European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/44

10.1.2025

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/44

af 9. januar 2025

om gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2017/2063 af 13. november 2017 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela (1), særlig artikel 17, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 13. november 2017 vedtog Rådet forordning (EU) 2017/2063.

(2)

I lyset af den seneste udvikling i Venezuela og manglende fremskridt hen imod en venezuelansk ledet dialog, der kan føre til, at demokratiet og retsstaten genoprettes, og i betragtning af den fortsat alvorlige menneskerettighedssituation i landet mener Rådet, at 15 personer bør opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag IV til forordning (EU) 2017/2063.

(3)

Bilag IV til forordning (EU) 2017/2063 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag IV til forordning (EU) 2017/2063 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. januar 2025.

På Rådets vegne

A. SZŁAPKA

Formand


(1)   EUT L 295 af 14.11.2017, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/2063/oj.


BILAG

Følgende personer tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i bilag IV til forordning (EU) 2017/2063:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse

»56.

Caryslia Beatriz RODRÍGUEZ RODRÍGUEZ

Præsident for Venezuelas højesteret (TSJ) og formand for TSJ's valgkammer

Fødselsdato: 16.7.1967

Fødested: Maracay, Aragua

Nationalitet: venezuelansk

ID-nummer (Cédula): 8671555

Køn: kvinde

Præsident for Venezuelas højesteret (TSJ) og formand for Venezuelas højesterets valgkammer siden januar 2024. Caryslia Beatriz Rodríguez Rodríguez er i sin egenskab af formand for valgkammeret ansvarlig for at erklære Nicolás Maduros udråbte sejr ved præsidentvalget den 28. juli 2024 for ubestridelig, selv om TSJ ikke fremlagde de detaljerede valgdata, som dens dom var baseret på, og til trods for uregelmæssigheder i det nationale valgråds (CNE's) forvaltning af valgprocessen.

I sin egenskab af formand for TSJ's valgkammer er hun også ansvarlig for at blande sig i oppositionens primærvalg og dermed hindre oppositionens forberedelser til præsidentvalget i juli 2024.

Caryslia Beatriz Rodríguez Rodríguez' handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

57.

Fanny Beatriz MÁRQUEZ CORDERO

Vicepræsident for Venezuelas højesteret (TSJ) og næstformand for TSJ's valgkammer

Fødselsdato: 5.2.1969

Nationalt ID-nummer (Cédula): 6272864

Nationalitet: venezuelansk

Køn: kvinde

Vicepræsident for Venezuelas højesteret (TSJ) og næstformand for Venezuelas højesterets valgkammer. I denne rolle var Fanny Beatriz Márquez Cordero involveret i TSJ's certificering af Nicolás Maduros sejr ved præsidentvalget den 28. juli 2024, selv om TSJ ikke fremlagde de detaljerede valgdata, som dens dom var baseret på, og til trods for uregelmæssigheder i det nationale valgråds (CNE's) forvaltning af valgprocessen.

Fanny Beatriz Márquez Corderos handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

58.

Inocencio Antonio FIGUEROA ARIZALETA

Dommer ved Venezuelas højesterets (TSJ's) forfatningskammer

Fødselsdato: 17.12.1959

Nationalt ID-nummer (Cédula): 5016509

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Dommer ved Venezuelas højesterets (TSJ's) forfatningskammer. I denne rolle støttede han TSJ's valgkammers certificering af Nicolás Maduros sejr ved præsidentvalget den 28. juli 2024, selv om TSJ ikke fremlagde detaljerede valgdata, som dens dom var baseret på, og til trods for uregelmæssigheder i det nationale valgråds (CNE's) forvaltning af valgprocessen.

Inocencio Antonio Figueroa Arizaletas handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

59.

Malaquías GIL RODRÍGUEZ

Dommer, formand for Venezuelas højesterets (TSJ's) politisk-administrative kammer

Fødselsdato: 27.2.1960

Fødested: Carache, delstaten Trujillo, Venezuela

Nationalt ID-nummer (Cédula): 5352190

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Dommer, formand for Venezuelas højesterets (TSJ's) politisk-administrative kammer siden 2022. I denne stilling var Malaquías Gil Rodríguez involveret i kammerets afgørelse i januar 2024 om at udelukke oppositionslederen María Corina Machado som kandidat ved præsidentvalget den 28. juli 2024.

Malaquías Gil Rodríguez' handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

60.

