RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag /* COM/2014/0312 final */
INDHOLDSFORTEGNELSE Rapport fra Kommissionen til
Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelse
2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne
i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag 1............ Indledning..................................................................................................................... 3 1.1......... Genstanden
for og formålet med rammeafgørelsen...................................................... 3 1.2......... Grundlæggende
rettigheder.......................................................................................... 4 1.3......... Rammeafgørelsens
hovedpunkter................................................................................. 4 1.4......... Status
med hensyn til implementeringen og konsekvenser af manglende gennemførelse 5 2............ Vurdering af medlemsstaternes gennemførelse af
rammeafgørelsen............................ 6 2.1......... Foreløbig
vurdering af de gennemførelsesbestemmelser, Kommissionen har modtaget 6 2.2......... Evaluering
af udvalgte centrale bestemmelser i rammeafgørelsen................................ 7 2.2.1...... Definition
af "dom"...................................................................................................... 7 2.2.2...... Betingelserne
for hensyntagen til udenlandske domme............................................... 7 2.2.3...... Samme
retsvirkninger.................................................................................................... 8 2.2.3.1... Før
retssagen................................................................................................................. 9 2.2.3.2... Under
retssagen............................................................................................................ 9 2.2.3.3... Domsfuldbyrdelsesfasen
............................................................................................ 10 2.2.4...... Tilvejebringelse
af tilstrækkelige oplysninger om tidligere domfældelser.................. 10 RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Rapport
fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes
gennemførelse af rammeafgørelse 2008/675/JHA af 24. juli 2008 om hensyntagen
til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en
ny straffesag 1.
Indledning 1.1.
Genstanden
for og formålet med rammeafgørelsen I et reelt
retsområde, der bygger på gensidig tillid, har Den Europæiske Union taget
skridt til at sikre, at borgerne beskyttes mod kriminalitet i hele EU, samtidig
med at deres grundlæggende rettigheder overholdes, når de er involveret i en
straffesag, enten som forurettet eller tiltalt. I Den Europæiske
Union, hvor man kan rejse og bosætte sig, hvor man vil, forudsætter målet om at
fastholde og udvikle et reelt europæisk retsområde, at straffedomme, der er
afsagt over personer i én medlemsstat, tages i betragtning i en anden
medlemsstat for at forhindre fremtidige forbrydelser. Hvis nye forbrydelser
begås af samme gerningsmand, bør der ligeledes tages hensyn til dette
adfærdsmønster i forbindelse med en ny straffesag, forudsat at retten til en
retfærdig rettergang iagttages. Det er nemlig af
hensyn til en effektiv retsforfølgning af strafbare handlinger i Den Europæiske
Union, for bl.a. at beskytte ofre for forbrydelser, vigtigt, at alle
medlemsstater indfører regler, der gør det muligt på alle stadier af en
straffesag at tage hensyn til, om en person er en førstegangslovovertræder,
eller om han eller hun allerede er blevet dømt i en anden medlemsstat. Det er
af afgørende betydning for den effektive gennemførelse af en ny straffesag, at
der er adgang til at vurdere lovovertræderens kriminelle fortid, navnlig for at
sikre kvalificerede afgørelser om varetægtsfængsling eller kaution, og for at
sagen kan være fuldt oplyst på det tidspunkt, hvor dommen afsiges. Det var på denne
baggrund, at Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om
hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i
forbindelse med en ny straffesag blev vedtaget. Rammeafgørelsen giver de
retslige myndigheder i en medlemsstat mulighed for at tage hensyn til endelige
afgørelser i straffesager afsagt af domstolene i andre medlemsstater. Den
fastlægger de vilkår, hvorunder disse myndigheder under en sag, hvor en person
står tiltalt for en strafbar handling, tager hensyn til fældende domme over
samme person, der er afsagt i andre medlemslande for andre forhold. I forbindelse
med en ny straffesag skal medlemsstaterne sikre sig, at der tages behørigt
hensyn til tidligere straffedomme, der er afsagt i en anden medlemsstat, efter
samme regler som dem, der gælder for tidligere domme afsagt i samme
medlemsstat. Rammeafgørelsen
træder i stedet for artikel 56 i Europarådets konvention af 28. maj 1970 om
straffedommes internationale retsvirkning[1] i
forholdet mellem de medlemsstater, som er part i nævnte konvention. Oplysninger
om tidligere domfældelser kan fremskaffes ved hjælp af et EU-system til brug
for udveksling af informationer fra strafferegistre (ECRIS).[2] Formålet med
denne rapport er at foretage en foreløbig evaluering af de retsforskrifter til
brug for gennemførelsen, som medlemsstaterne har tilstillet Kommissionen. Fra den 1.
december 2014, hvor overgangsperioden på fem år i Lissabontraktaten udløber,
vil EU-Domstolens beføjelser og Kommissionens beføjelse til at indlede
traktatbrudsprocedurer gælde fuldt ud for så vidt angår de EU-retlige regler,
der er gennemført før Lissabontraktatens ikrafttræden med hensyn til det
retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet. 1.2.
