Ved flere kontrakter, indgået mellem den 30. december 1974 og 6. marts 1975, forpligtede firma Karl Könecke sig til inden den 7. marts 1975 fra Brasilien at indføre forskellige mængder allerede kogt eller krydret kød, der var bestemt til forarbejdning til færdigvarer i firmaets fabrikker. Importen skete over Rotterdam, hvor kødet for øjeblikket er oplagret i kølerum.

Den 3. marts 1975 gav forbundsministeren for ungdom, familie og sundhed importtilladelse på betingelse af, at forarbejdningen skete senest 3 måneder efter, at de importerede halvfabrikata var blevet fremstillet.

Ifølge fremstillingstidspunktet skulle de forskellige kødsendinger være forarbejdet den 1. eller den 10. juni 1975.

Imidlertid opfyldte emballeringen af det således indførte kød ikke kravene i Kommissionens forordning nr. 610/75, 888/75 og 1090/75, hvorfor sendingerne forblev på lagrene i Rotterdam.

Den 6. maj 1975 har det sagsøgende firma anlagt hovedsagen, hvorved det bestrider lovligheden af disse forordninger i det omfang, overgangen til fri omsætning herved suspenderes, henholdsvis gøres betinget af, at der fremlægges importlicens, for så vidt som der — således som det er tilfældet i den foreliggende sag — er indgået købekontrakter for disse produkter før den 7. marts 1975, og disse produkter er blevet indladet før den 30. marts 1975 med henblik på transport til Fællesskabet.

Den 20. maj 1975 har sagsøgeren i henhold til EØF-traktatens artikel 185 og 186 samt artikel 83 ff i Domstolens procesreglement i et særskilt dokument fremsat begæring om følgende foreløbige forholdsregler:

Sagsøgeren har særlig anført, at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er krænket ved, at de omtvistede regler blev bekendtgjort den 8. og allerede trådte i kraft den 15. marts 1975, skønt importen af de pågældende produkter lige indtil deres vedtagelse blev tilladt uden nogen begrænsning.

Sagen haster meget, idet enhver afgørelse i hovedsagen med sikkerhed vil blive truffet for sent, således at en meget betydelig skade — der kan afstedkomme et eventuelt sagsanlæg i medfør af EØF-traktatens artikel 215 — vil være uundgåelig.

For det krydrede køds vedkommende fremgår sagens hastende karakter af, at de ovennævnte datoer snart vil indtræde.

For det kogte køds vedkommende er situationen faktisk den samme, selv om myndighederne ikke har fastsat nogen forarbejdningsperiode.

Endvidere er det umuligt at gennemføre en reeksport af kødet, da det som halvfabrikata er importeret specielt med henblik på forarbejdning i sagsøgerens virksomhed.

Af disse grunde og af hensyn til sagens hastende karakter har sagsøgeren anmodet om, at afgørelsen om foreløbige forholdsregler træffes, inden sagsøgte har indgivet indlæg.

Kommissionen er imidlertid blevet opfordret til at afgive svar hurtigst muligt, hvilket er sket ved et indlæg indgivet til justitskontoret den 26. maj 1975.

Kommissionen har heri nedlagt følgende påstand:

Kommissionen har ikke ønsket at tage stilling til, om begæringen om foreløbige forholdsregler kan realitetsbehandles eller om sagsøgerens sagsfremstilling er korrekt.

Den har forklaret, at forordningerne havde vist sig nødvendige som følge af forholdene på kødmarkedet og som følge af, at importørerne omgik importforbudene ved at købe halvfabrikata, der ikke var omfattet af de første lovgivningsinitiativer.

Kommissionen har gjort opmærksom på, at der blev indrømmet en frist på en uge for igangværende importforretninger, før forordning nr. 610/75 trådte i kraft.

Den har først anført, at hvis sagsøgeren som ønsket får den endelige importtilladelse, har dette firma uigenkaldeligt erhvervet den gunstige retsstilling, som det tilsigter i sit annullationssøgsmål.

Den foreløbige foranstaltning vil foregribe afgørelsen i realiteten og tillægge det sagsøgende firma en fordel, det ellers ikke ville kunne få i betragtning af, at hovedsagen, der vedrører forordninger af generel rækkevidde, ikke kan tages under påkendelse, da disse forordninger hverken umiddelbart eller individuelt berører sagsøgeren.

Begæringen om foreløbige forholdsregler indeholder intet krav om egentlige foreløbige eller retsbevarende foranstaltninger, men om tilladelse til at kunne bringe varer i fri omsætning, dvs. til — uanset beskyttelsesforanstaltningerne — at foretage en endelig og uigenkaldeligimport af et produkt, der skal forarbejdes øjeblikkeligt.

Som visse af det sagsøgende firmas i øvrigt mere forudseende konkurrenter burde det have haft kendskab til, at en række importrestriktioner var under udarbejdelse, hvilket afsvækker dels principielle henvisning til beskyttelsen af den berettigede forventning.

Kommissionen har dernæst anført, at hasteforanstaltninger ikke er absolut nødvendige for foreløbigt at sikre sagsøgeren mod uoprettelige tab.

Det er muligt at oplagre kogt, frosset kød.

I henhold til forordning nr. 1090/75 kan kødet under visse dér nærmere angivne betingelser indføres.

Det er muligt at foretage en forarbejdning som aktiv forædling.

Det krydrede kød kunne være blevet forarbejdet i udlandet eller i en frihavn og derefter være importeret som pølsevarer.

Det kunne være blevet forarbejdet i sagsøgerens virksomhed efter ordningen for aktiv forædling.

Kommissionen har endelig anført, at intet tyder på, at det som krævet haster med definitivt at indføre de omhandlede produkter.

Oplagringsmulighederne, de i forordning nr. 1090/75 hjemlede importmåder og de allerede beskrevne forarbejdningsmuligheder taler imod, at der er tale om et påtrængende tilfælde.

Hvor meget det end haster med at forarbejde det krydrede kød, kan det underkastes aktiv forædling, hvilket har den. fordel, at man ikke behøver at importere det og derfor ikke forud at afgørespørgsmålet om gyldigheden af forordning nr. 1090/75.

Fra begyndelsen af marts måned har sagsøgeren ikke haft nogen grund til at forvente, at der ville blive gjort undtagelser fra beskyttelsesforanstaltningerne eller at de ville blive ophævt, men har haft mulighed for at gennemføre de allerede nævnte alternative løsninger for at undgå sine vanskeligheder.

De behørigt indkaldte parter har givet møde den 28. maj 1975 og har besvaret spørgsmål fra Domstolen.