Antonio José MENESES RODRÍGUEZ

Generalsekretær for Venezuelas nationale valgråd (CNE)

Fødselsdato: 10.12.1980

ID-nummer (Cédula): V14316687

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Generalsekretær for Venezuelas nationale valgråd (CNE) siden august 2023. I denne rolle forsinkede Antonio José Meneses Rodríguez processerne i valgcentrene og forbød at acceptere meddelelser fra oppositionen til CNE om at afsløre uregelmæssigheder. Inden han overtog hvervet i CNE, underskrev han et dokument fra det øverste revisionskontor, der bekræftede suspensionen af oppositionslederen María Corina Machados valgrettigheder.

Antonio José Meneses Rodríguez er derfor ansvarlig for at undergrave demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

61.

Carlos Enrique QUINTERO CUEVAS

Næstformand for Venezuelas nationale valgråd (CNE)

Fødselsdato: 16.2.1972

Pasnummer: 10719241

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Næstformand for Venezuelas nationale valgråd (CNE). Som næstformand for CNE deltog Carlos Enrique Quintero Cuevas fuldt ud i CNE's beslutningsproces, hvilket hindrede en gennemsigtig valgproces og frigivelse af nøjagtige valgresultater, og han spillede dermed en afgørende rolle for forvaltningen af præsidentvalget den 28. juli 2024.

Hans handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

62.

Conrado Ramón PÉREZ BRICEÑO

Hovedmedlem (rector principal) af Venezuelas nationale valgråd (CNE)

Fødselsdato: 24.4.1954

Fødested: delstaten Trujillo, Venezuela

Nationalt ID-nummer (Cédula): 4323185

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Hovedmedlem (rector principal) af Venezuelas nationale valgråd (CNE) siden oktober 2024. Han blev stedfortrædende medlem (rector suplente) af CNE og medlem af CNE's nationale valgnævn i august 2023.

Conrado Ramón Pérez Briceño deltog i sine roller som stedfortrædende medlem (rector suplente) af CNE og medlem af CNE's nationale valgnævn i CNE's beslutninger vedrørende forvaltningen af valgprocessen, hvilket hindrede en gennemsigtig valgproces og frigivelse af nøjagtige valgresultater, og han spillede dermed en afgørende rolle for forvaltningen af præsidentvalget den 28. juli 2024.

Hans handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

63.

Rosalba GIL PACHECO

Hovedmedlem (rectora principal) af Venezuelas nationale valgråd (CNE), formand for kommissionen for folke- og valgregistret og medlem af CNE's kommission for politisk deltagelse og finansiering

Fødselsdato: 18.3.1965

Nationalt ID-nummer (Cédula): 6186648

Nationalitet: venezuelansk

Køn: kvinde

Hovedmedlem (rectora principal) af Venezuelas nationale valgråd (CNE), formand for kommissionen for folke- og valgregistret og medlem af Venezuelas nationale valgråds (CNE's) kommission for politisk deltagelse og finansiering siden august 2023.

Rosalba Gil Pacheco deltog i sin rolle som hovedmedlem (rectora principal) af CNE i CNE's beslutninger vedrørende forvaltningen af valgprocessen, hvilket har hindret en gennemsigtig valgproces og frigivelse af nøjagtige valgresultater, og hun spillede dermed en afgørende rolle for forvaltningen af præsidentvalget den 28. juli 2024.

Hendes handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

64.

Luis Ernesto DUEÑEZ REYES

Assisterende anklager, Venezuelas anklagemyndighed

Fødselsdato: 20.9.1988

Fødested: San Cristobal, Venezuela

Nationalt ID-nummer (Cédula): 18880942

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Assisterende anklager ved Venezuelas anklagemyndighed. I denne rolle var Luis Ernesto Dueñez Reyes involveret i den politiske retsforfølgelse af Edmundo González Urrutia, præsidentkandidat for den demokratiske opposition.

Edmundo González Urrutia retsforfølges for flere politiske »forbrydelser«, hvorfor han blev tvunget i eksil.

Luis Ernesto Dueñez Reyes' handlinger har derfor undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

65.

Edward Miguel BRICEÑO CISNEROS

Særlig dommer, Venezuelas første domstol i første instans

ID-nummer (Cédula):

V-17514632

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Særlig dommer ved første domstol i første instans med kompetence i sager vedrørende forbrydelser med tilknytning til terrorisme og kompetence til at behandle sager, der vedrører korruption og organiseret kriminalitet. I denne rolle udstedte Edward Miguel Briceño Cisneros den 2. september 2024 en arrestordre mod Edmundo González Urrutia, præsidentkandidat for den demokratiske opposition.

Edmundo González Urrutia retsforfølges for flere politiske »forbrydelser«, hvorfor han blev tvunget i eksil.

Edward Miguel Briceño Cisneros er derfor ansvarlig for undertrykkelse af den demokratiske opposition i Venezuela, og hans handlinger har undergravet demokratiet og retsstaten i Venezuela.

