Sagsøgte har ikke gjort indsigelse mod sagens antagelse til realitetsbehandling, hvad angår det anbringende, der er påberåbt i stævningen. Med hensyn til det andet og tredje anbringende, som er fremsat i replikken, har sagsøgte i duplikken gjort gældende, at der er tale om nye søgsmålsgrunde, eftersom de ikke er fremsat i stævningen. Men da procesreglementets artikel 38, stk. 1, litra c), bestemmer, at stævningen skal indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af de søgsmålsgrunde, der påberåbes, må de nye søgsmålsgrunde, der er fremsat i replikken, afvises.

Hvad angår realiteten har sagsøgeren i stævningen gjort gældende, at udvælgelseskommissionen ved Europa-Parlamentet vilkårligt har ændret de betingelser, der stilledes for at få adgang til den stilling, der skulle besættes, ved at tilføje en ny betingelse, der ikke var fastsat i selve meddelelsen om udvælgelsesprøven, og som var til hinder for antagelse af hans ansøgning. Den vigtigste rolle, meddelelsen om udvælgelsesprøven har, er at give ansøgerne så nøjagtige oplysninger som muligt om arten af de betingelser, der stilles for at beklæde den pågældende stilling, for at sætte dem i stand til at afgøre, om det har noget formål for dem at indgive ansøgning. Heraf følger, at i tilfælde, hvor der fastsættes en aldersgrænse, må denne nødvendigvis nævnes i meddelelsen om den ledige stilling. Den forudgående fastsættelse af kriterier for bedømmelsen har til formål at sikre, at kvalifikationsbeviserne bedømmes på en måde, der er objektiv og blottet for vilkårlighed. De formaliteter, der er fastsat i artikel 5 i bilag III, er væsentlige. Når den meddelelse om udvælgelsesprøven, der offentliggøres i EF-Tidende, ikke nævner en aldersbetingede, udgør afvisningen af en ansøger med den begrundelse, at han ikke opfylder denne betingelse, en overtrædelse af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten, hvilket fremgår af Domstolens praksis

Dommene af 14 12 1965, Morina, sag 21/65, Sml. 1965-1968, s. 159, og af 28. 6. 1979, Anselme og Consuni, sag 255/78, Sml 1979, s. 2323.

Sagsøgte har i svarskriftet anført, at udvælgelseskommissionen ikke har fastsat aldersgrænsen for sent, dvs. efter modtagelsen af sagsøgerens ansøgning, som blev indgivet den 17. juli 1981, men i det konstituerende møde den 7. juli 1981. I øvrigt er udvælgelseskommissionen faktisk og retligt berettiget til at fastsætte aldersgrænser for ansøgerne.

En vis minimumsalder er faktisk nødvendig som følge af betydningen af den stilling, der skal besættes, og i kraft af det administrative princip, at en kontorchef ikke bør være yngre end sine underordnede. I alt fald er det ifølge sagsøgte ubestrideligt, at aldersgrænsen ikke er fastsat med det formål at afvise sagsøgeren.

Retligt set er der hjemmel til at fastsætte en aldersgrænse i vedtægtens artikel 29, stk. 2, som gør det muligt i særlige tilfælde at anvende en anden procedure end udvælgelsesproceduren. Som følge heraf finder de strenge regler for udvælgelsesproceduren, der er fastsat i bilag III, ikke anvendelse. I særdeleshed skal bestemmelserne om udformningen af meddelelsen om udvælgelsesprøven, herunder forpligtelsen til at specificere eventuelt aldersgrænsen, ikke følges. Den særlige procedure i henhold til artikel 29, stk. 2, er hverken nærmere fastsat eller præciseret i vedtægten; det overlades til fællesskabsmyndigheden at vælge de mest hensigtsmæssige midler. Desuden er sagsøgte af den opfattelse, at henvisningerne i stævningen til Domstolens praksis ikke er relevant i det foreliggende tilfælde, da denne praksis vedrører de udvælgelsesprøver, der er reguleret ved bilag III til vedtægten. Men som Domstolen har udtalt i sin dom af 29. oktober 1975, stilles der ikke krav om offentliggørelse ved anvendelse af artikel 29, stk. 2, som i dette tilfælde

Jfr. de forenede sager 81-88/74, Marenco, Sml. 1975, s. 1247.

