Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Rådet for De europæiske Fællesskaber har som sagsøgt nedlagt følgende påstande:

Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

I stævningen har sagsøgerne fremsat ét anbringende vedrørende a) overtrædelse af tjenestemandsvedtægten, navnlig artikel 25, stk. 2, og artikel 73, b) overtrædelse af den fælles ordning, navnlig artikel 3, stk. 2, og c) tilsidesættelse af retsregler og retsgrundsætninger, navnlig princippet om, at enhver forvaltningsakt skal indeholde en gyldig retlig begrundelse, dvs., at begrundelsen skal være relevant og ikke behæftet med en retlig eller faktisk vildfarelse.

Til støtte for dette anbringende har sagsøgerne indledningsvis anført, at artikel 3, stk. 2, i den fælles ordning udtrykkeligt bestemmer, at forværring af en bestående sygdom anses for en erhvervssygdom, såfremt forværringen er opstået under eller i forbindelse med tjenesten ved Fællesskaberne. Dernæst har sagsøgerne gjort gældende, at lægeudvalget i erklæringen af 17. september 1981, der ligger til grund for de anfægtede afgørelser, i det mindste fastslog, at Seingry's arbejdsvilkår og arbejdsrytme medførte en forværring af den kransåresygdom, som førte til hans død. Lægeudvalget konkluderede imidlertid, at der i det foreligende tilfælde ikke var tale om en erhvervssygdom i snæver betydning. Ifølge sagsøgerne havde udvalget med urette anlagt en for snæver fortolkning af begrebet erhvervssygdom, idet det således ikke tog hensyn til, at begrebet inden for rammerne af den fælles ordning tværtimod har en videre betydning, da det ligeledes omfatter forværring af en bestående sygdom.

Følgelig har sagsøgerne anført, at Rådet i de anfægtede afgørelser enten har anlagt en fejlagtig fortolkning af konklusionerne i lægeudvalgets erklæring eller undladt at tage hensyn til artikel 3, stk. 2, i den fælles ordning. Subsidiært har de anført, at afgørelserne ikke er begrundet som foreskrevet i vedtægtens artikel 25, stk. 2. I den forbindelse har sagsøgerne henvist til, at de ikke var tilstrækkelig klart begrundet, idet Rådets synspunkt ikke kom frem. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt klart, om Rådet ikke anerkender, at Seingry's arbejdsvilkår og arbejdsrytme kunne medføre en forværring af den sygdom, som førte til hans død, eller om Rådet bestrider, at forværring af den bestående sygdom kan anses for en erhvervssygdom, jfr. den fælles ordning.

Rådet for De europæiske Fællesskaber har som sagsøgt først fremhævet, at de spørgsmål, som vedrører en sygdoms oprindelse eller forværring, naturligvis må afgøres på lægeligt grundlag. Det har tilføjet, at doktor Simons, den af institutionen udpegede læge, fastslog, at en infarkt ikke anerkendes som en erhvervssygdom. Rådet har dernæst anført, at lægeudvalget ikke — som hævdet af sagsøgerne — konkluderede, at Seingry's arbejdsvilkår og arbejdsrytme havde medført en forværring af en bestående sygdom, men kun, at [Seingry's] særlig forjagede arbejdsforhold kan have fremkaldt en forværring.... Ifølge Rådet indebærer en sådan konstatering kun en mulighed for, at den nævnte omstændighed kunne være en af årsagerne til den sygdom, som førte til Seingry's død. Uanset at de intense arbejdsforhold på et kontor må erkendes at være en risiko gælder vel uden videre, at risikoen kan forstærkes ved den pågældendes livsform og mentalitet. I denne forbindelse konstaterede lægeudvalget ifølge Rådet, at Seingry's sygdom skyldtes en række andre faktorer, navnlig tobaksforgiftning. Herefter ses der ikke at foreligge tilstrækkeligt bevis for, at Seingry's sygdom eller forværringen heraf er opstået under eller i forbindelse med tjenesten ved Rådet.

Ifølge Rådet er der ikke noget holdepunkt for at antage, at lægeudvalget ¡dart har tilsidesat artikel 3, stk. 2, i den fælles ordning. Der foreligger heller ikke overtrædelse af vedtægtens artikel 25, stk. 2. Rådet har anført, at de anfægtede afgørelser, navnlig afgørelsen af 14. maj 1982, er klare og tilstrækkeligt begrundet, når man henholder sig til de vedlagte lægerklæringer.

