15.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 238/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/1528

af 4. juli 2022

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1077 med bestemmelser om oprettelse af en overvågnings- og evalueringsramme

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1077 af 24. juni 2021 om oprettelse af instrumentet for finansiel støtte til toldkontroludstyr som en del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning (1), særlig artikel 12, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Indikatorerne til rapportering om fremskridt opnået med instrumentet for finansiel støtte til toldkontroludstyr (»instrumentet«) med hensyn til at opfylde de generelle og specifikke mål, der er fastsat i artikel 3 i forordning (EU) 2021/1077, er opført i bilag II til nævnte forordning.

(2)

Selv om de indikatorer, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2021/1077, er egnede til den årlige præstationsovervågning, er de ikke tilstrækkelige til at muliggøre en omfattende overvågning og evaluering af instrumentets aktiviteter og resultater med hensyn til opfyldelsen af dets generelle og specifikke mål. Der bør derfor fastsættes yderligere indikatorer i overvågnings- og evalueringsrammen.

(3)

Indikatorerne bør måle instrumentets output, resultater og virkninger under hensyntagen til de eksisterende rapporterings- og evalueringskrav, der er fastsat i artikel 11, 12 og 13 i forordning (EU) 2021/1077.

(4)

For at sikre en effektiv, virkningsfuld og rettidig indsamling af data til overvågning og evaluering af instrumentet bør modtagerne af støtte fra instrumentet pålægges forholdsmæssige rapporteringskrav, samtidig med at den administrative byrde minimeres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Indikatorer i overvågnings- og evalueringsrammen og rapporteringskrav

1.   Ved overvågning og evaluering af instrumentet i overensstemmelse med artikel 12 og 13 i forordning (EU) 2021/1077 anvendes følgende indikatorer i overvågnings- og evalueringsrammen:

a)

de indikatorer (2), der er fastsat i bilag II til forordning (EU) 2021/1077, og som måler instrumentets resultater

b)

de indikatorer, der er fastsat i bilaget til denne forordning, og som skal måle instrumentets output, resultater og virkninger.

2.   Modtagerne af EU-midler skal på årlig basis levere de underliggende data, som Kommissionen anvender til at måle de indikatorer, der er omhandlet i stk. 1, når sådanne data er tilgængelige. Resultaterne fra de årlige rapporter fra grænseovergangssteder og toldlaboratorier bør forelægges for Kommissionen gennem, men ikke begrænset til, de nationale myndigheders årlige meddelelse, deres ansøgninger om finansiering og de foruddefinerede undersøgelser, som Kommissionen retter til dem.

3.   Kommissionen anvender oplysningerne fra modtagerne af EU-midler til at måle de indikatorer, der er omhandlet i stk. 1, som led i overvågnings- og evalueringsrammen.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 234 af 2.7.2021, s. 1.

(2)  Betegnet som resultatindikator »RES 1.3«


BILAG

Liste over yderligere indikatorer med hensyn til den overvågnings- og evalueringsramme for toldkontroludstyr, der er omhandlet i forordning (EU) 2021/1077

1.   

Outputindikatorer:

a)

OP 1.1: Antal stykker udstyr, der blev indkøbt, vedligeholdt eller opgraderet ved hjælp af midler fra instrumentet for toldkontroludstyr, opgjort for hvert af medlemsstaternes grænseovergangssteder og toldlaboratorier

b)

OP 1.2: Anvendelse af det pågældende udstyr, der er indkøbt, vedligeholdt eller opgraderet ved hjælp af midler fra instrumentet for toldkontroludstyr, opgjort for hvert af medlemsstaternes grænseovergangssteder og toldlaboratorier

c)

OP 1.3: Andel af nationale forvaltninger, der rapporterer positivt om den samlede støtte fra instrumentet til toldkontroludstyr og om gennemførelsesprocessens effektivitet.

2.   

Resultatindikatorer:

a)

RES 1.1: Specifikke resultater, som medlemsstaterne har opnået ved hjælp af udstyr, der er finansieret gennem instrumentet for toldkontroludstyr

b)

RES 1.2: Andel af nationale forvaltninger, der er enige i, at instrumentet for toldkontroludstyr har bidraget til passende toldkontrol med ensartede resultater

c)

RES 1.4: Dækning af risici og trusler ved grænseovergangssteder/i laboratorier, der bidrager til en harmoniseret anvendelse af toldkontrol

d)

RES 2: Andel af nationale forvaltninger, der rapporterer positivt om bidraget fra instrumentet for toldkontroludstyr til en bedre gennemførelse af rammen for toldrisikoforvaltning.

3.   

Virkningsindikatorer:

IMP 1: Bidrag fra instrumentet for toldkontroludstyr til toldunionens mål

a)

IMP 1, underindikator 1: Bidrag fra instrumentet for toldkontroludstyr til beskyttelsen af Unionens finansielle og økonomiske interesser

b)

IMP 1, underindikator 2: Bidrag fra instrumentet for toldkontroludstyr til at garantere Unionens og dens borgeres sikkerhed

c)

IMP 1, underindikator 3: Bidrag fra instrumentet for toldkontroludstyr til beskyttelse af Unionen mod ulovlig handel og fremme af lovlige erhvervsaktiviteter.