I stævningen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande :

Kommissionen har rejst to indsigelser mod sagens antagelse til realitetsbehandling.

For det første gør Kommissionen gældende, at sagsøgerens principale påstand angående anerkendelse af krav af invalidepension må afvises, fordi en sådan anerkendelse kun kan meddeles af et invaliditetsudvalg i henhold til vedtægtens artikel 78, jfr. artikel 13 i bilag VIII. Dette er utvivlsomt rigtigt, men er uden praktisk betydning i betragtning af sagsøgerens subsidiære påstand. Denne subsidiære påstand bør efter Kommissionens opfattelse afvises, i det omfang den går ud på anerkendelse af sagsøgerens invaliditet med tilbagevirkende kraft til den 1. juli 1973, idet dette krav først er fremsat i stævningen. Dette er en kendsgerning. Da klagen imidlertid angik den manglende iværksættelse af invaliditetsproceduren, mener jeg dog, at den omstændighed, at man i stævningen tidsmæssigt præciserer retsvirkningerne af den procedure, der påstås iværksat, ikke i sig selv kan medføre, at påstanden i det nævnte omfang bør afvises.

For det andet gør Kommissionen gældende, at sagsøgeren først den 21. maj 1982 indgav klage over Kommissionens beslutning af 7. september 1981 om ikke at iværksætte invaliditetsproceduren, dvs. efter udløbet af den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede tremånedersfrist. Heri kan jeg ikke give Kommissionen medhold. Kommissionen har anset sagsøgerens skrivelse af 21. maj 1981 som en klage efter vedkommende bestemmelse i vedtægten, men afviste den ikke af formelle grunde. Det er efter min opfattelse i strid med god forvaltningsskik i forbindelse med et senere sagsanlæg at betragte en klage fra en tidligere tjenestemand som ikke opfyldende formelle krav, når den tidligere ikke er blevet afvist som uforskriftsmæssig.

Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at sagsøgerens subsidiære påstand som formuleret under punkt 2 b) i stævningen kan antages til realitetsbehandling. I øvrigt går Kommissionen selv ind på en behandling af sagens realitet, da den jo påstår sig frifundet.

Efter vedtægtens artikel 53 skal den tjenestemand, der opfylder de i artikel 78 fastsatte betingelser, afskediges med pension og sådan afskedigelse med pension er efter vedtægtens artikel 47, litra f), at betragte som en udtræden af tjenesten. Bestemmelsen i artikel 78 er utvetydigt udtryk for, at anerkendelsen af en invaliditet er en beslutning der fortrinsvis beror på tjenestens interesse. En begæring fra vedkommende tjenestemand herom er således end ikke nødvendig. På grund af invaliditeten er tjenestemanden ikke længere (fuldt ud) i stand til at varetage sin stilling på tilfredsstillende måde. Tjenestemandens personlige interesse tilgodeses ved den pensionering, der er følgen af invaliditetens anerkendelse. På denne baggrund kan det ikke siges, at Kommissionen har handlet i strid med den denne påhvilende omsorgspligt over for sine tjenestemænd ved ikke i 1967 i forbindelse med sagsøgerens første hjerteanfald at iværksætte en invaliditetsprocedure. Efter dommen i de forenede sager 33 og 75/79 (Sml. 1980, s. 1677) indebærer omsorgspligten (præmis 22), at vedkommende myndighed i forbindelse med sin afgørelse — i nærværende tilfælde i forbindelse med afgørelsen om ikke at iværksætte invaliditetsproceduren — skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og herved ikke blot tage hensyn til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse. Det er ikke godtgjort, at det ville have været i sagsøgerens interesse på det tidspunkt at iværksætte en invaliditetsprocedure, da den lægeerklæring, der er fremlagt som bevismiddel, jo ikke kræver dette, men blot at tjenestemanden ikke udsættes for overarbejde. Endvidere kan man heller ikke af erklæringen slutte, at sagsøgeren var helt eller delvis arbejdsudygtig. Det vil gå for vidt at antage, at den omsorgspligt, der påhviler en institution, indebærer, at en invaliditetsprocedure skal iværksættes hver gang visse sygdomstilfælde er konstateret af en læge. Efter min opfattelse kan dette kun være påkrævet når særlige omstændigheder foreligger, såsom en anmodning herom fra den behandlende læge eller vedkommende selv. Intet tyder på, at sagsøgeren ikke var indforstået med at fortsætte tjenesten. Hertil kommer yderligere, at sagsøgeren af sine overordnede og øjensynligt tillige af sig selv blev anset for egnet til en højere stilling. Dette kan vanskeligt forenes med sagsøgerens anbringende om, at han faktisk burde være erklæret helt eller delvis invalid.

