16.6.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 155/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/1168

af 15. juni 2023

om berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 om godkendelse af præparatet carvacrol, thymol, D-carvon, methylsalicylat og L-menthol som fodertilsætningsstof til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter opdrættet til æglægning (indehaver af godkendelsen er Biomin GmbH)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Anvendelsen af et præparat af carvacrol, thymol, D-carvon, methylsalicylat og L-menthol som fodertilsætningsstof til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter opdrættet til æglægning blev godkendt ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 (2).

(2)

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 indeholder fejlagtigt en beskrivelse af den funktionelle gruppe »andre zootekniske tilsætningsstoffer (forbedring af zootekniske parametre)«. Det fremgår af udtalelse af 15. maj 2019 (3) fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«), at tilsætningsstoffet potentielt kan forøge vækstresultaterne i slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter opdrættet til æglægning. Udtrykket »zooteknisk« er for generisk og kan omfatte forskellige funktioner, uden dog at udtrykke tilsætningsstoffets specifikke virkninger. For at være i overensstemmelse med autoritetens udtalelse bør fodertilsætningsstoffets funktionelle gruppe derfor henvise til forbedringen af resultatparametrene.

(3)

Gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 bør derfor berigtiges.

(4)

I betragtning af at den funktionelle gruppe skal fremgå af etiketten på fodertilsætningsstoffet og på forblandinger og foderblandinger, der indeholder det, er det nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode for at give ledere af foderstofvirksomheder mulighed for at foretage de nødvendige tilpasninger at mærkningen.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/996, 2. række, der henviser til kategori og funktionel gruppe, sætningen »Kategori: zootekniske tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: andre zootekniske tilsætningsstoffer (forbedring af zootekniske parametre)« erstattes af »Kategori: zootekniske tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: andre zootekniske tilsætningsstoffer (forbedring af resultatparametrene)«.

Artikel 2

1.   Præparatet, der er opført i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/996, og forblandinger, der indeholder præparatet, og er produceret og mærket før 17. december 2023 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 17. juni 2023, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt.

2.   Foderblandinger og fodermidler, der indeholder det i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 opførte præparat, som er produceret og mærket før den 17. juni 2024 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 17. juni 2023, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter opdrættet til æglægning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juni 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/996 af 9. juli 2020 om godkendelse af præparatet carvacrol, thymol, D-carvon, methylsalicylat og L-menthol som fodertilsætningsstof til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter opdrættet til æglægning (indehaver af godkendelsen er Biomin GmbH) (EUT L 221 af 10.7.2020, s. 87).

(3)   EFSA Journal 2019:17(6):5724.