På grundlag af formuleringen af den begrundede udtalelse af 10. januar 1978 har den italienske regering anført, at Kommissionens oprindelige klagepunkter vedrørte såvel den afgiftsmæssige behandling af genudvundne og genanvendte olieprodukter som regenererede proukter, men at klagepunkterne vedrørende genudvundne og genanvendte produkter nu var frafaldet.

Hertil har Kommissionen gjort gældende, at den ikke i noget omfang har trukket sit standpunkt tilbage, idet konklusionen i den begrundede udtalelse har fastlagt sagens genstand og begrænset den til regenerede produkter. Den italienske regering har i duplikken anført, at denne præcisering netop viser sagens manglende grundlag, for så vidt angår regenererede produkter. Genudvundne olier på den ene side og regenererede olier på den anden side befinder sig ved den italienske grænse under de samme betingelser, når de indføres fra andre medlemsstater, idet det i begge tilfælde drejer sig om olie, der hidrører fra produkter, som ikke har været pålagt den fulde fabrikationsafgift, i modsætning til olie, som internt er blevet genudvundet eller regeneret. Hvis det antages, at beskatningen af genudvundne, importerede olieprodukter ikke udgør en med artikel 95, stk. 1, i traktaten uforenelig forskelsbehandling, må det samme antages, for så vidt angår regenereret olie. I begge tilfælde vil nedsættelse henholdsvis fritagelse for den interne afgift kun kunne ske på den betingelse, at olieprodukterne allerede er blevet anvendt internt i staten, og at de regler, der skal overholdes for at opnå fritagelse eller nedsættelse, er blevet respekteret.

Den italienske regering har fremhævet forbindelsen mellem den påklagede italienske lovgivning og Rådets direktiv 75/439 af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 31).

Ved dette direktiv er der på fællesskabsplan accepteret tilsvarende principper og fremgangsmåder som dem, der ligger bag den italienske lovgivning. Med henblik på direktivets gennemførelse har den italienske regering — inden retssagens påbegyndelse — henvist til muligheden af at erstatte den nedsatte sats for den omhandlede imposta di fabbricazione, som gælder for de produkter, som fremstilles af regenererede olier, der allerede har været anvendt inden for landets område, med den i direktiv 75/439 omhandlede godtgørelse. Dette betyder dog ikke, at den italienske lovgivning, inden fællesskabsdirektivet var bragt i anvendelse, indebar en overtrædelse af artikel 95, stk. 1, i EØF-traktaten. Tværtimod ville der opstå utilladelige forvridninger i samhandelen, såfremt den nedsatte afgift — som anvendes på regenerede olier, der er udvundet af produkter, som allerede er blevet pålagt den fulde og normale forbrugsafgift — var blevet ophævet, før direktivet blev iværksat.

Kommissionen har hertil anført, at forbudet mod afgiftsmæssig forskelsbehandling i traktatens artikel 95 — en direkte anvendelig bestemmelse — og overholdelsen af dette forbud ikke kan gøres betinget af nogen som helst foranstaltninger fra medlemsstaternes side, heller ikke selv om en sådan foranstaltning træffes til gennemførelse af et fællesskabsdirektiv.

I øvrigt kan man ikke sammenligne den afgiftsmæssige lempelse for de italienske produkter med den frivillige godtgørelse, der omhandles i artikel 13 i direktiv 75/439, idet denne godtgørelse ėr begrænset til at dække udførte tjenesteydelser og ikke må overstige de reelle omkostninger.

I duplikken har den italienske regering understreget, at direktivet er en retsakt, der forpligter medlemsstaterne til at gennemføre et bestemt mål, idet form og midler herfor overlades til de nationale myndigheder. Direktiver kan dog til tider vise sig som systemfremmede og forfejlede foranstaltninger, når de konkret mangler deres egentlige formål, nemlig angivelse af principper, og i sådanne tilfælde har de i virkeligheden karakter af internationale traktater.

For så vidt angår godtgørelsessystemet efter direktivets artikel 13, bemærker den italienske regering, at det konkrete resultat af fællesskabsdirektivet i det store og hele vil være fuldstændig identisk med det, som allerede er gennemført ved den gældende italienske lovgivning. På grund af de meget høje omkostninger ved regeneration af brugte mineralolieprodukter er det nemlig nødvendigt at nedsætte producenternes omkostninger, hvis man af miljø- og energimæssige grunde ønsker genanvendelse af brugte olieprodukter.

Man kunne diskutere overensstemmelsen mellem nedsættelsen eller fritagelsen og godtgørelsen efter fællesskabsdirektivet, men bortset fra den beslutning, som de italienske myndigheder har bebudet om at ville bringe fællesskabsdirektivet i anvendelse, er det klart, at denne diskussión er helt uvedkommende i forhold til det spørgsmål, som nærværende sag drejer sig om.

Kommissionen har anført, at der i Italien sker en afgiftsmæssig forskelsbehandling af indførte regenererede mineralolier hidrørende fra andre medlemslande, hvilket er i strid med EØF-traktatens artikel 95, stk. 1.

Hertil har den italienske regering anført, at de påklagede afgiftsregler ikke indebærer nogen forskelsbehandling i forhold til fællesskabsprodukter, som indføres. Regeringen har herved fremsat to argumenter:

Kommissionen har henvist til Domstolens dom af 10. oktober 1978 (sag 148/77, Hansen, Sml. s. 1787), og anført, at spørgsmålet, om produkterne ligner hinanden, skal bedømmes såvel ud fra produkternes anvendelse som de behov, de skal tilfredsstille, medens de brugte råstoffer og fabrikationsmetoderne er helt uden betydning.

Ydermere kan den argumentation, der støttes på de italienske lovbestemmelser om en fortløbende kontrol af de regenererede mineraloliers produktionsproces, ikke opretholdes, thi i så fald ville alle fabrikationsafgifter falde uden for artikel 95 i EØF-traktaten, fordi de produktioner, som pålægges disse afgifter, altid er undergivet afgiftsmyndighedernes kontrol. Anvendelsen af artikel 95 i traktaten kan ikke begrænses af krav i de nationale lovgivninger, hvorfor undersøgelser af hensyn til afgiftskontrollen følgeligt ikke kan accepteres.

Den italienske regering har i duplikken anført, at artikel 95 ikke er relevant i nærværende sammenhæng, dels fordi de påklagede nationale foranstaltninger ikke forfølger et protektionistisk mål, som påvirker handelen inden for Fællesskabet, men udspringer af miljø- og energimæssige forhold, dels fordi de konkrete følger af den løsning, som Kommissionen ønsker, ikke vil være i overensstemmelse med målsætningen i artikel 95 i traktaten.

Hvis det virkeligt var muligt i det foreliggende tilfælde at påvise, at der forelå en uberettiget forskelsbehandling, og hvis denne forskelsbehandling kunne antages at være uforenelig med artikel 95 i traktaten, ville det være nødvendigt a), at anvende den nedsatte afgiftssats på indførte regenererede olier og b), at pålægge alle regenererede olier fra landet selv den normale sats.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 24. oktober 1979.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. november 1979.