne. Det følger desuden af traktatens artikel 175, at et passivitetssøgsmål kun kan anlægges mod Parlamentet, Rådet og Kommissionen. I den forbindelse anfører Parlamentet, at det endda følger af artikel 1, stk. 3, i afgørelse 94/262, at ombudsmanden ikke kan gribe ind i en sag, der er anlagt ved en domstol, eller anfægte, at en retsafgørelse er begrundet.</TXT></NP><NP><NO.P>23</NO.P><TXT>Efter Parlamentets opfattelse er ombudsmanden ikke et organ inden for Parlamentet. Det er ganske vist Parlamentet, der udnævner ham, man han<?PAGE NO="II-4176"?> udøver sit hverv fuldstændig uafhængigt. Det forhold, at der ikke er nogen forbindelse mellem Parlamentet og ombudsmanden, ses desuden derved, at det er EF-Domstolen, der på Parlamentets begæring kan afskedige ombudsmanden, hvis han ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv, eller hvis han har begået en alvorlig forseelse.</TXT></NP><NP><NO.P>24</NO.P><TXT>Parlamentet gør endvidere gældende, at i det omfang retsakter, der vedtages af ombudsmanden, ikke er retsakter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF), kan sagsøgeren ikke bebrejde ham at have forholdt sig passiv (Rettens kendelse af <DATE ISO="19990521">21.5.1999</DATE>, forenede sager T-169/98 og 170/98, Schiocchet mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser).</TXT></NP><NP><NO.P>25</NO.P><TXT>For det andet gør Parlamentet gældende, at stævningen, i det omfang den betegner Parlamentet som sagsøgt <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>om nødvendigt<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>, ikke opfylder betingelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra b). Retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik kræver nemlig, at sagsøgte nævnes klart, og uden at det kan misforstås.</TXT></NP><NP><NO.P>26</NO.P><TXT>For det tredje skal sagen afvises, da sagsøgeren — i modsætning til, hvad der er fastsat i traktatens artikel 175, ikke tidligere har opfordret Parlamentet til at handle. Parlamentet ville under alle omstændigheder have været åbenbart inkompetent til at handle og gribe ind i en sag vedrørende Kommissionens påståede afslag på at give aktindsigt i sine dokumenter. Det forhold, at ombudsmanden i henhold til artikel 3 i afgørelse 94/262 er forpligtet til at<?PAGE NO="II-4177"?> forelægge en rapport for Parlamentet i et tilfælde af konstaterede fejl eller forsømmelser i forbindelse med en institutions handling, betyder ikke, at dette kan gribe ind i ombudsmandens undersøgelser. Rapporten sendes kun til Parlamentet som information med henblik på at sætte det i stand til at udøve kontrol over ombudsmandens aktiviteter.</TXT></NP><NP><NO.P>27</NO.P><TXT>Endelig gør Parlamentet gældende, at Retten kan bestemme, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, idet ombudsmanden den <DATE ISO="19990430">30. april 1999</DATE>, altså efter at sagen blev anlagt, har taget stilling til sagsøgerens klage.</TXT></NP><NP><NO.P>28</NO.P><TXT>Ombudsmanden gør gældende, at skrivelsen af <DATE ISO="19990430">30. april 1999</DATE>, der blev sendt til sagsøgeren, og som informerede foreningen om resultatet af ombudsmandens undersøgelse, bragte den af sagsøgeren påståede passivitet til ophør. Følgelig og uafhængigt af det forhold, at ombudsmandens retsakter ikke er bindende, er det ufornødent at træffe afgørelse i sagen.</TXT></NP><NP><NO.P>29</NO.P><TXT>Sagsøgeren, der ganske vist bestrider Parlamentets afvisningspåstand, overlader påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, til Rettens skøn.</TXT></NP><NP><NO.P>30</NO.P><TXT>Særligt for så vidt angår ombudsmandens retlige status bestrider sagsøgeren, at ombudsmanden ikke kan anses for at være <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>et organ inden for<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> Parlamentet.</TXT></NP><?PAGE NO="II-4178"?><NP><NO.P>31</NO.P><TXT>Sagsøgeren anfører i den forbindelse, at ombudsmandens statut er nævnt i traktatens femte del, afsnit I, kapitel 1, vedrørende institutionerne og navnlig i 1. afdeling om Parlamentet.