[Tekst berigtiget ved kendelse af 30. juni 2025]

KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS PRÆSIDENT

22. maj 2025 ( *1 )

»Appel – intervenienter i første instans – fortrolighed – oplysninger, der har været genstand for en fortrolig behandling i første instans«

I sag C-826/24 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 3. december 2024,

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, A. Dawes, T. Franchoo og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Google LLC, Mountain View (De Forenede Stater),

Alphabet Inc., Mountain View,

ved D. Beard, BL, J. Holmes, BL, J. Williams, BL, og advocaten W. Ellison og C. Jeffs samt solicitor J. Staples,

sagsøgere i første instans,

Surfboard Holding BV, Zeist (Nederlandene),

Vinden.NL BV, Rijssen (Nederlandene),

intervenienter i første instans,

har

DOMSTOLENS PRÆSIDENT,

under henvisning til forslaget fra den refererende dommer, O. Spineanu-Matei,

og efter at have hørt generaladvokat J. Kokott,

afsagt følgende

Kendelse

1

Med sin appel har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 18. september 2024, Google og Alphabet mod Kommissionen (Google AdSense for Search) (T-334/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:634), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse C(2019) 2173 af 20. marts 2019 om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (sag AT.40411 – Google Search (AdSense)).

2

Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. februar 2025 har Google LLC og Alphabet Inc. anmodet Domstolen om, at der i forhold til Surfboard Holding BV og Vinden.NL BV, som var intervenienter i første instans, indrømmes en fortrolig behandling af visse oplysninger indeholdt i det svarskrift, de har indgivet i nærværende sag, og i bilag R.2, R.3 og R.4 hertil, som er identisk med den behandling, som Retten har indrømmet for disse samme oplysninger i forbindelse med den sag, der gav anledning til den appellerede dom. Navnlig angår anmodningen om en fortrolig behandling oplysningerne vedrørende Googles forretningsstrategi, der fremgår af svarskriftets punkt 66 og de oplysninger, der er nævnt i punkt 23, 26, 174, 188, 189, 202, 204, 212, 228, 229, 246 og 283 samt fodnote 345 i bilag R.2 til dette svarskrift og punkt 279 og 288 i bilag 1 til dette bilag R.2, fodnote 22 og 68 samt punkt 68 i bilag R.3 til samme svarskrift og punkt 26 og 28 i bilag R.4 hertil, vedrørende Googles fortrolige undersøgelser, i henhold til de kontrakter, der er indgået af denne virksomhed med dens »Direct Partners«, og indtægterne fra deres aktiviteter.

3

Det fremgår af sagsakterne i den sag, der gav anledning til den appellerede dom, og som af Retten er fremsendt til Domstolen, at Vinden.NL og Surfboard Holding ved processkrifter af henholdsvis 16. september 2019 og 19. september 2019 havde anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen i første instans til støtte for Googles påstande.

4

Ved kendelse af 26. november 2019 tog formanden for Rettens Tiende Afdeling disse anmodninger om intervention til følge og traf bestemmelse om, at kun en ikke-fortrolig udgave af alle de processkrifter, der var forkyndt for Google og Alphabet samt Kommissionen, skulle fremsendes til Surfboard Holding og Vinden.NL, uden at dette berører disse sidstnævntes mulighed for i givet fald inden for de for dem fastsatte frister at indgive deres indsigelser mod eventuelle anmodninger om fortrolig behandling, der vedrører dem.

5

Som det fremgår af sagsakterne i den sag, der gav anledning til den appellerede dom, og som af Retten er fremsendt til Domstolen, indgav disse selskaber, der blev intervenienter i første instans, ikke nogen indsigelse mod anmodningerne om fortrolig behandling indgivet i forhold til dem, således at indrømmelsen af en fortrolig behandling, som Retten foreløbigt traf bestemmelse om i denne kendelse, er blevet endelig.

6

Artikel 171, stk. 1, i Domstolens procesreglement bestemmer, at appelskriftet forkyndes for de øvrige parter i den pågældende sag for Retten. I henhold til dette procesreglements artikel 172 kan enhver part i den pågældende sag for Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes, endvidere indgive svarskrift inden for en frist på to måneder fra denne forkyndelse. Det følger af disse bestemmelser, at appelskriftet og de øvrige processkrifter, der er indgivet til Domstolen, ligeledes principielt skal forkyndes for de parter, der har fået tilladelse til at intervenere i sagen for Retten.

