52011DC0382

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 116/2009 af 18. december 2008 om udførsel af kulturgoder1. januar 2000 - 31. december 2010 /* KOM/2011/0382 endelig */


INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning 3

2. Udviklingen mellem 1. januar 2000 og 31. december 2010 4

2.1. Ændringer af lovgivningen 4

2.2. Offentliggørelse af information i Den Europæiske Unions Tidende 4

2.3. Udvalgsmøder 5

2.4. International sammenhæng 5

2.4.1. Ratificering af UNESCO- og UNIDROIT-konventionerne 5

2.4.2. WCO's/UNESCO's model til standardudførselstilladelsen 5

2.5. Europæisk sammenhæng 5

3. Gennemførelse af forordningen mellem 1. januar 2000 og 31. december 2010 6

3.1. Statistiske oplysninger om medlemsstaternes gennemførelse 6

3.1.1. Brug af standardudførselstilladelsen som fastsat i artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordningen 6

3.1.2. Brug af den specifikke åbne tilladelse som fastsat i artikel 2, stk. 2, i gennemførelsesforordningen 7

3.1.3. Brug af den generelle åbne tilladelse som fastsat i artikel 2, stk. 3, i gennemførelsesforordningen 7

3.1.4. Afslag på standardtilladelser 7

3.1.5. Forsendelser, der ikke var i overensstemmelse med reglerne 7

3.2. Toldmyndighedernes kontrolstrategi 8

3.3. Begrænsning af de kompetente toldsteder 8

3.4. Administrativt samarbejde 8

3.5. Anvendelse af elektroniske systemer 9

3.6. Forslag fra medlemsstaterne 9

3.6.1. Ændringer af tærsklerne for visse kategorier af kulturgoder 9

3.6.2. Værktøj, der skal sikre hurtig informationsudveksling 9

4. Konklusioner 9

5. BILAG 11

5.1. Bilag 1: Standardudførselstilladelser 12

5.2. Bilag 2: Standardudførselstilladelser 2003-2010 - udvikling 14

5.3. Bilag 3: Specifikke åbne tilladelser 15

5.4. Bilag 4: Personer/organisationer, der har specifikke åbne tilladelser 17

5.5. Bilag 5: Generelle åbne tilladelser 18

5.6. Bilag 6: Afslag på udførselstilladelser 20

5.7. Bilag 7: Forsendelser, der ikke er i overensstemmelse med reglerne 22

INDLEDNING

I Rådets forordning (EF) nr. 116/2009[1] af 18. december 2008 om udførsel af kulturgoder (kodificeret udgave), herefter "grundforordningen", fastlægges bestemmelser, som skal sikre, at udførslen af kulturgoder er underlagt en ensartet kontrol ved EU's ydre grænser. De kategorier af kulturgoder, der er omfattet af forordningen, er opstillet i bilag I.

Udførsel af kulturgoder til lande uden for EU's toldområde kan kun finde sted mod forelæggelse af en udførselstilladelse. En sådan tilladelse udstedes af en kompetent myndighed i den medlemsstat, hvor det pågældende kulturgode lovligt befinder sig. For visse kategorier af kulturgoder er der kun behov for en udførselstilladelse, hvis genstandens værdi når op på den tilsvarende finansielle tærskel fastsat i bilag I til forordningen. Myndigheden med ansvar for udstedelse af udførselstilladelsen retter om nødvendigt henvendelse til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, det pågældende kulturgode hidrører fra. Toldkontrollen sikrer, at kun de kulturgoder, der er ledsaget af en gyldig udførselstilladelse, kan forlade EU's toldområde.

De bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af grundforordningen, er fastlagt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 752/93[2] af 30. marts 1993. I gennemførelsesforordningen findes tre typer udførselstilladelser: standardtilladelsen, den specifikke åbne tilladelse og den generelle åbne tilladelse.

