Det første anbringende er, at den almindelige vurdering i bedømmelsen vedrørende Ditterich's manglende samarbejdsvilje hviler på unøjagtige oplysninger og er selvmodsigende.

Sagsageren, der har anmodet Domstolen om at afgøre, hvorvidt der består en modsigelse mellem kendsgerningerne og bemærkningerne i bedømmelsen, oplyser, at han i bedømmelsesperioden har offentliggjort en række artikler, som han har henvist til, i samarbejde med andre tjenestemænd.

Dette forhold står i modstrid, dels med bedømmerens generelle vurdering om manglende samarbejde (første led), dels med appelbedømmerens påstand om, at sagsøgeren systematisk har indtaget en afvisende holdning (andet led).

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at der er hold i de kendsgerninger, som appelbedømmeren har henvist til uden at præcisere dem. Eftersom appelbedømmeren har bebrejdet sagsøgeren den systematiske karakter af hans optræden, er det sagsøgerens opfattelse, at appelbedømmeren skulle have angivet de kendsgerninger, der tjener som grundlag for hans vurdering (tredje led).

Sagsøgeren har anført, at Domstolen altid har fundet, at den kan bedømme nøjagtigheden af de kendsgerninger, som bedømmerens opfattelse hviler på, uden herved at sætte sin egen vurdering i stedet for bedømmerens.

Herefter har sagsøgeren anmodet Domstolen om, at der sker vidneførsel (høring af hans overordnede, kolleger og underordnede i to tjenestegrene, som han har henhørt under) vedrørende rigtigheden af de påstande, der er fremsat af bedømmeren og af appelbedømmeren.

Efter Kommissionens opfattelse fremgår det ikke af bedømmelsen, at Kommissionen har været uvidende om forhold vedrørende sagsøgerens adfærd, kvalifikationer og indsats. Det er sagsøgtes opfattelse, at selv om der foreligger publikationer, som sagsøgeren har skrevet i samarbejde med andre kolleger, der beviser hans evne til samarbejde af en bestemt art, indebærer dette ikke nødvendigvis, at den samme samarbejdsvilje foreligger i forholdet til hans kolleger ved anlægget.

Sagsøgte har understreget, at Kommissionen ikke har bebrejdet sagsøgeren, at han mangler enhver samarbejdsvilje, men at den ganske enkelt har fundet, at sagsøgeren med mere samarbejdsvilje kunne have draget større nytte af sine kundskaber. Efter Kommissionens opfattelse er det heller ikke rigtigt, når det hævdes, at der foreligger en faktisk vildfarelse eller en modsigelse mellem sagens omstændigheder og formuleringen af den generelle vurdering.

Med hensyn til den analytiske vurdering af sagsøgerens adfærd gav bedømmelses-myndigheden bemærkningen normal, medens der i den tidligere bedømmelse under den samme rubrik blev givet karakteren over gennemsnittet, hvilket skyldtes gentagne episoder, der viste, at sagsøgeren indtog en afvisende holdning. Kommissionen har herved understreget, at sagsøgeren ved adskillige lejligheder har udfærdiget eller påtaget sig at udfærdige afhandlinger vedrørende en række forskningsprogrammer ved centret på trods af, at hans direktør, Bishop, og chefen for programmet ved anlægget i Ispra, Bresesti, stillede sig negativt til det. Eksempelvis fortsatte sagsøgeren således med at udarbejde en afhandling om radioaktivt affald mere end et år efter Rådets beslutning om at standse forskningsarbejdet på dette område og trods Bresesti's opfordring til at høre op hermed. Sidstnævnte blev nødt til at forbyde afhandlingen. Trods denne episode har sagsøgeren udarbejdet en anden afhandling uden at have søgt om sine foresattes godkendelse.