Grundlæggende
rettigheder Det fremgår af
rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2 og 12. betragtning hertil, at den ikke
gør indgreb i de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper,
der er forankret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som
er afspejlet i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder
(herefter "chartret"). I denne
forbindelse bemærkes, at det i visse medlemsstaters gennemførelseslovgivning
udtrykkeligt er anført, at de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende
retsprincipper i EU-retten skal overholdes, når der tages hensyn til tidligere
domfældelser i forbindelse med en ny straffesag. I nogle medlemsstater er det
udelukket at tage hensyn til domfældelsen i tilfælde, hvor der er rimelig
grund til at antage, at dette ville gøre indgreb i den frihed og de
rettigheder, der tilkommer en person, der er dømt i en anden medlemsstat. Alternativt har nogle
medlemsstater i deres gennemførelseslovgivning opstillet et udtrykkeligt krav
om, at en eventuel tidligere dom skal være i overensstemmelse med retten til en
retfærdig rettergang i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6 i
den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter "EMRK") (AT,
DE, PL). 1.3.
Rammeafgørelsens
hovedpunkter Rammeafgørelsen
har til formål at sikre, at nationale domfældelser og domme afsagt i
straffesager i andre medlemsstater tillægges samme retsvirkninger. Ifølge rammeafgørelsens
artikel 2 defineres domme i straffesager som "alle endelige afgørelser
truffet af en straffedomstol, hvori en person kendes skyldig i en strafbar
handling." Artikel 3 er en
central bestemmelse i rammeafgørelsen. Den hviler på princippet om automatisk
anerkendelse af straffedomme og opstiller som generelt princip, at
retsvirkningerne af udenlandske domfældelser skal svare til de retsvirkninger,
der i national ret er tillagt indenlandske domfældelser
("ækvivalensprincippet") i henhold til den nationale lovgivning. Det indebærer,
at der gælder en forpligtelse til at tage udenlandske domfældelser i
betragtning i overensstemmelse med national lovgivning (medlemsstaterne er
således kun forpligtet til at tage hensyn til en udenlandsk straffedom i det
omfang, en indenlandsk straffedom ville være blevet taget i betragtning). Tidligere domme
skal tages i betragtning forud for retssagen, under retssagen og ved dommens
fuldbyrdelse (artikel 3, stk. 2). Der bør tages behørigt hensyn til
tidligere domme navnlig ved anvendelsen af de gældende processuelle regler
vedrørende: Varetægtsfængsling Kvalifikation
af overtrædelsen Straffens
type og omfang Fuldbyrdelse
af afgørelsen. Når den
medlemsstat, på hvis område den nye straffesag gennemføres, tager tidligere
domme i straffesager i betragtning, må dette ikke bevirke, at der gribes ind i
de tidligere domfældelser, at de ophæves eller underkastes en fornyet prøvelse.
I rammeafgørelsen er der fastsat undtagelser til hovedreglen for så vidt angår
idømmelse af straf under en ny straffesag. I tilfælde, hvor
den tidligere straffedom ikke blev afsagt eller fuldstændig fuldbyrdet i en
anden medlemsstat, før den lovovertrædelse, der ligger til grund for den nye
straffesag, blev begået, stilles der i rammeafgørelsen ikke krav om, at
medlemsstaterne skal anvende deres nationale regler om idømmelse af straf, hvis
anvendelsen af de nationale regler på tidligere udenlandske straffedomme vil
begrænse dommerens mulighed for at idømme en sådan straf. Ottende og
niende betragtning til forordningen, der skal sammenholdes med rammeafgørelsens
artikel 3, stk. 5, giver yderligere vejledning i denne henseende, idet det
fremhæves, at straffen skal udmåles under hensyntagen til lovovertræderens
personlige forhold. Det er interessant, at der i ingen af medlemsstaternes
gennemførelsesforanstaltninger henvises til ottende betragtning, hvori det er
anført, at det - når der under en straffesag i en medlemsstat foreligger
oplysninger om en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat - så vidt muligt
bør undgås, at den berørte person behandles dårligere, end hvis den tidligere
dom havde været en national dom. Artikel 3,
stk. 1 og 2, sigter mod de generelle strafferetlige principper og processuelle
regler, der eksempelvis efter retsplejelovgivningen gælder for hensyntagen til
en domfældelse, der har fundet sted i en anden medlemsstat, under en ny
straffesag. Gennemførelsen af artikel 3, stk. 4 og 5, skal vurderes i
lyset af de nationale strafferetlige principper og processuelle regler, der særligt
gælder for strafudmålingen (f.eks. om en samlet straf). 1.4.