Sagsøgerne har i replikken anført, at selv om spørgsmålene vedrørende en sygdoms oprindelse eller forværring må afgøres på lægeligt grundlag, er spørgsmål vedrørende begrebet erhvervssygdom eller den rigtige fortolkning af lægeudvalgets konklusioner af retlig karakter. De har her igen gjort gældende, at lægeudvalget har lagt en for snæver fortolkning af begrebet erhvervssygdom til grund. Efter at have fastslået, at Seingry's arbejdsvilkår og arbejdsrytme havde forværret hans hjertesygdom, antog udvalget fejlagtigt, at forværring af en bestående sygdom ifølge gældende ret ikke kunne anses for en erhvervssygdom. Ifølge sagsøgerne er det uden betydning, at der findes flere årsager til en forkalkning af blodkarrene i hjertet, og at en række af disse faktorer var til stede hos Seingry, eftersom en sådan konstatering ikke udelukker, at Seingry's forjagede arbejdsforhold kunne frembringe en forværring.

Rådet har i duplikken anerkendt, at begrebet erhvervssygdom er af retlig karakter. For at kunne antage, at der foreligger en erhvervssygdom, kræves det ikke blot, at den er opstået under eller i forbindelse med tjenesten ved den pågældende institution, men ligeledes, at de udførte arbejdsopgaver bevisligt har fremkaldt sygdommen eller forværret en bestående sygdom. I den foreliggende sag er det ikke tilstrækkelig godtgjort, at Seingry's arbejdsforhold reelt medførte en forværring af kransåresygdommen. Sagsøgte har derfor fastholdt, at de anfægtede afgørelser hvilede på et tilstrækkeligt grundlag.

Intervenienten har i begæringen om intervention delvis fremført samme argumenter som sagsøgte. Intervenienten har yderligere anført, at Domstolen i dom af 12. januar 1983 (K. mod. Rådet, sag 257/81, Sml. 1983, s. 1) fastslog, under hvilke omstændigheder en sygdom eller forværringen af en bestående sygdom, som ikke er optaget på den europæiske liste, kan anses for en erhvervssygdom. I dommen udtalte Domstolen blandt andet, at det skal være tilstrækkelig godtgjort, at sagsøgerens patologiske tilstand har en tilstrækkelig direkte sammenhæng med en speciel og typisk risiko, der følger af de opgaver, som sagsøgeren har udført. Intervenienten har herefter påberåbt sig Kommissionens henstilling 66/462 af 26. juli 1966 (JO nr. 147, s. 2696), hvorefter de erhvervssygdomme, der ikke er optaget på den europæiske liste, defineres som sygdomme, der opstår som en følge af erhvervsmæssig beskæftigelse, og som en bestemt gruppe arbejdere er mere udsat for end den øvrige del af befolkningen. Endelig har intervenienten henvist til generaladvokat Roemer's forslag til afgørelse i sag 29/71 (dom af 15. 7. 1972, Vellozzi mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 133; org.ref. Rec. s. 513), hvorefter der foreligger en erhvervssygdom, når det kan godtgøres, at udøvelsen af de pålagte arbejdsopgaver er den væsentlige eller afgørende årsag til, at en sygdom er opstået, eller at der er sket en forværring af en bestående sygdom«. Ifølge intervenienten fremgår det af ovennævnte citater, at Rådet med føje nægtede at anerkende Seingry's sygdom som er erhvervssygdom.

Det fremgår af de dokumenter, som er indgivet til Domstolen, at Rådets administration har anmodet lægeudvalget om at udtale sig om, hvorvidt den sygdom, som førte til René Seingry's død, kan anses for en erhvervssygdom.

For så vidt angår det spørgsmål, om Rådet i andre tilfælde med henblik på at fastslå, om en tjenestemand eller en anden ansat ved Fællesskaberne er ramt af delvis eller fuldstændig invaliditet, har anerkendt, at en hjertesygdom er af erhvervsmæssig karakter, har Rådet svaret benægtende. Rådet har yderligere anført, at institutionens rådgivende læge aldrig under Seingry's årlige lægeundersøgelse har afgivet nogen henstilling angående hans arbejde.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 6. oktober 1983.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. november 1983.