1977L0091 — DA — 01.01.2007 — 003.001
Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor
|
RÅDETS ANDET DIREKTIV af 13. december 1976 om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i traktaten nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelse af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (EFT L 026, 31.1.1977, p.1) |
Ændret ved:
|
|
|
Tidende |
||
|
No |
page |
date |
||
|
L 347 |
64 |
28.11.1992 |
||
|
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2006/68/EF EØS-relevant tekst af 6. september 2006 |
L 264 |
32 |
25.9.2006 |
|
|
L 363 |
137 |
20.12.2006 |
||
Ændret ved:
|
L 291 |
17 |
19.11.1979 |
||
|
L 302 |
23 |
15.11.1985 |
||
|
C 241 |
21 |
29.8.1994 |
||
|
|
(tilpasset ved Rådets beslutning 95/1EF, Euratom, EKSF) |
L 001 |
1 |
.. |
|
L 236 |
33 |
23.9.2003 |
|
NB: I denne konsoliderede udgave forekommer henvisninger til den europæiske regningsenhed og/eller ecuen. Begge skal fra den 1. januar 1999 forstås som henvisninger til euroen — Rådets forordning (EØF) nr. 3308/80 (EFT L 345 af 20.12.1980, s. 1) og Rådets forordning (EF) nr. 1103/97 (EFT L 162 af 19.6.1997, s. 1). |
RÅDETS ANDET DIREKTIV
af 13. december 1976
om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i traktaten nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelse af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde
(77/91/EØF)
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 54, stk. 3, litra g),
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 1 ),
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg ( 2 ), og
ud fra følgende betragtninger:Fortsættelsen af den samordning, der er foreskrevet i artikel 54, stk. 3, litra g), i traktaten samt i den almindelige plan for ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden, og som blev påbegyndt ved direktiv 68/151/EØF ( 3 ), er særlig vigtig i forhold til aktieselskaber, da disse selskabers virksomhed spiller en fremtrædende rolle i medlemsstaternes økonomi og ofte rækker ud over den enkelte stats område;
for at sikre et mindstemål af ligelig beskyttelse såvel af selskabernes aktionærer som af deres kreditorer er det ganske særligt af betydning at samordne medlemsstaternes nationale bestemmelser om selskabernes stiftelse samt om opretholdelse, forhøjelse og nedsættelse af deres kapital;
på Fællesskabets område skal vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten for et aktieselskab gøre det muligt for enhver interesseret at skaffe sig kendskab til de væsentlige karakteristiske træk ved dette selskab og navnlig den nøjagtige beskaffenhed af dets kapital;
der bør fastsættes fællesskabsforskrifter med henblik på at bevare kapitalen, som udgør kreditorernes sikkerhed, navnlig ved at forbyde, at kapitalen forringes gennem uberettigede uddelinger til aktionærerne og ved at begrænse et selskabs mulighed for at erhverve egne aktier;
med henblik på de i artikel 54, stk. 3, litra g), anførte mål er det nødvendigt, at medlemsstaternes lovgivninger ved kapitalforhøjelser og -nedsættelser sikrer overholdelsen og harmoniserer gennemførelsen af principperne til sikring af en lige behandling af aktionærer, der befinder sig i samme situation, og til beskyttelse af indehavere af fordringer, der allerede bestod før beslutningen om nedsættelse af kapitalen —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
1. De samordningsforanstaltninger, som dette direktiv foreskriver, finder anvendelse på medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser for følgende selskabsformer:
— i Tyskland:
— die Aktiengesellschaft;
— i Belgien:
— la société anonymede naamloze vennootschap;
— i Danmark:
— aktieselskabet;
— i Frankrig:
— la société anonyme;
— i Irland:
— the public company limited by shares og
— the public company limited by guarantee and having a share capital;
— i Italien:
— la sociétà per azioni;
— i Luxembourg:
— la société anonyme;
— i Nederlandene:
— de naamloze vennootschap;
— i Det Forenede Kongerige:
— the public company limited by shares og
— the public company limited by guarantee and having a share capital;
— i Grækenland:
— η ανώνυμη εταιρία;
— i Spanien:
— la sociedad anónima;
— i Portugal:
— a sociedade anónima de responsabilidade limitada;
— i Østrig:
— die Aktiengesellschaft;
— i Finland:
— osakeyhtiöaktiebolag;
— i Sverige:
— aktiebolag;
— i Den Tjekkiske Republik:
— akciová společnost;
— i Estland:
— aktsiaselts;
— på Cypern:
— Δημόσιες εταιρείες περιορισμένης ευθύνης με μετοχές, δημόσιες εταιρείες περιορισμένης ευθύνης με εγγύηση που διαθέτουν μετοχικό κεφάλαιο;
— i Letland:
— akciju sabiedrība;
— i Litauen:
— akcinė bendrovė;
— i Ungarn:
— nyilvánosan működő részvénytársaság;
— i Malta:
— kumpanija pubblika/public limited liability company;
— i Polen:
— spółka akcyjna;
— i Slovenien:
— delniška družba;
— i Slovakiet:
— akciová spoločnosť;
— i Bulgarien:
— акционерно дружество;
— i Rumænien:
— societate pe acțiuni.
Navnet på enhvert selskab, der har en af ovennævnte former, skal indeholde en betegnelse, som er forskellig fra den, der er foreskrevet for andre selskabsformer, eller tilføjes en sådan betegnelse.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende dette direktiv på investeringsselskaber med variabel kapital og på kooperative selskaber, der er oprettet i en af de i stk. 1 anførte selskabsformer. I det omfang medlemsstaternes lovgivning benytter sig af denne mulighed, skal det pålægges disse selskaber at anføre udtrykket »investeringsselskab med variabel kapital« eller »kooperativt selskab« på alle de i artikel 4 i direktiv 68/151/EØF omhandlede dokumenter.
Ved »investeringsselskaber med variabel kapital« forstås i dette direktiv udelukkende selskaber:
— hvis eneste formål er at anbringe deres midler i forskellige former for værdipapirer og fast ejendom eller i andre værdier, alene i den hensigt at fordele investeringsrisikoen og at lade aktionærerne nyde godt af resultaterne af forvaltningen af deres formue,
— der retter henvendelse til offentligheden med henblik på afhændelse af egne aktier, og
— i hvis vedtægter det er fastsat, at de inden for rammerne af et mindste- og et størstebeløb for kapitalen til enhver tid kan udstede, tilbagekøbe eller videresælge deres aktier.
Artikel 2
Selskabets vedtægter eller stiftelsesoverenskomst skal i det mindste indeholde oplysninger om følgende:
a) selskabets form og navn;
b) selskabets formål;
— når selskabet ikke har nogen »autoriseret« kapital, størrelsen af den tegnede kapital;
— når selskabet har en »autoriseret« kapital, størrelsen af denne og af den tegnede kapital på tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af tilladelsen til at påbegynde dets virksomhed samt ved enhver ændring af den »autoriserede« kapital, dog med forbehold af artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 68/151/EØF;
d) de bestemmelser, medmindre sådanne følger af loven, som fastsætter antallet af og fremgangsmåden ved udpegelse af medlemmer til de organer, der har til opgave at repræsentere selskabet over for tredjemand, administrere, lede, samt føre tilsyn eller kontrol med selskabet, og som fastsætter fordelingen af beføjelserne mellem disse organer;
e) selskabets varighed, såfremt den ikke er ubegrænset.
