Ved destination skal forstås det sted, hvortil eksporten skal stimuleres ved hjælp af en differentieret restitutionssats. I den eksportlicens, som blev udsendt til sagsøgeren i hovedsagen, var destinationen begrænset til Algeriet, Marokko og Tunesien.

Det kan ikke anerkendes, at fællesskabsretten ikke stiller andre betingelser til begrebet, at produktet skal nå sin destination. En sådan opfattelse bygger nemlig på en isoleret og formel vurdering af de omhandlede bestemmelser og frakender det økonomiske formål med de differentierede restitutioner enhver betydning som fortolkningsbidrag.

Muligheden for at differentiere restitutionens beløb efter destinationen blev skabt for at gøre det lettere at afsætte varer fra Fællesskabet på markeder, hvor de med det normale restitutionsbeløb ikke ville kunne vinde indpas som følge af de dér gældende særlige konkurrencevilkår. Under denne synsvinkel er destinationen for en vare, for hvilken restitutionen kan differentieres, ikke destinationslandets højhedsområde i territorial- eller toldretlig henseende men det heraf omfattede marked. Varen skal alstå faktisk komme på markedet. Dette er i øvrigt formålet med og begrundelsen for restitutionsreg lerne under den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter. Forskellen mellem priserne i og uden for Fællesskabet, som restitutionerne skal dække, kan selvfølgelig kun udfindes ved betragtning af de markeder, hvor disse priser anvendes.

Det samme gælder, hvor restitutionen kan fastsættes forskelligt. Kommissionen kan fastsætte et restitutionsbeløb, der generelt skal anvendes for samtlige tredjelande, og lade eksportøren vælge det marked, hvor det eksporterede produkt skal endeligt afsættes. Kommissionen kan dog også tilpasse restitutionsbeløbet efter den særlige markedssituation i et eller flere tredjelande med det formål at erobre eller bevare dette marked for Fællesskabets eksport. Når det væsentligste formål med reglerne for restitutionens beregning således er en stimulering af afsætningen, er det ulogisk at fortolke artikel 6, stk. 2 i forordning nr. 876/68 efter andre kriterier. Kravet om bevis for, at varen har nået destinationen, lader sig let forklare ved Kommissionens ønske om ikke at yde særskilt støtte, medmindre det herved tilsigtede mål kan nås. Når målet er afsætning i destinationslandet, er destinationen nået i den i artikel 6, stk. 2 anførte forstand, når varen er blevet afsat på dette marked.

Forudsætningen for, at EF-smør faktisk bringes på markedet i Marokko, er, at det importeres til dette land. Dette forudsættes også klart i artikel 3 i forordning nr. 876/68, der kræver, at priserne i bestemmelseslandet fastsættes under hensyntagen til de gunstigste priser ved ind førsel, som konkurrenterne anvender. Opfyldelsen af toldformaliteterne ved importen til bestemmelseslandet giver fællesskabssmørret adgang til markedet i dette land. Disse formaliteter kan dog ikke ligestilles med selve salget men højst anses for et ydre og afkræfteligt tegn herpå. Hvilke ekstra betingelser der må være opfyldt, for at det kan hævdes, at varen har nået destinationen, afhænger af en vurdering af den enkelte sags konkrete omstændigheder. Det er ikke altid et ufravigeligt krav, at varen skal være forbrugt i bestemmelseslandet, da Kommissionen kun har stillet denne betingelse i visse undtagelsestilfælde. Hvad angår sagsøgeren i hovedsagen var varen nok nået frem til marokkansk territorium men ikke til det derværende smørmarked. Denne opfattelse er i overensstemmelse med, hvad Domstolen har givet udtryk for i sag 6/71 (nævnt foran), hvorefter en restitutionsberettigende eksportforretning ikke må betragtes som en fortsat kæde af formalia, der kan afbrydes efter behag, men tværtimod som en i økonomisk og restitutionsmæssig henseende uopdelelig procedure, der skal muliggøre salg af et produkt fra Fællesskabet på et fremmed marked, hvortil det har adgang takket være den restitution, der gør det konkurrencedygtigt.

Da Kommissionen skulle fastsætte kravene til beviset for, at varen faktisk har nået destinationen, stod den over for den vanskelige opgave at finde et middel til at sikre, at de differentierede restitutioner nu også kun blev udbetalt for de eksportforretninger, for hvilke de var fastsat. For ikke at forhindre restitutionsordningens funktionsdygtighed måtte Kommissionen desuden undgå, at der blev stillet uopfyldelige krav. Artikel 8 i forordning nr. 1041/67 kræver som bevis for, at den eksporterede vare i henhold til artikel 61, stk. 2 i forordning EØF nr. 876/68 har nået den destination, for hvilken en differentieret restitution er blevet tildelt, at der fremlægges visse dokumenter til godtgørelse af varens ankomst til bestemmelseslandet. Derimod kræves der kun undtagelsesvis bevis for, at varen er blevet forbrugt på destinationen. Artikel 8, stk. 1 i nævnte forordning giver dog de kompetente myndigheder i medlemsstaterne mulighed for at foranstalte undersøgelser, der går ud over den blotte kontrol med, at varen er ankommet til bestemmelseslandet, og dertil i givet fald at kræve ekstra beviser: for eksempel kan der foranstaltes undersøgelser og kræves bevis vedrørende produktets salg, hvis der er grund til at mene, at restitutioner er erhvervet svigagtigt.

Det følger af det anførte, hvorledes spørgsmålene må besvares. Særligt hvad angår artikel 4, stk. 1 i forordning nr. 1041/67 kan det tilføjes, at det klart fremgår af betragtningerne til denne forordning, at nævnte artikel skal sætte medlemsstaternes kompetente myndigheder i stand til at bekæmpe det misbrug, som restitutionsordningen kunne give anledning til, eksempelvis såfremt restitutionen og importafgiften for et og samme produkt er af forskellig størrelse, eller såfremt de eksporterede produkters karakteristika søges udnyttet således, at produktet angives til eksport under en position i restitutionstariffen, der indebærer en betragtelig støtte, og dernæst genimporteres under en anden position med ingen eller kun ringe importafgift, eller såfremt der er tvivl om, hvorvidt der afsluttes en egentlig forretning (medlemsstaterne er bemyndiget til at kræve bevis for de omstændigheder, under hvilke varen har forladt Fællesskabets område og er ankommet til destinationslandets nationale område).

Hvis der kun havde været tale om en restitution, hvis beløb ikke kunne fastsættes forskelligt, havde det ikke været nødvendigt at præcisere de nærmere krav til beviset for, at import har fundet sted, da dette spørgsmål allerede er løst i artikel 8, stk. 1. Henvisningen til denne bestemmelse i artikel 4, stk. 1 in fine har alene været nødvendig af hensyn til andre restitutionsansøgninger, med hensyn til hvilke der ikke findes tilsvarende bestemmelser. Samtlige restitutionsansøgninger er således undergivet de samme materielle og formelle regler.

I det offentlige retsmøde den 7. april 1976 har sagsøgeren i hovedsagen, repræsenteret af advokat Wendt, Hamburg, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Kalbe som befuldmægtiget, afgivet mundtlige indlæg.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. maj 1976.