</TXT></NP><NP><NO.P>32</NO.P><TXT>Foreningen henviser endvidere til det forhold, at Parlamentet udnævner ombudsmanden for dets valgperiode, og at det har kompetence til at fastsætte statutten og de almindelige betingelser for udøvelsen af ombudsmandens hverv og til at anmode Domstolen om at afskedige ham. Sagsøgeren anfører, at ombudsmanden, hvis hjemsted er Parlamentets hjemsted, hvert år skal forelægge en rapport for Parlamentet og, i særlige tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med en institutions handling, en særlig rapport. Endelig fremhæver sagsøgeren, at ombudsmandens budget fremgår af et bilag til sektion I (Parlamentet) i De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (jf. artikel 12, 13 og 16 i afgørelse 94/262).</TXT></NP><NP><NO.P>33</NO.P><TXT>Sagsøgeren anfører, at selv fra et funktionelt synspunkt er ombudsmandens hverv koordineret med Parlamentets hverv og supplerer dette (samarbejde med Parlamentets Udvalg for Andragender). Desuden har Parlamentet kompetence til at overvåge ombudsmanden ved gennemgangen af hans årsrapport.</TXT></NP><NP><NO.P>34</NO.P><TXT>Det følger heraf, at i det omfang ombudsmanden er et organ inden for Parlamentet, vedrører sagen i virkeligheden Parlamentets passivitet, således at den opfylder kravene i traktatens artikel 175.</TXT></NP><NP><NO.P>35</NO.P><TXT>Selv hvis ombudsmanden ikke var et organ inden for Parlamentet, må et passivitetssøgsmål mod ombudsmanden alligevel skulle antages til realitetsbehandling<?PAGE NO="II-4179"?> inden for rammerne af en evolutiv fortolkning af de pågældende bestemmelser, således at han ikke fratages hele sin udenretslige funktion (Domstolens dom af <DATE ISO="19860423">23.4.1986</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="294/83" YEAR="1986" PAGE.ECR="1357">294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1357</REF.DOC.ECR>).</TXT></NP><NP><NO.P>36</NO.P><TXT>I den forbindelse henviser sagsøgeren til traktatens artikel 138 E og til afgørelse 94/262, hvoraf det følger, at ombudsmanden faktisk har pligt og ikke ret til at handle for at løse et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Det følger endvidere af afgørelse 90/94, at Kommissionens beslutning om at give afslag på en begæring om aktindsigt i dens dokumenter skal være behørigt begrundet og angive <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>de eksisterende klagemuligheder, dvs. anmodning om domstolsprøvelse eller indgivelse af klage til ombudsmanden i henhold til artikel 173 og 138 E i EF-traktaten<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/>. Hvis ombudsmanden ikke var forpligtet til at handle som en følge af en indgivelse af en klage om Kommissionens afslag på at give aktindsigt i sine dokumenter, ville hans rolle være indholdsløs.</TXT></NP><NP><NO.P>37</NO.P><TXT>Med hensyn til spørgsmålet, om ombudsmandens retsakter har bindende retsvirkninger, gør sagsøgeren gældende, at disse retsakter ikke kan sammenlignes med simple <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>udtalelser<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/> og <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>henstillinger<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/>. Ombudsmandens indgriben har nemlig til formål at sikre en form for <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>udenretslig retspleje<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/>, der adskiller sig tydeligt fra <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>ikke-bindende<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/>, traditionel indgriben fra fællesskabsinstitutionerne. Med hensyn til aktindsigt (jf. ovenfor, præmis 36) udgør klagen, der er indgivet til ombudsmanden, således en slags <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>administrativ rekurs<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/>, der har til formål at løse konflikterne mellem borgeren og den berørte institution. I den forbindelse påberåber sagsøgeren sig ombudsmandens skrivelse af <DATE ISO="19990430">30. april 1999</DATE>, hvori denne fastslår, at den kritiske bemærkning over for Kommissionen medfører, at denne på ny skal gennemgå foreningens bekræftende ansøgning og give den adgang til de begærede dokumenter, i det omfang en af de undtagelser, der er opregnet i afgørelse 94/90, ikke finder anvendelse.