I replikken har sagsøgeren i det første anbringende gjort gældende, at det følger af artikel 1 i bilag III til vedtægten, at i tilfælde, hvor der fastsættes en aldersgrænse, bør denne nødvendigvis nævnes i meddelelsen om den ledige stilling, og at en tilsidesættelse af denne regel udgør en overtrædelse af nævnte artikel. Han støtter sin argumentation på Domstolens dom af 22. marts 1972 (sag 78/71, Sml. 1972, s. 63).

I det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at afvisningen af hans ansøgning udgør en overtrædelse af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten, idet han har gentaget det, han har gjort gældende i stævningen, og henvist til Domstolens praksis vedrørende dette punkt

Jfr. bl.a. dommene af 30. 10. 1974, Grassi, sag 188/73, Sml. 1974, s. 1099, og af 28. 6. 1979, Anselme og Constant, sag 255/78, Sml. 1979, s. 2323.

Ifølge sagsøgeren burde sagsøgte under disse omstændigheder være begyndt forfra på den igangværende ansættelsesprocedure og have trukket den oprindelige meddelelse om den ledige stilling tilbage, og erstattet denne med en ændret meddelelse. Derfor udgør afvisningen af hans ansøgning en overtrædelse af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten.

I det tredje anbringende har sagsøgeren anført, af den ledige stilling ikke er af en sådan karakter, at ansættelsesmyndigheden kan gøre brug af bestemmelserne i vedtægtens artikel 29, stk. 2, eftersom det i meddelelsen om den ledige stilling hverken angives, at stillingen kræver særlige kvalifikationer, eller at proceduren i artikel 29, stk. 2, kan finde anvendelse.

Ifølge sagsøgeren er det kun muligt at benytte denne artikel, hvis muligheden heraf er forudsat i meddelelsen om den ledige stilling eller i hvert fald i et senere offentliggjort dokument. Desuden har sagsøgte hverken godtgjort, at den ledige stilling kræver særlige kvalifikationer, eller et der er tale om en særlig situation, men en sådan begrundelse er nødvendig for at muliggøre en retlig kontrol med lovligheden af en sådan beslutning, så meget desto mere som det er en betingelse for anvendelsen af vedtægtens artikel 29, stk. 2, at der kræves specielle kvalifikationer. Dette begreb tager nemlig sigte på de særlige tilfælde, hvor stillingens tekniske eller anden særlige karakter gør, at kun et begrænset antal højtuddannede personer med usædvanlig indsigt og erfaring kan gøre krav på den. Imidlertid falder en stilling som den, der er beskrevet i meddelelsen om den ledige stilling, ikke ind under denne kategori, jfr. dommen af 26. maj 1971 (de forenede sager 45-49/70, Bode mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 123, org.réf. Recueil 1971, s. 465) og generaladvokatens forslag til afgørelse i forbindelse med denne dom.

Sagsøgte har kun subsidiært taget stilling til disse anbringender. Hvad angår anbringendet om overtrædelse af vedtægtens artikel 29, stk. 2, har sagsøgte i duplikken gjort gældende, at de nødvendige betingelser for at benytte den særlige ansættelsesprocedure i denne artikel er opfyldt i den konkrete sag. Der er tale om en stilling i et nyt medlemsland, hvor der er en særlig følsomhed over for europæiske spørgsmål, og det er derfor en vanskelig opgave at skabe og derefter at udvikle kontakterne til pressen og andre græske medier og at udbrede oplysning om Europa-Parlamentets aktiviteter til særlige kredse som f.eks. universiteterne og fagforeningerne. En sådan opgave bør udføres således, at den politiske ligevægt og særegenhederne i landets forskellige sektorer respekteres, hvilket kræver en usædvanlig evne til kontakter til vidt forskellige sider samt et indgående kendskab til og erfaring i politisk arbejde i Grækenland. Det er derfor nødvendigt, at indehaveren af denne stilling ud over de egenskaber, der normalt kræves, har særlige kvalifikationer, som f.eks. lang og dokumenteret erfaring dels i jornalistik og dels i PR-arbejde, hvilket gør kravet om en vis minimumsalder indlysende. Sagsøgte har også henvist til, at en omhyggelig gennemlæsning af meddelelsen om den ledige stilling viser de krævede kvalifikationers særlige karakter.