I henhold til artikel 10 i grundforordningen sender Kommissionen regelmæssigt Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en beretning om gennemførelsen af den. Kommissionens første beretning blev sendt i 2000[3]. Denne beretning dækker perioden fra 1. januar 2000 til 31. december 2010 og afspejler situationen i EU som helhed før og efter de to udvidelser henholdsvis den 1. maj 2004 og den 1. januar 2007.

Resultaterne i denne beretning er baseret på oplysninger fra medlemsstaternes administrationer som svar på et spørgeskema, som Kommissionen har udsendt, og som omfattede dataindsamling om brug af tilladelser i årene 2000 til 2010.

UDVIKLINGEN MELLEM 1. JANUAR 2000 OG 31. DECEMBER 2010

Ændringer af lovgivningen

Den oprindelige grundforordning (Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92) blev ændret to gange i den pågældende periode:

- Rådets forordning (EF) nr. 974/2001[4] indeholdt de nødvendige tilpasninger for at tage hensyn til indførelsen af euroen den 1. januar 2002 og for at tydeliggøre betydningen af den tidligere gældende finansielle tærskel "nul", der dermed blev erstattet af udtrykket "uanset værdi".

- Med Rådets forordning (EF) nr. 806/2003[5] blev den faktiske ordlyd af artikel 8 tilpasset til bestemmelserne i Rådets afgørelse 1999/468/EF[6] om "komitologi".

Den oprindelige grundforordning blev ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 116/2009 som følge af en kodificering. Kodificeringen samler alle bestemmelserne i grundforordningen og de efterfølgende ændringer hertil i en enkelt ny retsakt, idet forældede bestemmelser slettes, og den anvendte terminologi harmoniseres, hvorved lovgivningen bliver mere tilgængelig og gennemsigtig.

Gennemførelsesforordningen (Kommissionens forordning (EØF) nr. 752/93) blev ændret en gang i den pågældende periode. Kommissionens forordning (EF) nr. 656/2004[7] erstattede modellen til standardudførselstilladelsen i bilag I for at bringe den i overensstemmelse med FN's layoutmodel til handelsdokumenter[8], idet der blev tilføjet forklarende noter, så den kan udarbejdes på en ensartet og korrekt måde. Medlemsstaterne fik også mulighed for at fremsende formularen elektronisk.

Gennemførelsesforordningen bør ligeledes kodificeres. Den relevante procedure pågår i øjeblikket.

Offentliggørelse af information i Den Europæiske Unions Tidende

Den nyeste liste over myndigheder, der har bemyndigelse til at udstede udførselstilladelser til kulturgoder, blev offentliggjort i juli 2009[9] i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2.

Den nyeste liste over toldkontorer, der har bemyndigelse til at udføre formaliteterne i forbindelse med udførsel af kulturgoder, blev offentliggjort i 2009 i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i grundforordningen.

Udvalgsmøder

Det rådgivende udvalg om udførsel og tilbagelevering af kulturgoder trådte sammen otte gange i den pågældende periode. Udvalget undersøger også spørgsmål, der opstår som følge af anvendelsen af Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område[10].

International sammenhæng

Ratificering af UNESCO- og UNIDROIT-konventionerne

Selv om antallet af ratificeringer steg i den pågældende periode, har kun 22 medlemsstater indtil videre ratificeret UNESCO-konventionen af 1970[11], og 12 har ratificeret UNIDROIT-konventionen[12] af 1995.

WCO's/UNESCO's model til standardudførselstilladelsen

I 2005 udviklede WCO og UNESCO i fællesskab WCO-UNESCO-modellen til standardudførselstilladelsen for kulturgoder for at harmonisere de mange eksisterende udførselstilladelser verden over og dermed lette toldkontrollen og gøre det muligt at finde frem til falske dokumenter. Den foreslåede tilladelse er baseret på EU's model til standardudførselstilladelsen.

Europæisk sammenhæng

Det system, der er indført på EU-plan vedrørende udførsel af kulturgoder, som er omfattet af denne beretning, supplerer andre instrumenter og initiativer, der sigter mod at beskytte kulturgenstande.

