Jf. dom af 17.2.1976, sag 45/75, Rewe Zentral, Sml. s. 181, præmis 21-27, vedrorende overtrædelse af traktatens artikel 37 og 95, af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, vedrorende traktatens artikel 92 og 95, af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porlo di Genova, Sml. I, s. 5889, vedrorende traktatens artikel 90, stk. 1, samt artikel 86, 30 og 48, og af 14.11.1995, sag C-484/93, Svensson og Gustavsson, Sml. I, s. 3955, vedrorende traktatens artikel 59 og 67.

Såsom traktatens artikel 30 og bestemmelser i den deraf afledte fællesskabsret, bl.a. forordninger om fælles markedsordninger; jf. eksempelvis i en sag anlagt i henhold til traktatens artikel 169 dom af 21.6.1988, sag 127/87, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 3333, om den fælles markedsordning for okse- og gedekod. Jf. tillige domme af 2.12.1992, sag C-280/89, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6185, om den fælles fiskeristruklurpolitik, og sag C-228/91, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 2701, om sundhedskontrol inden for fiskerisektoren.

Forordning af 6.2.1962: Forste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

Dom af 9.2.1994, Kommissionen mod Italien (jf. fodnote 5). navnlig præmis 46 og 47.

Jf. dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, præmis 15.

Jf. D. Simon's gennemgang i Recours en constatation de manquement, Jitrischsseur, 1991, fasc. 380, punkt 46.

Jf. dom af 10.4.1984, sag 324/82, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1861, præmis 12.

Jf. dom af 1.6.1994, sag C-317/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2039, præmis 4.

Jf. eksempelvis dom af 7.2.1984, sag 166/82, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 459, præmis 16, af 1.12.1993, sag C-234/91, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 6273, præmis 16, og af 12.1.1994, sag C-296/92, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1, præmis 11.

Jf. dom af 7.2.1984, Kommissionen mod Italien (fodnote 18).

Domstolen kan derfor ikke fastsætte en anden frist end i den begrundede udtalelse; jf. domme af 10.11.1981. sag 28/81. Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2577, præmis 6, og sag 29/81, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2585, præmis G.

Jf. eksempelvis dom af 28.3.1985, sag 274/83, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1077, præmis 20 og 21: Som Domstolen udtalte i dom af 11. juli 1984 (Kommissionen mod Italien, sag 51/83, Sml. s. 2793), er den pågældende stats mulighed for at fremsætte sine bemærkninger — selv om staten ikke ønsker at gøre brug heraf — en i traktaten sikret væsentlig garanti, hvis opfyldelse er en betingelse for lovligheden af traktatbrudsproecduren ... Jf. også dom af 17.9.1996, sag C-289/94, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 4405, præmis 15, og kendelse af 11.7.1995, sag C-266/94, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 1975, præmis 16 og 17.

Den Italienske Republik henviste i denne forbindelse ül dom af 10.3.1992, sag T 11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, præmis 311.

I Italien er de liberale erhverv traditionelt organiseret efter den korporative model, som har til formal dels at varetage den pågældende erhvervsgruppes interesser, dels at sikre, at erhvervet udovcs i overensstemmelse med lovgivningen. Der sondres siledes mellem virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende; udoverc af liberale erhverv henregnes til sidstnævnte.