10.1.2025

66.

Alexis José RODRÍGUEZ CABELLO

Direktør, den bolivariske efterretningstjeneste (SEBIN)

Fødselsdato: 1.10.1965

ID-nummer (Cédula):

V-8959785

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Direktør for den bolivariske nationale efterretningstjeneste (SEBIN). Han blev udnævnt til stillingen af Nicolás Maduro den 14. oktober 2024.

SEBIN har været involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne såsom udenretslige henrettelser, vilkårlige tilbageholdelser og undertrykkelse af den demokratiske opposition i Venezuela.

Som direktør for SEBIN er Alexis José Rodríguez Cabello ansvarlig for alvorlige overtrædelser og krænkelser af menneskerettighederne og undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Venezuela.

10.1.2025

67.

Miguel Antonio MUÑOZ PALACIOS

Vicedirektør for den bolivariske nationale efterretningstjeneste (SEBIN)

Fødselsdato: 12.7.1964

Pasnummer: 6186648

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Vicedirektør for den bolivariske nationale efterretningstjeneste (SEBIN) siden 2021. SEBIN-embedsmænd under hans tilsyn har gjort sig skyldige i vilkårlig tilbageholdelse, tortur og grusom og umenneskelig behandling, herunder seksuel vold, i »El Helicoide«-fængslet, et SEBIN-fængsel.

Som vicedirektør for SEBIN er Miguel Antonio Muñoz Palacios derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlig tilbageholdelse, umenneskelig og nedværdigende behandling og tortur, og undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Venezuela.

10.1.2025

68.

Elio Ramón ESTRADA PAREDES

Øverstbefalende for Venezuelas bolivariske nationalgarde (GNB)

Fødselsdato: 2.12.1966

Fødested: Caracas, Venezuela

ID-nummer (Cédula): 6857541

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Øverstbefalende for den bolivariske nationalgarde (GNB) siden juli 2023.

Som øverstbefalende for GNB var Elio Ramón Estrada Paredes involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlig tilbageholdelse, tortur og grusom og umenneskelig behandling, og undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Venezuela efter præsidentvalget den 28. juli 2024.

Inden Elio Ramón Estrada Paredes blev udnævnt til øverstbefalende for GNB i juli 2023, ledede han det bolivariske nationale politikorps (PNB) fra maj 2019 til juli 2023 og førte tilsyn med operationer, der førte til krænkelser af menneskerettighederne.

Elio Ramón Estrada Paredes er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Venezuela.

10.1.2025

69.

Asdrúbal José BRITO HERNÁNDEZ

Direktør for afdelingen for strafferetlig efterforskning (DEIPC)

Fødselsdato: 6.1.1974

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Direktør for afdelingen for strafferetlig efterforskning (DEIPC) i generaldirektoratet for militær kontraefterretning (DGCIM) siden 2021.

DEIPC er ansvarligt for at foretage efterforskning og fremskaffe bevismateriale mod systemkritikere og modstandere samt udarbejde dossierer med oplysninger om potentielle mål. Det foretager også anholdelser af sådanne mål og leder afhøringer af fanger i Boleíta, der er DGCIM's hovedkvarter og kendt for et særlig højt antal menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser, navnlig tortur.

Som direktør for DEIPC er Asdrúbal José Brito Hernández derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur, overdreven magtanvendelse og mishandling af fanger i DGCIM-faciliteter begået af medlemmer af DEIPC under hans kommando, navnlig i Boleítafængslet.

10.1.2025

70.

Domingo Antonio HERNÁNDEZ LÁREZ

Strategisk operativ øverstbefalende for Venezuelas bolivariske nationale væbnede styrker (FANB)

Fødselsdato: 9.3.1964

Pasnummer: 6133376

Nationalitet: venezuelansk

Køn: mand

Strategisk operativ øverstbefalende for Venezuelas bolivariske nationale væbnede styrker (FANB) siden 2021. FANB var involveret i krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med undertrykkelserne af fredelige demonstrationer efter præsidentvalget den 28. juli 2024.

Domingo Antonio Hernández Lárez er i sin rolle som strategisk operativ øverstbefalende for FANB ansvarlig for integration, planlægning, programmering, ledelse, gennemførelse, tilsyn, kommando og strategisk operativ kontrol i forbindelse med sikkerhedsoperationer. Gennem sin direkte kommandovej er han ansvarlig for krænkelser af menneskerettighederne begået af medlemmer af FANB, herunder drab, vilkårlige anholdelser og undertrykkelse af oppositionen.

10.1.2025«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/44/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)