Sagsøgeren gør gældende, at den omtvistede afgørelse blev truffet af Rådets generalsekretær den 10. marts 1972, den dag han afviste sagsøgerens ansøgning af 19. januar 1972. Sagsøgeren indbragte en klage mod denne afvisning den 7. juni 1972 i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90. Klagen blev forkastet af ansættelsesmyndigheden den 30. juni 1972. Sagen kan derfor antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren rettidigt har indgivet så vel klagen mod Rådets afgørelse om afvisning som stævningen i retssagen.

Sagsøgte er af den opfattelse, at størrelsen af det fejlagtigt udbetalte beløb er fremkommet i dokumentet af 3. januar 1972, som er underskrevet af regnskabsføreren og derefter godkendt ved den regnskabsmæssige gennemgang. Dette dokument, der er udfærdiget af den kompetente myndighed, udgør på dette stadium en afgørelse, idet det kort men klart angiver, at uddannelsestillæggene er blevet beregnet på et andet grundlag end det, som skulle have været anvendt i sagsøgerens tilfælde, efter at hendes to børn var vendt tilbage til Bruxelles. Den skrivelse, hvorved sagsøgeren den 19. januar 1972 indgav klage til ansættelsesmyndigheden mod den afgørelse, der var truffet vedrørende hende, må anses for en klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, eftersom den klart gik ud på at opnå en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, hvilken myndighed den 10. marts 1972 faktisk forkastede denne klage.

En klage mod denne afgørelse skulle have været indgivet inden for en frist af 3 måneder.

sagsøgeren svarer, at de at Kadet fremlagte dokumenter, skrivelserne fra kontoret for lønninger og tillæg, ikke kan betragtes som en afgørelse: en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal rettes til sagsøgeren og skal indeholde en bemærkning om grunden til, at betingelserne for anvendelse af artikel 85 efter Rådets opfattelse er opfyldt.

I øvrigt har sagsøgeren aldrig modtaget de skriftlige lønkontoudskrifter, som angiveligt er udarbejdet den 3. januar 1972. Hun var kun mundtligt af en tjenestemand i lønklasse C blevet informeret om, at hun havde fået for meget udbetalt; denne havde ligeledes meddelt hende, at administrationen tog sig betalt ved efterbetalingen af den tilbagevirkende lønforhøjelse, der kom til udbetaling i januar 1972.

Der er således tørst tale om en afgørelse, som kan være genstand for klage, ved fremkomsten af afvisningsafgørelsen af 10. marts 1972.

Sagsøgte replicerer, at sagsøgeren modtog en kopi af de omtalte meddelelser. Den trykte tekst på formularen var udformet med henblik herpå; den indeholdt bemærkningen kopi og navnet på den pågældende.

Lønefterbetalingen blev faktisk gennemført af regnskabskontoret, som kan bekræfte at have modtaget instruktion herom.

Sagsøgeren anførte i sin klage af 19. januar 1972 overhovedet intet om, at der ikke forelå nogen skriftlig afgørelse; hun har heller ikke fremført dette klagepunkt efter at have modtaget afgørelsen af 10. marts 1972, som dog udtalte: efter en grundig kontrol er jeg forpligtet til at bekræfte den meddelelse, som De har fået fra administrationen ….

Selv om man accepterede sagsøgerens fastholdelse af, at afgørelsen hverken var skriftlig eller begrundet og aldrig var kommet frem til hende, kan søgsmålet alligevel ikke antages til realitetsbehandling. Det er faktisk helt klart, at der er blevet truffet en afgørelse, da sagsøgeren ellers ikke havde behøvet at tage til genmæle herimod i sin klage af 19. januar. Sagsøgeren har imidlertid ikke anfægtet afgørelsens formelle gyldighed i denne klage; hun anfægtede udelukkende indholdet.

I øvrigt burde både hendes lønseddel og de samtaler, hun havde med de ansatte i administrationen, have vist hende, at der forelå en afgørelse, hvis formelle gyldighed hun burde have anfægtet inden for fristerne.