Kommissionen udsendte tre beretninger om anvendelse af Rådets direktiv 93/7/EØF[13] i 2000, 2005 og 2009[14]. Det fremgik af den seneste beretning, at man burde overveje en revision af direktivet. Kommissionen nedsatte derfor en ad hoc - arbejdsgruppe under udvalget om udførsel og tilbagelevering af kulturgoder, som skulle identificere problemerne med anvendelse af direktivet og fremsætte forslag til løsninger. Arbejdsgruppen har allerede fuldført sit mandat, og dens konklusioner vil blive forelagt for udvalget i 2011. Da bilaget til dette direktiv er identisk med bilag I til grundforordningen, kan en beslutning om at ændre direktivet have direkte indflydelse på forordningen.

Rådet nedsatte en arbejdsgruppe om mobilitet for samlinger i sin arbejdsplan for kultur (2008-2010) inden for rammerne af gennemførelsen af en europæisk kulturdagsorden[15]. Gruppen fremlagde sin endelige rapport i juni 2010[16]. På grundlag af denne gruppes arbejde og som en del af arbejdsplanen på kulturområdet 2011-2014[17] vil en ny arbejdsgruppe undersøge, hvordan processen med udlån og lån kan forenkles med fokus på statslige godtgørelsesordninger.

I Rådets konklusioner af november 2008 understregedes behovet for at forhindre og bekæmpe ulovlig handel med kulturgoder. I denne forbindelse har Kommissionen indgået en kontrakt om en undersøgelse om forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig handel med kulturgoder, som skal gennemføres inden udgangen af 2011.

GENNEMFØRELSE AF FORORDNINGEN MELLEM 1. JANUAR 2000 OG 31. DECEMBER 2010

Statistiske oplysninger om medlemsstaternes gennemførelse

Brug af standardudførselstilladelsen som fastsat i artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordningen

En standardudførselstilladelse anvendes normalt til hver udførsel i henhold til grundforordningen. En oversigt over antallet af standardudførselstilladelser udstedt af medlemsstaterne findes i bilag 1 .

Bilag 2 viser, hvordan situationen har udviklet sig i den pågældende periode med hensyn til antallet af udstedte tilladelser fra EU 15 (2003) til EU 27 (2010). Det fremgår også, hvor stor en andel af de samlede udstedte tilladelser de forskellige medlemsstater tegner sig for. Tallene viser, at udførslen af kulturgoder fra EU er koncentreret i tre medlemsstater, først og fremmest Det Forenede Kongerige med et gennemsnit på 45 % i perioden 2000-2010, efterfulgt af Italien (omkring 26 %) og Frankrig (omkring 15 %).

Siden udvidelsen den 1. maj 2004 er kun 1 % af det samlede antal udførselstilladelser blevet udstedt af de nye medlemsstater. Heraf tegnede Tjekkiet sig for 46 %, og det er det eneste land, der har indberettet et betydeligt antal udstedte tilladelser.

Det samlede antal standardudførselstilladelser steg fra 16 117 i 2000 til et maksimum på 21 557 i 2007 (+ 34 %), hvorefter det faldt til 18 176 i 2010. Da antallet af standardudførselstilladelser udstedt i de nye medlemsstater er meget lavt, kan den registrerede stigning ikke tilskrives udvidelsen.

Brug af den specifikke åbne tilladelse som fastsat i artikel 2, stk. 2, i gennemførelsesforordningen

En specifik åben tilladelse omfatter en bestemt persons eller organisations gentagne midlertidige udførsel af et bestemt kulturgode. En oversigt over antallet af specifikke åbne tilladelser, der cirkulerer i medlemsstaterne, findes i bilag 3 .

Tallene viser, at kun syv medlemsstater (Grækenland, Frankrig, Cypern, Nederlandene, Polen, Slovenien og Det Forenede Kongerige) har gjort brug af denne form for tilladelse, idet Polen er klart den største bruger heraf.

Antallet af personer eller organisationer, der var i besiddelse af en specifik åben tilladelse, fremgår af bilag 4 .

