C-168/9361993O01680016.00014010140167CJKENDELSE AF 12.7.1993 — SAG C-168/93GIBRALTAR OG GIBRALTAR DEVELOPMENT MOD RÅDET<TI><P><HT TYPE="UC">Domstolens kendelse</HT></P><P><DATE ISO="19930712">12. juli 1993</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Processprog: engelsk.</P></NOTE></P></TI>

I sag C-168/93,

Government of Gibraltar og Gibraltar Development Corporation ved Ian S. Forrester, QC, of the Scots Bar, Richard O. Plender, QC, of the Bar of England and Wales, og Solicitor R. M. Belle, Skotland, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsøgere,mod

Rådet for De Europæiske Fællesskaber ved direktør Antonio Sacchetini, Rådets Juridiske Tjeneste, og juridisk konsulent John Carbery, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktør Bruno Eynard, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsøgt,

angående en påstand om annihilation af artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne (EFT L 14, s. 1),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene C.N. Kakouris, G. C. Rodrigues Iglesias, M. Zuleeg og J.L. Murray samt dommerne G.F. Mancini, R. Joliet, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, F. Grévisse, M. Díez de Velasco, PJ.G. Kapteyn og D.A.O. Edward,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretær: J.-G. Giraud,

efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

<TI><P>Kendelse</P></TI>1Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. april 1993 har Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation i medfør af EØF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med påstand om annullation af artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne (EFT L 14, s. 1).2Forordning nr. 95/93 har særlig til formål at sikre, at der benyttes en objektiv fremgangsmåde ved tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne. Dette er blevet nødvendigt på grund af det stadig større misforhold mellem væksten inden for lufttransportsystemet i Europa og den lufthavnsinfrastruktur, der er til rådighed for at tilfredsstille efterspørgslen. Forordningen har også til formål at skabe øget markedsadgang for luftfartsselskaberne, som allerede omhandlet i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet (EFT L 240, s. 8).3Ligesom den sidstnævnte forordning indeholder forordning nr. 95/93 en bestemmelse om, at anvendelsen af forordningen på Gibraltars lufthavn suspenderes, indtil en samarbejdsordning, der er aftalt mellem Kongeriget Spaniens regering og Det Forenede Kongeriges regering, er blevet iværksat.4Denne bestemmelse, som findes i den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 3, har følgende ordlyd:

Anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning på Gibraltar lufthavn suspenderes, indtil den ordning, der er fastlagt i den fælles erklæring af 2. december 1987 fra udenrigsministrene for Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige, er blevet iværksat. Spaniens og Det Forenede Kongeriges regeringer underretter Rådet om denne iværksættelsesdato.

5I den fælles erklæring af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre hedder det bl.a. i punkt 8, at ordningen for den fælles anvendelse af Gibraltars lufthavn skal gælde fra det tidspunkt, hvor de britiske myndigheder har givet de spanske myndigheder meddelelse om, at den lovgivning, der er nødvendig til gennemførelse af punkt 3.3 (om told- og immigrationskontrol i de respektive terminaler), er trådt i kraft, og opførelsen af den spanske terminal er afsluttet, således at det sidste af disse tidspunkter er afgørende, og under alle omstændigheder ikke senere end et år efter, at den nævnte meddelelse er givet.6Rådet har påstået sagen afvist i medfør af artikel 91, stk. 1, første afsnit, i Domstolens procesreglement og har anmodet Domstolen om at tage stilling til formalitetsindsigelsen uden at indlede behandlingen af sagens realitet.7Til støtte for sin afvisningspåstand har Rådet anført, at Gibraltars regering ikke har den fornødne søgsmålskompetence, idet en sag som den foreliggende efter britisk ret skal anlægges af Gibraltars guvernør. Rådet har endvidere anført, at ingen af de to sagsøgere, hverken Gibraltars regering eller Gibraltar Development Corporation, er umiddelbart eller individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse.8I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, kan Domstolen til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, og Domstolen kan i henhold til procesreglementets artikel 91, stk. 3 og 4, træffe afgørelse uden at indlede den mundtlige forhandling. Da sagen findes tilstrækkelig oplyst, har Domstolen besluttet at træffe afgørelse om sagens formalitet ved kendelse uden at afvente udløbet af de i sagen fastsatte frister.9EØF-traktatens artikel 173 bestemmer følgende:

Domstolen prøver lovligheden af Rådets og Kommissionens retsakter, dog ikke af henstillinger og udtalelser. I denne henseende har den kompetence til at udtale sig om klager, der af en medlemsstat, af Rådet eller af Kommissionen indbringes under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af denne traktat eller af retsregler vedrørende dens gennemførelse, samt af magtfordrejning.

Enhver fysisk eller juridisk person kan på samme grundlag indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt ...