Den påståede afgørelse af 30. juni 1972 var kun en bekræftelse af skrivelsen af 10. marts. Efter Domstolens faste retspraksis har afgørelser, som er rent bekræftende, ikke den virkning, at en ny frist begynder at løbe.

Sagsøgeren hævder, at det for meget udbetalte beløb, som gennemsnitligt udgjorde omkring 1700 BF om måneden, i betragtning af, at der var tale om en løn i lønklasse LA 4, ikke var af en sådan størrelse, at det ville virke iøjnefaldende. I øvrigt havde hendes børn ikke tidligere gået i skole i hjembyen, og da hendes mindste barn lige var blevet indskrevet i skole for første gang, havde hun ikke fundet forhøjelsen af uddannelsestillægget påfaldende. Ligeledes må man tage i betragtning, at det for meget udbetalte beløb er blevet udbetalt i en periode med særlig stort arbejdspres. Sagsøgeren havde stolet på, at administrationen fungerede forskriftsmæssigt.

Hun hævder, at kendskabet til den omtvistede kendsgerning eller umuligheden af at være uden kendskab hertil kun kan udgøre en betingelse for anerkendelse af retten til tilbagesogning, og at det påhviler sagsøgte at føre bevis herfor; i det foreliggende tilfælde savner tilbagesøgningskravet således retsgrundlag.

Subsidiært gør sagsøgeren gældende, at vedtægtens artikel 85 indeholder en fakultativ regel. Det vil være magtmisbrug, hvis sagsøgte vil udøve denne beføjelse efter så lang tids forløb.

Sagsøgte svarer, at den kompetente myndighed, før den traf afgørelsen om afvisning, tog sagsøgerens materielle og sociale situation i betragtning, og den kom til det resultat, at sagsøgerens situation ikke berettigede en fravigelse af princippet om tilbagesøgning af fejlagtigt modtagne beløb.

Sagsøgte hævder, at sagsøgeren, der havde kendskab til de gældende regler, ikke under nogen omstændigheder kunne være uvidende om fejlen i udbetalingen. I øvrigt havde sagsøgeren fået tilsendt en kopi af sin ansøgning fra januar 1971 med en påtegning fra lønningskontoret på grundlag af det beløb, som hun var berettiget til at modtage.

Sagsøgte bemærker endvidere, at sagsøgeren tildels er ansvarlig for den fejl, administrationen har begået, fordi hun har undladt at opfylde den præcise forpligtelse til at meddele enhver ændring i den beskrevne situation.

Ansøgningen om godtgørelse af skoleudgifter, som normalt indsendes i begyndelsen af skoleåret, blev i det foreliggende tilfælde først afleveret 4 måneder efter den omtalte ændring, og den kan således ikke anses for at have opfyldt betingelserne i gennemførelsesbestemmelserne om uddannelsestillæg.

Sagsøgeren svarer, at den almindelige udsendelse af bestemmelserne til dels begyndte i 1963, da hendes ældste barn endnu ikke var 3 år gammelt. Sålænge der ikke er nogen speciel grund til at betvivle rigtigheden, bemærker man ikke små fejl, når slutresultatet er fornuftigt.

Sagsøgte replicerer, at der til grund for et krav efter vedtægtens artikel 85 nødvendigvis ligger en fejl fra en institutions side, men at denne fejl ikke i sig selv kan berettige opretholdelsen af en fordel, man har opnået med urette. Det eneste spørgsmål, der stiller sig, er, om den pågældende har haft kendskab til det for meget udbetalte beløb, eller om fejlen var så åbenbar, at hun burde have kendt den.

Kun hvis sagsøgeren nægter at kende sine rettigheder og sine forpligtelser eller at skaffe sig kundskab om oplysninger, som ofte og klart sendes personligt til hende, kan hun hævde, at det er normalt hver måned fejlagtigt at modtage et beløb, som udgør næsten det tredobbelte af det normale uddannelsestillæg.

Ansøgningen om godtgørelse af skoleudgifter skal ikke på nogen måde orientere administrationen om indtrufne ændringer. Forpligtelsen til at meddele en ændring er helt forskellig fra ansøgningen om tildeling af tillægget.