Begge børn gik i skole i Milano. Marco har studeret uden afbrydelse fra september 1983 til oktober 1987, hvilket den forelæggende ret har lagt til grund. Lukas Oliver afbrød sine studier i 1985, men begyndte dog atter at studere i september 1986.

Indtil den 31. december 1983 oppebar fru Kracht børnetilskud for begge sønner i henhold til italiensk lovgivning. Fra denne dato har hun ikke længere oppebåret ydelser fra den kompetente italienske institution for nogen af de to børn, eftersom hun ikke har opfyldt formaliteterne med henblik på den fortsatte udbetaling af ydelser. Da Lukas Oliver i september 1986 genoptog sine studier — og (således forstår jeg forelæggelseskendelsen) dermed atter opfyldte de materielle betingelser både i tysk og italiensk lovgivning — indgav fru Kracht ikke for denne søn en ny ansøgning om børnetilskud til den kompetente italienske institution, hvilket hun heller ikke gjorde for Marco.

1)Stilles retten til ydelser i henhold til artikel 73 i forordning (EØF) nr. 1408/71 i bero i medfør af samme forordnings artikel 76, såfremt der ikke længere kan kræves udbetalt familieydelser eller børnetilskud i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, og dette alene skyldes, at der ikke ansøges om ydelser?2)Stilles retten til ydelser i henhold til artikel 73 i forordning (EØF) nr. 1408/71 i bero i medfør af samme forordnings artikel 76, såfremt der ikke længere kan kræves udbetalt familieydelser eller børnetilskud i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, og dette alene skyldes, at der fra et vilkårligt valgt tidspunkt ikke længere stilles krav om ydelserne?

Hvad angår den forelæggende rets konstateringer og indlæggene for Domstolen, skal jeg henvise til retsmøderapporten.

Retten til børnetilskud, der kan kræves udbetalt i medfør af artikel 73 i forordning nr. 1408/71 i den medlemsstat, hvor en af forældrene har beskæftigelse, stilles ikke i bero i henhold til forordningens artikel 76, når den anden af forældrene bor med børnene i en anden medlemstat og dér udøver et erhverv, dog uden at modtage børnetilskud for børnene, fordi alle betingelserne efter denne medlemsstats lovgivning for, at de nævnte tilskud faktisk kan udbetales, ikke er opfyldt.

I præmis 14 i samme dom i sagen Ferraioli har Domstolen, ligesom i præmisserne 7-10 i dommen i sagen Salzano, fastslået, at der ved betingelserne for, at de nævnte tilskud faktisk kan udbetales, menes såvel de materielle som de formelle betingelser, som også omfatter betingelsen om, at der skal være indgivet forudgående ansøgning om udbetaling af de nævnte ydelser

Domstolen havde tidligere i en dom af 20. april 1978, Ragazzoni (134/77, Sml. s. 963), fastslået, at den i artikel 76 i forordning (EØF) nr. 1408/71 omhandlede suspension kun skal anvendes, når ægtefællen i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, opfylder alle betingelserne ifølge denne stats interne lovgivning for at kunne udøve den nævnte ret (præmis 9, det understregede ord er ikke understreget i originalteksten), men Domstolen havde dog ikke præciseret, om der herved mentes både de materielle og de formelle betingelser.

I forhold til den situation, som Domstolen tog stilling i sagerne Salzano og Ferraioli, ser jeg kun en eneste forskel, nemlig at der i de nævnte sager aldrig var blevet indgivet ansøgning i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne var bosat, mens der i den foreliggende sag i første omgang var blevet ansøgt om ydelser i denne medlemsstat, hvorefter der i det følgende ikke længere blev indgivet ansøgning herom. Denne forskel er irrelevant. I begge tilfælde — altså både når der ikke ansøges om tilskud, og når der indgives fornyet ansøgning herom — er alle betingelserne i lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, for faktisk at oppebære ydelser, ikke blevet opfyldt, hvorfor der ifølge Domstolens praksis ikke eksisterer nogen grund til suspension af ydelser, som skal udbetales i henhold til artikel 73 i forordning nr. 1408/71 i den medlemsstat, hvor en af forældrene arbejder.