Artikel 3
I det mindste følgende oplysninger skal fremgå enten af vedtægterne, af stiftelsesoverenskomsten eller af et særskilt dokument, som offentliggøres efter den fremgangsmåde, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF:
a) hjemstedet;
b) den pålydende værdi af de tegnede aktier, og mindst en gang om året antallet af disse aktier;
c) antallet af tegnede aktier uden pålydende værdi, såfremt den nationale lovgivning tillader udstedelsen af sådanne aktier;
d) i givet fald de særlige betingelser, der begrænser aktiernes overdragelighed;
e) såfremt der findes flere aktieklasser, de under litra b), c) og d) omhandlede oplysninger for hver klasse samt de rettigheder, der er knyttet til aktierne i hver af disse klasser;
f) aktiernes form, lydende på navn eller på ihændehaver, såfremt den nationale lovgivning tillader begge former, samt enhver bestemmelse om ændring fra den ene til den anden form, medmindre loven fastsætter de nærmere regler herfor;
g) størrelsen af den del af den tegnede kapital, der er indbetalt på tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af tilladelsen til at påbegynde dets virksomhed;
h) den pålydende værdi af de aktier eller, ved aktier uden pålydende værdi, antallet af de aktier, der udstedes mod indskud i form af andre værdier end kontanter, samt oplysninger om arten af disse indskud og indskydernes navn;
i) identiteten af de fysiske eller juridiske personer eller de selskaber, af hvem eller i hvis navn vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten er underskrevet eller, såfremt stiftelsen af selskabet ikke sker samtidig, identiteten af de fysiske eller juridiske personer eller de selskaber, af hvem eller i hvis navn udkastet til vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten er underskrevet;
j) den samlede størrelse, i det mindste angivet tilnærmelsesvis, af alle de omkostninger, som i forbindelse med stiftelsen, og i givet fald inden det får tilladelse til at påbegynde sin virksomhed, påhviler selskabet eller er påført dette;
k) enhver særlig fordel, som ved selskabets stiftelse, eller indtil det får tilladelse til at påbegynde sin virksomhed, tillægges nogen, som har deltaget i stiftelsen af selskabet eller i handlinger med henblik på opnåelse af nævnte tilladelse.
Artikel 4
1. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat fastsætter, at et selskab ikke kan påbegynde sin virksomhed uden at have fået tilladelse hertil, skal denne lovgivning tillige indeholde bestemmelser vedrørende ansvaret for forpligtelser, som selskabet har påteget (SIC! påtaget) sig, eller som er indgået for dettes regning i perioden forud for det tidspunkt, hvor nævnte tilladelse gives eller nægtes.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på forpligtelser hidrørende fra kontrakter, som selskabet har indgået på betingelse af, at det får tilladelse til at påbegynde sin virksomhed.
Artikel 5
1. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat kræver, at et selskab skal stiftes af flere deltagere, medfører forening af alle aktier på én hånd eller nedgang i antallet af deltagere til under det lovbestemte minimum efter selskabets stiftelse ikke uden videre selskabets opløsning.
2. Såfremt der i henhold til lovgivningen i en medlemsstat af retten kan træffes afgørelse om opløsning af selskabet i de i stk. 1 nævnte tilfælde, skal den kompetente ret kunne indrømme selskabet en tilstrækkelig frist til at afhjælpe manglen.
3. Når afgørelsen om opløsning er truffet, træder selskabet i likvidation.
Artikel 6
1. For stiftelse af et selskab eller for opnåelse af tilladelse til at begynde dets virksomhed skal medlemsstaternes lovgivninger kræve tegning af en kapital på mindst 25 000 ► ► ecu ◄ ◄ .
Den ► ► ecu ◄ ◄ er den, der er fastsat i Kommissionens beslutning nr. 3289/75/EKSF ( 4 ). Modværdien i national valuta er første gang den, der gælder på dagen for udstedelsen af dette direktiv.
2. Hvis modværdien af den ► ► ecu ◄ ◄ i national valuta ændres, således at mindstebeløbet for kapitalen i national valuta i en periode på et år forbliver mindre end 22 500 ► ► ecu ◄ ◄ , skal Kommissionen meddele den pågældende medlemsstat, at den inden for en frist på 12 måneder fra denne periodes udløb skal tilpasse sin lovgivning til bestemmelserne i stk. 1. Medlemsstaten kan dog bestemme, at denne tilpasning i dens lovgivning først finder anvendelse på allerede eksisterende selskaber atten måneder efter tilpasningens ikrafttræden.
3. Rådet foranstalter på forslag af Kommissionen hvert femte år en undersøgelse og i givet fald en revision af de beløb i denne artikel, der er udtrykt i ► ► ecu ◄ ◄ , under hensyntagen dels til den økonomiske og monetære udvikling i Fællesskabet, dels til den tendens, der er til at forbeholde de i artikel 1, stk. 1, nævnte selskabsformer for store og mellemstore virksomheder.
Artikel 7
Den tegnede kapital må kun bestå af formuegoder, som kan gøres til genstand for en økonomisk vurdering. Disse formuegoder kan dog ikke bestå i forpligtelsen til at udføre arbejde eller erlægge tjenesteydelser.
Artikel 8
1. Aktier kan ikke udstedes for et beløb, der er lavere end den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi.
2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at de, der erhvervsmæssigt påtager sig at anbringe aktier, betaler mindre end det fulde beløb for de aktier, som de tegner i forbindelse med denne forretning.
Artikel 9
1. På aktier, der udstedes som vederlag for indskud, skal der på tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af tilladelsen til at begynde dets virksomhed, være indbetalt mindst 25 % af den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, af den bogførte pariværdi.
2. På aktier, der udstedes som vederlag for indskud i form af andre værdier end kontanter på tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af tilladelsen til at begynde dets virksomhed, skal indskuddene være fuldt indbetalt inden for en frist på fem år fra tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af nævnte tilladelse.
Artikel 10
1. Ved indskud i form af andre værdier end kontanter skal der forud for selskabets stiftelse eller inden det får tilladelse til at begynde sin virksomhed, udarbejdes en redegørelse af en eller flere af selskabet uafhængige sagkyndige, som udpeges eller godkendes af en administrativ eller retslig myndighed. Disse sagkyndige kan i henhold til hver medlemsstats lovgivning være såvel fysiske som juridiske personer og selskaber.
2. De sagkyndiges redegørelse skal i det mindste indeholde en beskrivelse af hvert af indskuddene samt oplysninger om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen og angive, om de derved fremkomne værdiansættelser mindst svarer til antallet og den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, til den bogførte pariværdi, og i givet fald til overkursen for de aktier, der skal udstedes som vederlag.
3. De sagkyndiges redegørelse skal offentliggøres efter de bestemmelser, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende denne artikel, såfremt 90 % af alle aktiernes pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, af den bogførte pariværdi udstedes som vederlag for indskud i form af andre værdier end kontanter foretaget af et eller flere selskaber, og såfremt følgende betingelser er opfyldt:
a) for så vidt angår det selskab, der modtager disse indskud, at de i artikel 3, litra i), omhandlede personer eller selskaber har givet afkald på udarbejdelsen af de sagkyndiges redegørelse;
b) at dette afkald er offentliggjort i henhold til stk. 3;
c) at de selskaber, der foretager disse indskud, råder over reserver, som efter loven eller vedtægterne ikke kan uddeles, og for hvilke beløbet i det mindste er lig med den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, er lig med den bogførte pariværdi af de aktier, der er udstedt som vederlag for indskud i form af andre værdier end kontanter;
d) at de selskaber, der foretager disse indskud, erklærer, at de med op til det under litra c) nævnte beløb står inde for den gæld, som det modtagende selskab måtte have stiftet mellem tidspunktet for udstedelsen af aktierne som modydelse for indskud i form af andre værdier end kontanter og et år efter offentliggørelsen af dette selskabs årsregnskab for det regnskabsår, i hvilket indskuddene er foretaget; overdragelse af disse aktier er ikke tilladt i denne periode;
e) at den under litra d) nævnte indeståelse er offentliggjort i henhold til stk. 3;
f) at de selskaber, der foretager disse indskud, henlægger et beløb, der er lig med det under litra c) nævnte, til en reserve, som først kan uddeles ved udløbet af en frist på tre år fra offentliggørelsen af det modtagende selskabs årsregnskab for det regnskabsår, i hvilket indskuddene er foretaget eller, i givet fald fra et senere tidspunkt, hvor alle inden for nævnte frist fremsatte krav i forbindelse med den i litra d) nævnte indeståelse er fyldestgjort.
