ALPINE BAU
Rådets forordning af
Artikel 91 i forordning 2015/848.
Med hensyn til artikel 4, stk. 2, litra h), i forordning nr. 1346/2000, som er relevant i denne sag, jf. dom af
I retslitteraturen er der enighed om, at stk. 2 i artikel 32 ikke anvendes i praksis på grund af dets kompleksitet, hvilket førte til, at dette stykke ikke blev ændret i forordning 2015/848. Jf. C. Koller og M. Slonina,
Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig: […]
I disse to stykker omhandles fordringer i kraft af retsakter, der kan være genstand for søgsmål, eller anfægtede retsakter.
Dette stykke omhandler privilegerede krav opnået ved eksekutionsforretningen, hvis gennemførelse ikke påvirkes af indledningen af insolvensbehandlingen.
Dette stykke regulerer privilegerede krav, som kan håndhæves udenretsligt.
Herefter
indledte den sekundære konkursbehandling af ovennævnte filial oplyste kreditorer og kuratorer om, at de i henhold til artikel 32 i forordning nr. 1346/2000 kunne anmelde deres fordringer i hovedinsolvensbehandlingen og i alle sekundære insolvensbehandlinger. Dette fremgik af en bekendtgørelse, som samme dag blev offentliggjort på webstedet tilhørende Agencija Republike Slovenije za javnopravne evidence in storitve (Republikken Sloveniens agentur for offentlige juridiske registre og tilhørende tjenester).
Punkt 68 ff. i dette forslag til afgørelse.
De formuleringer, der anvendes i de forskellige sprogversioner, indeholder nuancer, der bidrager til at præcisere dette begreb. Kurators handling består i at
Rådets dokument CONV/INSOL/X1.
Rapporten er kendt ved navnene på dens ophavsmænd, M. Virgós og E. Schmit. Den er dateret den
Jf. henvisningerne til rapporten i flere på hinanden følgende generaladvokaters forslag til afgørelse: Jacobs i
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs, COM(2012) 744 final.
Andre nyskabelser berører ikke det i denne sag omtvistede: de omhandler indføjelsen af rekonstruktionsordninger og hybride ordninger, som mange medlemsstater havde indført efter vedtagelsen af forordning nr. 1346/2000, registrering af insolvensbehandlinger og sammenkobling af registrene samt regulering af grænseoverskridende insolvensbehandlinger af koncerner.
Der tages elementer fra den
Jf. 11. betragtning til forordning nr. 1346/2000. Begrundelsen for at anmode om indledning af en sekundær insolvensbehandling afhænger af ansøgeren; i denne sag var der tale om kurator for hovedinsolvensbehandlingen (NK).
Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.
Artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000.
Diskussionen om, hvorvidt dette også omfatter kreditorer med bopæl i tredjelande, har ikke betydning for denne sag.
21. betragtning samt artikel 32, stk. 1, og artikel 39.
21. betragtning og artikel 20, stk. 2.
20. betragtning og artikel 31.
20. betragtning og artikel 31, 33, 34 eller 37.
Nogle af disse bestemmelser vedrører udenlandske kreditorers anmeldelse af fordringer og er således relevante med henblik på den foreliggende sag. Ingen af bestemmelserne omhandler imidlertid problemstillingen vedrørende fristerne.
Artikel 4 med hensyn til hovedinsolvensbehandlingen og artikel 28 med hensyn til sekundære insolvensbehandlinger. De lovvalgsregler, der fraviger lex concursus, findes i artikel 5-15 og påvirker, på trods af deres systematiske placering, også lex concursus i den sekundære insolvensbehandling.