</TXT></NP><NP><NO.P>38</NO.P><TXT>Selv hvis man antog, at ombudsmandens retsakter ikke har bindende retsvirkning, følger det af retspraksis, at et passivitetssøgsmål også kan vedrøre den<?PAGE NO="II-4180"?> berørte institutions undladelse af at udstede sådanne retsakter, når disse udgør en nødvendig betingelse for vedtagelsen af andre bindende retsakter (Domstolens dom af <DATE ISO="19710713">13.7.1971</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="8/71" YEAR="1971" PAGE.ECR="163">8/71, Deutscher Komponistenverband mod Kommissionen, Smi. 1971, s. 163</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 705). I det omfang Kommissionen, som i det foreliggende tilfælde, som følge af en afgørelse fra ombudsmanden, der konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser, er forpligtet til på ny at gennemgå en begæring om aktindsigt i dens dokumenter, udgør ombudsmandens undladelse af at træffe en sådan <QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>afgørelse<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/> en passivitet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 175, idet denne afgørelse er en nødvendig betingelse i den ovennævnte retspraksis' forstand.</TXT></NP><NP><NO.P>39</NO.P><TXT>Under alle omstændigheder indebærer udelukkelsen af muligheden for at anlægge et passivitetssøgsmål mod ombudsmanden efter sagsøgerens opfattelse en retsnægtelse.</TXT></NP><NP><NO.P>40</NO.P><TXT>Endelig har sagsøgeren med hensyn til Parlamentets anbringende om, at det ikke var blevet anmodet om at handle, gjort gældende, at dette anbringende mangler grundlag, da ombudsmanden af de ovenfor anførte grunde skal anses for at være et organ inden for Parlamentet.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><P>Rettens bemærkninger</P></TI></TITLE><NP><NO.P>41</NO.P><TXT>Det bemærkes indledningsvis, at når en retsakt, hvis manglende udstedelse er genstand for et passivitetssøgsmål, er blevet vedtaget efter anlæggelsen af sagen, men før dommens afsigelse, har sagen mistet sin genstand, således at det er ufornødent at træffe afgørelse (Rettens dom af <DATE ISO="19970710">10.7.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="T-212/95" YEAR="1997" PAGE.ECR="II-1161">T-212/95, Oficemen mod Kommissionen, Sml. II, s. 1161</REF.DOC.ECR>). For at Retten imidlertid i den foreliggende sag skal kunne statuere, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, og fastsætte sagens omkostninger, er det nødvendigt først at tage stilling til, om forudsætningerne for, at sagen, med hjemmel i traktatens artikel 175, kan<?PAGE NO="II-4181"?> antages til realitetsbehandling, er opfyldt. Der skal derfor tages stilling til Parlamentets afvisningspåstand.</TXT></NP><NP><NO.P>42</NO.P><TXT>Efter procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, hvis en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer noget andet. I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse uden at indlede mundtlig forhandling.</TXT></NP><NP><NO.P>43</NO.P><TXT>I henhold til traktatens artikel 175, stk. 3, kan <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage til [Retten] over, at en af Fællesskabets institutioner har undladt at udstede en retsakt til ham, henstillinger og udtalelser dog undtaget<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>44</NO.P><TXT>Ifølge traktatens artikel 4 varetages de opgaver, der påhviler Fællesskabet, af Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Domstolen og Revisionsretten. Hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt den ved EF-traktaten. Ved traktaten oprettes endvidere en Europæisk Centralbank (EF-traktatens artikel 4 A (nu artikel 8 EF)) og en Europæisk Investeringsbank (EF-traktatens artikel 4 B (nu artikel 9 EF)), der også handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tillagt dem ved traktaten, og ved de statutter, der er knyttet som bilag hertil.