Jeg kan nævne, at Kommissionen også på cl senere tids-fiunkt har grebet ind, i form af en beslutning, over for en aglig organisation af udoverc af liberale erhverv, som ved beslutning havde fastsat vederlagene for personer, der arbejdede inden for det pågældende erhverv. Det drejer sig om Kommissionens beslutning 95/188/EF af 30.1.1995 om en procedure i henhold til EF-traktatcns artikel 85 (IV/33.686 — COAPI) (EFT L 122, s. 37). Den var rettet til Colegio Oficial de Agentes dc la Propricdad Industrial (COAPI). som efter spansk lov var en offentligretlig juridisk person. Kommissionen fandt, at det udgjorde en overtrædelse af artikel 85, at generalforsamlingen af agenter for industriel ejendomsret (herefter API) havde fastsat en honorartarif, som under straf af sanktioner var bindende for alle, der efterspurgte tjenesteydelser med henblik på opfyldelse af de i forbindelse med indgivelse af patentansogningcr, registrering af varemærker og andre industrielle ejendomsrettigheder nodvendige formaliteter og vedrorende fornyelse og overvågning af disse rettigheder. Kommissionen var nået frem til denne opfattelse, fordi den, for det forste, vurderede, at API var virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, at COAPI, der omfattede samtlige API, var en sammenslutning af virksomheder i samme bestemmelses forstand — selv om COAPI efter spansk lov var en offentligretlig juridisk person — og at vedtægterne for COAPI's opbygning og virksomhed bade udgjorde en aftale mellem virksomheder og en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder i den i traktatens artikel 85, stk. 1, omhandlede betydning. Endvidere mente Kommissionen, at COAPI's generalforsamlings (og forretningsudvalgs) beslutninger om fastsættelse af priser, som blev vedtaget i overensstemmelse med COAPI s vedtægter, var vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder. Desuden ansa den prisbegrænsningerne for at indebære væsentlige konkurrencebegrænsninger, der kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Endelig pegede Kommissionen på, at COAPI ikke kunne frasige sig sit ansvar under henvisning til, at dets adfærd var en folge af lovgivningsmæssige dispositioner, selv om der eventuelt også kunne gorcs et ansvar gældende over for Kongeriget Spanien.

Jf. dom af 16.6.1987, sag 118/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2599, præmis 7, hvori Domstolen (præmis 8) afgjorde, at Amministrazione autonoma dci monopoli di Stato — som ikke var nogen selvstændig juridisk person i forhold til staten, men som ved at udbyde varer og tjenesteydelser på markedet for forarbejdede tobaksvarer udøvede økonomisk virksomhed — udgjorde en virksomhed.

Jf. SAT Fluggesellschaft-dommen (jf. fodnote 33), præmis 30, hvori Domstolen afgjorde, at Eurocontrol's aktiviteter ikke udgjorde økonomisk virksomhed, men udøvelse af offentlige beføjelser. I dom af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, udtalte Domstolen, at sygekasserne og de medvirkende organer ikke udøvede økonomisk virksomhed, men udfyldte en rent social funktion (præmis 18), idet deres virksomhed var undergivet statskontrol (præmis 14) og byggede på princippet om national solidaritet og ... ikke [blev drevet] med vinding for øje (præmis 18).

Dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, præmis 11. Denne sag drejede sig om en aftale mellem på den ene side et firma (Hydrotherm) og på den anden tre i forhold til hinanden selvstændige personer, nemlig en fysisk person og to selskaber.

Jf eksempelvis dom af 16.6.1987, Kommissionen mod Italien (jf. fodnote 34), præmis 7. I Domstolens praksis findes der i øvrigt flere eksempler på, at begrebet økonomisk virksomhed er bievet fortolket meget bredt. Det gælder således i forbindelse med moms på tjenesteydelser, hvor Domstolen i dom af 26.3.1987, sag 235/85, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1471, præmis 15, afgjorde, at notarer, fogeder og stævningsmænd i Nederlandene, når de selvstændigt udover økonomisk virksomhed, som består i at erlægge tjenesteydelser for tredjemand, til gengæld for hvilke de for egen regning oppebærer et vederlag, skal anses for momspligtige i den i sjette direktivs artikel 4, stk. 1 og 2, forudsatte betydning. Der henvises til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1). I øvrigt udtalte Domstolen i præmis 22 i den netop nævnte dom, at hvis notarer, fogeder og stævningsmænd ved varetagelsen af deres offentlige funktioner eventuelt udover myndighedsprærogaliver i henhold til offentlig bemyndigelse, folgcr det derfor ikke heraf, at de er omfattet af fritagelsen i artikel 4, stk. 5. De udover ikke denne virksomhed som offentligretligt organ, da de ikke er integreret i det offentliges forvaltningsapparat, men i form af en selvstændig økonomisk virksomned, som udøves inden for rammerne af et liberalt erhverv.

Oplysningerne herom findes i afsnit II, Vederlag, i bilaget til den italienske finansministers afgørelse af 6.7.1988 (jf. fodnote 4), hvorved den af CNSD fastlagte tarif for toldklarerernes tjenesteydelser blev godkendt.