M. Virgós Soriano og F.J. Garcimartín Alférez,
ensartede løsninger, som er afgørende for en vellykket afslutning af såvel en kollektiv bobehandling som en insolvensbehandling og for at give de berørte parter vished om deres forpligtelser og rettigheder lette forvaltningen af insolvensbehandlingen ved at skabe sammenhæng mellem forum og ius; således undgås desuden omkostninger i forbindelse med bevisførelse og anvendelse af udenlandsk lovgivning sikre, at alle kreditorer til den samme skyldner er omfattet af den samme lovgivning inden for rammerne af de enkelte insolvensbehandlinger for så vidt angår deres plads i konkursordenen.
ENEFI-dommen, præmis 21.
Artikel 32, stk. 1 og 2, som fastsætter bestemmelser, der finder direkte anvendelse på anmeldelse af fordringer, er en af disse undtagelser.
Artikel 4, stk. 2, litra h). Det samme anvendelsesområde gør sig gældende for artikel 28, der som nævnt omhandler den lovgivning, der finder anvendelse på sekundære insolvensbehandlinger.
De har ret til at anmelde fordringer under enhver insolvensbehandling, hoved- eller sekundær (eller territorial, i givet fald) insolvensbehandling, der indledes mod den samme skyldner i en medlemsstat, som forordning nr. 1346/2000 er bindende for. Kreditor skal udøve denne ret i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på den insolvensbehandling, hvorunder den pågældende vælger at anmelde fordringen. En anerkendelse af en fordring i en insolvensbehandling betyder ikke, at den automatisk anerkendes i en anden insolvensbehandling. Prøvelse og anerkendelse af fordringer afhænger af den lovgivning, der finder anvendelse på den enkelte insolvensbehandling Dom af
I henhold til artikel 32, stk. 2, kræves det ikke, at kreditorerne selv anmelder fordringerne: den til insolvensbehandling udpegede kurator kan gøre dette på deres vegne med hensyn til fordringer, der allerede er anmeldt under den pågældende insolvensbehandling Virgós/Schmit-rapporten, punkt 236. Rapporten nævner også målet om at styrke kuratorers indflydelse i de øvrige insolvensbehandlinger, der er indledt mod den samme skyldner. Spørgsmålet, om dette udsagn er korrekt, afhænger af fortolkningen af artikel 32, stk. 3, som der er rejst tvivl om: jf. S.C. Maesch og B. Knof, nævnt ovenfor, punkt 21 og 22. Et af de omtvistede aspekter er nærmere bestemt, om kurators ret til at deltage, i henhold til denne artikel, er betinget af, at den pågældende har anmeldt fordringerne hos de kreditorer, som den pågældende repræsenterer: B. Wessels, I overensstemmelse med artikel 40 er det obligatorisk at underrette alle kendte kreditorer, som har deres bopæl, deres sædvanlige opholdssted eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Underretningen, i form af en meddelelse til hver enkelt kreditor, skal have et minimumsindhold, som omfatter oplysninger om fristerne for at anmelde fordringer og konsekvenserne af en manglende overholdelse af disse Andre bestemmelser i samme retning, som f.eks. vedrører indholdet af anmeldelsen af fordringer (artikel 41) eller underretningens sprog (artikel 42), har ikke betydning for denne præjudicielle forelæggelse.
Dette var et af de aspekter, som blev anset for at være problematisk i Kommissionens rapport om anvendelsen af forordning nr. 1346/2000, som jeg tidligere har nævnt. Jf. nu artikel 55, stk. 6, i forordning 2015/848.
Med hensyn til anvendelsen af disse principper i forbindelse med forordning nr. 1346/2000, jf. dom af
Punkt 45 ff. i dette forslag til afgørelse.
Med hensyn til denne regel i forordning 2015/848, jf. A. Piekenbrok,
ENEFI-dommen, præmis 18:
Det er klart, at anmeldelsen af en fordring ikke er et mål i sig selv, men derimod et skridt, der gør det muligt for kreditorer at udøve deres rettigheder (som kreditorer til den konkursramte) og deltage i udlodningen af provenuet.
