Sagsøger mener, at det af de særlige omstændigheder ved udtalelsen kan sluttes, at der har fundet magtfordrejning sted. De år, som den pågældende udtalelse dækker, er netop den periode, hvor sagsøgers indsats blev højt påskønnet af institutionen. I en tredjedel af denne periode fungerede han midlertidigt som kontorchef. Endvidere fremgår det af de svar, som Parlamentet afgav i sag 23/74, Küster mod Parlamentet (dom af 12. marts 1975, Sml. 1975, s. 353), at han i brevet af 15. oktober 1973 fra personaledirektøren blev anset for egnet til at blive forfremmet. Generaldirektøren understregede selv det mangeårige samarbejde med sagsøger, og erklærede, at det pågældende generaldirektorat ikke havde noget at indvende imod en forfremmelse.

Sagsøgte afviser, at der skulle have fundet nogen som helst form for magtfordrejning sted. Den pågældende udtalelse blev udfærdiget i overensstemmelse med gældende regler og på grundlag af de foreliggende oplysninger om sagsøger.

Desuden anvendes karakteren udmærket ikke så generelt som tidligere. Generalsekretæren og generaldirektørerne er blevet enige om kun at anvende karakteren udmærket i særlige tilfælde og at give karakteren meget god for den ellers bedste indsats. Sagsøger kan således ikke beklage sig over at få denne karakter, og han er i hvert fald ikke blevet behandlet dårligt i forhold til andre ansatte. Hvad angår helhedsvurderingen ses det ikke, hvordan en så rosende bedømmelse kan anses for at udgøre et klagepunkt for den, som denne bedømmelse angår. Der kan ikke rejses den bebrejdelse, at der ikke er nogen bemærkninger om, at sagsøger fortjener en forfremmelse, da den meget gunstige udtalelse gør dette overflødigt. Generaldirektørens tidligere bemærkning om, at sagsøger var egnet til at blive forfremmet, skyldtes det forhold, at det var blevet undersøgt, om betingelserne for anvendelse af bestemmelserne i vedtægtens artikel 45 om minimumsanciennitet var opfyldt.

Sagsøger svarer, at såfremt der havde været enighed om anvendelse af karaktererne, kunne en sådan almindelig gennemførelsesbestemmelse i henhold til vedtægtens artikel 110 kun træffes efter høring af personaleudvalget og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget. Desuden skulle den have været bragt til personalets kundskab. Hverken det ene eller det andet er sket.

Sagsøger erkender, at affattelsen af helhedsvurderingen i højeste grand er acceptabel. Endda i en sådan grad, at det ikke ses hvordan karakteren udmærket ikke fortsat er blevet opretholdt, og hvorfor der ikke længere er tale om egnethed til forfremmelse. Hvis der ikke består nogen aftale om længere at fremsætte forslag til forfremmelse, må man faktisk konstatere at vurderingen i den omtalte udtalelse er meget negativ. Det er i hvert fald forkert at anføre, at forslaget om forfremmelse tidligere kun skulle have vedrørt spørgsmålet om minimumsancienniteten. Sagsøger understreger, at han i flere år ikke blot er blevet anset for egnet til forfremmelse, men udtrykkelig er blevet erklæret for egnet til at udfylde opgaver, som er forbundet med en højere stilling.

I duplikken bemærker sagsøgte, at der ikke i nogen vedtægt eller andetsteds består nogen forpligtelse til at fastslå, om den pågældende fortjener en forfremmelse. Helhedsvurderingen er i det hele taget udtryk for bedømmernes skønsmæssige vurderinger. De tidligere bedømmelser, som indeholder et forslag til forfremmelse, indebærer ingen forpligtelse for de fremtidige bedømmere.

Dette gælder også for så vidt angår de karakterer, som er opnået.

Efter sagsøgers opfattelse er den bedømmelse, der kritiseres, en beslutning, der er truffet af den myndighed, der er bemyndiget hertil af Parlamentets bureau. Da den er en afgørelse in pejus, burde den i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2 være begrundet. Beslutningen har i meget væsentlig grad nedsat de fortjenester, som sagsøger tidligere har indlagt sig. Der tales endog ikke længere om en chance for forfremmelse.

