FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 23. NOVEMBER 1976 ( 1 )
Høje Ret.
Når slagtekvæg og kød — blandt andet levende okser og oksekød — importeres til eller eksporteres fra Italien, bliver disse varer ved grænsen underkastet sundhedskontrol af dyrlæger for at få fastslået, om der medføres sygdomskim, som er farlige for landets dyrebestand. Dette bestemmes i artikel 32 i lov om sundhedsvæsenet (kongeligt dekret nr. 1265 af 27. juli 1934). Gennemførelsesbestemmelser findes i artikel 45 i bekendtgørelse om veterinærordningen (dekret fra republikkens præsident nr. 320 af 8. februar 1954). For kontrollen opkræves der afgifter af importørerne og eksportørerne. De satser, som gjaldt herfor i 1973, blev fastsat i en lov af 30. september 1970. De androg 1000 lire pr. okse og 500 lire pr. 100 kg oksekød.
I overensstemmelse hermed skulle firma Simmenthal, Monza, betale gebyrer for veterinærkontrol, da det i juli 1973 indførte oksekød til ernæringsformål fra Frankrig til Italien. Under henvisning til, at dette ikke var foreneligt med fællesskabsretten, indledte firmaet en sag med forenklet procedure (Mahnverfahren) mod den italienske finansadministration, for at få de betalte afgifter tilbagebetalt.
Firmaet gjorde gældende, at allerede selve kontrollen var ulovlig, da den måtte anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, der er forbudt efter den fælles markedsordning for oksekød (Rådets forordning nr. 14/64, ABl. nr. 34 af 27. 2. 1964, s. 562, og Rådets forordning nr. 805/68, EFT-specialudgave 1968 (I), s. 179, org. ref. ABl. L 148 af 28. 6. 1968, s. 24). Endvidere gjordes det gældende, at det i så henseende var vigtigt, at kun importerede varer underkastes en systematisk undersøgelse, mens indenlandske varer principielt kan omsættes uhindret. Sagsøgeren anførte også, at hvad angår kød til ernæringsformål er det af betydning, at der i medfør af en anordning fra 1928 generelt er hjemmel for en undersøgelse på bestemmelsesstedet, før der sker frigivelse til forbrug, hvilket skal muliggøre en kontrol af den hygiejniske standard. Dette gælder ligeledes for importerede varer, som altså undersøges to gange. Det er yderligere af betydning, at der for handelen inden for Fællesskabet med kvæg og svin samt med fersk kød er sket en regulering af sundhedsmæssige spørgsmål i rådsdirektiver fra 1964 og 1972 (nr. 64/432, EFT-specialudgave 1963-1964, s. 154, org. ref. ABl. nr. 121 af 29. 7. 1964, s. 1977; nr. 64/433, EFT-specialudgave 1963-1964 s. 175, org. ref. ABl. 121 af 29. 7. 1964, s. 2012; nr. 72/461, ABl. L 302 af 31. 12. 1972, s. 24) med henblik på en harmonisering af nationale sundhedsmæssige forskrifter. Resultatet heraf er ifølge sagsøgeren, at ensidigt udstedte nationale foranstaltninger har mistet deres berettigelse. Fællesskabslovgivningen er trådt i deres sted, og medlemsstaterne er navnlig blevet forpligtet til at anerkende de sundhedscertifikater, der i afsendelseslandet udstedes af embedsdyrlæger efter en obligatorisk og systematisk sundhedskontrol, som bindende.
Hvad angår afgifterne for sundhedskontrollen, er firmaet Simmenthal af den opfattelse, at de er afgifter med tilsvarende virkning som told i den betydning, der forudsættes i forbudsbestemmelserne i den fælles markedsordning for oksekød. I så henseende er det for det første afgørende, at kun importerede varer pålægges en sådan byrde. For så vidt der også skulle betales for undersøgelse af indenlandske produkter, er det efter firmaets mening af betydning, at sådanne afgifter for importerede produkter, som også måtte blive omfattet af en sådan kontrol, ville blive pålagt som en ekstra afgift. Desuden er der ikke blot forskel på det mål, der forfølges henholdsvis ved undersøgelserne ved grænsen og i indlandet; det er også væsentligt, at der gælder faste satser ved indførelsen, mens de afgifter, som skal betales til de kommunale dyrlæger, beløbsmæssigt varierer fra provins til provins og desuden svinger efter varernes mængde og antal.