Brug af den generelle åbne tilladelse som fastsat i artikel 2, stk. 3, i gennemførelsesforordningen

En generel åben tilladelse dækker enhver midlertidig udførsel af de kulturgoder, der udgør en del af et museums eller en anden institutions permanente samling. En oversigt over antallet af generelle åbne tilladelser, der cirkulerer i medlemsstaterne, findes i bilag 5 .

Det fremgår, at kun otte medlemsstater (Bulgarien, Tyskland, Grækenland, Frankrig, Cypern, Polen, Portugal og Slovenien) har gjort brug af denne type tilladelse.

Selv om specifikke og generelle åbne tilladelser bruges i et begrænset antal medlemsstater, oplyser disse medlemsstater, at de er et vigtigt instrument til forvaltning og kontrol af udførslen af kulturgoder.

Afslag på standardtilladelser

En oversigt over antallet af ansøgninger om tilladelser, som medlemsstaternes kompetente myndigheder gav afslag på, findes i bilag 6 .

De vigtigste begrundelser for at give afslag på tilladelser var: i) fremsendelse af ufuldstændige ansøgninger, ii) den genstand, der skal udføres, anses for at være en national skat i den pågældende medlemsstat.

Procentdelen af tilladelser, der blev givet afslag på i hele EU, er meget lav svarende til 0,3 % af alle udstedte tilladelser.

Forsendelser, der ikke var i overensstemmelse med reglerne

Antallet af forsendelser, der ikke var i overensstemmelse med gældende regler, fremgår af bilag 7 . Medlemsstaterne indberettede i alt 473 tilfælde i den 10-årige periode, et meget lavt tal sammenlignet med det samlede antal udstedte tilladelser.

Nogle få medlemsstater oplyste, at forsendelser, der ikke var i overensstemmelse med reglerne, generelt blev sporet af deres toldmyndigheder. Afhængigt af det enkelte tilfælde og af den gældende nationale lovgivning fulgte de kompetente myndigheder eller den offentlige anklager op på dette. I nogle tilfælde kunne situationen løses ved at udstede udførselstilladelser med tilbagevirkende kraft.

Toldmyndighedernes kontrolstrategi

Et stort antal medlemsstater oplyser, at beskyttelse af kulturgoder er et vigtigt aspekt af deres politik, og derfor har toldmyndighederne erfaring med at spore den mulige ulovlige udførsel af kulturgoder.

Medlemsstaterne oplyser, at deres toldmyndigheder bruger risikostyring til udvælgelse af forsendelser, der bliver kontrolleret ved udførsel. De oplyser, at de anvender forhøjede kontrolrater på "højrisiko"-forsendelser.

Nogle medlemsstater oplyste, at de navnlig fokuserer på rejsende.

Begrænsning af de kompetente toldsteder

I henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 1, har medlemsstaterne mulighed for at begrænse antallet af toldsteder, der er beføjede til at foretage toldbehandling i forbindelse med udførsel af kulturgoder.

Ni medlemsstater (Bulgarien, Grækenland, Spanien, Cypern, Luxembourg, Ungarn, Malta, Portugal og Det Forenede Kongerige) har gjort brug af denne mulighed. Generelt anses det for at muliggøre en mere effektiv kontrol samt bedre samarbejde med museer og andre videnskabelige institutioner tæt på de udpegede toldsteder.

Administrativt samarbejde

De fleste medlemsstater beretter om et godt samarbejde mellem de forskellige involverede myndigheder (myndigheder, der udsteder tilladelser, toldmyndigheder, politiet) på nationalt plan. Dette samarbejde er baseret på regelmæssige møder samt fælles uddannelsesaktiviteter. I nogle medlemsstater er samarbejdet tilrettelagt på grundlag af aftalememoranda eller tilsvarende ordninger etableret mellem de berørte myndigheder.

Italien oplyste, at de myndigheder, der udsteder tilladelser, har direkte forbindelse med Comando Carabinieri Tutela Patrimonio Culturale, en specialpolitienhed for kulturgoder.