Virgós/Schmit-rapporten, punkt 235. Konventionens artikel 39 (som er gengivet i forordning nr. 1346/2000) bekræfter denne rettighed med hensyn til kreditorer, der har deres bopæl, deres sædvanlige opholdssted eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt.
Navnlig for
Ideen om en
Virgós/Schmit-rapporten, punkt 236.
Virgós/Schmit-rapporten, punkt 238. Ideelt set anmelder
Artikel 32, stk. 2, in fine, i forordning nr. 1346/200. Virgós/Schmit-rapporten, punkt 237. Den omstændighed, at kreditorens ret og beslutning om at udøve denne ret er uafhængig, er udgangspunktet for artikel 32, stk. 1.
Virgós/Schmit-rapporten, punkt 238.
Konventionens artikel 4, stk. 2, litra h), og Virgós/Schmit-rapporten, punkt 238 og 267.
Denne underordnede placering af kurator er specifik; den er direkte knyttet til insolvensbehandlingens grænseoverskridende karakter. I forordning nr. 1346/2000 repræsenterer kurator i øvrigt ikke kun skyldnerens eller kreditorernes interesser: den pågældende har til opgave at finde den bedste løsning for begge parter, under tilsyn af en myndighed (som kan være en retsinstans).
Lex concursus, som finder anvendelse på anmeldelse af fordringer i henhold til artikel 4 og 28 i forordning nr. 1346/2000, gælder på samme måde for kreditorer og kuratorer. Det vil være muligt at fritage kurator i en insolvensbehandling for de anmeldelsesfrister, der er fastsat i den lex concursus, som andre insolvensbehandlinger er omfattet af, såfremt kreditorerne også er omfattet af fritagelsen. Kapitel IV i forordning nr. 1346/2000, som indfører materielle regler, der fraviger lex concursus til fordel for kreditorer, der har deres bopæl, deres sædvanlige opholdssted eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, omfatter imidlertid ikke denne mulighed Jf. i modsætning hertil artikel 55 i forordning 2015/848.
I retslitteraturen henvises sædvanligvis til en
Ifølge en forfatter følger det af den obligatoriske karakter, at kurator ifalder ansvar i tilfælde af en tilsidesættelse: M. Raimon,
I Virgós/Schmit-rapporten, punkt 239, nævnes som et eksempel, der tjener kreditoren, et tilfælde, hvor kurator fastslår, at de aktiver, der skal udloddes i andre insolvensbehandlinger, er så omfattende, at selv simple kreditorer i hovedinsolvensbehandlingen kan opnå en
Anmeldelsen bør foretages således, at hver eneste fordring og dens indehaver kan identificeres af kurator i den insolvensbehandling, hvor fordringen anmeldes.
Det kan dreje sig om alle fordringerne eller fordringer vedrørende en bestemt klasse af kreditorer. Virgós/Schmit-rapporten, punkt 239.
Virgós/Schmit-rapporten, punkt 239. Med hensyn til den lovgivning, der finder anvendelse på konkursordenen, jf. artikel 4, stk. 2, litra i), i forordning nr. 1346/2000.
Hvis kurator ikke anmelder fordringen, har kreditoren omvendt fortsat muligheden for at gøre dette.
Formålet med den enkelte aktørs vurdering er det samme, men omfanget er forskelligt.
Dette er navnlig tilfældet, når anmeldelsen foretages i den insolvensbehandling, der er indledt i den medlemsstat, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, hvor aktivmassen er universel. En senere indledning af en insolvensbehandling i en anden stat (som dermed er en sekundær insolvensbehandling) indebærer, at skyldnerens formuegenstande på det pågældende område udskilles fra aktivmassen. Det er rimelig at formode, at enhver kreditor, der har anmeldt sin fordring i hovedinsolvensbehandlingen, i princippet (og dermed medmindre den pågældende har modsat sig dette) er interesseret i, at denne fordring også tages i betragtning i den eller de sekundære insolvensbehandlinger.
