Baggrunden for formålet med denne forordning om harmonisering af bestemte sociale bestemmelser inden for landevejstransport er, således som det fremgår af forordningens præambel og af præamblerne til ændringsforordningerne nr. 515/72 og nr. 2827/77, at virkeliggøre målsætningerne om socialt fremskridt og færdselssikkerhed og tilvejebringe en harmonisering af konkurrencebetingelserne inden for landevejstransport. Med henblik herpå blev der i de pågældende forordninger fastsat bestemte køre- og hviletider for det kørende personale. For at sikre kontrollen med overholdelsen af disse bestemmelser indeholder forordning nr. 543/69 i artiklerne 14 ff. en række bestemmelser vedrørende overvågning og kontrol.

De køretøjer, der er nævnt i artikel 4, og hvis kreds er blevet udvidet ved forordningerne nr. 512/72 og 2827/77, er undtaget fra forordningens anvendelsesområde. Det gælder navnlig ifølge artikel 4, nr. 2, sådanne køretøjer, der benyttes til godstransport, og hvis største tilladte totalvægt inklusive påhængsvogn eller sættevogn ikke overstiger 3,5 tons. Rådet er åbenbart herefter gået ud fra, således som det fremgår af de i artikel 4 nævnte køretøjer og betragtningerne til forordningerne nr. 512/72 og 2827/77, at beskyttelsesinteresserne bag forordningerne kun i ringere grad bringes i fare ved brugen af sådanne køretøjer på grund af deres konstruktion, indretning og anvendelsesformål.

Med henblik på overvågning og kontrol af overholdelsen af køre- og hviletiderne indsatte forordning nr. 515/72 endelig artikel 14 a, litra b), i forordning nr. 543/69, der bl.a. bestemmer, at medlemsstaterne for køretøjers vedkommende, der kører i nærtrafik, indtil indførelsen af det ved forordning nr. 1463/70 fastsatte tachografkontrolapparat kan tillade undtagelser, hvis de efter forhandling med Kommissionen træffer egnede foranstaltninger, som sikrer en effektiv kontrol med overholdelsen af de forskrifter, der gælder for denne transportform, og som sikrer, at den sociale beskyttelse og trafiksikkerheden ikke forringes. Denne bestemmelse blev dernæst ved forordning nr. 2827/77 udvidet ved det her omtalte stk. 3. Som begrundelse for udvidelsen, der tillader medlemsstaterne at se bort fra det i øvrigt obligatoriske tachografkontrolapparat for de i stk. 3 nævnte køretøjer, anføres det i den 5. betragtning, at det vil være hensigtsmæssigt, at der ved en fællesskabsprocedure åbnes mulighed for at gøre undtagelser fra forordningens bestemmelser for så vidt angår visse indenlandske transporter af særlig karakter; i tilfælde af undtagelse bør medlemsstaterne have pligt til at indføre en effektiv kontrol med de pågældende transporter og at sikre, at den sociale beskyttelse og færdselssikkerheden ikke forringes.

Herefter skulle også de i artikel 14, stk. 3, litra a), nævnte køretøjer med en tilladt totalvægt på mere end 3,5 tons, hvis benyttelse på grund af køretøjernes specialisering ikke giver grund til at frygte en overskridelse af køretiderne, kunne fritages fra kontrol ved hjælp af tachografkontrolapparatet.

For så vidt angår varevogne, der blot fremviser en specialindretning med henblik på de varer, der skal transporteres, kan dette imidlertid ikke uden videre ventes at være tilfældet. Derimod kan der regnes med overholdelse af køre- og hviletiderne i forbindelse med køretøjer, hvis særlige konstruktion eller indretning klart viser, at de i første række anvendes i salgsøjemed, der er forbundet med hyppig standsning.

For at sikre en virksom kontrol med transporten og for at sikre, at den sociale beskyttelse og trafiksikkerheden ikke forringes, kan den pågældende bestemmelse herefter alene fortolkes således, at kun sådanne køretøjer omfattes af undtagelsen, der er specialiseret med henblik enten på salg ved dørene eller på de andre særlige opgaver, der er nævnt i bestemmelsen. Disse køretøjer skal med andre ord ved deres konstruktion, indretning eller øvrige kendetegn entydigt adskille sig fra køretøjer, der kan anvendes til befordring af varer af enhver art.