Nogle medlemsstater oplyste, at der ikke var et tilstrækkeligt samarbejde på EU-plan. Der blev fastlagt retningslinjer for administrativt samarbejde i 2003 som et resultat af arbejde udført i udvalget for udførsel og tilbagelevering af kulturgoder. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at holde dette arbejdsredskab opdateret.

På internationalt plan gennemføres der samarbejde med organer såsom Europol og Interpol.

Anvendelse af elektroniske systemer

I langt størstedelen af medlemsstaterne er det stadig ikke muligt at indgive ansøgninger om udførselstilladelser i elektronisk form. Selv i de tilfælde, hvor elektroniske formularer findes, skal den faktiske ansøgning indsendes i papirudgave.

Nogle medlemsstater oplyste, at de udvikler elektroniske systemer til såvel indsendelse af ansøgninger som udstedelse af udførselstilladelser for kulturgoder.

Forslag fra medlemsstaterne

Ændringer af tærsklerne for visse kategorier af kulturgoder

I grundforordningens artikel 10 åbnes der mulighed for at ajourføre de finansielle tærskler anført i bilag I på baggrund af økonomiske og monetære indekstal.

Det fremgår af drøftelser i udvalget for udførsel og tilbagelevering af kulturgoder, at der ikke er et flertal blandt medlemsstaterne, der går ind for ændringer af de eksisterende tærskler, og Kommissionen overvejer derfor ikke at fremsætte forslag om en ajourføring.

Værktøj, der skal sikre hurtig informationsudveksling

En række medlemsstater har givet udtryk for det synspunkt, at informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne og Kommissionen kunne være bedre, og at der bør være adgang til ajourførte kontaktoplysninger via et webbaseret værktøj.

Som svar på disse forslag har Kommissionen besluttet at nedsætte en specifik interessegruppe om udførsel af kulturgoder inden for CIRCA. Dette er et extranetværktøj tilpasset de offentlige administrationers behov, som stiller et privat rum på internettet til rådighed for udveksling af information og dokumenter samt andre funktionaliteter.

Inden for dette rum blev der oprettet et afsnit indeholdende de nationale myndigheders kontaktoplysninger. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at holde disse oplysninger opdateret.

KONKLUSIONER

Medlemsstaterne beretter ikke om større problemer med den daglige gennemførelse af grundforordningens bestemmelser og af gennemførelsesforordningen hertil. Det ser ud til, at den ordning, der i 1993 blev indført for kontrol med udførsel af kulturgoder ved EU's ydre grænser, rent faktisk er blevet brugt af størstedelen af medlemsstaterne, skønt i varierende omfang.

Ordningens funktion kan forbedres ved at udvikle mekanismer for tættere samarbejde mellem medlemsstaterne og med Kommissionen.

Kommissionen vil følge udviklingen i forbindelse med andre initiativer på EU-plan og på internationalt plan, som kan have indflydelse på emnet for denne beretning. Den vil være særlig opmærksom på konklusionerne på undersøgelsen om ulovlig handel, nævnt i afsnit 2.5. Når der påvises et behov for yderligere forbedringer af systemet som følge af disse initiativer, vil Kommissionen være parat til at tage spørgsmålet op.

* * *

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg til at denne beretning til efterretning.

BILAG

Bilag 1: Standardudførselstilladelser[18]