Kommissionen har mindet om, at ifølge retspraksis, således som den især er fastlagt ved dommen af 12. maj 1977, Macevičius mod Parlamentet (sag 31/76, Sml. 1977, s. 883, især præmis 8), dommen af 25. november 1976, Küster mod Parlamentet (sag 122/75, Sml. 1976, s. 1685, især præmis 9), dommen af 17. marts 1971, Marcato mod Kommissionen (sag 29/70, Sml. 1971, s. 243; org. ref. Recueil 1971, s. 243, især præmis 7), dommen af 5. december 1963, Leroy mod Kommissionen (de forenede sager 35/62 og 16/63, Sml. 1954-1964, s. 435; org. ref. Recueil 1963, s. 399, især s. 419-420), har Domstolen nægtet at sætte sin vurdering i stedet for bedømmerens, især når denne indebærer komplekse værdiskøn. Domstolen skrider alene ind, når der foreligger kompetencemangel, mangler ved formen og fremgangsmåden, magtfordrejning, vildfarelse eller åbenbar modsigelse.

Det andet anbringende angår, at bedømmelsen vedrørende sagsøgerens adfærd, der er bedømt til normal, skulle være i strid med dels bedømmerens generelle vurdering, dels appelbedømmerens begrundelse.

Sagsøgeren har anført, at dersom bebrejdelserne vedrørende den manglende samarbejdsvilje eller den systematisk afvisende holdning havde været begrundet, måtte dette nødvendigvis have påvirket bemærkningen i bedømmelsen vedrørende sagsøgerens adfærd.

Sagsøgeren har henvist til, at Det paritetiske Bedømmelsesudvalg i sin udtalelse af 15. juli 1980 havde opfordret appelbedømmeren Mas til at give de nødvendige begrundelser for forskellen i vurderingen af sagsøgerens adfærd i den nuværende bedømmelse og den tidligere bedømmelse for perioden 1973-1975.

Det er sagsøgerens opfattelse, at når appelbedømmeren har udtalt, at sagsøgeren systematisk har modarbejdet sine foresattes afgørelser, har han ikke herved givet de udbedte begrundelser, men har udtalt en ny vurdering, der logisk havde måttet udelukke karakteren normal i rubrikken adfærd i tjenesten.

Kommissionen har anført, at appelbedømmeren har villet understrege, at den systematisk afvisende holdning har udelukket, at sagsøgeren fik karakteren over gennemsnittet, som han tidligere havde vist sig værdig til. Kun dersom denne afvisende holdning havde gjort enhver form for samarbejde umulig, ikke alene med hans foresatte, men også med hans kolleger inden for afdelingen, eller han havde nægtet at efterkomme givne instruktioner, kunne adfærden have været betegnet som under gennemsnittet, eller efter omstændighederne havde givet anledning til andre skridt.

Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgeren ikke fremdraget nogen omstændighed, der kan godtgøre, at sagsøgte har overskredet grænserne for sit skøn.

Ifølge det tredje anbringende er appelbedømmerens begrundelse flertydig, idet det ikke klart fremgår, hvorvidt den henholder sig til sagsøgerens adfærd eller arbejde.

Efter sagsøgerens opfattelse er der al mulig grund til at tro, at bemærkningerne i bedømmelsen skyldes hans administrative situation, mere præcist visse konflikter mellem ham og administrationen som følge af afslag på hans ansøgning om forfremmelse. Sagsøgeren har understreget, at denne konflikt gav anledning til Domstolens dom af 12. oktober 1978 (Sml. 1978, s. 1855). Det er sagsøgerens opfattelse, at en tjenestemand har ret til at bestride sin overordnedes afgørelser, og at stridigheder af denne art ikke påvirker tjenesten; følgelig bør sådanne stridigheder ikke komme i betragtning ved vurderingen af adfærden i tjenesten.

Kommissionen har anført, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, hvad det er for omstændigheder i hans administrative situation, der har medført, at bedømmerne har udtalt de pågældende vurderinger.