Det fremgår ikke klart, hvilke formaliteter det drejer sig om. Den forelæggende ret har antydet, at fru Kracht har frafaldet sin oprindelige ansøgning om børnetilskud. Den italienske regering har henvist til, at børnetilskud i Italien skal gøres til genstand for en fornyet årlig ansøgning. Kommissionen har endelig anført, at den italienske lovgivning siden 1984 foreskriver indtægtsgrænser, ved hvis overskridelse der sker bortfald af retten til børnetilskud. Fru Kracht — såfremt det antages, at hun har opfyldt de nye materielle betingelser for udbetaling (i modsat fald finder tysk lovgivning utvivlsomt anvendelse) — har undladt at fremlægge det bevisdokument for indtægter, som er foreskrevet med hensyn til denne betingelse. Ifølge min opfattelse kommer det ikke an på denne meningsforskel. Domstolen har i den ovennævnte praksis ikke sondret efter arten eller rækkevidden af de formaliteter, der skal opfyldes.

Den omstændighed, at den italienske institution har indstillet udbetalingen på grund af fru Krachts valg om ikke at opfylde formaliteterne fra et bestemt tidspunkt, som hun selv har valgt, er efter min mening ligeledes uden betydning. Den fortolkning, som Domstolen har foretaget af artikel 76 i forordning nr. 1408/71 — hvorefter tilskuddene kun skal udbetales i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, såfremt de formelle betingelser, herunder indgivelse af en ansøgning om tilskud, er opfyldt — indebærer nødvendigvis, at ægtefællerne har mulighed for at vælge den kompetente myndighed. Dette valg skal endvidere betragtes i lyset af Domstolens faste praksis, hvorefter ydelser i en af forældrenes beskæftigelsesstat kun stilles i bero indtil det beløb, der er foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat

Jfr. bl. a. Domstolens besvarelse af det andet spørgsmål i den fornævnte Fcrraioli-sag.

Prioritetsregler i tilfælde af samtidig ret til familieydelser i medfør af lovgivningen i den kompetente stat og i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor familiemedlemmerner er bosat

Den nye affattelse af artikel 76, stk. 1, bekræfter således den fortolkning, der skal anlægges af nævnte bestemmelse i henhold til Domstolens førnævnte praksis, nemlig at ydelserne kun stilles i bero i den medlemsstat, hvor en af forældrene er beskæftiget, med det beløb, der udbetales i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, og ikke for så vidt angår det restbeløb, som overstiger nævnte beløb.

Derimod ændrer det nye stykke 2 i artikel 76 rækkevidden af den pågældende bestemmelse, således som den er blevet fortolket af Domstolen i sagerne Salzano og Ferraioli. For fremtiden er mangelen på en forudgående ansøgning i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, ikke længere tilstrækkeligt til at kræve fulde ydelser i den medlemsstat, hvor en af forældrene er beskæftiget.

Under den mundtlige forhandling har den tyske regerings befuldmægtigede gjort sig til talsmand for den opfattelse, at den nye bestemmelse allerede finder anvendelse, da den egentlig blot bekræfter, hvorledes artikel 76 i den tidligere affattelse skulle forstås. Denne opfattelse forekommer mig klart i strid med artikel 3 i forordning nr. 3427/89, hvorefter artikel 76 i den ændrede affattelse først skal anvendes fra den 1. maj 1990, og dette, skønt alle forordningens øvrige bestemmelser erklæres anvendelige fra den 15. januar 1986, dvs. datoen for Domstolens dom i Pinna-sagen

Domstolens dom af 15. januar 1986, Pinna (41/84, Sml. s. 1).

Suspensionen af de børnetilskud, der skal udbetales i medfør af artikel 73 i forordning (EØF) nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning (EØF) nr. 2001/83, i den medlemsstat, hvor en af forældrene har beskæftigelse, skal ifølge forordningens artikel 76 ikke ske, når den anden af forældrene er bosat med børnene i en anden medlemsstat, og dér udøver erhvervsmæssig beskæftigelse, uden dog at oppebære børnetilskud for børnene som følge af den omstændighed, at ikke alle betingelserne for den faktiske udbetaling af tilskud er opfyldt i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat, og navnlig ikke, fordi der ikke eller ikke længere er indgivet en ansøgning herom.