Artikel 10a
1. Medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende artikel 10, stk. 1, 2 og 3, hvis der efter beslutning fra bestyrelse eller direktion bidrages med værdipapirer som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 18), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter ( 5 ) eller pengemarkedsinstrumenter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 19), i samme direktiv som indskud i form af andre værdier end kontanter, og disse værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter vurderes til det vægtede gennemsnit, hvortil de er blevet handlet på et eller flere regulerede markeder som defineret i samme direktivs artikel 4, stk. 1, nr. 14), i en tilstrækkelig lang periode, som skal fastlægges i national lovgivning, forud for den faktiske dato for betalingen af indskuddet i form af andre værdier end kontanter.
Er denne pris imidlertid blevet påvirket af ekstraordinære omstændigheder, der medfører en væsentlig ændring af aktivets værdi på den faktiske betalingsdato, herunder situationer, hvor markedet for sådanne værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter er blevet illikvid, skal der foretages en ny vurdering på bestyrelsens eller direktionens initiativ og ansvar. I forbindelse med den nye vurdering finder artikel 10, stk. 1, 2 og 3, anvendelse.
2. Medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende artikel 10, stk. 1, 2 og 3, hvis der efter beslutning fra bestyrelse eller direktion bidrages med andre aktiver end de i stk. 1 omhandlede værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter som indskud i form af andre værdier end kontanter, hvis dagsværdi allerede har været genstand for en anerkendt uafhængig sagkyndigs vurdering, og hvor følgende betingelser er opfyldt:
a) dagsværdien fastsættes til en dato, som ikke ligger mere end seks måneder før aktivernes faktiske overdragelsesdato
b) vurderingen er foretaget i overensstemmelse med generelt accepterede vurderingsstandarder og -principper i medlemsstaten, som finder anvendelse på de aktiver, der skal overdrages.
Opstår der nye omstændigheder, der medfører en væsentlig ændring i aktivets dagsværdi på den faktiske overdragelsesdato, skal der foretages en ny vurdering på bestyrelsens eller direktionens initiativ og ansvar. I forbindelse med den nye vurdering finder artikel 10, stk. 1, 2 og 3, anvendelse.
Foretages der ikke en sådan ny vurdering, kan en eller flere aktionærer, som tilsammen indehaver mindst 5 % af selskabets tegnede kapital på dagen for beslutningen om kapitaludvidelse, kræve en vurdering fra en uafhængig sagkyndig, og i så fald finder artikel 10, stk. 1, 2 og 3, anvendelse. De pågældende aktionærer kan fremsætte et sådant krav indtil den faktiske overdragelsesdato, såfremt de pågældende aktionærer på den dag, hvor kravet fremsættes, tilsammen fortsat er indehavere af mindst 5 % af selskabets tegnede kapital, som denne var opgjort på datoen for beslutningen om kapitaludvidelse.
3. Medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende artikel 10, stk. 1, 2 og 3, hvis der efter beslutning fra bestyrelse eller direktion bidrages med andre aktiver end de i stk. 1 omhandlede værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter som indskud i form af andre værdier end kontanter, og hvis dagsværdi stammer fra et særskilt aktiv fra det lovpligtige regnskab for det forudgående regnskabsår, såfremt det lovpligtige regnskab har været genstand for revision i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber ( 6 ).
Stk. 2, andet og tredje afsnit, finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 10b
1. Hvis der indbetales indskud i form af andre værdier end kontanter, jf. artikel 10a, uden en redegørelse fra en sagkyndig, jf. artikel 10, stk. 1, 2 og 3, skal der, ud over kravene i artikel 3, litra h), og inden en måned efter den faktiske dato for aktivets overdragelse offentliggøres en erklæring, som skal indeholde følgende:
a) en beskrivelse af det pågældende indskud i form af andre værdier end kontanter
b) dettes værdi, kilden til denne vurdering samt i givet fald vurderingsmåden
c) en udtalelse om, hvorvidt de angivne værdier som minimum svarer til antal, nominelle værdi eller, hvor der ikke findes en nominel værdi, til den bogførte pariværdi og i givet fald til overkursen for de aktier, der skal udstedes som vederlag
d) en udtalelse om, at der ikke er opstået nye omstændigheder, der har betydning for den oprindelige vurdering.
Offentliggørelsen skal ske i overensstemmelse med de nærmere regler herfor i hver medlemsstats lovgivning og i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
2. Foreslås der indbetalt indskud i form af andre værdier end kontanter uden en redegørelse fra en sagkyndig, jf. artikel 10, stk. 1, 2 og 3, i forbindelse med en kapitaludvidelse, der foreslås gennemført i medfør af artikel 25, stk. 2, skal der i overensstemmelse med de nærmere regler herfor i hver medlemsstats lovgivning og i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF offentliggøres en meddelelse, som skal indeholde datoen for beslutningen om kapitaludvidelse og de oplysninger, der er angivet i stk. 1, før overdragelsen af aktivet som indskud i form af andre værdier end kontanter kan få gyldighed. Erklæringen i henhold til stk. 1 begrænses i så fald til en udtalelse om, at der ikke er opstået nye omstændigheder, siden meddelelsen blev offentliggjort.
3. Hver medlemsstat sørger for passende garantier for, at proceduren i artikel 10a og i denne artikel følges, når der indbetales indskud i form af andre værdier end kontanter uden en redegørelse fra en sagkyndig, jf. artikel 10, stk. 1, 2 og 3.
Artikel 11
1. Selskabets erhvervelse af ethvert formuegode tilhørende en af de i artikel 3, litra i), omhandlede personer eller selskaber mod et vederlag svarende til mindst en tiendedel af den tegnede kapital skal undergives en efterprøvelse og offentliggørelse svarende til den i ►M2 artikel 10, stk. 1, 2 og 3 ◄ fastsatte, og erhvervelsen skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse, såfremt den finder sted inden udløbet af en frist, der af den nationale lovgivning fastsættes til mindst to år at regne fra tidspunktet for selskabets stiftelse eller for opnåelse af tilladelsen til at begynde dets virksomhed. ►M2 Artikel 10a og 10b finder tilsvarende anvendelse. ◄
Medlemsstaterne kan ligeledes foreskrive anvendelsen af disse bestemmelser, såfremt formuegodet tilhører en aktionær eller enhver anden person.
2. Stk. 1 finder hverken anvendelse på erhvervelser inden for rammerne af selskabets løbende dispositioner, på erhvervelser på foranledning eller under kontrol af en administrativ eller retslig myndighed eller på erhvervelse på børsen.
Artikel 12
Med forbehold af bestemmelserne om nedsættelse af den tegnede kapital kan aktionærerne ikke fritages for pligten til at indbetale deres indskud.
Artikel 13
Indtil der senere er gennemført en samordning af de nationale lovgivninger, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at mindst samme garantier som dem, der er foreskrevet i artikel 2-12, indrømmes, såfremt et selskab af en anden selskabsform omdannes til et aktieselskab.
Artikel 14
Artikel 2-13 berører ikke de af medlemsstaterne fastsatte bestemmelser om kompetencen og fremgangsmåden i forbindelse med ændring af vedtægter eller stiftelsesoverenskomst.
Artikel 15
1.
a) Bortset fra tilfælde, hvor den tegnede kapital nedsættes, kan uddeling til aktionærerne ikke finde sted, såfremt selskabets nettoaktiver, således som de fremgår af årsregnskabet, på statusdagen for det sidste regnskabsår er eller som følge af en sådan uddeling ville blive mindre end beløbet for den tegnede kapital med tillæg af de reserver, som i henhold til loven eller vedtægterne ikke kan uddeles.
b) Fra den under litra a) nævnte tegnede kapital trækkes den ikke indbetalte tegnede kapital, når denne ikke er opført i status som et aktiv.
c) Det til aktionærerne uddelte beløb må ikke overstige resultatet for det sidst afsluttede regnskabsår med tillæg af overført overskud samt af beløb overført fra de til dette formål anvendelige reserver og med fradrag af overført underskud samt af beløb, der i henhold til lov eller vedtægter er henlagt til reserverne.
d) Det under litra a) og c) anførte udtryk »uddeling« omfatter navnlig udbetaling af udbytte og af renter i forbindelse med aktierne.
2. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader acontoudbetaling af udbytte, skal i det mindste følgende betingelser være opfyldt:
a) der skal opstilles en mellembalance, som viser, at de midler, der er til rådighed for uddeling, er tilstrækkelige;
b) det beløb, der skal uddeles, må ikke overstige det resultat, der er opnået siden afslutningen af det sidste regnskabsår, for hvilket årsregnskabet er vedtaget, med tillæg af overført overskud samt af beløb overført fra de til dette formål anvendelige reserver og med fradrag af overført underskud samt af beløb, der i henhold til lov eller vedtægter skal henlægges til reserverne.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke medlemsstaternes bestemmelser om forhøjelse af kapitalen ved overførsel af reserver til denne.
4. Lovgivningen i en medlemsstat kan fastsætte undtagelser fra stk. 1, litra a), for så vidt angår investeringsselskaber med fast kapital.
Ved »investeringsselskab med fast kapital« forstås i dette stykke udelukkende selskaber:
— hvis eneste formål er at anbringe deres midler i forskellige former for værdipapirer og fast ejendom eller i andre værdier, alene i den hensigt at fordele investeringsrisikoen og at lade aktionærerne nyde godt af resultaterne af forvaltningen af deres formue, og
— som retter henvendelse til offentligheden med henblik på afhændelse af egne aktier.
I det omfang denne mulighed udnyttes i medlemsstaternes lovgivninger:
a) skal disse pålægge vedkommende selskaber at anføre ordet »investeringsselskab« på alle de i artikel 4 i direktiv 68/151/EØF omhandlede dokumenter;
b) må disse ikke tillade et selskab af denne type, hvis nettoaktiver er mindre end det i stk. 1, litra a), nævnte beløb, at foretage en uddeling til aktionærerne, såfremt selskabets samlede aktiver, således som de fremgår af årsregnskabet, på statusdagen for det sidste regnskabsår er eller som følge af en sådan uddeling ville blive mindre end halvanden gang det samlede beløb for selskabets gæld til kreditorer, således som det fremgår af årsregnskabet;
c) skal disse pålægge ethvert selskab af denne type, som foretager en uddeling, og hvis nettoaktiver er mindre end det i stk. 1, litra a), nævnte beløb, at oplyse herom i en note til sit årsregnskab.
Artikel 16
Enhver uddeling, der er foretaget i strid med artikel 15, skal tilbagebetales af de aktionærer, der har modtaget dem, såfremt selskabet kan godtgøre, at disse aktionærer var vidende om, at den uddeling, der blev foretaget til fordel for dem, var uretmæssig, eller at de efter det foreliggende ikke kunne være ubekendt hermed.
Artikel 17
1. I tilfælde af betydelige tab på den tegnede kapital skal generalforsamlingen indkaldes inden for en frist, som fastsættes i medlemsstaternes lovgivninger, for at undersøge, om selskabet skal opløses, eller om andre foranstaltninger skal træffes.
2. Lovgivningen i en medlemsstat kan ikke fastsætte størrelsen af det tab, der anses som betydeligt i henhold til stk. 1, til mere end halvdelen af den tegnede kapital.
Artikel 18
1. Et selskabs aktier kan ikke tegnes af selskabet selv.
2. Såfremt et selskabs aktier er tegnet af en person, der handler i eget navn, men for dette selskabs regning, skal den pågældende person anses for at have tegnet aktierne for egen regning.
3. De i artikel 3, litra i), nævnte personer eller selskaber, eller i tilfælde af forhøjelse af den tegnede kapital medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen, skal indløse de aktier, der er tegnet i strid med nærværende artikel.
Lovgivningen i en medlemsstat kan dog bestemme, at enhver interesseret skal kunne frigøre sig for denne forpligtelse ved at godtgøre, at ingen fejl kan tillægges ham personligt.
Artikel 19
1. Med forbehold af princippet om ligebehandling af aktionærer med samme retsstilling og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) ( 7 ) kan medlemsstaterne tillade et selskab at erhverve egne aktier enten selv eller gennem en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning. For så vidt sådanne erhvervelser er tilladt, skal medlemsstaterne kræve, at disse opfylder følgende betingelser:
a) Bemyndigelsen skal gives af generalforsamlingen, som fastsætter vilkår og betingelser vedrørende sådanne erhvervelser og navnlig det største antal aktier, der kan erhverves, bemyndigelsens gyldighedsperiode, som fastsættes i henhold til national lovgivning, men dog ikke må overstige fem år, og i tilfælde af erhvervelse ved en gensidig bebyrdende retshandel mindste og højeste vederlag. Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen skal påse, at de i litra b) og c) anførte betingelser overholdes ved enhver bemyndiget erhvervelse.
b) Erhvervelser, herunder aktier, som selskabet tidligere måtte have erhvervet, og som findes i dets beholdning, samt aktier, der er erhvervet af en person, som har handlet i eget navn, men for selskabets regning, må ikke bevirke, at nettoaktiverne bringes ned under det i artikel 15, stk. 1, litra a) og b), nævnte beløb.
c) Transaktionerne må kun angå fuldt indbetalte aktier.
Medlemsstaterne kan ligeledes bestemme, at erhvervelser ifølge første afsnit sker på en eller flere af følgende betingelser:
i) at den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af de erhvervede aktier, herunder aktier, som selskabet tidligere måtte have erhvervet, og som findes i dets beholdning, samt aktier, der er erhvervet af en person, som har handlet i eget navn, men for selskabets regning, ikke overstiger en bestemt grænse fastsat af medlemsstaterne. Denne grænse må ikke ligge under 10 % af den tegnede kapital
ii) at selskabets bemyndigelse til at erhverve egne aktier, jf. første afsnit, det største antal aktier, der kan erhverves, bemyndigelsens gyldighedsperiode, og mindste eller højeste vederlag fastsættes i selskabets vedtægter eller i stiftelsesdokumentet
iii) at selskabet opfylder passende rapporterings- og meddelelseskrav
iv) at visse selskaber, som fastsat af medlemsstaterne, kan pålægges at annullere de erhvervede aktier, hvis et beløb svarende til de annullerede aktiers pålydende værdi skal indgå i en reserve, der kun kan udloddes til aktionærerne i forbindelse med en nedbringelse af den tegnede kapital. Beløbet kan kun anvendes til at udvide den tegnede kapital ved kapitalisering af reserverne
v) at købet ikke hindrer opfyldelse af kreditorkrav.
2. Lovgivningen i en medlemsstat kan fravige stk. 1, litra a), første punktum, når erhvervelsen af egne aktier er nødvendig for at undgå betydelig og truende skade for selskabet. I så tilfælde skal den følgende generalforsamling af bestyrelsen eller direktionen underrettes om grundene til og formålet med de foretagne erhvervelser, antallet og den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af de erhvervede aktier, hvor stor en del af den tegnede kapital de repræsenterer samt vederlaget for disse aktier.
3. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1, litra a), første punktum, på aktier, der med henblik på uddeling til arbejdstagerne i selskabet eller i et med dette forbundet selskab erhverves enten af selskabet selv eller af en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning. Uddelingen af sådanne aktier skal ske inden for en frist på tolv måneder fra deres erhvervelse.