Status
med hensyn til implementeringen og konsekvenser af manglende gennemførelse I skrivende
stund har Kommissionen modtaget meddelelse om de nationale
gennemførelsesbestemmelser fra følgende 22 medlemsstater: AT, BG, CY,
CZ, DE, DK, EE, EL, FI, FR, HU, HR, IE, LU, LV, NL, PL, RO, SE, SI, SK og UK. Mere
end 3 år efter gennemførelsesdatoen har seks medlemsstater endnu ikke meddelt,
hvilke foranstaltninger der er truffet til gennemførelse af forpligtelserne i
rammeafgørelsen:
BE, ES, IT, LT, MT og PT. Fire
medlemsstater har meddelt Kommissionen, at man er ved at udarbejde relevante
gennemførelsesforanstaltninger på nationalt plan (BE, ES, LT, MT). Ingen
af disse medlemsstater har imidlertid vedtaget disse foranstaltninger eller
underrettet Kommissionen herom pr. 1. april 2014. Bilaget
indeholder en oversigt over status for gennemførelsen af rammeafgørelsen. Rammeafgørelser
skal gennemføres af medlemsstaterne på samme måde som alle andre elementer af
gældende EU-ret. Rammeafgørelser er pr. definition bindende for medlemsstaterne
med hensyn til det tilsigtede mål, mens det overlades til de nationale
myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Rammeafgørelser har
ikke direkte virkning. Princippet om overensstemmende fortolkning gælder dog i
forbindelse med rammeafgørelser, der er vedtaget på grundlag af afsnit VI i den
tidligere traktat om Den Europæiske Union. Mens den
manglende gennemførelse i en medlemsstat ikke har direkte konsekvenser for de
andre medlemsstater, er det af hensyn til retssikkerheden alligevel vigtigt, at
en ret i en medlemsstat har mulighed for at tage hensyn til endelige afgørelser
i straffesager, der truffet af retterne i andre medlemsstater. Denne
fremgangsmåde understøttes af ECRIS, som er et decentraliseret it-system, der
muliggør en effektiv udveksling af oplysninger om domfældelser af EU-borgere i
andre medlemsstater. En korrekt anvendelse af ækvivalensprincippet og behovet
for at sikre, at udenlandske domme i straffesager i princippet har samme
retsvirkninger som indenlandske straffedomme, er af stor betydning inden for
det europæiske retsområde. 2.
Vurdering af medlemsstaternes gennemførelse af
rammeafgørelsen 2.1.
Foreløbig
vurdering af de gennemførelsesbestemmelser, Kommissionen har modtaget I denne rapport
foretages en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de
foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Ved
vurderingen af gennemførelsen af denne EU-retsakt i national strafferet har
Kommissionen lagt særlig vægt på de forpligtelser, der følger af
artikel 3, og navnlig undersøgt om ækvivalensprincippet er blevet korrekt
indført, og om tidligere afsagte udenlandske straffedomme er tillagt
retsvirkninger i det nationale strafferetlige system i overensstemmelse med
national lovgivning. Generelt har
medlemsstaterne fulgt en ensartet fremgangsmåde ved gennemførelsen af
rammeafgørelsen i deres nationale lovgivning på det strafferetlige område. De
fleste medlemsstater havde kun behov for at ændre den lovgivning, der regulerer
spørgsmålet, mens nogle få medlemsstater vedtog særskilte
gennemførelsesretsakter. Gennemførelsen
af rammeafgørelsen vanskeliggøres af, at seks medlemsstater endnu ikke har
opfyldt deres forpligtelser efter rammeafgørelsen. 2.2.
Evaluering
af udvalgte centrale bestemmelser i rammeafgørelsen 2.2.1.
Definition
af "dom" Ikke alle
medlemsstater har formelt gennemført definitionen af "dom" som
"alle endelige afgørelser truffet af en straffedomstol, hvori en person
kendes skyldig i en strafbar handling." Flere medlemsstater har ikke
fastlagt en udtrykkelig definition af det, som de anser for at være en
"dom" i rammeafgørelsens forstand (AT, BG, DK, EL, FR, IE, LU, LV,
RO, SE, SI, SK og UK). Disse medlemsstater anvender imidlertid de generelle
principper og definitioner i deres strafferet. I LV og RO har man eksempelvis
valgt blot at henvise til gentagelsestilfælde frem for at indsætte en
udtrykkelig definition af tidligere domme i straffesager. Ukorrekt
anvendelse af definitionen af "tidligere dom" kan medføre forskelle i
relation til rammeafgørelsens anvendelsesområde – navnlig for så vidt angår
endelige afgørelser – og følgelig svække borgernes retssikkerhed. Desuden bør
rammeafgørelsens krav om kun at tage hensyn til "endelige" afgørelser
også ses i lyset af de processuelle rettigheder for personer, der er mistænkt
eller tiltalt i en straffesag, i hele Unionen. Ved at begrænse
anvendelsesområdet til kun at omfatte endelige afgørelser respekterer og
understøtter rammeafgørelsen princippet om uskyldsformodning, der er kernen i
de grundlæggende processuelle rettigheder i straffesager. I FI og UK er
det i lovgivningen udtrykkeligt anført, at domme, hvorved der idømmes ubetinget
fængselsstraf, samfundstjeneste, bøder eller tilsvarende sanktioner, skal anses
for at udgøre "betingelser, hvorunder der skal tages hensyn til tidligere
domme." DK, FI, HR, LU,
LV, SE og SI har ikke fastsat yderligere krav, der skal være opfyldt for, at
der kan tages hensyn til tidligere domme. I disse medlemsstater, kan domstolene
blot tillægge straffedomme afsagt i andre medlemsstater samme vægt som domme,
der er afsagt i deres egen stat (princippet om domstolenes frie skøn). Denne
fremgangsmåde kan ses som et udtryk for en positiv indstilling til den gensidige
anerkendelse, da den afspejler en solid tillid til endelige domfældelser og
strafferegistre i andre medlemsstater. 2.2.2.