Det er ifølge sagsøgtes opfattelse klart, at appelbedømmerens begrundelse refererer sig til sagsøgerens adfærd og ikke til hans indsats, hans kvalifikationer eller hans administrative situation.

Ifølge det fjerde anbringende er reglerne i vejledning i bedømmelse af tjenestemænd ikke blevet overholdt.

Efter sagsøgerens opfattelse fremgår det af vejledning i bedømmelse af tjenestemænd, at alene vurderinger, der ligger over eller under det normale, skal begrundes. Sagsøgeren har derfor fundet, at det ikke er appelbedømmeren tilladt at begrunde vurderingen vedrørende sagsøgerens adfærd, der er bedømt som normal.

Efter sagsøgerens opfattelse gælder det, at selv om begrundelsen blev givet som svar på en anmodning fra Det paritetiske Bedømmelsesudvalg, bør det fastslås, hvilken dato denne anmodning blev fremsat over for appelbedømmeren for at kunne vurdere, om vejledning i bedømmelse af tjenestemænd i den skikkelse, der dengang var gældende, er blevet overholdt.

Efter Kommissionens opfattelse forbyder den bestemmelse i vejledning i bedømmelse af tjenestemænd (1973, s. 39, bilag VII til svarskriftet), hvorefter vurderinger, der ligger under eller over gennemsnittet skal forsynes med en kommentar, på ingen måde, at der gives en begrundelse for gennemsnitlige vurderinger, idet dette kun kan tydeliggøre bedømmelsen og således give de bedømte tjenestemænd større sikkerhed.

Kommissionen har understreget, at den omtalte kommentar blev tilføjet som svar på Det paritetiske Bedømmelsesudvalgs anmodning, som sagsøgeren selv har indbragt sagen for.

Kommissionen har anført, at ifølge almindeligt anerkendt praksis begrundes gennemsnitlige vurderinger efter Det paritetiske Bedømmelsesudvalgs anmodning, dersom den foregående rapport indeholdt vurderingen over gennemsnittet. I nærværende sag gav Det paritetiske Bedømmelsesudvalg udtryk herfor i sin udtalelse af 15. juli 1980.

Det femte anbringende hviler på den omstændighed, at appelbedømmerens bedømmelse og vurdering ikke er afgivet på sagsøgerens modersmål eller første fremmedsprog, hvilket er i strid med forskrifterne i vejledning i bedømmelse af tjenestemænd.

Det er sagsøgerens opfattelse, at det ville have været ønskeligt, at bedømmelsen havde været affattet på tysk, hans modersmål, eller på engelsk, det sprog, som sagsøgeren og bedømmeren talte sammen. Imidlertid er bedømmelsen blevet affattet på fransk.

Kommissionen har understreget, at i medfør af vejledning i bedømmelse af tjenestemænd (s. 41) gælder det, at affattelsen skal ske på den bedømte tjenestemands modersmål eller sædvanlige sprog. Bedømmerne kan imidlertid bruge det officielle sprog, de måtte ønske. Dersom det af bedømmeren valgte sprog er forskelligt fra den bedømte tjenestemands modersmål eller sædvanlige sprog, skal en oversættelse af vurderingerne gives på forlangende.

Efter Kommissionen opfattelse savner det femte anbringende grundlag, idet sagsøgeren ikke har gjort brug af den adgang, der gives ham ved vejledning i bedømmelse af tjenestemænd til at kræve en oversættelse af de af bedømmerne anførte bemærkninger i den anfægtede bedømmelse, der var indført på et tysksproget skema.

Kommissionen har i øvrigt anført, at stævningen for Domstolen er affattet på fransk.

Det sjette anbringende angår forsinkelsen med udfærdigelsen af rapporten i dens endelige version og det tab, der herved er opstået for sagsøgeren.