Artikel 20
1. Medlemsstaterne kan undlade at anvende artikel 19:
a) på aktier, der erhverves til gennemførelse af en beslutning om nedsættelse af kapitalen eller i det i artikel 39 nævnte tilfælde;
b) på aktier, der erhverves som led i overgang af formuegoder ved universalsuccession;
c) på fuldt indbetalte aktier, der erhverves uden modydelse, eller som erhverves af banker og andre pengeinstitutter som køberprovision;
d) på aktier, der erhverves i henhold til en lovbestemt pligt eller som følge af en retsafgørelse til beskyttelse af mindretalsaktionærer navnlig i tilfælde af fusion, ændring af selskabets formål eller form, flytning af hjemstedet til udlandet eller indførelse af begrænsninger i forbindelse med overdragelse af aktierne;
e) på aktier, der erhverves fra en aktionær som følge af manglende indbetaling;
f) på aktier, der erhverves til skadesløsholdelse af mindretalsaktionærer i selskaber forbundet med det pågældende selskab;
g) på fuldt indbetalte aktier, der erhverves på tvangsauktion, som finder sted til fyldestgørelse af en selskabet tilkommende fordring på ejeren af disse aktier;
h) på fuldt indbetalte aktier, der er udstedt af et investeringsselskab med fast kapital i henhold til artikel 15, stk. 4, andet afsnit, og på investorernes anmodning erhvervet af selskabet eller af et med dette forbundet selskab; artikel 15, stk. 4, tredje afsnit, litra a), finder anvendelse; denne erhvervelse må ikke bevirke, at nettoaktiverne bringes ned under beløbet for den tegnede kapital med tillæg af de reserver, som i henhold til loven ikke kan uddeles.
2. Aktier, der er erhvervet i de i stk. 1, litra b) — g), anførte tilfælde, skal dog afhændes inden for en frist på højst tre år fra erhvervelsen, medmindre den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af de erhvervede aktier herunder medregnet aktier, som selskabet måtte have erhvervet gennem en person, der har handlet i eget navn, men for selskabets regning, ikke overstiger 10 % af den tegnede kapital.
3. Såfremt afhændelse ikke er sket inden for den i stk. 2 fastsatte frist, skal aktierne annulleres. Lovgivningen i en medlemsstat kan gøre denne annullering betinget af en nedsættelse af den tegnede kapital med et tilsvarende beløb. En sådan nedsættelse skal foreskrives, i det omfang erhvervelsen af de aktier, der skal annulleres, har bevirket, at summen af nettoaktiverne er blevet mindre end det i ►M2 artikel 15, stk. 1, litra a) og b) ◄ , nævnte beløb.
Artikel 21
Aktier, der er erhvervet i strid med artikel 19 og 20, skal afhændes inden for en frist på et år fra deres erhvervelse. Såfremt de ikke er afhændet inden udløbet af denne frist, finder artikel 20, stk. 3, anvendelse.
Artikel 22
1. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader et selskab at erhverve egne aktier enten selv eller gennem en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning, skal denne lovgivning til enhver tid for den fortsatte besiddelse af disse aktier i det mindste kræve følgende betingelser opfyldt:
a) af de til aktierne knyttede rettigheder skal i alle tilfælde stemmeretten for egne aktier suspenderes;
b) hvis disse aktier opføres som aktiv i status, skal et tilsvarende beløb, hvorover der ikke kan disponeres, opføres som reserve under passiverne.
2. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader et selskab at erhverve egne aktier enten selv eller gennem en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning, skal denne lovgivning kræve, at årsberetningen i det mindste indeholder følgende oplysninger:
a) årsagerne til de i løbet af regnskabsåret foretagne erhvervelser;
b) antallet og den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af de aktier, der er erhvervet eller afhændet i løbet af regnskabsåret, samt den andel, de udgør af den tegnede kapital;
c) i tilfælde af erhvervelse eller afhændelse ved en gensidig bebyrdende retshandel, vederlaget for aktierne;
d) antallet og den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af samtlige aktier, der er erhvervet, og som indgår i aktiebeholdningen, samt den andel, de udgør af den tegnede kapital.
Artikel 23
1. Når en medlemsstat tillader et selskab enten direkte eller indirekte at stille midler til rådighed, yde lån eller stille sikkerhed med henblik på tredjemands erhvervelse af dets aktier, gør den sådanne transaktioner betinget af, at kravene i andet til femte afsnit er opfyldt.
Transaktionerne skal finde sted på bestyrelsens eller direktionens ansvar på rimelige markedsbetingelser, især hvad angår renter, som selskabet modtager, og sikkerhedsstillelse for lån og midler, det stiller til rådighed, jf. første afsnit. Tredjemands kreditværdighed eller, hvis transaktionerne involverer mere end to parter, hver modparts kreditværdighed skal være undersøgt i tilstrækkelig grad.
Bestyrelsen eller direktionen forelægger generalforsamlingen transaktionerne til forudgående godkendelse, hvorved generalforsamlingen handler i overensstemmelse med reglerne om beslutningsdygtighed og flertal i artikel 40. Bestyrelsen eller direktionen skal fremlægge en skriftlig redegørelse til generalforsamlingen, hvori der angives bevæggrundene for transaktionen, selskabets interesse i at gennemføre en sådan transaktion, de betingelser, som transaktionen gennemføres på, risiciene ved transaktionen for selskabets likviditet og solvens og den pris, tredjemand skal betale for aktierne. Denne redegørelse fremlægges i registeret til offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
Den samlede finansielle bistand til tredjemand må på intet tidspunkt bevirke, at selskabets nettoaktiver bringes ned under det i artikel 15, stk. 1, litra a) og b), nævnte beløb, idet der også tages hensyn til enhver nedbringelse af nettoaktiver, der kan være sket som følge af, at selskabet eller tredjemand på selskabets vegne har erhvervet egne aktier i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1. Selskabet skal under passiver på balancen opføre en reserve, der ikke kan udloddes, svarende til den sammenlagte finansielle bistand.
Hvis en tredjemand med finansiel bistand fra et selskab erhverver selskabets egne aktier, jf. artikel 19, stk. 1, eller tegner aktier, som er udstedt som led i en udvidelse af den tegnede kapital, skal dette ske til en rimelig pris.
2. Stk. 1 finder hverken anvendelse på transaktioner, der gennemføres som et led i bankers og andre pengeinstitutters løbende dispositioner, eller på dispositioner foretaget med henblik på erhvervelse af aktier af eller til arbejdstagerne i selskabet eller i et med dette forbundet selskab. Disse transaktioner og dispositioner må dog ikke bevirke, at selskabets nettoaktiver bringes ned under det i artikel 15, stk. 1, litra a), nævnte beløb.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på dispositioner foretaget med henblik på den i artikel 20, stk. 1, litra h), nævnte erhvervelse af aktier.
Artikel 23a
I tilfælde, hvor enkelte medlemmer af bestyrelsen eller direktionen af det selskab, som er del i en transaktion, hvortil der henvises i artikel 23, stk. 1, eller af bestyrelsen eller direktionen i et moderselskab i henhold til artikel 1 i Rådets direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om konsoliderede regnskaber ( 8 ) eller selve dette moderselskab eller personer, der handler i eget navn, men på vegne af medlemmerne af sådanne organer eller på vegne af en sådan virksomhed, er modparter i en sådan transaktion, træffer medlemsstaterne passende sikkerhedsforanstaltninger, således at en sådan transaktion ikke strider imod selskabets interesser.
Artikel 24
1. Modtager et selskab enten selv eller gennem en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning, egne aktier som sikkerhed, betragtes dette som erhvervelse i henhold til artikel 19, artikel 20, stk. 1, samt artikel 22 og 23.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 på bankers og andre pengeinstitutters løbende dispositioner.
Artikel 24a
1.
a) Når et andet selskab som defineret i artikel 1 i direktiv 68/151/EØF, i hvilket et aktieselskab direkte eller indirekte besidder flertallet af stemmerettighederne, eller på hvilket det direkte eller indirekte kan udøve bestemmende indflydelse, tegner, erhverver eller besidder aktier i aktieselskabet, betragtes sådan tegning, erhvervelse eller besiddelse som udøvet af aktieselskabet selv.
b) Litra a) finder også anvendelse, når det andet selskab henhører under et tredjelands lovgivning og har en retlig form, som svarer til de i artikel 1 i direktiv 68/151/EØF omhandlede.