Den myndighed i Italien, som er ansvarlig for konkurrencen (Autorità garante della concorrenza e del mercato), og som lægger et funktionskritcrium til grund for sin definition af begrebet virksomhed — dvs. at den, uafhængigt af den udøvede virksomheds retlige status, tager udgangspunkt i dennes (enten økonomiske eller ikkc-økonomiskc) karakter — har udtrykkeligt fastslået, at den virksomhed, der udføres af de udøvere af liberale erhverv, som toldklarererne er en del af, er en aktivitet, som udøveren udfører i sin egenskab af virksomhed, og at den kan anses for at være en sådan, uden at de særlige træk, der kendetegner liberale erhverv, er til hinder herfor, hvorfor den også kan underkastes konkurrencereglerne; jf. afgørelse (delibera) af 1.1.1994, Bolletino dell'Autorità garante della concorrenza, nr. 47/94.

Jf. dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Smi. s. 1663.

Der kan f.eks. være tale om udgifterne til udstyr og/eller leje og drift af et kontor samt til telekommunikation og skatter og afgifter.

Ifolge den italienske lov har CNSD til opgave at organisere og samordne den økonomiske virksomhed, der udøves af medlemmerne af toldklarerernes faglige organisationer, med henblik på at fremme virkeliggorelsen af medlemmernes erhvervs- og forretningsmæssige mål.

Dom af 30.1.1985, sag 123/83, Sml. s. 391, pramis 19. Akronymet BNIC står for Bureau national interprofessionnel du cognac, som var en brancheorganisation inden for cognacscktorcn, hvis medlemmer blev udpeget af landbrugsministeren, og som ved beslutning fastsatte priserne for destillerbar hvidvin og cognac.

Dommene i fornævnte sager Reiff, præmis 17 og 24, Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, pramis 16 og 18, og DIP m.fl., præmis 18 og 19.

Eller at afgive udtalelse om, hvorvidt der bor meddeles administrativ tilladelse til åbning af en forretning (DIP-dommen).

Som eksempel nævnte Kommissionen under den mundtlige forhandling advokater, for hvilke den ansvarlige minister udarbejder honorartariffer under hensyntagen til almenhedens interesse.

Jf. dommene i de i fodnote 48 nævnte sager Reiff, præmis 16 og 18, Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, præmis 16 og 18, Centro Servizi Spediporto, præmis 24 og 42, og DIP m.fl., præmis 18 og 31.

Artikel 8, stk. 2, og artikel 22, stk. 2, i finansministerens dekret af 10.3.1964 (jf. fodnote 2).

Den franske landbrugsminister.

Jf. den i fodnote 48 nævnte dom.

Jf. den i fodnote 48 nævnte dom.

Jf. den i fodnote 48 nævnte dom.

Den omstændighed, at også andre medlemsstaters lovgivninger tillægger faglige organisationer tilsvarende beføjelser, har ikke hindret dem i også at bestemme, at konkurrencereglerne finder anvendelse på de pågældende organisationers fastsættelse af honorarskalaer, En sådan honorarfastsættelse er f.eks. udtrykkelig forbudt efter fransk, finsk og svensk lov. I andre medlemsstater har de kompetente myndigheder truffet afgørelser, hvori det fastslås, at faglige organisationer ved at fastsætte vederlagene har overtrådt de nationale konkurrenceregler (det er f.eks. sket i Tyskland, Danmark, Spanien, Portugal og Belgien).

Jeg henleder opmærksomheden på, at Domstolen i SAT Fluggesellschaft-dommen (jf. fodnote 33) foretog en sondring mellem de forskellige beføjelser, der var tillagt dette organ, og fastslog (præmis 28), at Eurocontrol's virksomhed med hensyn til opkrævning af en route-afgifter ikke var af økonomisk art, men var en aktivitet, der fulgte med dens øvrige almennyttige virksomhed, som indebar udøvelse af offentligretlige beføjelser med hensyn til tilsyn og kontrol med luftrummet. Domstolen anvendte samme fremgangsmåde i sin behandling af Diego Cali-sagen, dom af 18.3.1997, sag C-343/95, Sml. I, s. 1547, hvori den afgjorde (præmis 25), at traktatens artikel 86 skal fortolkes således, at miljøovervågningsarbejde, som det offentlige har overdraget et privatretligt organ at udføre i en oliehavn i en medlemsstat, ikke henhører under artiklens anvendelsesområde, uanset om brugerne af havnen skal betale en afgift, hvis provenu skal finansiere arbejdet. Den pågældende juridiske person var imidlertid tillagt beføjelser til hurtig indgriben i tilfælde af forurening af havneområdet (i det pågældende tilfælde oliehavnen i Genova). Jf. også dom af 11.7.1985, Kommissionen mod Tyskland (jf. fodnote 35), præmis 14 og 15.

