For visse landbrugsprodukter gælder der imidlertid forskellige restitutionssatser for forskellige tredjelande, og sådanne såkaldt differentierede eksportrestitutioner udbetales først, når der fremlægges bevis for toldbehandling i destinationslandet.
I denne sag har Polymeles Protodikio, Athen, Grækenland, forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af forordningen i relation til en konkret sag, hvor produktet er gået til grunde som følge af force majeure efter at have forladt Fællesskabets geografiske område, men inden dets ankomst til destinationslandet.
... i tilfælde af, at restitutionssatsen differentieres efter produkternes destination, må det sikres, at produktet er indført til det tredjeland eller et af de tredjelande, for hvilke restitutionen er fastsat ... for at stille udførselsforretninger, for hvilke der ydes en restitution, der differentieres efter destination, lige med de øvrige udførselsforretninger, bør der hjemles betaling af den del af restitutionen, som beregnes på grundlag af restitutionens laveste sats, så snart eksportøren har ført bevis for, at produktet har forladt Fællesskabets geografiske område.
Forordningens artikler 9, 10, 20, 21 og 22 lyder således:
Uden at dette i øvrigt berører bestemmelserne i artikel 10, 20 og 26, udbetales restitutionen kun, hvis der føres bevis for, at det produkt, for hvilket udførselstoldformaliteterne er blevet afsluttet, senest 60 dage efter dagen for afslutningen af disse formaliteter har:
... forladt Fællesskabets geografiske område i uforandret stand.
Ud over at produktet skal have forladt Fællesskabets geografiske område, er udbetalingen af restitutionen betinget af, at produktet, medmindre det er gået til grunde under transporten som følge af force majeure, er indført i et tredjeland og i givet fald til et bestemt tredjeland:
...
Såfremt produktet efter at have forladt Fællesskabets geografiske område går til grunde under forsendelsen som følge af force majeure, udbetales:
ved differentieret restitution den i overensstemmelse med artikel 21 udregnede del af restitutionsbeløbet
ved ikke-differentieret restitution det samlede restitutionsbeløb.
...
...
...
Såfremt der ikke er tale om differentieret restitution, er der nemlig ret til restitution efter hovedreglen i forordningens artikel 9, der alene stiller krav om, at produktet har forladt Fællesskabets geografiske område.
Såfremt spørgsmålet imidlertid må besvares med, at der er tale om differentieret restitution, finder artikel 20 i forordningens afsnit 3, afdeling 2, om differentierede restitutioner anvendelse. Efter denne bestemmelse udbetales restitution først ved fremlæggelse af bevis for toldbehandling i destinationslandet. Efter artikel 21, stk. 1, er der dog mulighed for forudbetaling af den laveste restitutionssats. Denne bestemmelse finder imidlertid ifølge artikel 21, stk. 2, kun anvendelse, såfremt der er fastsat en restitution for alle tredjelande. Den forelæggende ret har således yderligere i dette tilfælde behov for at få at vide, om artikel 21, stk. 2, skal fortolkes således, at manglende fastsættelse af en sats (angivet ved: —) skal ligestilles med fastsættelse af en sats på nul, således at den i bestemmelsen anførte betingelse om, at der er fastsat en restitution for alle tredjelande, skal anses for opfyldt. Den forelæggende ret har desuden behov for at få at vide, om det kan tillægges betydning for udbetaling af restitution, at produktet, efter at have forladt Fællesskabets geografiske område, er gået til grunde som følge af force majeure.
EFT L 62, s. 5, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2026/83 af
Dom af
Nævnt i note 1.
Jf. første betragtning i præamblen til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87.
Til gengæld for denne forskudsbetaling af en del af restitutionen, bestemmer artikel 20, stk. 2, for at sikre, at produkterne når den anførte destination, at betalingen ikke må overstige et restitutionsbeløb beregnet efter den laveste sats, som er minimumsbetalingen uden hensyntagen til, hvilket land der er den faktiske endelige destination, (præmis 14) Det følger heraf, at et sådant system ikke kan anvendes under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor der ikke var fastsat restitutionssatser for alle destinationer, (præmis 15) Denne konklusion er uundgåelig, selv om det antages, således som [Tara Meat Packers] har gjort gældende, at det forhold, at der ikke var fastsat nogen sats, svarer til, at der var fastsat en nulsats. I et sådant tilfælde ville den sats, der finder anvendelse, i hvert fald til alle eksportlande, blive nulsatsen, og eksportørerne ville derfor ikke være berettiget til noget forskud i henhold til artikel 20.
Det følger heraf, at under omstændigheder som dem i hovedsagen, kan henvisningen til force majeure ikke påvirke betalingen af differentieret restitution.
Fællesskabslovgiver har ikke fundet det nødvendigt at tage forbehold om force majeure i artiklerne 20 og 21. Dette fremgår også modsætningsvis af artikel 22, der indeholder et udtrykkeligt force majeure-forbehold i relation til det særlige tilfælde, hvor produktet får en anden destination end forudset.
Artiklerne 20 og 21 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2730/79 af