2. Dog kan medlemsstaterne, når aktieselskabet indirekte besidder flertallet af stemmerettighederne eller indirekte kan udøve bestemmende indflydelse, undlade at anvende stk. 1, for så vidt de bestemmer, at de stemmerettigheder, der er knyttet til de aktier i aktieselskabet, som det andet selskab besidder, er suspenderet.
3. Så længe de nationale retsbestemmelser om koncerner ikke er samordnet, kan medlemsstaterne:
a) fastsætte, i hvilke tilfælde et aktieselskab skal anses for at udøve en bestemmende indflydelse på det andet selskab; hvis en medlemsstat gør brug af denne mulighed, skal den under alle omstændigheder foreskrive, at der kan foreligge bestemmende indflydelse, når et aktieselskab:
— har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og samtidig er aktionær eller på anden måde selskabsdeltager i det andet selskab
— eller
— er aktionær eller på anden måde selskabsdeltager i det andet selskab og i kraft af en aftale med andre aktionærer eller selskabsdeltagere i dette kontrollerer flertallet af aktionærernes eller selskabsdeltagernes stemmerettigheder.
Medlemsstaterne har ikke pligt til at foreskrive andre tilfælde end disse
b) fastsætte, i hvilke tilfælde et aktieselskab skal anses for indirekte at besidde stemmerettigheder eller indirekte at kunne udøve en bestemmende indflydelse
c) nærmere fastlægge de omstændigheder, hvorunder et aktieselskab anses for at besidde stemmerettigheder.
4.
a) Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1, når tegningen, erhvervelsen eller besiddelsen sker for en anden persons regning end den, der tegner, erhverver eller besidder aktierne, og som hverken er det aktieselskab, der er nævnt i stk. 1, eller et andet selskab, i hvilket aktieselskabet direkte eller indirekte besidder flertallet af stemmerettighederne, eller på hvilket det direkte eller indirekte kan udøve bestemmende indflydelse.
b) Desuden kan medlemsstaterne undlade at anvende stk. 1, når tegningen, erhvervelsen eller besiddelsen udøves af et andet selskab i dets egenskab af professionel værdipapirforhandler som led i udøvelsen af denne virksomhed, forudsat at dette selskab er medlem af en fondsbørs, som er beliggende eller som udøver virksomhed i en medlemsstat eller som er godkendt eller under tilsyn af en myndighed i en medlemsstat, der har kompetence til at føre tilsyn med professionelle værdipapirforhandlere, som i henhold til dette direktiv kan omfatte kreditinstitutter.
5. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende stk. 1, når det andet selskabs besiddelse af aktier i et aktieselskab er etableret, inden forbindelsen mellem de to selskaber opfyldte kriterierne i stk. 1.
Dog suspenderes stemmerettigheder, som er knyttet til sådanne aktier, og der tages hensyn til aktierne ved bestemmelsen af, om betingelsen i artikel 19, stk. 1, litra b), er opfyldt.
6. Medlemsstaterne kan, såfremt det andet selskab erhverver aktier i aktieselskabet, undlade at anvende artikel 20, stk. 2 og 3, samt artikel 21, hvis de bestemmer:
a) at de stemmerettigheder, der er knyttet til de aktier i aktieselskabet, som det andet selskab besidder, suspenderes, og
b) at aktieselskabets medlemmer af administrations- eller ledelsesorganet skal tilbagekøbe de i artikel 20, stk. 2 og 3, samt artikel 21 omhandlede aktier fra det andet selskab til den pris, hvortil det andet selskab har erhvervet dem; denne sanktion finder anvendelse i alle andre tilfælde end dem, hvor aktieselskabets medlemmer af administrations- eller ledelsesorganet godtgør, at tegningen eller erhvervelsen af aktierne på ingen måde kan lægges aktieselskabet til last.
Artikel 25
1. Enhver kapitalforhøjelse skal vedtages af generalforsamlingen. Denne beslutning såvel som gennemførelsen af forhøjelsen af den tegnede kapital offentliggøres efter de fremgangsmåder, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
2. Vedtægterne, stiftelsesoverenskomsten eller generalforsamlingen, hvis afgørelse skal offentliggøres i overensstemmelse med stk. 1, kan dog bemyndige en forhøjelse af den tegnede kapital op til et største beløb, som fastsættes under iagttagelse af et eventuelt ved lov bestemt størstebeløb. Inden for det fastsatte beløb træffer det dertil beføjde (SIC! beføjede) selskabsorgan i givet fald beslutning of (SIC! om) forhøjelsen af den tegnede kapital. Denne bemyndigelse for det pågældende organ har en varighed af højest fem år og kan forlænges en eller flere gange af generalforsamlingen for en periode på højst fem år ad gangen.
3. Når der findes flere aktieklasser, er generalforsamlingens beslutning om den i stk. 1 nævnte forhøjelse af den tegnede kapital eller om den i stykke 2 nævnte tilladelse til at forhøje kapitalen undergivet en særskilt afstemning i det mindste for hver klasse af aktionærer, hvis rettigheder forringes ved dispositionen.
4. Denne artikel finder anvendelse på udstedelsen af alle værdipapirer, som kan konverteres til aktier, eller til hvilke der er knyttet en tegningsret til aktier, men ikke på selve konverteringen af disse værdipapirer eller på udøvelsen af tegningsretten.
Artikel 26
Aktier, der som led i en forhøjelse af den tegnede kapital udstedes mod indskud, skal indbetales med mindst 25 % af deres pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi. Fastsættes en overkurs, skal denne indbetales fuldt ud.
Artikel 27
1. På aktier, der som led i en forhøjelse af den tegnede kapital udstedes som vederlag for indskud i form af andre værdier end kontanter, skal indskuddet være fuldt indbetalt inden for en frist på fem år fra beslutningen om forhøjelse af den tegnede kapital.
2. Vedrørende de i stk. 1 nævnte indskud skal der forud for gennemførelsen af forhøjelsen af den tegnede kapital udarbejdes en redegørelse af en eller flere af selskabet uafhængige sagkyndige, som udpeges eller godkendes af en administrativ eller retslig myndighed. Disse sagkyndige kan i henhold til hver medlemsstats lovgivning være såvel fysiske som juridiske personer og selskaber.
Artikel 10, stk. 2 og 3, samt artikel 10a og 10b finder anvendelse.
3. Medlemsstaterne kan undlade at bringe stk. 2 i anvendelse, såfremt forhøjelsen af den tegnede kapital foretages for at gennemføre en fusion eller et offentligt tilbud om køb eller bytte og med henblik på at vederlægge aktionærerne i et overtaget selskab eller aktionærerne i et selskab, der omfattes af det offentlige tilbud om køb eller bytte.
4. Medlemsstaterne kan undlade at bringe stk. 2 i anvendelse, når alle aktier, der udstedes som led i en forhøjelse af den tegnede kapitel (SIC! kapital), udstedes som vederlag for indskud i andre værdier end kontanter, foretaget af et eller flere selskaber, såfremt alle aktionærerne i det selskab, der modtager indskuddene, har givet afkald på udarbejdelsen af de sagkyndiges redegørelse, og såfremt betingelserne i artikel 10, stk. 4, litra b) - f), er opfyldt.
Artikel 28
Såfremt en kapitalforhøjelse ikke er fuldt tegnet, forhøjes kapitalen kun med det modtagne tegningsbeløb, hvis emissionsbetingelserne udtrykkelig fastsætter denne mulighed.
Artikel 29
1. Ved enhver forhøjelse af den tegnede kapital, der sker ved indskud i kontanter, skal aktierne fortrinsvis tilbydes aktionærerne i forhold til den del af kapitalen, som deres aktier repræsenterer.