Som allerede nævnt omfatter disse f.eks. forelse af registerci, anvendelsen af disciplinære sanktioner, afgorelse af tvister vedrørende regionalrådenes befojelser mv.

Jeg gør opmærksom på, at Autorità garante della concorrenza e del mercato flere gange har taget stilling til dette spørgsmål og udtalt, at ordningen for fastsættelse af gældende priser ikke kan begrundes i samfundsmæssige hensyn, som kunne føre til, at man undlod at lade konkurrencereglerne finde anvendelse. Hvis ordningen for vederlag skulle tilpasses disse, ville det efter Autorità's opfattelse være nødvendigt ikke alene at fratage CNSD dets beføjelse til at bestemme størrelsen af de vederlag, det fastsætter, men også at ophæve disses bindende karakter; jf. Supplemento al Bolletino dell'Autorita garante nr. 14/1995 og punkt 29 i de konklusioner, som Autorità drog efter en undersøgelse af de faglige organisationer og organer (Guida al Diritto i Il Sole — 24 ore af 8.11.1997, nr. 42, s. 102).

Jf. eksempelvis dom af 17.10.1972, sag 8/72, Vereeniging van Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 271, org. réf.: Rec. s. 997, og af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, præmis 22.

Punkt 52 i Kommissionens beslutning 93/438 lyder nærmere bestemt således: I betragtning af, at importen i Italien i 1990 udgjorde ca. 25% af vareforbruget og eksporten ca. 18% af bruttonationalproduktet, og at ca. 58% af importen stammer fra fællesskabslande og ca. 59% af eksporten går til andre medlemsstater, kan det endvidere konkluderes, at der er tale om en meget betydelig påvirkning af samhandelen.

Det betyder naturligvis ikke, al CNSD ved udøvelsen af sine beføjelser ikke har pligt til al overholde traktatens artikel 85 og niere generelt enhver retsforskrift, der rangerer højere end lov nr. 1612/1960.

Således som det i øvrigt fastslås i artikel 5 og 6 i CNSD's beslutning af 21.3.1988.

Jf. fodnote 2.

Den påstår, at det ikke er noget tilfælde, at tariffen af 16.4.1970 blev offentliggjort i Foglio Inserzione nr. 307 til GURI og ikke, sådan som det var tilfældet med tariffen af 21.3.1988, i et ordinært nummer af den officielle tidende.

jf. dommene i de i fodnote 48 nævnte sager DIP m.fl., præmis 15, Reiff, præmis 14, og Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, præmis 14, samt den i fodnote 77 nævnte Van Eycke-dom, præmis 16.

Sådan forholdt det sig bade i Centro Servizi Spediporto- sagen (jf. fodnote 48. præmis 24 og 25), der vedrørte fastsættelse af takster for vejgodstransport (i Italien), og DIP-sagen (jf. fodnote 48, præmis 18 og 19), der vedrorte meddelelse af kommunale tilladelser til åbning af forretninger (i Italien).

Jeg erindrer om, at generaldirektøren for told og indirekte skatter tidligere var født medlem af og fungerede som formand for CNSD, men at bestemmelsen herom blev ophævet ved lovdekret nr. 331/1992 (artikel 32). Medlemmerne af CNSD vælges for tre år og kan genvælges (artikel 13, stk. 2, i lov nr. 1612/1960).

I de i fodnote 48 nævnte sager Reiff (præmis 22) og Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft (præmis 21) havde den tyske trafikminister befojelse til at lade sin egen afgorelse træde i stedet for afgørelsen fra det organ, som havde til opgave at fastsætte den pågældende tarif, eller i det mindste til at ændre den foreslåede tarif.