7

Når en part anmoder om en fortrolig behandling i forhold til en part, der var intervenient under sagen for Retten, af forhold, der er fremlagt for Domstolen, og som allerede har været genstand for en sådan behandling under sagen i første instans i forhold til denne part, skal samme behandling imidlertid principielt fastholdes med henblik på sagen for Domstolen (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.1.2023, Google og Alphabet mod Kommissionen, C-738/22 P, EU:C:2023:44, præmis 5 og den deri nævnte retspraksis).

8

I den foreliggende sag bemærkes, at anmodningen fra Google og Alphabet om, at Domstolen i forhold til Surfboard Holding og Vinden.NL indrømmer en fortrolig behandling af oplysninger vedrørende Googles forretningsstrategi i punkt 66 i det svarskrift, som Google og Alphabet har indgivet i nærværende sag, samt oplysningerne i punkt 23, 26, 174, 188, 189, 202, 204, 212, 228, 229, 246 og 283 samt fodnote 345 i bilag R.2 til dette svarskrift og punkt 279 og 288 i bilag 1 til dette bilag R.2, fodnote 22 og 68 samt punkt 68 i bilag R.3 til svarskriftet og punkt 26 og 28 i bilag R.4 hertil, vedrørende Googles fortrolige undersøgelser, i henhold til de kontrakter, der er indgået af denne virksomhed med dens »Direct Partners«, og indtægterne fra disse sidstnævntes aktiviteter, angår oplysninger, der allerede har været genstand for en sådan behandling i forbindelse med den sag, der gav anledning til den appellerede dom. Følgelig skal denne anmodning tages til følge, idet kun en ikke-fortrolig udgave af samme svarskrift og bilagene hertil, hvor disse oplysninger skjules, af justitssekretæren skal forkyndes for Surfboard Holding og Vinden.NL.

9

[Som berigtiget ved kendelse af 30. juni 2025] Endvidere, og henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 7, og ud fra hensynet om en ordentlig retspleje skal der principielt ligeledes i forhold til Surfboard Holding eller Vinden.NL indrømmes en fortrolig behandling af oplysninger, der er fremlagt i forbindelse med nærværende appelsag i forhold til disse samme parter, når en af parterne, som i første instans har påberåbt sig disse oplysningers fortrolige karakter, udtrykkeligt anmoder herom.

10

Under disse omstændigheder skal kun en ikke-fortrolig udgave af alle processkrifter, der i givet fald skal forkyndes for Kommissionen eller for Google og Alphabet, af justitssekretæren forkyndes for Surfboard Holding og Vinden.NL i forbindelse med nærværende sag.

 

Af disse grunde bestemmer Domstolens præsident:

 

1)

En fortrolig behandling, i forhold til Surfboard Holding BV og Vinden.NL BV, indrømmes for oplysninger vedrørende Googles forretningsstrategi i svarskriftet fra Google og Alphabet Inc. indgivet i forbindelse med nærværende sag, og oplysningerne i punkt 23, 26, 174, 188, 189, 202, 204, 212, 228, 229, 246 og 283 samt fodnote 345 i bilag R.2 til dette svarskrift og punkt 279 og 288 i bilag 1 til dette bilag R.2, fodnote 22 og 68 samt punkt 68 i bilag R.3 til svarskriftet og punkt 26 og 28 i bilag R.4 hertil, vedrørende Googles fortrolige undersøgelser, i henhold til de kontrakter, der er indgået af denne virksomhed med dens »Direct Partners«, og indtægterne fra disse sidstnævntes aktiviteter, idet kun en ikke-fortrolig udgave af samme svarskrift og bilagene hertil, hvor disse oplysninger skjules, af justitssekretæren skal forkyndes for Surfboard Holding og Vinden.NL.

 

2)

En fortrolig behandling, i forhold til Surfboard Holding BV og Vinden.NL BV, indrømmes ligeledes for oplysninger, der er fremlagt i forbindelse med nærværende appelsag i forhold til disse samme parter, når en af parterne, som i første instans har påberåbt sig disse oplysningers fortrolige karakter, udtrykkeligt anmoder herom. Kun en ikke-fortrolig udgave af alle processkrifter, der i givet fald skal forkyndes for Europa-Kommissionen eller for Google LLC og Alphabet Inc., skal af justitssekretæren forkyndes for Surfboard Holding og Vinden.NL i forbindelse med nærværende sag.

 

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: engelsk.