</TXT></NP><NP><NO.P>45</NO.P><TXT>Endelig bestemmer artikel 11, stk. 4, i afgørelse 94/262, følgende: <QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>I alle personalespørgsmål er ombudsmanden at sidestille med institutionerne i henhold til artikel 1 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber.<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/></TXT></NP><?PAGE NO="II-4182"?><NP><NO.P>46</NO.P><TXT>Det følger af disse bestemmelser, at ombudsmanden ikke er en fællesskabsinstitution i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 175, hvorfor sagen må afvises, i det omfang den omhandler ombudsmandens passivitet.</TXT></NP><NP><NO.P>47</NO.P><TXT>Med hensyn til spørgsmålet, om sagen alligevel skal fremmes til realitetsbehandling, i det omfang den er rettet mod Parlamentet, bemærkes, at det — selv hvis ombudsmanden i den foreliggende sag skal anses for at være et organ inden for Parlamentet — kun er tilladt for en fysisk eller juridisk person at anlægge et passivitetssøgsmål, hvis den pågældende institution har undladt at udstede en anden retsakt end en henstilling eller en udtalelse, eller at udstede en retsakt, der berører ham umiddelbart og individuelt (Domstolens dom af <DATE ISO="19961126">26.11.1996</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-68/95" YEAR="1996" PAGE.ECR="I-6065">C-68/95, T. Port, Sml. I, s. 6065, præmis 59</REF.DOC.ECR>).</TXT></NP><NP><NO.P>48</NO.P><TXT>Det følger af en gennemgang af traktatens artikel 138 E, af afgørelse 94/262 samt af dennes gennemførelsesbestemmelser, at ombudsmanden, når han konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af en institution, er forpligtet til at sende en rapport til Parlamentet, hvori han, hvis han finder det hensigtsmæssigt, kan fremsætte henstillinger. Klageren informeres <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="00BB"/>af ombudsmanden<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="00AB"/> om resultatet af undersøgelserne og om den berørte institutions udtalelse (jf. traktatens artikel 138 E, stk. 1, andet punktum, og artikel 3, stk. 7, i afgørelse 94/262).</TXT></NP><NP><NO.P>49</NO.P><TXT>Passivitetssøgsmålet ville således kun kunne antages til realitetsbehandling, hvis den nævnte rapport over for sagsøgeren udgjorde en anfægtelig handling, der berørte foreningen umiddelbart og individuelt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 173, stk. 4.</TXT></NP><NP><NO.P>50</NO.P><TXT>I det omfang rapporten, der således er sendt til Parlamentet, begrænser sig til at konstatere et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af en institution og i givet fald til at formulere henstillinger, har den i sagens natur ingen retsvirkning over for tredjemand i den forstand, hvori<?PAGE NO="II-4183"?> udtrykket er anvendt i traktatens artikel 173, og forpligter heller ikke Parlamentet, der inden for rammerne af udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt det ved traktaten, frit kan bestemme, hvordan det vil reagere som følge af rapporten. Det samme gælder så meget desto mere med hensyn til den årlige rapport, som ombudsmanden ved slutning af hver årlig session skal forelægge Parlamentet, vedrørende alle resultater af sine undersøgelser (jf. traktatens artikel 138 E, stk. 1, andet punktum, og artikel 3, stk. 8, i afgørelse 94/262).</TXT></NP><NP><NO.P>51</NO.P><TXT>Sagen, der er anlagt af sagsøgeren, skal derfor afvises, da den eneste retsakt, der ville have kunnet imødekomme foreningens krav, havde været en rapport til Parlamentet i henhold til traktatens artikel 138 E, som konstaterede et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Kommissionen, og som hverken efter sin form eller efter sin natur under et annullationssøgsmål kunne kvalificeres som en anfægtelig akt (Rettens kendelse af <DATE ISO="19961126">26.11.1996</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="T-167/95" YEAR="1996" PAGE.ECR="II-1607">T-167/95, Kuchlenz-Winter mod Rådet, Sml. II, s. 1607, præmis 20 og 21</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19970703">3.7.