Sagsøgeren har anført, at bedømmelsen for tidsrummet 1975-1977, der senest skulle have været udfærdiget ved udgangen af året 1977, først blev underskrevet af bedømmeren den 29. december 1979. Forsinkelsen blev yderligere forværret af det forhold, at udtalelsen fra Det paritetiske Bedømmelsesudvalg af 15. juli 1980 ikke blev fulgt af en beslutning inden for otte dage, som foreskrevet i vejledning i bedømmelse af tjenestemænd, idet denne beslutning først blev truffet den 22. oktober 1980.

Sagsøgeren har anført, at langsommeligheden hos tjenesterne i Ispra vedrørende udfærdigelsen af bedømmelser er almindeligt kendt. For at overbevise sig herom er det tilstrækkeligt at henvise til Domstolens praksis. Sagsøgeren har anført, at i hans tilfælde blev bedømmelsen for tidsrummet 1969-1971 først meddelt ham den 7. januar 1975.

Sagsøgeren, der henviser til dommen af 5. juni 1980, Oberthur mod Kommissionen (sag 24/79, Sml. 1980, s. 1743), er af den opfattelse, at forsinkelsen med udfærdigelsen af den anfægtede bedømmelse har påført ham økonomisk og ikke-økonomisk tab, idet hans personlige aktsamling, der var ufuldstændig og følgelig ikke forskriftsmæssig, formindskede hans chancer for at blive forfremmet.

Sagsøgeren har anført, at de tjeneste-, mænds fortjenester, der har ret til at forfremmes, undersøges på grundlag af bedømmelserne. Det fremgår af dommen af 14. juli 1977, Geist mod Kommissionen (sag 61/76, Sml. 1977, s. 1419), at den rettidige afgivelse af bedømmelsen er tjenestemandens garanti for, at hans karriere forløber korrekt.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk tab, som han i stævningen har anslået til 500000 BFR. Efter at sagsøgeren i replikken har anført, at han ved opgørelsen af tabet har taget hensyn til det forhold, at tjenesterne i Ispra vedvarende er forsinket ved afgivelsen af bedømmelserne trods dommene om dette spørgsmål, har han udtalt, at han overlader fastsættelsen af beløbets størrelse til Domstolen.

Om end Kommissionen har beklaget det lange tidsrum, der er medgået til udfærdigelsen af den anfægtede bedømmelse, har den anført, at vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd i den version, der finder anvendelse, ikke fastsætter en formel frist, inden for hvilken bedømmelserne skal afgives; i nærværende tilfælde skyldes forsinkelsen de ændringer, der er indtrådt inden for den enhed, hvor sagsøgeren arbejdede, og hans egen ændrede tilknytning, der gjorde det nødvendigt, at en række af hans overordnede og tidligere overordnede blev hørt.

Efter Kommissionens opfattelse er det påberåbte økonomiske tab grundløst. Da sagsøgeren ikke rettidigt har bestridt nogen beslutnig om forfremmelse, der er truffet inden for det tidsrum, hvor bedømmelsen skulle have været afgivet, kan sagsøgeren ikke nu hævde, at hans chancer for forfremmelse er blevet forringet.

Kommissionen har anført, at forsinkelsen med afgivelsen af en bedømmelse i hvert fald ikke kan have nogen virkning for beslutninger om forfremmelser.

Kommissionen har anført, at de bemærkninger, som forfremmede tjenestemænd har opnået for de samme tidsrum, ikke som helhed var ringere end de, der er anført i sagsøgerens bedømmelse.

Kommissionen har bemærket, at skønt erstatningspåstanden er knyttet til et annullationssøgsmål, henhører påstanden i virkeligheden under en erstatningssag.

Det er under alle omstændigheder Kommissionens opfattelse, at sagsøgerens økonomiske krav er overdrevne og derfor ikke bør imødekommes.

