Sagsøgeren har nedlagt følgende påstand:

Sagsøgte har nedlagt følgende påstand:

Sagsøgeren er af den opfattelse, at Europa-Parlamentet ved blot at foretage en ny udnævnelse til den omtvistede stilling ikke har efterkommet Domstolens dom af 10. juli 1975 i sag 77/74, hvis genstand var annullation af den interne udvælgelsesprøve A/45 og den påfølgende udnævnelsesbeslutning. Selv om Domstolen ikke har sagt det med klare ord, er det åbenbart, at proceduren i forbindelse med den interne udvælgelsesprøve A/45 og den pågældende udnævnelse af Kieffer efter udvælgelsesprøven var uadskillelige. Når Domstolen i den nævnte sag kun har lagt ét anbringende til grund og som følge heraf annulleret den omtvistede udnævnelse, er det, fordi den fandt, at det under disse omstændigheder var overflødigt at undersøge de andre anbringender. Hermed har den dog ikke løst alle spørgsmålene vedrørende lovligheden af udvælgelsesproceduren, hvorfor denne ikke, så længe der ikke er taget stilling til klagepunkterne vedrørende disse spørgsmål, kan anvendes som retsgrundlag for andre udnævnelser til erstatning for den, som blev annulleret.

Klagepunkterne angår forskellige mangler ved ansættelses-proceduren, eksempelvis:

Endvidere er den udnævnelse, som er genstanden for nærværende klage, uforenlig med princippet om, at domme kun har retskraft for sagens parter, idet den udnævnte ansøger ikke anfægtede udnævelsen af Kieffer, idet han fandt, at udnævnelsen ikke skadede ham.

For øvrigt er navnlig udnævnelsen af Würth ulovlig ved selve den omstændighed, at den i begrundelsen nævner vedtægtens artikel 45 om forfremmelse, og i konklusionen bruger ordet forfremmelse, skønt den samtidig refererer sig til resultaterne af den interne udvælgelsesprøve A/45.

Sagsøgeren har konkluderet, at der efter samtlige foreliggende omstændigheder, også set i lyset af de fakta, han har nævnt i sine tidligere klager, må antages at foreligge en række indicier, som beviser, at der i den foreliggende sag er begået magtfordrejning i forhold til ham.

Sagsøgte har først gjort gældende, at sagen bør afvises, eftersom den omtvistede udnævnelsesbeslutning ikke kan skade sagsøgeren. Da Küster ikke var optaget på den liste over egnede ansøgere, som udvælgelseskomiteen i udvælgelsesprøve A/45 havde udarbejdet, kunne han på ingen måde være blevet udnævnt til den ledige stilling, hvorfor han i nærværende sag ikke kan komme i konflikt med den udvalgte ansøger.

Hvis sagen for øvrigt skulle kunne påkendes i realiteten, må det dog konstateres, at i hvert fald kravet om, at den omtvistede stilling skal besættes ved en ny ansættelsesprocedure, må afvises fra realitetsbehandling.

For det første efterlader domskonklusionen ingen tvivl i så henseende, eftersom den kun udtaler, at den omtvistede udnævnelse skal annulleres. For det andet præciserede Domstolen i præmisserne, at den konstaterede ulovlighed var egnet til at medføre annullation af udvælgelsesbeslutningen, og at beslutningen om udnævnelse af Gérard Kieffer som resultat af udvælgelsesprøve A/45 derfor [må] annulleres. Herved har Domstolen truffet en afgørelse om sagens genstand, således som sagsøgeren selv definerede den i sin påstand, og som Domstolen gentog i de første præmisser. Under disse omstændigheder har det derfor ingen betydning, at det i dommens indledning anføres, at sagsgenstanden også omfattede annullation af udvælgelsesprøven A/45. For det tredje er det ukorrekt, at udvælgelsesproceduren og udnævnelsen af Kieffer var uadskillelige, At denne udnævnelse er ulovlig påvirker ikke alle dele af udvælgelsesprøven. Ulovligheden fulgte af en omstændighed, der særligt gjaldt midlertidigt ansatte, som deltog i den pågældende interne udvælgelsesprøve, og Kieffer var den eneste midlertidigt ansatte, der deltog heri. For det fjerde kan det ikke antages, at annullationen af Kieffers udnævnelse ikke har gavnet Würth, selv om det ikke var ham, som havde begæret den. Domstolens annullation af den udnævnelse har nemlig virkning erga omnes. For øvrigt fulgte Domstolen ved at give afkald på at undersøge alle de i sag 77/74 fremsatte anbringender en fast praksis, således at man ikke ud fra denne omstændighed kan få noget holdepunkt vedrørende spørgsmålet, om de anbringender, som ikke blev undersøgt, var berettigede.

Sagsøgte har særligt om sagens realitet bl.a. anført følgende:

Om formaliteten har sagsøgeren i replikken svaret, at det på baggrund af, at sagen mod beslutningen om at udnævne Kieffer kunne påkendes i realiteten (sag 77/74), ikke ses, hvorfor nærværende sag derimod skulle afvises. Udnævnelsen af Würth skader sagsøgeren på samme måde, som den skader Kieffer.

Vedrørende realiteten har sagsøgeren nærmere gjort rede for de anbringender, der allerede er nævnt i stævningen, hvorved han navnlig har understreget følgende:

Sluttelig har sagsøgeren på ny understreget, at der over for ham er blevet begået magtfordrejning, hvilket er bevist ved alle de faktiske omstændigheder, som han har anført under de forskellige sager, han har anlagt imod Europa-Parlamentet.

I duplikken har sagsøgte anført, at den omtvistede udnævnelse blev besluttet af Europa-Parlamentet under strikt overholdelse af Domstolens dom, på grundlag af udvælgelsesprøvens resultat og i overensstemmelse med tjenestens behov.

Sagsøgerens gentagne kritik i så henseende indeholder overlagte og uberettigede insinuationer og er ikke særlig konsekvent.

Efter at have protesteret imod den måde, hvorpå sagsøgeren i replikken har fordrejet betydningen og rækkevidden af sin modparts udtalelser, henviser sagsøgte til sit svarskrift og bemærker, at replikken ikke indeholder noget nyt, som der skulle være grund til at undersøge eller eventuelt afvise. Sagsøgte bemærker navnlig, at det om dommens indledning er tilstrækkeligt at henvise til procesreglementets artikel 63, hvor alt, der skal angives i en dom, er opført. Vedrørende den påståede manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse har sagsøgeren undladt at angive de retsregler, som kræver, at den omtvistede beslutning skulle have nævnt udtalelsen fra bureauet om de oplysninger, som man havde modtaget fra formanden for Europa-Parlamentet.

Endelig er det uantageligt, at anbringender, der ikke er blevet gjort gældende i nærværende sag, men som der blot er henvist til ved angivelse af tidligere sager, kan være gyldigt grundlag for påstandene i nærværende sag. Sådanne anbringende kan ikke lægges til grund.

Afslutningsvis har sagsøgte anført, at det ikke med føje kan betvivles, at den anfægtede retsakt er lovlig. Udvælgelseskomiteens handlemåde og de tilgrundliggende objektive formål med denne afgørelse udelukker ikke blot, at vedtægten er blevet krænket, men ogsa at der foreligger magtfordrejning.

Parterne har afgivet deres mundtlige indlæg i retsmødet den 14. oktober 1976;

generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 11. november 1976.