European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/4100

18.7.2025

KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. juni 2025

om foreneligheden med EU-retten af de foranstaltninger, som Italien vil træffe i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU

(C/2025/4100)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (1), særlig artikel 14, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev af 26. marts 2025 meddelte Italien Kommissionen visse foranstaltninger, der vil blive truffet i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU med henblik på at integrere, ajourføre og ændre foranstaltninger, der var gældende i medlemsstaten, og som blev erklæret forenelige med EU-retten ved Kommissionens afgørelse 2012/394/EU (2). De foranstaltninger, der vil blive truffet, supplerer de gældende foranstaltninger og består i at udarbejde en ny liste over udpegede nationale eller udenlandske begivenheder, som Italien anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse.

(2)

Kommissionen har efterprøvet, at de foranstaltninger, der er beskrevet i brevet af 26. marts 2025, er forenelige med EU-retten, især hvad angår foranstaltningernes proportionalitet og den gennemførte nationale høringsprocedures gennemsigtighed.

(3)

I forbindelse med undersøgelsen af foranstaltningerne har Kommissionen taget de tilgængelige oplysninger om det italienske audiovisuelle marked, især indvirkningen af sådanne foranstaltninger på tv-markedet, i betragtning.

(4)

Listen over yderligere udpegede nationale eller udenlandske begivenheder, som Italien anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (»listen«), blev udarbejdet på en klar og gennemsigtig måde efter en bred offentlig høring.

(5)

På grundlag af den detaljerede dokumentation og de seertal, som de italienske myndigheder har fremlagt, har Kommissions tjenestegrene vurderet, at hver yderligere begivenhed på listen opfylder mindst to af følgende kriterier, der anses for at være pålidelige indikatorer for, om en given begivenhed er af væsentlig samfundsmæssig interesse: i) den pågældende begivenhed er af særlig almen interesse for medlemsstatens befolkning og ikke blot af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i den pågældende sportsgren eller aktivitet, ii) den pågældende begivenhed har en generelt anerkendt og klar kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet, iii) landsholdet deltager i den pågældende sportsgren i en større international konkurrence eller turnering, og iv) den pågældende begivenhed har traditionelt været udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i medlemsstaten.

(6)

De paralympiske sommer- og vinterlege har en særlig almen interesse i Italien og er ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i sådanne sportsbegivenheder. Hertil kommer, at disse lege omfatter deltagelse af det italienske landshold, at de traditionelt er blevet udsendt på gratis tv, og at de har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(7)

Hvis der er tale om deltagelse af italienske hold, betragtes semifinalerne og finalekampene i Conference League også som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Disse kampe har en særlig almen interesse i Italien og er ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i denne turnering. De er tidligere blevet udsendt på gratis tv, og de har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(8)

Listen omfatter også finalerne i to fodboldturneringer: Coppa Italia og Supercoppa di Lega. Kampene i disse turneringer betragtes som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, da de er særligt populære i den brede offentlighed og ikke blot blandt dem, der normalt følger med i netop denne sportsgren, og de er traditionelt blevet udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(9)

Hvis der er tale om deltagelse af italienske spillere, har semifinalerne og finalerne i Grand Slam-tennisturneringerne en særlig almen interesse i Italien, og de er ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i tennis. Både Wimbledon og US Open har traditionelt været udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i Italien, hvorimod Australian Open og Roland Garros, som også opnåede høje seertal, tidligere blev udsendt på betalings-tv. Der er imidlertid en klar interesse for disse turneringer fra den italienske offentligheds side, og seertallene, som allerede var høje, da de blev transmitteret på betalings-tv, har været betydelige, hver gang de er blevet udsendt gratis.

(10)

Hvis der er tale om deltagelse af italienske spillere, anses semifinalerne og finalerne i ATP Finals, WTA Finals, ATP Masters 1000 og WTA 1000 for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, da de er særligt populære i den brede offentlighed og ikke blot blandt dem, der normalt følger med i tennis, og de er traditionelt er blevet udsendt på gratis tv, og de har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(11)

Hvis der er tale om deltagelse af det italienske landshold, har semifinalerne og finalen i tennisturneringen United Cup en særlig almen interesse i Italien og involverer et landshold i en større international turnering.

(12)

Listen omfatter også de etaper af cykelløbet Tour de France, der finder sted i Italien. Disse etaper er ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i denne sportsgren, men tiltrækker et stort antal seere og er traditionelt blevet udsendt på gratis tv.