Antages det, som sagsøgeren har forklaret på et spørgsmål fra Domstolen, at det andet hjerteanfald har årsagsforbindelse med det første, kan det gøres gældende, at der foreligger en erhvervssygdom, i hvilket tilfælde vedtægtens artikel 78 hjemler en invalidepension på 70 % af tjenestemandens sidste grundløn. Det er for det første ikke ved den førnævnte lægeerklæring godtgjort, at sagsøgerens første hjerteanfald kan anses som en erhvervssygdom medførende en total invaliditet som omhandlet i artikel 78. Dernæst er det heller ikke ubestrideligt godtgjort, at det andet hjerteanfald var en uundgåelig følge af det første. Ikke alene rejser den mellemliggende periode på 14 år tvivl herom, men desuden foreligger der heller ikke noget lægeligt bevis herpå.

Mere bæredygtigt end de to førnævnte anbringender, der så vidt jeg kan se ikke er holdbare, er efter min opfattelse anbringendet vedrørende fortolkningen af bestemmelsen i vedtægtens artikel 78, jfr. artikel 13 i bilag VIII, hvorefter forordning nr. 2530/72 ikke efter sagsøgerens opfattelse er til hinder for disse bestemmelsers anvendelse. Den nærmere undersøgelse af anbringendet afdækker to indbyrdes forbundne spørgsmål.

For det første er sammenhængen mellem den nævnte forordning og vedtægtens artikler 35 og 47 relevant. De fem tjenesteretlige stillinger, der efter artikel 35 er mulige, vedrører utvivlsomt en tjenestemand, der er blevet ansat i en fast stilling som omhandlet i vedtægtens artikel 1. Den tjenesteretlige stilling kan kun bringes til ophør på en af de i artikel 47 omhandlede måder. Af bestemmelsen i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2530/72 fremgår det, at denne hjemler to muligheder: overgang til ventepenge i overensstemmelse med vedtægtens artikel 41, hvilket i sammenhæng med vedtægtens artikel 35 indebærer opretholdelsen af den tjenesteretlige stilling, og udtræden af tjenesten i overensstemmelse med vedtægtens artikel 47. Det er ubestridt, at sagsøgeren anmodede om, at den sidstnævnte foranstaltning blev bragt i anvendelse, og at han således herefter ikke er placeret i en af de i vedtægtens artikel 35 omhandlede tjenesteretlige stillinger. Han forbliver imidlertid tjenestemand i vedtægtens og vedkommende forordnings forstand, således at den retlige forbindelse mellem den pågældende og institutionen ikke er bragt til ophør. Dette fremgår i øvrigt tydeligt af de talrige bestemmelser i forordningens artikler 3 og 4. Artikel 3, stk. 7, tredje afsnit, forudsætter endog, at den pågældende kan genindtræde i aktiv tjeneste.

Det andet spørgsmål er, hvilke personer der efter bestemmelsen i vedtægtens artikel 78, jfr. artikel 13 i bilag VIII kan anerkendes som invalide. Den første af de nævnte bestemmelser synes rent faktisk ikke at udelukke, at den omfatter en tjenestemand, der på anførte måde har gjort brug af forordning nr. 2530/72. Navnlig synes kriteriet om at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe (som følge af vedvarende og total invaliditet) ikke at være til hinder herfor i betragtning af den i forordningen udtrykkeligt omhandlede mulighed for genindtræden i aktiv tjeneste. Det fremgår heller ikke af bestemmelsen i artikel 78, at der skal være tale om en tjenestemand, der er placeret i en af de tjenesteretlige stillinger, som nævnes i vedtægtens artikel 35. Derimod synes sætningen i artikel 13 i bilag VIII, der er fremhævet af Kommissionen i sit svarskrift, af den grund må opgive at gøre tjeneste ved Fællesskaberne at være udtrykkeligt til hinder for anerkendelse af sagsøgerens invaliditet. Modsat selve vedtægtens artikel 78 synes den nævnte bestemmelses ordlyd klart at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde til tjenstemænd omfattet af vedtægtens artikel 35. Kunne en årsagssammenhæng mellem sagsøgerens andet og første hjerteanfald bevises, og var der ikke gået så lang tid mellem de to hjerteanfald, ville det måske ikke have været rimeligt at tillægge en bisætning i en bestemmelse i et bilag en så afgørende betydning. Når henses til den konkrete sags omstændigheder mener jeg imidlertid, at dette er på sin plads. Det ville imidlertid efter min opfattelse have været mere rimeligt, om forordningen havde indeholdt en undtagelse fra vedtægtens artikel 78 og artikel 13 i bilag VIII vedrørende invaliditet, der skyldtes en erhvervssygdom opstået i forbindelse med udøvelsen af tjenesten.