I praksis er den mest sandsynlige situation, at kurator for en hovedinsolvensbehandling anmelder fordringer i sekundære insolvensbehandlinger: M. Virgós Soriano og F.J. Garcimartín Alférez, nævnt ovenfor, punkt 425.
Punkt 42 i dette forslag til afgørelse.
Punkt 61 i dette forslag til afgørelse.
Jf. i modsætning hertil artikel 55, stk. 6, i forordning 2015/848. En anden situation er den, hvor lex concursus indfører en særregel for en kurator for en udenlandsk insolvensbehandling eller for udenlandske kreditorer, netop som følge af at de er udenlandske. Forordning nr. 1346/2000 er efter min opfattelse ikke til hinder for denne differentierede behandling, som reelt har til formål at genskabe en reel lighed mellem alle kreditorerne.
Med det yderligere problem, at løsningen skal være ensartet.
En individuel anmeldelse fra hver enkelt kreditor ville også fortsat være omfattet af lex concursus i den medlemsstat, hvor den insolvensbehandling, hvorunder fordringerne anmeldes, afvikles.
Eftersom anmeldelsen af fordringer er forbundet med deltagelse i udlodningen af provenuet, er det i sidste ende reglen om pari passu, der berøres.
Det fremgår ikke af teksten i nogen af sprogversionerne, at fordringerne, ud over at skulle anmeldes under en insolvensbehandling, skal Hverken konventionen eller den rapport, der ledsager den, begrænser kurators anmeldelse af fordringer til fordringer, der er blevet prøvet og anerkendt i den insolvensbehandling, som den pågældende er udpeget til kurator for. Denne begrænsning er ikke forenelig med formålet med artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000; den skaber omkostninger og forsinker anmeldelsen af fordringer uden at medføre fordele. Eftersom anerkendelsen af fordringer i hver insolvensbehandling afhænger af lex concursus, er opfyldelsen af de pågældende krav i en af disse behandlinger ikke en garanti for, at de også vil blive opfyldt i andre insolvensbehandlinger Punkt 49 i dette forslag til afgørelse, in fine. Betegnelsen Se artikel 4, stk. 2, litra h), eller artikel 31. Det systematiske forhold mellem artikel 32 og kapitel IV i forordning nr. 1346/2000, som udelukkende omhandler formaliteterne i forbindelse med anmeldelse af sådanne fordringer, peger i samme retning. På grund af sammenhængen må betydningen af begrebet Enhver kreditors ret til at anmelde en fordring under forskellige insolvensbehandlinger er ikke betinget af, at fordringerne er blevet prøvet og på forhånd anerkendt under en insolvensbehandling. Eftersom kurator handler i kreditors navn og på kreditors vegne, er det rimeligt, at den pågældendes pligt heller ikke er betinget af, at disse krav er opfyldt.
Punkt 19 i NK’s skriftlige indlæg.
Hovedparten af medlemsstaterne har fastsat dem
Ibidem.
S. Reinhart,
Artikel 55, stk. 6. Forordning 2015/848 styrker også de mekanismer, hvorigennem en udenlandsk kreditor underrettes om indledningen af en insolvensbehandling i et andet land, med bestemmelser om offentliggørelse af insolvensbehandlingerne i registre, sammenkobling af registre og adgang til disse. Denne forordning indfører desuden forbedringer i kapitlet vedrørende anmeldelse af fordringer.
I modsætning til de 45 dage, som Kommissionen foreslog i sit forslag (jf. fodnote 18 i dette forslag til afgørelse), og som Europa-Parlamentet tilsluttede sig [Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den
B. Wessels, nævnt ovenfor, punkt 10867. Artikel 41 i forordning 2015/848, som er mere eksplicit end forordning nr. 1346/2000, bestemmer, at kuratorer har pligt til at samarbejde under en hvilken som helst form, herunder ved indgåelse af protokoller.