Betingelserne
for hensyntagen til udenlandske domme I de fleste
medlemsstater skal de kompetente myndigheder anvende et krav om dobbelt
strafbarhed (således som det kræves efter deres gennemførelsesbestemmelser og
foranstaltninger), når der i konkrete sager skal tages hensyn til tidligere
domfældelser (AT, BG, CZ, CY, EL, FR, HU, NL, PL, RO, SK og UK). Det vil sige,
at domstolene kun kan tage en tidligere straffedom i betragtning, hvis den
vedrører en strafbar handling, der også udgør et strafbart forhold i den
pågældende medlemsstats lovgivning. Anvendelsen af
kriteriet om dobbelt strafbarhed er berettiget inden for rammerne af rammeafgørelsen,
da den alene pålægger staterne at "tage hensyn til" domme afsagt i en
anden medlemsstat i samme omfang som tidligere nationale domme og kræver, at de
skal tillægge dem "samme retsvirkninger som tidligere nationale
domme". Hvis visse handlinger, som ligger til grund for en tidligere
domfældelse, ikke er strafbare i en bestemt medlemsstat, vil det således ikke
være muligt for domstolene at tillægge dommen "samme retsvirkninger som en
tidligere national dom", fordi den ikke ville have nogen retsvirkning
overhovedet, hvis der var tale om en rent national sag.[3] De relevante
bestemmelser i Ungarn har en noget anden ordlyd på dette punkt: Afgørelser, der
er truffet af og foranstaltninger, der er iværksat af en udenlandsk domstol
"må ikke være i strid med ungarsk lovgivning". I nederlandsk ret
anvendes udtrykket "lignende strafbare handlinger". I den relevante
lov er det fastsat, at en lignende strafbar handling kan være en strafbar
handling efter fremmed ret, der "muligvis er formuleret anderledes, men
som har til formål at beskytte samme retlige interesser, og som således
henhører under samme kategori af strafbare handlinger som den nederlandske
handling, som gentagelsesbestemmelsen vedrører". Til forskel herfra har
nogle medlemsstater, herunder Frankrig, valgt en fremgangsmåde, der hviler på
en retlig kvalifikation. Ved vurderingen af spørgsmålet om dobbelt strafbarhed
i relation til tidligere domfældelser bedømmes de faktiske omstændigheder i
relation til strafbare handlinger som defineret i fransk ret, og
strafudmålingen foretages efter den strafferamme, der gælder efter fransk
lovgivning. I lovgivningen i Slovakiet stilles der krav om dobbelt
strafbarhed, eller at afgørelser truffet af straffedomstole i andre
medlemsstater kun kan fuldbyrdes eller have tilsvarende retsvirkninger i
Slovakiet, hvis dette er bestemt i en folkeretlig overenskomst eller aftale. Nogle
medlemsstater har opstillet yderligere betingelser, som skal være opfyldt, ud
over kravet om dobbelt strafbarhed. Som eksempel kan nævnes et krav om, at der
ud over kravet om dobbelt strafbarhed, skal foreligge tilstrækkelig oplysninger
om den tidligere dom (CY, PL).[4] I den
nationale lovgivning i Polen bestemmes det, at en tidligere domfældelse ikke
kan tages i betragtning, hvis forholdet er genstand for en
eftergivelsesforanstaltning, der har samme virkning som amnesti eller
benådning. I den slovakiske
lovgivning tilføjes det, at det også er muligt at tage hensyn til tidligere
domfældelser, hvis staten er forpligtet hertil i kraft af en folkeretlig
overenskomst, som den er part i. I Irland skal en tiltalt have mulighed for
enten at anerkende eller modsætte sig hver enkelt tidligere domfældelse, når
vedkommende under sagen konfronteres med (inter)nationale domme. Når tidligere
domme lægges til grund "i enhver henseende" under en straffesag, skal
der enten føres bevis for deres eksistens, eller den tiltalte skal udtrykkeligt
have anerkendt dem. I Ungarn
underkastes udenlandske straffedomme en omfattende anerkendelsesprocedure, før
de kan tages i betragtning. Indarbejdelse af yderligere betingelser for, at
udenlandske domfældelser kan tages i betragtning, skal stå i et rimeligt
forhold til formålet med rammeafgørelsen. 2.2.3.