År |

| 2000 |2001 |2002 |2003 |2004 |2005 |2006 |2007 |2008 |2009 |2010 | |BE | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |i.o. |i.o. | | BG | | | | | | | |21 |5 |0 |0 | | CZ | | | | |0 |0 |0 |0 |61 |2 |53 | | DK | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |1 |1 |i.o. |i.o. | | DE | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | EE | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | IE | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | EL | 0 |0 |0 |1 |2 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | ES | 0 |0 |0 |1 |1 |0 |0 |0 |0 |i.o. |i.o. | | FR | 17 |18 |17 |18 |6 |12 |12 |7 |22 |28 |18 | | IT | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | CY | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | LV | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | LT | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | LU | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |i.o. |i.o. | | HU | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |i.o. |i.o. | | MT | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | NL | 0 |0 |0 |0 |0 |1 |0 |0 |0 |0 |3 | | AT | 0 |0 |0 |0 |0 |1 |1 |0 |0 |1 |1 | | PL | | | | |79 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | PT | 0 |1 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | RO | | | | | | | |0 |0 |0 |0 | | SI | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |i.o. |i.o. | | SK | | | | |0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 | | FI | 0 |0 |0 |0 |7 |6 |2 |0 |1 |0 |1 | | SE | 0 |0 |0 |0 |0 |0 |0 |2 |1 |0 |3 | | UK | 9 |9 |3 |1 |2 |3 |0 |6 |0 |2 |3 | | | | | | | | | | | | | | | I alt | 26 |28 |20 |21 |97 |23 |15 |37 |91 |33 |82 | |

[pic]

[1] Rådets forordning (EF) nr. 116/2009 af 18. december 2008 om udførsel af kulturgoder (kodificeret udgave) (EUT L 39 af 10.2.2009, s. 1). Denne forordning trådte i stedet for Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 af 9. december 1992 om udførsel af kulturgoder (EFT L 395 af 31.12.1992, s. 1), der havde været gældende siden 30. marts 1993.

[2] Kommissionens forordning (EØF) nr. 752/93 af 30. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 om udførsel af kulturgoder (EFT L 77 af 31.3.1993, s. 24).

[3] Beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 om udførsel af kulturgoder og Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område (KOM(2000)325 af 25.5.2000).

[4] Rådets forordning (EF) nr. 974/2001 af 14. maj 2001 om ændring af forordning (EØF) nr. 3911/92 om udførsel af kulturgoder (EFT L 137 af 19.5.2001, s. 10).

[5] Rådets forordning (EF) nr. 806/2003 af 14. april 2003 om tilpasning til afgørelse 1999/468/EF af bestemmelserne vedrørende de udvalg, der bistår Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i retsakter vedtaget af Rådet efter høringsproceduren (kvalificeret flertal) (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

[6] Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23).

[7] Kommissionens forordning (EF) nr. 656/2004 af 7. april 2004 om ændring af forordning (EØF) nr. 752/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 om udførsel af kulturgoder (EFT L 104 af 8.4.2004, s. 50).

[8] FN's layoutmodel til handelsdokumenter, New York og Genève, 2002 (ECE/TRADE/270).

[9] EUT C 164 af 16.7.2009, s. 6.

[10] Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område (EFT L 74 af 27.3.1993, s. 74).

[11] UNESCO-konvention om midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande, Paris, den 14. november 1970 ratificeret af følgende medlemsstater: Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Litauen, Ungarn, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige.

[12] UNIDROIT-konventionen om stjålne og ulovligt eksporterede kulturgenstande, Rom, den 24. juni 1995 ratificeret af følgende medlemsstater: Danmark, Grækenland, Spanien, Italien, Cypern, Litauen, Ungarn, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland.

[13] Se fodnote 11 ovenfor.

[14] KOM(2000)325 af 25.5.2000 (se fodnote 3 ovenfor), KOM(2005)675 af 21.12.2005 og KOM(2009)408 af 30.7.2009.

[15] Rådets resolution af 16. november 2007 om en europæisk kulturdagsorden (EUT C 287 af 29.11.2007, s. 1).

[16] Final report and recommendations to the Cultural Affairs Committee on improving the means of increasing the mobility of collections, OMC's arbejdsgruppe bestående af eksperter inden for mobilitet af samlinger, juni 2010.

[17] Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om arbejdsplanen på kulturområdet 2011-2014 (EUT C 325 af 2.12.2010, s. 1).

[18] Der kan optræde mindre forskelle i disse tal for medlemsstater, der har indberettet deres statistikker fordelt på kategori, da en tilladelse kan omfatte mere end en kategori.