2. Medlemsstaterne kan:
a) undlade at anvende stk. 1 på aktier, til hvilke der er knyttet en begrænset ret til deltagelse i uddelingerne i henhold til artikel 15 og/eller til udlodningen af selskabets formue i tilfælde af likvidation; eller
b) tillade, såfremt den tegnede kapital i et selskab, der har flere aktieklasser, for hvilke stemmeretten eller retten til deltagelse i uddelingerne i henhold til artikel 15 eller i udlodning af selskabets formue i tilfælde af likvidation er forskellig, forhøjes ved udstedelse af nye aktier inden for en enkelt af disse klasser, at fortegningsretten for aktionærerne i de øvrige klasser først udøves, når aktionærerne inden for den klasse, i hvilken de nye aktier er udstedt, har udøvet denne ret.
3. Tilbudet om fortegningsret såvel som den frist, inden for hvilken denne ret skal udøves, offentliggøres i den officielle nationale tidende, der er udpeget i henhold til direktiv 68/151/EØF. Lovgivningen i en medlemsstat, kan dog undlade at foreskrive denne offentliggørelse, når alle selskabets aktier lyder på navn. I så fald skal samtlige aktionærer have skriftlig underretning. Fortegningsretten skal udøves inden for en frist på mindst fjorten dage fra tilbudets offentliggørelse eller fra afsendelsen af skrivelserne til aktionærerne.
4. Fortegningsretten kan ikke begrænses eller ophæves i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten. Dette kan derimod ske ved en beslutning på generalforsamlingen. Selskabets direktion eller bestyrelse skal forelægge den pågældende generalforsamling en skriftlig beretning, som anfører årsagerne til begrænsningen eller ophævelsen af fortegningsretten og begrunder den foreslåede emissionskurs. Generalforsamlingen træffer afgørelse efter reglerne for beslutningsdygtighed og flertal i artikel 40. Afgørelsen offentliggøres efter de fremgangsmåder, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
5. Lovgivningen i en medlemsstat kan bestemme, at vedtægterne, stiftelsesoverenskomsten eller generalforsamlingen, der træffer afgørelse efter de i stk. 4 omhandlede regler for beslutningsdygtighed, flertal og offentliggørelse, kan give bemyndigelse til at begrænse eller ophæve fortegningsretten til det af selskabets organer, der er berettiget til at træffe afgørelse om forhøjelse af den tegnede kapital inden for grænserne af den »autoriserede« kapital. Varigheden af denne bemyndigelse kan ikke overstige varigheden af den i artikel 25, stk. 2, fastsatte bemyndigelse.
6. Stk. 1-5 finder anvendelse på udstedelsen af alle værdipapirer, som kan konverteres til aktier, eller til hvilke der er knyttet en tegningsret til aktier, men ikke på selve konverteringen af disse værdipapirer eller på udøvelsen af tegningsretten.
7. Fortegningsretten anses ikke for udelukket i henhold til stk. 4 og 5, når aktierne i medfør af afgørelsen om forhøjelse af den tegnede kapital udstedes til banker eller andre pengeinstitutter med henblik på at blive tilbudt selskabets aktionærer i overensstemmelse med stk. 1 og 3.
Artikel 30
Enhver nedsættelse af den tegnede kapital, bortset fra en sådan, som pålægges ved en retsafgørelse, skal i det mindste besluttes af generalforsamlingen efter reglerne for beslutningsdygtighed og flertal i artikel 40, dog med forbehold af artikel 36 og 37. Denne beslutning skal offentliggøres efter de fremgangsmåder, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
Indkaldelsen til generalforsamling skal i det mindste angive formålet med nedsættelsen og fremgangsmåden for dennes gennemførelse.
Artikel 31
Såfremt der findes flere aktieklasser, er generalforsamlingens beslutning om nedsættelse af den tegnede kapital undergivet en særskilt afstemning, i det mindste for hver klasse af aktionærer, hvis rettigheder forringes ved dispositionen.
Artikel 32
1. I tilfælde af nedsættelse af den tegnede kapital har i det mindste de kreditorer, hvis krav er opstået før offentliggørelsen af beslutningen om nedsættelse, i det mindste ret til at få stillet sikkerhed for de fordringer, som ikke er forfaldet på tidspunktet for offentliggørelsen. Medlemsstaterne må ikke tilsidesætte denne ret, medmindre kreditor har andre passende garantier, eller at sådanne garantier i betragtning af selskabets formue ikke er nødvendige.
Medlemsstaterne fastsætter betingelserne for at udøve den i første afsnit fastsatte ret. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at kreditorerne kan anmode den relevante administrative eller retslige myndighed om hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger, såfremt de kan godtgøre, at deres krav på grund af nedskrivningen af den tegnede kapital er bragt i fare, og at selskabet ikke har iværksat hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger.
2. Endvidere skal medlemsstaternes lovgivninger i det mindste bestemme, at nedsættelsen skal være uden virkning, eller at der ikke må finde nogen betaling sted til fordel for aktionærerne, før kreditorerne er fyldestgjort, eller retten har truffet afgørelse om, at der ikke er grund til at tage de pågældende kreditorers begæring til følge.
3. Denne artikel finder anvendelse, når nedsættelsen af den tegnede kapital sker ved helt eller delvis afkald på indbetaling af restbeløbet af aktionærnes (SIC! aktionærernes) indskud.
Artikel 33
1. Medlemsstaterne kan undlade at anvende artikel 32 på en nedsættelse af den tegnede kapital, der har til formål at udligne lidte tab eller at overføre visse beløb til en reserve, på betingelse af at beløbet i denne reserve efter den pågældende disposition ikke overstiger 10 % af den nedsatte tegnede kapital. Denne reserve kan ikke, bortset fra tilfælde med nedsættelse af den tegnede kapital, uddeles til aktionærerne; den må kun anvendes til udligning af lidte tab eller til en forhøjelse af den tegnede kapital ved overførsel af reserver, i det omfang medlemsstaterne tillader en sådan disposition.
2. I de (SIC! de i) stk. 1 omhandlede tilfælde skal medlemsstaternes lovgivninger i det mindste foreskrive de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de beløb, som hidrører fra nedsættelsen af den tegnede kapital, hverken kan anvendes til udbetalinger eller uddelinger til aktionærerne eller til at fritage aktionærerne fra forpligtelsen til at indbetale deres indskud.
Artikel 34
Den tegnede kapital kan ikke nedsættes til et beløb, der er lavere end de mindstebeløb for kapitalen, der er fastsat i henhold til artikel 6. Medlemsstaterne kan dog tillade en sådan nedsættelse, hvis de ligeledes bestemmer, at beslutningen om at foretage en nedsættelse kun træder i kraft, såfremt der foretages en forhøjelse af den tegnede kapital med henblik på at bringe denne op til en størrelse, som i det mindste er lig med det foreskrevne mindstebeløb.
Artikel 35
Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader hel eller delvis indløsning af den tegnede kapital uden nedsættelse af denne, skal den pågældende lovgivning i det mindste kræve følgende betingelser opfyldt:
a) såfremt vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten åbner mulighed for indløsning, skal denne vedtages af generalforsamlingen, der forhandler og træffer afgørelse i det mindste under iagttagelse af de almindelige betingelser om beslutningsdygtighed og flertal; åbner vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten ikke mulighed for indløsning, skal denne vedtages af generalforsamlingen, der forhandler og træffer afgørelse i det mindste under iagttagelse af de betingelser for beslutningsdygtighed og flertal, der er fastsat i artikel 40; beslutningen skal offentliggøres efter den fremgangsmåde, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF;
b) indløsningen kan kun finde sted ved hjælp af de beløb, der kan uddeles i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1;
c) de aktionærer, hvis aktier er indløst, bevarer deres rettigheder i selskabet, bortset fra retten til tilbagebetaling af deres indskud og retten til deltagelse i uddelingen af et første udbytte af ikke indløste aktier.