Samme
retsvirkninger Det retlige
indhold af dette aspekt af rammeafgørelsen behandles i afsnit 1.3 om
rammeafgørelsens hovedpunkter. Overholdelsen af reglen om, at de
retsvirkninger, der tillægges tidligere udenlandske domme i straffesager, skal
være de samme som dem, der efter national ret er tillagt tidligere nationale
domme, er, i bedste fald, ufuldstændig. Ni medlemsstater har ikke fremlagt
fyldestgørende oplysninger om overholdelsen af denne regel. Det fremgår af
meddelelserne, at ni medlemsstater kun fokuserer på anvendelsen af et
ækvivalensprincip (artikel 3, stk. 1), og de har ikke fremlagt yderligere
oplysninger om arten af de retsvirkninger, som de tillægger tidligere
udenlandske straffedomme, og om på hvilket stadium af sagen (før retssagen,
under retssagen eller i domsfuldbyrdelsesfasen) disse retsvirkninger finder
anvendelse inden for rammerne af deres nationale strafferetlige system (artikel
3, stk. 2): BG, CZ, EE, HU, FR, LU, PL, RO og SK. Oplysninger om
de nationale retssystemer og de konsekvenser, som er knyttet til tidligere
domme, bør være tilgængelige for alle medlemsstater og især for tiltalte med
henblik på at styrke retssikkerhedsprincippet og den gensidige tillid. Ifølge denne
indledende vurdering vedrørte meddelelserne om gennemførelse fra følgende 13
medlemsstater alle væsentlige punkter af rammeafgørelsen (dvs.
ækvivalensprincippet og retsvirkningerne): AT, CY, DE, DK, FI, EL, HR, IE, LV,
NL, SE, SI og UK. 2.2.3.1.
Før
retssagen I nogle
medlemsstater kan tidligere domfældelser allerede tages i betragtning, før
selve retssagen indledes. I Kroatien kan oplysninger fra straffeattester og
andre oplysninger om domme for strafbare handlinger tages i betragtning som de
nyeste oplysninger, før der foranstaltes undersøgelser vedrørende den tiltalte
efter afslutningen af efterforskningen. I svensk lovgivning er det fastsat, at
tidligere kriminalitet skal tillægges afgørende vægt i forbindelse med
beslutninger, der træffes under efterforskningen. Grækenland har
præciseret, at en retsafgørelse tages i betragtning på alle stadier af en
straffesag, uanset om det er en græsk retsafgørelse eller en udenlandsk
retsafgørelse, dvs. også ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der
foreligger et gentagelsestilfælde. I nogle
medlemsstater kan en tidligere domfældelse påvirke en eventuel afgørelse om
varetægtsfængsling: Det kan indgå som en faktor i rettens bedømmelse af
spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om løsladelse mod kaution skal afslås, når
den pågældende er tiltalt for en alvorlig lovovertrædelse (EI), eller der kan
afsiges kendelse om varetægtsfængsling, hvis den mistænkte er blevet dømt i en
straffesag inden for de seneste år (AT, EL, NL, SE). En anden mulighed er at
tage hensyn til tidligere domme i straffesager som led i
opportunitetsprincippet[5] (SE,
SI). Kommissionen er
af den opfattelse, at når medlemsstaterne tager tidligere domme i betragtning
som en faktor ved afgørelser om varetægtsfængsling, bør forbindelsen mellem
kriterierne i rammeafgørelsen og de kriterier i national lovgivning, der finder
anvendelse i forbindelse med disse afgørelser, konsekvent vurderes i lyset af de
relevante anbefalinger afgivet af Europarådet[6] og Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Begrundelsen for en afgørelse om
varetægtsfængsling bør tydeligt referere til den aktuelle sag, og en sådan
afgørelse kan ikke støttes udelukkende på den omstændighed, at en person
tidligere er blevet dømt i en straffesag. 2.2.3.2. Under
retssagen I mange
medlemsstater tages der hensyn til tidligere domfældelser ved afgørelsen af
hvilken type straf/sanktion, den tiltalte skal pålægges, niveauet herfor og
udstrækningen heraf (AT, CY, DE, DK, HR, HU, IE, LV, NL, SE, SI og UK), f.eks.