10Da Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation ikke nævnes — og i øvrigt heller ikke hævder at være nævnt — blandt dem, der kan anlægge sag i henhold til artikel 173, stk. 1, skal spørgsmålet om, hvorvidt den af dem anlagte sag skal fremmes til realitetsbehandling, udelukkende afgøres efter artikel 173, stk. 2.11Indledningsvis bemærkes, at Domstolen fra afsigelsen af dommen af 14. december 1962 (forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 359, org. réf.: Rec. s. 901), har antaget, at udtrykket beslutning i traktatens artikel 173, stk. 2, har den tekniske betydning, der fremgår af traktatens artikel 189, og at kriteriet for sondringen mellem en generel retsakt og en beslutning i sidstnævnte artikels forstand skal søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig.12Desuden følger det af Domstolens faste praksis, at en retsakt ikke mister sin almengyldighed og dermed sin karakter af en generel retsakt, fordi det er muligt mere eller mindre præcist at fastslå antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den på et givet tidspunkt finder anvendelse på, når det er ubestridt, at den anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige omstændigheder, som er fastlagt i retsakten, og som er relevante i forhold til dens formål (dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Rådet, Sml. 1965-1968, s. 531, org. réf.: Rec. s. 595, af 16.4.1970, sag 64/69, Compagnie française commerciale et financière mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 41, org. réf.: Rec. s. 221, præmis 11, af 30.9.1982, sag 242/81, Roquette Frères mod Rådet, Sml. s. 3213, præmis 7, og af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Astéris mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 13, kendelse af 13.7.1988, sag 160/88 R, Fédération européenne de la santé animale mod Rådet, Sml. s. 4121, præmis 29, og dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, præmis 25).13Endelig har Domstolen også antaget, at i tilfælde, hvor en retsakt indeholder begrænsninger eller fravigelser af tidsmæssig karakter (dommen i sagen Zuckerfabrik Watenstedt mod Rådet, a.st., og dommen i sagen Compagnie française commerciale et financière mod Kommissionen, a.st., præmis 12-15) eller med hensyn til den geografiske rækkevidde (dom af 18.1.1979, forenede sager 103/78-109/78, Société des usines de Beauport mod Rådet, Sml. s. 17, præmis 15-19), indgår disse som et led i de pågældende bestemmelser som helhed og er dermed omfattet af deres generelle karakter, medmindre der foreligger magtfordrejning.14I den foreliggende sag er det ubestridt, at bestemmelserne i forordning nr. 95/93, bortset fra bestemmelsen i artikel 1, stk. 3, er almengyldige. Forordningen angår således alle EF-luftfartsselskaber, til hvilke der skal tildeles ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne efter de nærmere regler i forordningen.15For så vidt angår den anfægtede bestemmelse bemærkes, at den indebærer en suspension af anvendelsen af de nye regler for lufttrafik til eller fra Gibraltar indtil iværksættelsen af den ordning, der er omhandlet i den fælles erklæring af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre. Som Domstolen allerede har fastslået med hensyn til samme bestemmelse i Rådets direktiv 89/463/EØF af 18. juli 1989 om ændring af direktiv 83/416/EØF om udstedelse af tilladelse til interregional ruteflyvning med passagerer, post og fragt mellem medlemsstaterne (EFT L 226, s. 14), berører denne suspensionsbestemmelse også alle luftfartsselskaber, som ønsker at drive lufttrafik mellem en anden lufthavn i Fællesskabet og Gibraltars lufthavn, og, mere generelt, alle lufthavnens brugere. Bestemmelsen finder således anvendelse på objektivt afgrænsede situationer (dom af 29.6.1993, sag C-298/89, Gibraltar mod Rådet, Sml. I, s. 3605, præmis 20).16For så vidt angår Gibraltars lufthavn begrundes suspensionen af forordningens anvendelse på lufthavnen i den anfægtede forordning under henvisning til den aftale, som er indeholdt i en fælles erklæring af 2. december 1987 fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges udenrigsministre. Som Domstolen allerede har udtalt i sin dom i sagen Gibraltar mod Rådet, a.st., præmis 22, indebærer denne henvisning, at der konstateres at foreligge en objektiv hindring for anvendelsen af forordningen under hensyn til dennes formål. Under hensyn til, at der — som sagsøgerne selv indgående har beskrevet det — er uoverensstemmelse mellem Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige om højhedsretten over det område, hvor Gibraltars lufthavn er beliggende, og under hensyn til de vanskeligheder, som denne uoverensstemmelse medfører for lufthavnens drift, vil en udvikling af lufttrafikken mellem Gibraltars lufthavn og de øvrige lufthavne inden for Fællesskabet bero på, at den samarbejdsordning, der er aftalt mellem de to stater, iværksættes.17Herefter kan artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 95/93 ikke antages at udgøre en beslutning i traktatens artikel 173, stk. 2's forstand, men må derimod anses for at falde ind under forordningens generelle karakter.18Sagen kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, men må afvises, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de øvrige anbringender, der er gjort gældende til støtte for afvisningspåstanden.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>19I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Gibraltars regering og Gibraltar Development Corporation har tabt sagen, bør de tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1)Sagen afvises.2)Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 12. juli 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident