<TI><P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til kontradiktion</HT></HT></P></TI>53Med anbringendets det første led har sagsøgeren gjort gældende, at det først var efter, at foreningen havde fremført et klagepunkt vedrørende tilsidesættelsen af dens ret til at blive hørt, at den havde mulighed for at læse såvel revisorens skrivelse af 3. maj 2013 som OLAF’s rapport. Sagsøgeren er i øvrigt af den opfattelse, at foreningen er blevet frataget muligheden for at tage stilling til dokumenternes eventuelt afgørende punkter, da flere afsnit er blevet skjult i den version af dokumenterne, som sagsøgeren er blevet forelagt. Med det andet led har sagsøgeren anført, at foreningen blev hørt og udelukkende havde adgang til sagsakterne via instansens mægler, og at Kommissionen ikke selv havde hørt sagsøgeren inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.54Kommissionen har anfægtet denne argumentation. I øvrigt har Kommissionen under henvisning til artikel 84 i Rettens procesreglement rejst en formalitetsindsigelse mod det argument, som sagsøgeren for første gang har fremsat i replikken, hvorefter sidstnævnte blev hørt og udelukkende havde adgang til sagsakterne via instansens mægler, og hvorefter den ikke havde hørt sagsøgeren inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.55I denne forbindelse skal det først bemærkes, at i henhold til artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. I henhold til den nævnte artikels stk. 2 omfatter denne ret bl.a. retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.56Overholdelsen af retten til at blive hørt, som er direkte bindende for enhver EU-institution, ‑organ, ‑agentur eller ‑kontor, sikrer enhver person, der er direkte berørt af disse forvaltningers handlinger, muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde under en administrativ procedure, der kan give anledning til en individuel foranstaltning, som måtte berøre vedkommendes interesser negativt, at tilkendegive sine synspunkter (jf. dom af 19.10.2017, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, T-649/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:736, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).57For så vidt angår det fjerde anbringendes første led bemærkes, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, at den blotte omstændighed, at visse afsnit i det dokument, der var stillet til rådighed for sagsøgeren, var blevet skjult, ikke har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt.58Hvad for det første angår revisorens skrivelse af 3. maj 2013 er de faktiske omstændigheder, som er beskrevet deri og lagt til grund i den anfægtede afgørelse, dem, der er nævnt i præmis 7 ovenfor. I denne skrivelse meddelte revisoren Kommissionen, at han under et møde havde anmodet om supplerende oplysninger vedrørende den udbudsprocedure, der følges med henblik på at vælge leverandøren af udgivelsesarbejdet til projektet. I denne skrivelse præciserede revisoren, at han først modtog oplysningerne fra sagsøgeren og ISHR-MS om, at der ikke var blevet organiseret nogen særlig procedure, fordi de pågældende beløb på i alt 42424,44 EUR var blevet opført under forskellige budgetposter. Derudover angav revisoren, at en repræsentant for sagsøgeren for revisoren havde fremlagt tre tilbud, der var blevet indgivet af forskellige forlag, og havde forklaret, at denne havde misforstået det spørgsmål, som revisoren havde stillet, og at de tre tilbud var blevet taget i betragtning inden valget af leverandøren.59Det må dog fastslås, at denne beskrivelse af de faktiske omstændigheder i det væsentlige er fastholdt i den anfægtede afgørelse, bl.a. i 19. og 20. betragtning, og at sidstnævnte ikke baserer sig på og ikke engang henviser til de afsnit af revisorens skrivelse af 3. maj 2013, som i den version af dokumentet, der er blevet fremsendt til sagsøgeren, er blevet skjult.60Hvad dernæst angår OLAF’s rapport er de faktiske omstændigheder, som er beskrevet deri og lagt til grund i den anfægtede afgørelse, dem, der er nævnt i præmis 29 ovenfor. Det fremgår af denne rapport, at de dokumenter, der var blevet fremsendt til revisoren i forbindelse med revisionen, var falske dokumenter, som var blevet udarbejdet efter anmodning fra repræsentanten fra ISHR-MS med henblik på revisionen for at give indtryk af, at aftalen var blevet overholdt. I denne