Den, der bedømmer, kan ikke i en udtalelse skønsmæssigt foretage en i forhold til tidligere perioder mere negativ vurdering af fortjenesterne uden at give den mindste forklaring herpå. Afgørelsen i udtalelsen burde have være begrundet efter artikel 25, og må derfor annulleres på grund af manglende begrundelse.

Sagsøger understreger, at han ikke anmoder Domstolen om at ændre den kritiserede udtalelse, men om, at denne udtalelse, som indeholder et utilstedeligt klagepunkt, bliver fjernet fra hans personlige akter. Endelig har denne i høj grad skadelige udtalelse forvoldt ham en meget betydelig ideel skade. Sagsøger nedlægger påstand om, at ansættelsesmyndigheden betaler ham den symbolske franc.

Sagsøgte fastholder, at vedtægtens artikel 25 ikke er anvendelig på det omhandlede forhold, da udtalelsen ikke er at anse for en afgørelse. Dette fremgår af bestemmelserne i artikel 25 som helhed, hvori det er bestemt, at enhver afgørelse, der træffes om en bestemt tjenestemand, straks skal meddeles denne. Udtalelsen er ikke en akt, som skal meddeles sin adressat. Den meddelelse af rapporten, som er foreskrevet i forordningen har et helt andet formål, nemlig at give tjenestemanden lejlighed til at tage til genmæle. Af sidste stykke i artikel 25, hvori de afgørelser, der træffes om en bestemt person, er opregnet, fremgår det klart hvilken forskel der er mellem disse afgørelser og udtalelsen. Til støtte herfor henviser sagsøgte til teorien (Holtz, Handbuch des Europäischen Dienstrechts, 1965, Note L til artikel 25) og til Domstolens retspraksis i sagerne 16/64, Rauch mod Kommissionen (dom af 31. 3. 1965, Sml. 1965-1968, s. 39), og 27 og 30/64, Fonzi mod Kommissionen (dom af 8. 7. 1965, Sml. 1965-1968, s. 97).

Sagsøger anfører, at det er vedtægtens artikel 43, og ikke blot interne forskrifter, som bestemmer, at udtalelsen skal gøres til genstand for en meddelelse. Den endelige rapport, dvs. rapporten med generalsekretærens godkendelse, er en egentlig beslutning. Det argument, som støttes på det sidste stykke i vedtægtens artikel 25, er ikke velbegrundet. Det må være klart, at udtalelsen ikke kunne medtages i de akter, som skal offentliggøres. Det nævnte stykke i artikel 25 tager derimod sigte på enhver individuel beslutning, der træffes i henhold til vedtægten (her i henhold til artikel 43) og foreskriver, at meddelelsen skal ske straks og være begrundet.

Den af Holtz udviklede teori kan ikke rokke ved de klare bestemmelser i vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne i administrationens meddelelse.

Den citerede retspraksis er ikke relevant i det foreliggende tilfælde. Der kan i det højeste uddrages den lære af sagen Fonzi mod Kommissionen, at Domstolen ikke kan sætte sin egen vurdering i stedet for administrationens skøn. Det må også nævnes, at det i denne sag drejede sig om en rapport fra et forfremmelsesudvalg, mens der her er tale om en udtalelse, som er foreskrevet i vedtægten.

I duplikken fastholder Europa-Parlamentet sin tidligere argumentation. Det tilføjer, at sagsøger med vilje foretager en sammenblanding af vedtægtens artikel 43 og artikel 25. Efter artikel 43 skal udtalelsen meddeles med henblik på at indhente tjenestemandens eventuelle bemærkninger. Efter artikel 25 skal en afgørelse om en bestemt person meddeles … skriftligt af hensyn til et eventuelt søgsmål.

Det er denne sidstnævnte afgørelse, som skal være begrundet, såfremt den indeholder et klagepunkt.