Sagsøgte har yderligere anført, at alle formkrav er overholdt, eftersom de andre muligheder for besættelse af stillingen er udtømt, og at den almindelige udvælgelsesprocedure er udelukket, samt at den omtvistede procedure først blev sat i gang, efter et det paritetiske samarbejdsudvalg havde givet sin tilslutning hertil.

Hvad angår tilsidesættelsen af ånden i vedtægtens artikel 27 har Europa-Parlamentet anført, at der efter dets opfattelse ikke stilles krav om offentliggørelse ved anvendelsen af artikel 29, stk. 2. I overensstemmelse hermed indeholder vedtægten ingen bestemmelse om, at det i meddelelsen om den ledige stilling skal anføres, at denne artikel kan anvendes, og dette er heller ikke blevet anset for nødvendigt efter Domstolens nævnte praksis.

Under disse omstændigheder er sagsøgte af den opfattelse, at anvendelsen af den særlige ansættelsesprocedure i vedtægtens artikel 29, stk. 2, er tilstrækkelig velbegrundet, objektivt berettiget og fuldt ud opfylder de formkrav, der stilles, og at det af sagsøgeren fremsatte anbringende er uholdbart og savner faktisk og retligt grundlag.

Hvad angår den påståede overtrædelse af artiklerne 1, litra g), og 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten, har Europa-Parlamentet anført, at ved den procedure, deler fastsat i artikel 29, stk. 2, er bestemmelserne i bilag III om udvælgelsesproceduren uanvendelige; selv om de skulle finde anvendelse, vil der fortsat være tvivl om forpligtelsen til at angive en eventuel aldersgrænse i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Ifølge formuleringen af ovennævnte bestemmelse og især ordet eventuelt er angivelsen af en aldersgrænse fakultativ, hvilket også fremgår af generaladvokat Roemers forslag til afgørelse i sag 78/71 (Costacurta, Sml. 1972, s. 63, org.ref. Recueil 1972, s. 170). Sagsøgte slutter heraf, at det i tilfælde som den foreliggende sag, hvor bestemmelserne i bilag III ikke finder anvendelse, så meget desto mere ikke var nødvendigt at angive aldersgrænsen i meddelelsen om den ledige stilling. Følgelig savner dette anbringende fra sagsøgerens side retlige grundlag. De samme betragtninger gælder også for det anbringende, der støttes på artikel 5, stk. 1, i bilag III.

De af Domstolen stillede spørgsmål

Det første spørgsmål, der er stillet, nemlig om ledige stillinger, som besættes efter vedtægtens artikel 29, stk. 2, konsekvent offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende eller i dagspressen, har Rådet besvaret således, at disse stillinger med nogle få undtagelser aldrig er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende eller i pressen. Kommissionen har svaret, at dens ledige stillinger normalt slet ikke offentliggøres. Europa-Parlamentet har svaret, at det ikke konsekvent offentliggør dem, men at der i de fleste tilfælde sker en offentliggørelse, hvis det i det konkrete tilfælde er nødvendigt af hensyn til den stilling, der skal besættes.

Det andet spørgsmål, nemlig om de meddelelser, der offentliggøres, angiver, at der er tale om en ansættelse på grundlag af artikel 29, stk. 2, har Rådet og Europa-Parlamentet besvaret benægtende.

Det tredje spørgsmål, nemlig om de meddelelser, der offentliggøres, udtrykkeligt nævner de aldersgrænser, der eventuelt er opstillet, har Rådet besvaret bekræftende, mens Europa-Parlamentet har besvaret det benægtende.