Artikel 36
1. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader, at selskaberne nedsætter den tegnede kapital ved tvungen inddragelse af aktier, skal denne lovgivning i det mindste kræve følgende betingelser opfyldt:
a) den tvungne inddragelse skal være foreskrevet eller bemyndiget i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten før tegningen af de aktier, som skal inddrages;
b) når den tvungne inddragelse alene er bemyndiget i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten, skal den vedtages på generalforsamlingen, medmindre de pågældende aktionærer enstemmigt har godkendt den;
c) det selskabsorgan, der forhandler og træffer afgørelse om tvungen inddragelse, fastsætter betingelserne for og de nærmere bestemmelser vedrørende denne disposition, såfremt disse ikke er fastsat i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten;
d) artikel 32 finder anvendelse, medmindre det drejer sig om fuldt indbetalte aktier, som uden modydelse stilles til selskabets rådighed, eller som inddrages ved hjælp af de beløb, der kan uddeles i henhold til artikel 15, stk. 1; i så fald skal et beløb, der er lig med den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af samtlige inddragne aktier, indgå i en reserve; denne reserve kan ikke uddeles til aktionærerne bortset fra tilfælde, hvor der foretages nedsættelse af den tegnede kapital; den kan kun anvendes til udligning af lidte tab eller til forhøjelse af den tegnede kapital ved fondsaktieemission, i det omfang medlemsstaterne tillader en sådan disposition;
e) beslutningen om tvungen inddragelse offentliggøres efter den fremgangsmåde, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
2. Artikel 30, stk. 1, og artikel 31, 33 og 40 finder ikke anvendelse i de i stk. 1 nævnte tilfælde.
Artikel 37
1. Såfremt den tegnede kapital nedsættes ved inddragelse af aktier, som selskabet har erhvervet enten selv eller gennem en person, der handler i eget navn, men for selskabets regning, skal der altid træffes beslutning om inddragelsen på generalforsamlingen.
2. Artikel 32 finder anvendelse, medmindre der er tale om fuldt indbetalte aktier, som er erhvervet uden modydelse eller ved hjælp af de beløb, der kan uddeles i henhold til artikel 15, stk. 1; i så fald skal et beløb, der er lig den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af samtlige inddragne aktier indgå i en reserve. Denne reserve kan ikke uddeles til aktionærerne, bortset fra tilfælde, hvor der foretages nedsættelse af den tegnede kapital; den kan kun anvendes til udligning af lidte tab eller til forhøjelse af den tegnede kapital ved fondsaktieemission, såfremt medlemsstaterne tillader en sådan disposition.
3. Artikel 31, 33 og 40 finder ikke anvendelse i de i stk. 1 nævnte tilfælde.
Artikel 38
I de i artikel 35, artikel 36, stk. 1, litra b), og artikel 37, stk. 1, omhandlede tilfælde er generalforsamlingens beslutning om indløsning af den tegnede kapital eller nedsættelse af denne ved inddragelse af aktier, når der findes flere aktieklasser, undergivet en særskilt afstemning i det mindste for hver klasse af aktionærer, hvis rettigheder forringes ved dispositionen.
Artikel 39
Såfremt lovgivningen i en medlemsstat tillader, at selskaber udsteder aktier, som kan tilbagekøbes, skal denne lovgivning ved tilbagekøbet af disse aktier i det mindste kræve følgende betingelser opfyldt:
a) tilbagekøbet skal være tilladt i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten før tegningen af de aktier, som kan tilbagekøbes;
b) disse aktier skal være fuldt indbetalt;
c) betingelserne for og de nærmere bestemmelser vedrørende tilbagekøbet skal være fastsat i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten;
d) tilbagekøbet må kun finde sted ved hjælp af de beløb, der kan uddeles i henhold til artikel 15, stk. 1, eller ved hjælp af provenuet fra en ny-emission, der foretages med henblik på dette tilbagekøb;
e) et beløb, der er lig med den pålydende værdi eller, ved aktier uden pålydende værdi, den bogførte pariværdi af samtlige tilbagekøbte aktier, skal indgå i en reserve, som ikke kan uddeles til aktionærerne, bortset fra tilfælde hvor der foretages nedsættelse af den tegnede kapital; denne reserve kan kun anvendes til forhøjelse af den tegnede kapital ved fondsaktieemission;
f) litra e) finder ikke anvendelse, når tilbagekøbet har fundet sted ved hjælp af provenuet fra en ny-emission, der foretages med henblik på dette tilbagekøb;
g) såfremt der som et led i tilbagekøbet er fastsat en overkurs til fordel for aktionærerne, må denne overkurs kun betales af de beløb, der kan uddeles i henhold til artikel 15, stk. 1, eller af en anden reserve end den under litra e) omhandlede, som ikke kan uddeles til aktionærerne, bortset fra tilfælde, hvor der foretages nedsættelse af den tegnede kapital; denne reserve kan kun anvendes til forhøjelse af den tegnede kapital ved fondsaktieemission, til dækning af de i artikel 3, litra j), omhandlede omkostninger eller omkostninger i forbindelse med udstedelse af aktier og obligationer eller til betaling af overkurs til fordel for indehavere af aktier og obligationer, der skal tilbagekøbes;
h) tilbagekøbet skal offentliggøres efter den fremgangsmåde, der er fastsat i hver medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.
Artikel 40
1. Medlemsstaternes lovgivninger bestemmer, at de i artikel 29, stk. 4 og 5, artikel 30, 31, 35 og 38 nævnte beslutninger, skal træffes med i det mindste et flertal, som ikke må være mindre end to tredjedele af de stemmer, der er knyttet enten til de repræsenterede aktier eller den repræsenterede tegnede kapital.
2. Medlemsstaternes lovgivninger kan dog bestemme, at et simpelt flertal af de i stk. 1 nævnte stemmer er tilstrækkeligt, når mindst halvdelen af den tegnede kapital er repræsenteret.
Artikel 41
1. Medlemsstaterne kan fravige artikel 9, stk. 1, artikel 19, stk. 1, litra a), første punktum, og artikel 25, 26 og 29, i det omfang, det er nødvendigt for vedtagelsen eller gennemførelsen af bestemmelser, hvis formål er at fremme deltagelse i virksomhedens kapital for arbejdstagere eller andre persongrupper, der er fastlagt i den nationale lovgivning.
2. Medlemsstaterne kan undlade at bringe artikel 19, stk. 1, litra a), første punktum, samt artikel 30, 31, 36, 37, 38 og 39 i anvendelse på selskaber, der er undergivet en særlig ordning, og som ved siden af kapitalaktier udsteder medarbejderaktier til fordel for samtlige arbejdstagere, idet disse på aktionærernes generalforsamling repræsenteres af delegerede med stemmeret.
Artikel 42
Med henblik på gennemførelsen af dette direktiv skal medlemsstaternes lovgivninger sikre en lige behandling af aktionærer, der befinder sig i samme situation.
Artikel 43
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden for en frist på to år fra dets meddelelse. De underretter straks Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende artikel 3, litra g), i), j) og k), på selskaber, der allerede består på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.
De kan vedtage, at de øvrige bestemmelser i dette direktiv først skal finde anvendelse på disse selskaber atten måneder efter denne dato.
Denne frist kan dog være på 3 år, for så vidt angår artikel 6 og 9, og på 5 år, for så vidt angår »unregistered companies« i Det forenede Kongerige og Irland.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 44
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
( 1 ) EFT nr. C 114 af 11. 11. 1971, s. 18.
( 2 ) EFT nr. C 88 af 6. 9. 1971, s. 1.
( 3 ) EFT nr. L 65 af 14. 3. 1968, s. 8.
( 4 ) EFT nr. L 327 af 19. 12. 1975, s. 4.
( 5 ) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2006/31/EF (EUT L 114 af 27.4.2006, s. 60).
( 6 ) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
( 7 ) EUT L 96 af 12.4.2003, s. 16.
( 8 ) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2006/43/EF.