Vedrørende spørgsmålet om specialiseringsgraden skal det med hensyn til målsætningen bag forordning nr. 543/69 bemærkes, at de særlige kendetegn skal være således beskafne, at misbrug er så godt som udelukket eller i det mindste i væsentlig grad vanskeliggjort. For at muliggøre en virksom kontrol og mindske faren for misbrug, må det efter min opfattelse forlanges — i overensstemmelse med den franske regerings mening, men i modsætning til den af den britiske regering fremsatte opfattelse — at den særlige indretning, der kendetegner det pågældende køretøj som specialkøretøj i modsætning til varevogne, ikke uden et vist mindstemål af foranstaltninger kan ombygges eller fjernes. Ellers kan man ikke tale om, at køretøjet er specialiseret, dvs. særlig egnet til ét bestemt formål og mindre egnet til andre. I nærværende tilfælde kan altså kun sådanne køretøjer omfattes af undtagelsesbestemmelsen, der er indrettet som ambulante udsalgsstedet:

Kun en sådan snæver fortolkning af begrebet specialkøretøj tilgodeser undtagelseskarakteren af den pågældende bestemmelse. Ville man derimod i tilslutning til de tiltaltes opfattelse ikke blot henføre specialiseringen til de i undtagelsesbestemmelsen udtrykkeligt nævnte anvendelsesformål, ville det yderligere i praksis være vanskeligt at afgøre, hvorvidt disse køretøjer rent faktisk kun benyttes til salg ved dørene og alene af denne grund ikke behøver at udstyres med tachograf.

Endelig kan det heller ikke indvendes imod den anførte fortolkning, at Kommissionen ikke har fastlagt betingelser og enkeltheder, da den godkendte de nationale foranstaltninger. Da den pågældende bestemmelse så godt som ordret er blevet overtaget af Det forenede Kongerige, bestod der ingen anledning for Kommissionen til at fastsætte begrænsninger heri.

Samtlige sproglig versioner er kun sammenfaldende derved, at det skal dreje sig om en salgsaktivitet, der udøves på den måde, at sælgeren opsøger de potentielle kunder for at falbyde sine varer. Som regel vil det her dreje sig om mindre handler, uden at dette kendetegn dog begrebsmæssigt skal foreligge. Under alle omstændigheder gælder det dog, at en sådan aktivitet kræver en længere varigbed af opholdet til forskel fra den rene levering. Herudover fremgår det dog også af de fleste sproglige versioner, at en sådan salgsaktivitet principielt er forbundet med hyppigt ophold.

Følger man den her fremsatte snævre fortolkning af begrebet specialkøretøj, er spørgsmålet om, hvorledes, hvor og til hvem salget sker, imidlertid ikke længere afgørende i sammenhængen. Ifølge denne fortolkning omfatter undtagelsesbestemmelsen nemlig kun sådanne køretøjer, hvis indretning kendetegner dem som ambulante salgssteder og ikke som varevogne. Sådanne køretøjer sikrer nemlig i kraft af selve deres beskaffenhed — i modsætning til varevogne — at de køretider, der gælder i henhold til forordning nr. 543/69, ikke overskrides. For så vidt er det også uden betydning, om salget sker fra dør til dør eller på en bestemt stadeplads. Videre er det uden betydning, om der kun sker systematisk henvendelse til bestemte kunder i salgsøjemed eller om en praktisk taget ubegrænset kundekreds betjenes. Når det ved køretøjets indretning er sikret, at de tilladte køretider som regel ikke overskrides, kan det herefter ikke være afgørende, om køretøjet anvendes med henblik på salg til den endelige forbruger eller til engroskunder.

Dersom medlemsstaterne efter Kommissionens godkendelse kun tillader undtagelser fra forordning nr. 543/69 for køretøjer af den nævnte art, tages der også tilstrækkeligt hensyn til artikel 14a, stk. 5, der bestemmer, at medlemsstaterne skal træffe egnede foranstaltninger for at sikre en effektiv kontrol med de pågældende transporter og for at sikre, at normerne for den sociale beskyttelse og trafiksikkerheden ikke tilsidesættes.