rapport forsikrede OLAF om, at det havde været i stand til at bekræfte den svigagtige metode, som tilskudsmodtageren havde anvendt.61Det fremgår dog af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder i den anfægtede afgørelse, navnlig af 19. og 20. betragtning, at den ligeledes er i overensstemmelse med resultatet af OLAF’s rapport, der er omhandlet i præmis 29 og 60 ovenfor. Når OLAF i øvrigt i den nævnte rapport udelukkende henviser til ISHR-MS og ikke behandler de præcise faktiske omstændigheder vedrørende sagsøgeren, som Kommissionen har vedtaget den anfægtede afgørelse på grundlag af, forholder det sig stadig sådan, at Kommissionen i sidstnævnte ikke baserer sig på og ikke selv henviser til afsnit i rapporten, som var blevet skjult i den version, der var blevet fremsendt til sagsøgeren.62Hvad angår de pågældende dokumenter kan det konkluderes, at den anfægtede afgørelse udelukkende er baseret på de faktiske omstændigheder, der vedrører sagsøgeren, og som er nævnt i de afsnit, der ikke er skjult, som sagsøgeren var bekendt med, og som denne havde mulighed for at tage stilling til.63Fjerde anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.64Hvad angår det fjerde anbringendes andet led skal de EU-retlige forskrifter, som finder anvendelse i den foreliggende sag, først analyseres.65Den anfægtede afgørelse blev vedtaget på grundlag af artikel 105a, stk. 2, i forordning nr. 966/2012, der har følgende ordlyd:2.Afgørelsen om udelukkelse og/eller pålæggelse af økonomiske sanktioner træffes af den ordregivende myndighed. En sådan afgørelse skal være baseret på en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse.I de situationer, der er nævnt i artikel 106, stk. 2, henskyder den ordregivende myndighed dog sagen til det panel, der er omhandlet i artikel 108 med henblik på at sikre en centraliseret vurdering af disse situationer. I sådanne tilfælde træffer den ordregivende myndighed sin afgørelse på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering under hensyntagen til henstillingen fra panelet.[…]
66Artikel 106 i forordning nr. 966/2012 bestemmer følgende:1.Den ordregivende myndighed udelukker en økonomisk aktør fra at deltage i udbudsprocedurer omfattet af denne forordning, hvis:
[…]
- c)det ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse er fastslået, at den økonomiske aktør har begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet ved at have overtrådt gældende love eller administrative bestemmelser eller etiske standarder for det erhverv, som den økonomiske aktør hører under, eller har begået fejl, der har en indvirkning på dennes faglige troværdighed, hvis de afspejler forsætlig misligholdelse eller grov uagtsomhed, herunder navnlig følgende:
[…]
2.I mangel af en endelig dom eller, hvor dette er relevant, en endelig administrativ afgørelse i de tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra c), d) og f), eller i det tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra e), udelukker den ordregivende myndighed en økonomisk aktør på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering af adfærd som omhandlet i de nævnte bestemmelser, med henvisning til konstaterede faktiske omstændigheder eller andre forhold i henstillingen fra det i artikel 108 omhandlede panel.[…]
67Artikel 108 i forordning nr. 966/2012 har følgende ordlyd:5.Den ordregivende myndighed kan kun træffe en afgørelse om udelukkelse og/eller om at pålægge en økonomisk sanktion og en afgørelse om at offentliggøre oplysninger i forbindelse hermed, efter at den har fået en henstilling fra panelet, hvis en sådan afgørelse er baseret på en foreløbig vurdering som omhandlet i artikel 106, stk. 2.[…]
8.Følgende procedure finder anvendelse i panelet:
- a)Den anmodende ordregivende myndighed henskyder sagen til panelet med de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3 i denne artikel, de faktiske omstændigheder og forhold, jf. artikel 106, stk. 2, og den påståede udelukkelsessituation.
- b)Panelet underretter straks den økonomiske aktør om de pågældende faktiske omstændigheder og den foreløbige juridiske vurdering heraf, der kan udgøre en udelukkelsessituation omhandlet i artikel 106, stk. 1, litra c), d), e) og f), og/eller kan føre til, at der pålægges en økonomisk sanktion. Panelet foretager samtidigt den samme underretning af de andre ordregivende myndigheder.