som en afgørende faktor ved bedømmelsen af graden af skyld (HR), af straffens
formål (HR), eller af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger skærpende
omstændigheder (DK, LV, UK). I Sverige
udelukker tidligere straffesager, at dommen kan gøres betinget. I dansk og
svensk ret tages der også hensyn til, at den strafbare handling, der ligger til
grund for den tidligere dom, skal være relevant for den verserende sag, idet
den ellers ikke kan anses for en skærpende omstændighed. I slovensk ret er det
fastsat, at retten ved strafudmålingen særligt skal tage stilling til, om den
tidligere lovovertrædelse er af samme art som den nye, om begge
lovovertrædelser blev begået med samme motiv, og der skal tages hensyn til,
hvor lang tid der er forløbet, efter at den tidligere straf er afsonet,
eftergivet eller bortfaldet. I nogle tilfælde
tager medlemsstaterne hensyn til, hvor lang tid der er forløbet, efter at den
tidligere dom blev afsagt og den tidligere straf er udstået, eftergivet eller
bortfaldet (DK, NL, SE, SI). Det er også muligt, at tidligere domme tages i
betragtning, når domstolene afsiger en kendelse, der har til formål at sikre
den tiltaltes tilstedeværelse, eller at afbøde risikoen for ny kriminalitet,
især i forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske
varetægtsfængsling eller træffes alternative foranstaltninger med henblik på at
sikre den tiltaltes tilstedeværelse (SI). En anden
mulighed er, at en tidligere domfældelse påvirker den retlige kvalifikation af
overtrædelsen i straffeloven (HU, NL og UK), f.eks. ved bedømmelsen af
overtrædelsens grovhed (UK). 2.2.3.3. Domsfuldbyrdelsesfasen I nogle
medlemsstater tages der hensyn til tidligere domfældelser i forbindelse med
straffuldbyrdelsen (DE, HR, NL og SE). Det er f.eks. muligt, at tidligere
domfældelser tages i betragtning ved afgørelser om prøveløsladelse (DE og SE),
eller betinget førtidig løsladelse (DE), eller når suspensionen af en straf
eller anden frihedsberøvende foranstaltning tilbagekaldes (AT, DE). I nogle
lande skal domstolene også tage hensyn til tidligere domfældelser, når de skal
afgøre, om en domfældt skal afsone sin straf i et lukket fængsel (SE) eller på
en særlig afdeling for kendte gengangere (NL). Det er ofte fastsat i den
relevante lovgivning, at domstolene skal tilbagekalde suspensionen af
straffuldbyrdelsen eller den frihedsberøvende foranstaltning, hvis en person
begår en lovovertrædelse i prøveperioden (DE, SE). I Sverige tager man også
tidligere straffedomme i betragtning i forbindelse med beslutninger om,
hvorvidt en livsvarig fængselsdom skal ændres til en tidsbestemt fængselsdom. 2.2.4.
Tilvejebringelse
af tilstrækkelige oplysninger om tidligere domfældelser Nogle
medlemsstater har desuden underrettet Kommissionen om deres nationale retsakter
eller interne regler om opbygningen af deres nationale strafferegistre (EE, HU
og LV). Kun to
medlemsstater (EE, IE) har berørt udvekslingen af oplysninger hidrørende fra
strafferegistret (ECRIS). Dette kan skyldes, at ECRIS-systemet endnu ikke var
etableret på det tidspunkt, hvor denne rammeafgørelse blev vedtaget.
Medlemsstaterne begyndte at bruge ECRIS i april 2012, og 25 medlemsstaters
centrale myndigheder anvender ECRIS til udveksling af oplysninger om tidligere
domfældelser. ECRIS understøtter korrekt gennemførelse af denne rammeafgørelse.
Til dato er ikke alle centrale myndigheder forbundet med hinanden. ·
I rammeafgørelsen opstilles det overordnede princip
om ækvivalens mellem udenlandske og indenlandske domme i straffesager i
forbindelse med en ny straffesag. Den knæsætter princippet om, at
medlemsstaterne bør tillægge domme, der er afsagt i straffesager i andre
medlemsstater, samme retsvirkninger, som de tillægger domme i straffesager, der
er afsagt af deres egne domstole i overensstemmelse med national ret, uanset om
disse retsvirkninger efter national ret betragtes som spørgsmål om faktiske
forhold eller som retlige spørgsmål af processuel eller materiel karakter. I
femte betragtning til rammeafgørelsen er det anført, at "denne
rammeafgørelse [...] ikke tager sigte på at harmonisere de konsekvenser, som
tidligere domme skal have ifølge de forskellige nationale lovgivninger, og
forpligtelsen til at tage hensyn til tidligere domme afsagt i andre medlemsstater
eksisterer kun i det omfang, der tages hensyn til tidligere nationale domme i
henhold til national ret." Rammeafgørelsen bidrager
i væsentligt omfang til at fremme den gensidige tillid til den strafferetlige
lovgivning og til retsafgørelser inden for EU, da den udgør et incitament til
at udvikle en retskultur, hvor der i princippet tages hensyn til tidligere
domfældelser, der har fundet sted i andre medlemsstater. ·
Kommissionen anerkender den indsats, der er gjort i
de 22 medlemsstater, som har gennemført rammeafgørelsen, idet det dog bemærkes,
at omfanget af opfyldelsen af rammeaftalens ånd og bogstav i betydelig grad
varierer mellem de enkelte medlemsstater. Det er Kommissionens opfattelse, at
de nationale gennemførelsesbestemmelser, som den har modtaget fra 13
medlemsstater, generelt er tilfredsstillende: AT, CY, DE, DK, EL, FI, HR, IE,
LV, NL, SE, SI og UK. ·
De resterende 9 medlemsstater, som har fremsendt
meddelelser til Kommissionen, har ikke fremlagt nogen fyldestgørende
oplysninger om gennemførelsen af de retsvirkninger, der er knyttet til
tidligere udenlandske straffedomme, i deres nationale strafferetlige system. Det kan ikke vurderes, i hvilket omfang medlemsstaterne har
efterkommet rammeafgørelsen på dette punkt. ·
Den manglende gennemførelse eller den delvise og
ufuldstændig gennemførelse af rammeafgørelsen er til hinder for, at det
europæiske retsområde fungerer effektivt. Det kan endvidere undergrave
EU-borgernes berettigede forventninger, da de ikke kan drage fordel af denne
retsakt, der tager sigte på at modvirke, at kriminelle personer begår ny
kriminalitet. ·
Den forsinkede gennemførelse er beklagelig, da
rammeafgørelsen kan effektivisere forvaltningen af det strafferetlige system,
idet der indføres et retsligt værktøj til brug for bedømmelse af lovovertræderens
kriminelle fortid og dermed beskyttelse af ofrene. ·
Kommissionen vil fortsat føre nøje tilsyn med
medlemsstaternes overholdelse af alle dele af rammeafgørelsen. Kommissionen vil
navnlig undersøge, om medlemsstaterne behørigt anvender ækvivalensprincippet,
og om retsvirkningerne af udenlandske straffedomme er de samme som
retsvirkningerne af nationale domme inden for rammerne af medlemsstaternes
strafferetlige system. ·
Det er særdeles vigtigt, at alle medlemsstaterne
gennemgår denne rapport og fremlægger alle yderligere relevante oplysninger for
Kommissionen som led i opfyldelsen af deres forpligtelser efter traktaten.