Kommissionen har fremhævet, at i en sag, der har nogen lighed med nærværende tilfælde, i det mindste for så vidt angår det sjette anbringende, har Domstolen tildelt sagsøgeren et beløb på 10000 BFR som erstatning for ikke-økonomisk tab (dommen i sag 61/76, Geist mod Kommissionen, Sml. 1977, s. 1419), der var opstået som følge af den forsinkede afgivelse af bedømmelsen.

Ifølge det syvende anbringende er Kommissionens svar — afgivet den 11. august 1981, altså efter anlægget af nærværende sag — på klagen, som sagsøgeren indgav til Kommissionen den 1. december 1980, ikke afgivet rettidigt og efter høring af Det paritetiske Bedømmelsesudvalg, hvilket strider mod bestemmelserne i vejledning i bedømmelse af tjenestmænd.

Sagsøgeren har anført, at vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd (s. 187 i 1971-udgaven) bestemmer: Tjenestemændene har fra meddelelsen af den negative udtalelse fra Det paritetiske Bedømmelsesudvalg (se punkt C.3.a) eller den endelige beslutning, truffet af den ansvarlige for en appelleret bedømmelse (se punkt C.3.b), ret til at klage i medfør af artikel 90 i vedtægten. Det paritetiske Bedømmelsesudvalg høres angående denne klage. Det tilkommer derefter Kommissionen som ansættelsesmyndighed at træffe beslutning om den indgivne klage.

Efter sagøgerens opfattelse fremgår det af disse bestemmelser, at Kommissionen er forpligtet til rettidigt at træffe afgørelse efter at have hørt Det paritetiske Bedømmelsesudvalg.

Sagsøgeren har anført, at ifølge det dokument, der er vedlagt svarskriftet som bilag VI, har Kommissionen ikke overholdt disse bestemmelser.

Kommissionen har anført, at Det paritetiske Bedømmelsesudvalg ikke er blevet hørt endnu en gang, fordi udvalgets udtalelse af 15. juli 1980 var blevet efterkommet ved den vurdering, der blev afgivet af appelbedømmeren den 12. oktober 1980.

Vedrørende høring af Det paritetiske Bedømmelsesudvalg har Kommissionen anført, at vejledning i bedømmelse af tjenestemænd (s. 142, vedlagt duplikken) fastlægger princippet om adgangen til remonstration, hvilket begrænser den bindende virkning af de bestemmelser i den samme vejledning, som sagsøgeren har anført.

Ifølge det ottende anbringende er Kommissionens svar på sagsøgerens klage ugyldig.

Sagsøgeren har på grundlag af de betragtninger, der er fremsat til de fem anbringender i stævningen, påstået, at Kommissionens svar er ugyldigt.

Kommissionen har erklæret, at man — uden at tiltræde de teoretiske betragtninger, der synes at understøtte dette anbringende — i det omfang, hvor det er nødvendigt, henviser til de betragtninger, som man har fremsat over for Domstolen som svar på de fem anbringender, der er fremsat af sagsøgeren.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at det bevises ved vidneførsel, dels at han samarbejdet i en atmosfære og i en ånd, der må betegnes som normal, dels, at han ikke systematisk har modarbejdet sine foresatte.

Det er sagsøgtes opfattelse, at i det omfang, hvor de faktiske omstændigheder, som de principale påstande hviler på, søges godtgjort gennem denne påstand, er den ikke subsidiær, men knytter sig til søgsmålet principale påstande.

Sagsøgte har endvidere understreget, at selve formålet med den begærede bevisførelse står i modstrid med bedømmerens skønsmæssige beføjelse, idet han afgiver bedømmelsen på grundlag af en værdibestemt opfattelse, der ifølge sin beskaffenhed er subjektiv.

Sagsøgeren har efter Kommissionens opfattelse ingen interesse i at nedlægge en sådan påstand. Dersom han får medhold, er påstanden uden genstand. I modsat fald vil frifindelse i henhold til de principale påstande medføre det samme for den subsidiære påstands vedkommende.