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="T-201/96" YEAR="1997" PAGE.ECR="II-1081">T-201/96, Smanor og Ségaud mod Kommissionen, Sml. II, s. 1081, præmis 25</REF.DOC.ECR>).</TXT></NP><NP><NO.P>52</NO.P><TXT>Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argument, hvorefter det følger af adfærdskodeksen for aktindsigt i Kommissionens og Rådets dokumenter, der udgør et bilag til afgørelse 94/90, at ombudsmandens stillingtagen er en nødvendig betingelse for, at Kommissionen på ny kan gennemgå sin afgørelse om afslag på at give aktindsigt i sine dokumenter. Som allerede fastslået har rapporten, som ombudsmanden skal sende til Parlamentet, når han konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af en institution, også selv om den muligvis kan påvirke Kommissionens holdning med hensyn til sagsøgerens begæring om aktindsigt, ingen bindende retsvirkning, således at Kommissionen er forpligtet til at anerkende den nævnte rapports konklusioner og i givet fald at efterkomme de henstillinger, der er indeholdt i rapporten. I øvrigt pålægger ingen bestemmelse i den anvendelige lovgivning Kommissionen en sådan forpligtelse.</TXT></NP><NP><NO.P>53</NO.P><TXT>Endelig kan det forhold, at adfærdskodeksen for aktindsigt i Kommissionens og Rådets dokumenter, der udgør et bilag til afgørelse 94/90, kvalificerer både<?PAGE NO="II-4184"?> annullationssøgsmålet og en klage til ombudsmanden som <QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="00BB"/>eksisterende klagemuligheder<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="00AB"/>, i mangel af en udtrykkelig bestemmelse i traktaten ikke føre til det resultat, at ombudsmandens statut, således som den er beskrevet i traktatens artikel 138 E, ændres, og at virkningerne af indgivelsen af en klage til ombudsmanden bliver ligestillet med anlæggelse af et annullationssøgsmål. Ganske vist bestemmer EF-traktatens artikel 176 (nu artikel 233 EF), at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, eller hvis manglende udstedelse er erklæret stridende mod traktaten, har pligt til at gennemføre de til Domstolens doms opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Imidlertid bestemmer traktatens artikel 138 E alene, at ombudsmanden, hvis han konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser, sender en rapport vedrørende dette til Parlamentet.</TXT></NP><NP><NO.P>54</NO.P><TXT>Det følger af ovenstående, at sagsøgerens argument, hvorefter umuligheden af at anlægge et passivitetssøgsmål mod ombudsmanden indebærer en retsnægtelse, hviler på et forkert grundlag både med hensyn til ombudsmandens statut og omfanget og arten af hans kompetencer som fastsat i traktatens artikel 138 E, og at det derfor må afvises.</TXT></NP><NP><NO.P>55</NO.P><TXT>Det følger heraf, at sagen må afvises.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Sagens omkostninger</P></TI></TITLE><NP><NO.P>56</NO.P><TXT>Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I den foreliggende sag har Parlamentet nedlagt påstand om, at Retten træffer afgørelse om sagens omkostninger i henhold til procesreglementet. Denne påstand kan ikke anses for en påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger (Domstolens dom af <DATE ISO="19920331">31.3.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-255/90 P" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-2253">C-255/90 P, Burban mod Parlamentet, Sml. I, s. 2253, præmis 26</REF.DOC.ECR>). Hver part bør derfor bære sine egne omkostninger.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><?PAGE NO="II-4185"?><JURISDICTION><INTRO><P>Af disse grunde</P><P>bestemmer</P><P>RETTEN (Første Afdeling)</P></INTRO><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1)</NO.P><TXT>Sagen afvises.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Hver part bærer sine egne omkostninger.</TXT></NP></ITEM></LIST></JURISDICTION></CONTENTS.ORDER><SIGNATURE.CASE><P>Således bestemt i Luxembourg den <DATE ISO="20000522">22. maj 2000</DATE>.</P><SIGNATORY><P>H. Jung</P><P>Justitssekretær</P></SIGNATORY><SIGNATORY><P>B. Vesterdorf</P><P>Præsident</P></SIGNATORY></SIGNATURE.CASE></ORDER>