Kommissionen skal endvidere opfordre de medlemsstater, der har oplyst, at de er
ved at udarbejde relevant lovgivning, til at gennemføre disse nationale
foranstaltninger og give meddelelse herom snarest muligt. Kommissionen
opfordrer de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til hurtigt at
træffe foranstaltninger til gennemførelse af rammeafgørelsen i videst mulig
omfang. Derudover henstiller Kommissionen til de medlemsstater, der har
gennemført rammeafgørelsen mangelfuldt, til at revidere og tilpasse deres
nationale gennemførelseslovgivning til rammeafgørelsens bestemmelser. [1] http://conventions.coe.int/Treaty/Commun/QueVoulezVous.asp?CL=ENG&CM=1&NT=070. Konventionen var
ratificeret af 11 medlemsstater af EU: AT, BE, BG, CY, DK, EE, LT, LV, NL, RO
og ES. [2] Rådets
rammeafgørelse 2009/315/RIA af 26. februar 2009 om tilrettelæggelsen og
indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem
medlemsstaterne. http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2009:093:0023:0032:EN:PDF. Rådets afgørelse
2009/316/RIA af 6. april 2009 om indførelse af det europæiske
informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11
i rammeafgørelse 2009/315/RIA; http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2009:093:0033:0048:EN:PDF. [3] Se
også betragtning seks til rammeafgørelsen. [4] I
cypriotisk lovgivning specificeres det, hvad der skal forstås ved
"tilstrækkelige oplysninger", såsom den dømtes fulde navn,
fødselsdato og fødested, datoen for domsafsigelsen, domstolens navn og den
dato, hvorpå dommen fik retskraft, oplysninger om den strafbare handling, der
lå til grund for dommen, og navnlig om den dato, hvorpå den blev begået, navnet
på og den retlige kvalifikation af denne handling og henvisninger til de
retsforskrifter, der blev anvendt, oplysninger om dommens indhold, og i store
træk om den strafbare handling, om eventuelle yderligere sanktioner,
sikkerhedsforanstaltninger og efterfølgende afgørelser om ændring af dommens
fuldbyrdelse. [5] Dette
princip indebærer, at anklagemyndigheden kan skønne, om der er grundlag for at
rejse tiltale, eller der skal meddeles tiltalefrafald. [6] Se
også Europarådets resolution nr. 11 (1965) (vedtaget af
ministerrepræsentanterne den 9. april 1965): https://wcd.coe.int/com.instranet.InstraServlet?command=com.instranet.CmdBlobGet&InstranetImage=582145&SecMode=1&DocId=626216&Usage=2. Oversigt over nationale
gennemførelsesforanstaltninger || Meddelelse modtaget || Gennemførelsesdato/ikrafttræden || Gennemførelsesmåde AT || JA || 1.1.1975 1.1.1989; 1.8.2013 1.1.2008 || Afsnit 73 i straffeloven Afsnit 39 og 53 i straffeloven Afsnit 173 i lov om strafferetspleje. BG || JA || 27.5.2011 || Nyt stk. 2 i artikel 8 i straffeloven; Ændringslov blev vedtaget den 13. april 2011. CY || JA || 29.7.2011 || Lov 111 (I)/2011 om ændring af kapitel 155 i lov om strafferetspleje, idet der tilføjes en ny artikel 80A. CZ || JA || 1.1.2012 || Ottende del i lov nr. 357/2011 om ændring af lov nr. 269/1994 om strafferegistret, som ændret, og visse andre retsakter. DE || JA || 22.10.2009 || Ændring af § 56 g, stk. 2, i straffeloven ved lov af 2.10.2009 om gennemførelse af rammeafgørelse 2006/783/RIA og rammeafgørelse 2008/675/RIA. DK || JA || ikke relevant || § 84, stk. 2, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009. EE || JA || ikke relevant || Bestemmelser i lov om strafferetspleje, i straffeloven og i lov om strafferegistret. EL || JA || ikke relevant || Artikel 574 og artikel 577 i lov om