Ifølge Domstolens dom i ovennævnte sag nr. 1/73,

finder ændringslove til en lovbestemmelse i mangel af modstående bestemmelser anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, som er opstået, mens den tidligere lov var gældende;

… ændringen af artikel 12 i forordning nr. 766/68 gælder derfor ikke blot for de forudfastsættelsesattester, der er udstedt efter dens ikrafttræden, men også for dem, der er udstedt før dette tidspunkt, for så vidt som den pågældende eksport endnu ikke har fundet sted, og en ændring af interventionsprisen ikke er indtruffet

Disse præmisser ma pa tilsvarende made have gyldighed i tilfælde af ændringen af artikel 2, stk. 3, 2. afsnit i forordning nr. 1098/68.

Kommissionen hævder på den anden side, at man ikke vil kunne tale om en krænkelse af beskyttelsen af de pågældendes berettigede forventning.

Den del af begrundelsen til dommen i sag nr. 1/73, hvorefter:

ændringen af en bestemmelse, som på grund af dens kategoriske udformning kunne medføre tab eller fordele for de interesserede, synes vanskeligt at kunne betragtes som indgreb i en etableret retstilstand for de interesserede,

har lige så stor gyldighed i et tilfælde som det foreliggende.

I tifælde af en eksporuicens af sa lang varighed som 16 måneder vil man meget vanskeligt kunne forbyde fællesskabslovgiveren at ændre den ret, der skal anvendes vedrørende sådanne licenser. Det er muligt, at firmaet netop på grund af dette lange tidsrum ventede med at eksportere sit produkt, indtil dagen efter forhøjelsen af sukkerprisen, og at det således har de måttet købe ind til den forhøjede sukkerpris, hvilket ville have betettiget en justering af restitutionen.

Men dette argument er ikke overbevisende:

Sagsøgeren i hovedsagen ville ikke kunne sætte sin lid til, at den oprindelige ordning, hvis økonomiske ufuldkommenhed Domstolen understregede i sag nr. 1/73, ville forblive uændret gennem hele licensens gyldighedsperiode;

Sagsøgerens individuelle stilling kan heller ikke føre til at konstatere, at der skete en krænkelse af en beskyttet retsstilling. De franske virksomheder, der som sagsøgeren havde modtaget eksportlicenser for de pågældende produkter, og som havde købt sukker bestemt til eksport til den ikke forhøjede interventionspris ved licitation og dernæst havde ansat dette sukker på det indenlandske marked, havde været nødt til at bruge andet sukker til fremstilling af de produkter, der var bestemt til eksport til Algeriet. Da de ikke havde købt af dette sukker før den 1. juli 1971, mente disse foretagender, at de havde lidt et tab. I virkeligheden har disse foretagender — som Kommissionen har bemærket — selv bragt sig i denne situation, og de kan således ikke under nogen omstændigheder støtte krav herpå om forhøjelse af restitutionen men må tværtimod helt og holdent bære den forretningsmæssige risiko ved en sådan fremgangsmåde; der kan således ikke blive tale om en krænkelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Kommissionen erindrer om. at eksportøren — i henhold til fransk praksis — i sin licensansøgning skal afgive følgende erklæring: Jeg forpligter mig til at acceptere en eventuel justering af restitutionen, som måtte indtræffe i henhold til artikel 12 i forordning nr. 766/68, og at denne erklæring alene tager sigte på tilfælde af en mulig reduktion af restitutionen.

Kommissionen konkluderer, at den er af den opfattelse, at den nye fallesskabsregulering, der trådte i kraft den 27. maj 1971, også finder anvendelse på eksportlicenser med forudfastsættelse af restitutionssatsen, udstedt før denne dato, såfremt eksporten endnu ikke har fundet sted.