Ved kendelse af 6 april 1976 udsatte Pretore (underretten) di Susa sagen og forelagde i henhold til EØF-traktatens artikel 177 følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
|
a) |
Skal EØF-traktatens artikel 30 ff, artikel 12 i forordning nr. 14/64/EØF samt artikel 22 i forordning nr. 805/68/EØF — under hensyn til de bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne, som er indført ved Rådets direktiver nr. 64/432/EØF og 64/433/EØF for at give den fælles markedsordning for oksekød de ønskede virkninger — fortolkes således, at en sundhedskontrol ved grænsen, der er obligatorisk og systematisk, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførsels- og udførselsrestriktion, og fra hvilket tidspunkt? |
|
b) |
Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal EØF-traktatens artikel 36 fortolkes således, at en sådan obligatorisk og systematisk sundhedskontrol, som foretages i henhold til artikel 32 i Den italienske Republiks lovbekendtgørelse om sundhedsvæsenet (kongeligt dekret nr. 1265 af 27. juli 1934), stadig er »begrundet« efter udstedelsen af de nævnte direktiver om harmonisering af sundhedslovgi vningerne? |
|
c) |
Såfremt de foregående spørgsmål besvares benægtende, vil EØF-traktatens artikel 9 ff eller EØF-traktatens artikel 95 da finde anvendelse, såfremt der i en medlemsstat findes en forpligtelse til for sundhedskontrol med dyr og oksekød at betale forskellige beløb, hvoraf nogle opkræves for indførte varer for sundhedskontrol ved grænsepassagen, mens andre opkræves for intern kontrol af tilsvarende indenlandske eller fremmede varer, og som frembyder følgende kendetegn:
|
Betragter man disse spørgsmål på baggrund af de faktiske omstændigheder, således som jeg lige har beskrevet dem, bliver det uden videre klart, at de rækker videre. Spørgsmålene refererer sig jo nemlig også til den sundhedskontrol, som foretages ved import af levende okser, og de omfatter desuden den gældende italienske eksportordning på dette område. For så vidt kunne man altså komme på den tanke, at spørgsmålene åbenbart ikke er relevante for afgørelsen. Jeg vil dog ikke foreslå Domstolen at anlægge en sådan vurdering. Da de rejste problemer sagligt hænger sammen, og da de spørgsmål, som for nærværende ikke er af umiddelbar interesse, muligvis kan få betydning i en parallel sag, er der efter mit skøn ikke noget principielt betænkeligt ved at indrette undersøgelsen efter forelæggelseskendelsens formuleringer. For mit eget vedkommende vil jeg dog nu udskyde de spørgsmål, der vedrører eksport-kontrollen, ganske enkelt fordi jeg alligevel skal tage stilling til dem i den præjudicielle sag 46/76 (Bauhuis mod Nederlandene).
|
1. |
Af de to problemkredse, som fremgår af spørgsmålene, skal jeg først vende mig til den, der vedrører lovligheden af at foretage sundhedskontrol ved indførsel af okser og oksekød. Det skal altså undersøges, om en sådan kontrol må anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, og om det kan tænkes, at de, også efter vedtagelse af de allerede nævnte fællesskabsdirektiver, kan være begrundet efter EØF-traktatens artikel 36. Herved bør det ikke overses, at forelæggelseskendelsen lægger vægten på den systematiske kontrol. Det behøver derimod ikke at interessere os, om grundige undersøgelser — således som den italienske regerings repræsentant har fremhævet — i virkeligheden kun gennemføres stikprøvevis. Da dette er et spørgsmål om de faktiske omstændigheder, er det den forelæggende dommer i hovedsagen, der skal tage stilling hertil.
|
|
2. |
Det andet spørgsmål, jeg herefter skal vende mig til — hvorvidt de afgifter, der opkræves ved grænsen for veterinærundersøgelserne, er forenelige med traktaten — skal jeg ikke opholde mig længe ved, da de kun ønskedes besvaret, dersom der blev givet et benægtende svar på det første spørgsmål. Jeg skal i så henseende minde om den i praksis ofte givne definition af afgifter med tilsvarende virkning som told og navnlig om, at det ikke — det blev understreget i sag 63/74 — er afgørende, til hvilket formål de anvendes, og om de opkræves til fordel for staten. Til støtte for den antagelse, at den nævnte definition må anvendes i nærværende tilfælde, taler allerede den omstændighed, at den systematiske grænsekontrol, for hvilke afgifterne opkræves, må betegnes som ulovlige. Desuden er det allerede i praksis, sag 29/72 S.p.A. Marimex mod Den italienske Finansforvaltning, dom af 14. december 1972, Sammlung der Rechtsprechung 1972, s. 1318 — allerede klargjort, at selv når en kontrol er lovlig efter traktatens artikel 36, dækkes opkrævning af afgifter ikke af denne bestemmelse. Man kan imidlertid tilføje følgende:
De afgifter, der er strid om i hovedsagen, må derfor antages at være afgifter med tilsvarende virkning som told, hvorved det er påvist, at de er ulovlige i medfør af traktaten og de relevante bestemmelser i markedsordningen. |
|
3. |
De spørgsmål, Pretura di Susa har stillet, kan derfor besvares således:
|
( 1 ) – Oversat fra tysk.