strafferetspleje. Artikel 10, 11, stk. 2, 13, 88 og 103 i straffeloven, artikel 282 i lov om strafferetspleje. FI || JA || 15.8.2010 || § 9 i kapitel 7 i straffeloven (39/1889); Lov om nordisk samarbejde i straffesager (326/1963); Lov om internationalt samarbejde i forbindelse med fuldbyrdelse af visse sanktioner (21/1987). FR || JA || 1.7.2010[1] || Gennemførelse ved artikel 17 af lov nr. 2010-242 af 10. marts 2010. HR || JA || ikke relevant || Lov om de retlige konsekvenser af domfældelser, straffeattester og rehabilitering nr. 143/12, lov om strafferetspleje (NN 152/08, 76/09, 80/11, 121/11, 91/12, 143/12 og 56/13), straffeloven (NN 125/11 og 144/12) og lov om fuldbyrdelse af fængselsdomme (NN 128/99, 55/00, 59/00, 129/00, 59/01, 67/01, 11/02, 190/03, 76/07, 27/08, 83/09, 18/11, 48/11, 125/11 og 56/13). HU || JA || ikke relevant || Lov nr. 161/2010 om ændring af forskellige love om straffesager; Lov nr. 19/1998 om strafferetspleje; Lov nr. 38/1996 om international retshjælp i straffesager; Lov nr. 47/2009 om strafferegistret, om registrering af domfældelser af ungarske statsborgere i andre medlemsstater og registrering af biometriske data; Lov nr. 12/1998 om rejser til udlandet; Lov nr. 4/1978 om straffeloven. IE || JA || ikke relevant || Princip i common law. LU || JA || 24.2.2012 || Lov af 24. februar 2012 om ændring af artikel 37 i straffeloven og artikel 34 lov af 6. oktober 2009. LV || JA || ikke relevant || Artikel 1, 6, 23, 24, 25, 26, 27, 46, 48, 51, 52, 62 og 63 i lov om straffelovsovertrædelser, artikel 1, 2, 5, 25 og 800 i lov om strafferetspleje, og artikel 1, 2, 3, 4, 5, 14.1, 15 og 19 i lov om strafferegistret. NL || JA || 1.7.2010 || Lov af 20. maj 2010 om gennemførelsen af rammeafgørelse 2008/675/RIA. PL || JA || ikke relevant || Lov af 20. januar 2011 om ændring af straffeloven, loven om strafferetspleje og den finansielle straffelov. RO || JA || 24.7.2009 || Lov nr. 286/2009 om straffeloven. SE || JA || ikke relevant || Gældende lovgivning Kapitel 26, § 3 i straffeloven; Kapitel 29, § 4 i straffeloven; Kapitel 30, §§ 4, 5, 7 og 9–11 i straffeloven; Kapitel 31, § 3 i straffeloven; Kapitel 32, § 1–3 i straffeloven; Kapitel 20, § 7 i lov om strafferetspleje Kapitel 23, § 4 a i lov om strafferetspleje; Kapitel 24, § 1 i lov om strafferetspleje §§ 16 og 17 i lov om unge lovovertrædere (særlige bestemmelser) (1964:167); § 3 i færdselsloven (1951:649); § 1 i lov om polititilhold (1988:688); § 2 i lov om udstedelse af polititilhold i forbindelse med sportsbegivenheder (2005:321); § 1 i lov om efterforskning i straffesager mv. (1991:2041); Kapitel 8, § 8 i fremmedloven; Kapitel 2, § 4 i afsoningsloven (2010:610); Kapitel 6, § 7 i afsoningsloven (2010:610); Kapitel 10, §§ 1 og 2 i afsoningsloven (2010:610); Kapitel 11, § 3 i afsoningsloven (2010:610); § 4 i lov om konvertering af livstidsdomme (2006:45). SI || JA || ikke relevant || KZ-1 – straffeloven (KZ-1, Uradni list RS (UL RS; Republikken Sloveniens statstidende) nr. 55/2008 og 66/2008; ZKP – straffeloven – den konsoliderede udgave (ZKP-UPB4, UL RS Nr. 32/2007 af 10.4.2007). SK || JA || 1.1.2013 || Lov nr. 334/2012 Sml. om ændring af lov nr. 330/2007 om strafferegistre og om ændring af visse love, som ændret, og om ændring af visse love. UK || JA || En/WA: 15.8.2010 Section: 13.12.2010 Ni: 18.4.2011 || Section 71 i lov om strafferetspleje fra 2010 (Skotland) Eng/Wa/NI: section 144 og Bilag 17 til ligsyns- og retssikkerhedsloven fra 2009 [1] 1. 4. 2012 for udenlandske afgørelser om rehabilitering.