(13)

Hvis finalerne af verdensmesterskabet i atletik afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af det italienske landshold, har disse en særlig almen interesse i Italien og er ikke blot af betydning for dem, der normalt følger med i de pågældende atletikdiscipliner. Ud over et landsholds deltagelse i en større international konkurrence bør det også tages i betragtning, at disse finaler traditionelt er blevet udsendt på gratis tv, og at de har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(14)

Hvis finalerne af verdensmesterskabet i svømning afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af italienske svømmere, er de af særlig almen interesse og har ikke blot betydning for dem, der sædvanligvis følger med i denne sportsgren. De involverer deltagelse af det italienske landshold i en stor international konkurrence, og de har traditionelt været udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(15)

Hvis finalerne af verdensmesterskabet i gymnastik afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af italienske gymnaster, er disse også opført på listen. Ud over et landsholds deltagelse i en større international konkurrence bør det også tages i betragtning, at disse finaler ikke blot er af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i denne sportsgren, og at de traditionelt er blevet udsendt på gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(16)

Hvis finalerne af verdensmesterskabet i fægtning afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af italienske fægtere, har de en særlig almen interesse i Italien og er ikke blot af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i denne sportsgren. De involverer et landshold i en større international turnering og er traditionelt blevet udsendt på gratis tv, og de har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(17)

Hvis finalerne af verdensmesterskabet i kunstskøjteløb afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af italienske kunstskøjteløbere, er disse også opført på listen. Ud over et landsholds deltagelse i en større international konkurrence bør det også tages i betragtning, at disse mesterskaber ikke blot er af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i denne sportsgren.

(18)

Hvis finalerne af verdensmesterskaber i alpint skiløb afholdes i Italien eller afholdes med deltagelse af italienske skiløbere, er de ikke blot af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i denne sportsgren og involverer et landshold i en større international konkurrence.

(19)

Finalerne i Det Europæiske Melodi-Grandprix har en særlig almen interesse i Italien og er traditionelt blevet udsendt gratis tv og har tiltrukket et stort antal seere i Italien.

(20)

Operasæsonens præmiereaften i Teatro San Carlo i Napoli er opført på listen på grund af dens særlige generelle interesse i Italien og dens særlige kulturelle betydning.

(21)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, går de foranstaltninger, som Italien har anmeldt, ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det tilstræbte mål, nemlig beskyttelse af retten til information og offentlighedens brede adgang til tv-dækning af nationale eller udenlandske begivenheder, som Italien anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, under hensyntagen til: i) de ordninger, i henhold til hvilke de pågældende begivenheder skal udsendes, ii) definitionen af et »kvalificeret tv-spredningsforetagende« i artikel 1, stk. 2, litra B, i Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (AGCOM) afgørelse nr. 131/12/CONS af 15. marts 2012, iii) AGCOM’s rolle i forbindelse med bilæggelse af tvister, og iv) den omstændighed, at den relevante foranstaltning for så vidt angår de nye udpegede begivenheder kun finder anvendelse på begivenheder, for hvilke der er erhvervet enerettigheder efter den pågældende bestemmelses ikrafttræden, og derfor ikke finder anvendelse på allerede eksisterende kontrakter. Følgelig rækker virkningen af udpegningen af yderligere begivenheder på ejendomsretten, jf. artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ikke ud over de virkninger, der er en iboende del af optagelsen af disse begivenheder på den liste, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU.

(22)

Af lignende grunde forekommer de italienske foranstaltninger at stå i et rimeligt forhold til formålet og at være tilstrækkelige til at retfærdiggøre en undtagelse fra den grundlæggende ret til at levere tjenesteydelser, som er fastsat i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den mere tungtvejende offentlige interesse, der begrunder denne undtagelse, er at der sikres bred offentlig adgang til udsendelser af nationale eller udenlandske begivenheder, som i Italien anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Desuden udgør disse foranstaltninger ikke diskrimination eller markedsafskærmning over for andre medlemsstaters tv-spredningsforetagender, rettighedshavere eller andre økonomiske aktører.

(23)

De foranstaltninger, der skal træffes, er forenelige med EU’s konkurrenceregler. Definitionen i AGCOM’s beslutning nr. 131/12/CONS af et tv-spredningsforetagende, der er kvalificeret til at udsende de nævnte begivenheder, er baseret på objektive kriterier, der giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om erhvervelse af udsendelsesrettighederne til disse begivenheder. Dertil kommer, at antallet af de udpegede begivenheder ikke er så uforholdsmæssigt stort, at der skabes konkurrencefordrejning på markederne for gratis tv og betalings-tv i efterfølgende led. De nævnte yderligere begivenheders indvirkning på den fri konkurrence rækker derfor ikke ud over de virkninger, der er en iboende del af optagelsen af disse begivenheder på den liste, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU.

(24)

Kommissionen har meddelt de andre medlemsstater, hvilke foranstaltninger Italien vil træffe, og har forelagt resultaterne af vurderingen af disse foranstaltninger for det kontaktudvalg, der er nedsat ved artikel 29 i direktiv 2010/13/EU, og udvalget har vedtaget en positiv udtalelse –

BESTEMT FØLGENDE:

Eneste artikel

1.   De foranstaltninger, som Italien vil træffe i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU, og som blev meddelt Kommissionen den 26. marts 2025 i henhold til artikel 14, stk. 2, i nævnte direktiv, er forenelige med EU-retten.

2.   De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og som Italien har truffet, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juni 2025.

På Kommissionens vegne

Henna VIRKKUNEN

Ledende næstformand


(1)   EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2010/13/oj.

(2)  Kommissionens afgørelse 2012/394/EU af 21. december 2011 om EU-lovgivningens forenelighed med foranstaltninger truffet af Italien i henhold til artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 187 af 17.7.2012, s. 57, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/394/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/4100/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)