- c)Inden panelet vedtager en eventuel henstilling, giver det den økonomiske aktør og de underrettede ordregivende myndigheder mulighed for at fremsætte bemærkninger […]
9.[…]Hvis den ordregivende myndighed påtænker at træffe en strengere afgørelse end den, som panelet henstiller til, sikrer den, at den pågældende afgørelse træffes under behørig hensyntagen til retten til at blive hørt og til reglerne om beskyttelse af personoplysninger.
68I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke bestridt, at foreningen er blevet hørt af instansen. Sagsøgeren har i øvrigt taget stilling til de skrivelser, der tre gange er blevet fremsendt af instansen, nemlig den 16. januar, den 9. februar og den 6. marts 2017, ved dens skrivelser af den 30. januar, den 15. februar og den 8. marts 2017. Sagsøgeren har anført, at den ikke er blevet hørt af Kommissionen selv inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, selv om det ifølge sagsøgeren burde have været tilfældet.69I denne forbindelse er det for det første med urette, at Kommissionen, som beskrevet i præmis 54 ovenfor, har påstået sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke selv har hørt denne inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, afvist, idet den gjorde gældende, at det drejede sig om et nyt anbringende, som sagsøgeren første gang fremførte i replikken.70I henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, må der ikke fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, der er kommet frem under retsforhandlingerne. Desuden skal et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere direkte eller indirekte er fremsat i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, realitetsbehandles. I øvrigt kan de argumenter, hvis indhold har en nær tilknytning til et anbringende i stævningen, ikke betragtes som nye anbringender, og indgivelsen heraf er tilladt i replikken eller retsmødet (jf. dom af 12.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-394/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:417, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).71I den foreliggende sag har sagsøgeren i stævningens punkt 32 på den ene side gjort gældende, at først efter at have fremført et klagepunkt i denne henseende fik sagsøgeren mulighed for at læse revisorens skrivelse af 3. maj 2013 […] og OLAF’s rapport […] og at tage stilling til disse. På den anden side har sagsøgeren i replikkens punkt 27 og 28 fremhævet, at [Kommissionen] sammenblander den i artikel 108 i forordning nr. 966/2012 omhandlede procedure, der er fulgt af instansen, med den i artikel 106, stk. 2, [i den nævnte forordning] omhandlede, der er fulgt [af Kommissionen] med henblik på at vedtage dens egen afgørelse, at [Kommissionen ikke selv havde hørt sagsøgeren yderligere] inden den vedtog sin afgørelse, og at [dette] ligeledes udgør en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.72Selv om sagsøgeren i stævningen har fremført denne klage meget kortfattet, har foreningen gjort gældende, at dens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat, for så vidt som den først kunne læse de pågældende dokumenter og tage stilling til deres emne efter at have indgivet en klage i denne henseende. Kommissionen har dog i henhold til svarskriftets punkt 43 og 44 gjort gældende, at der var blevet givet aktindsigt i de nævnte dokumenter under retssagen ved instansen, hvorefter sagsøgeren i replikken præciserede, at tilsidesættelsen af foreningens ret til at blive hørt skyldtes, at den ikke var blevet hørt af Kommissionen selv før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.73Som følge heraf har sagsøgeren ikke, i modsætning til det af Kommissionen anførte, i replikken fremsat et nyt anbringende, men suppleret det fjerde anbringende, som foreningen havde indgivet ved stævningen som svar på de af Kommissionen fremsatte argumenter i svarskriftet vedrørende dette sidste anbringende.74Sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke selv havde hørt denne inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, der er fremsat i replikkens punkt 27 og 28, og som har nær sammenhæng med et anbringende i stævningen, kan derfor realitetsbehandles.75Dette argument skal dog forkastes hvad angår realiteten.76Som det er nævnt i præmis 14 ovenfor, vedtog instansen nemlig en henstilling, hvori Kommissionen blev opfordret til at udelukke sagsøgeren fra at deltage i udbuds- og tilskudsprocedurer i seks måneder for alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet. Denne anbefaling blev fulgt af Kommissionen i den anfægtede afgørelse.77Som følge heraf var en yderligere høring af sagsøgeren, eftersom Kommissionen ikke agtede at træffe en strengere afgørelse end den, som instansen havde henstillet til, og eftersom Kommissionen i den anfægtede afgørelse faktisk fulgte denne henstilling, ikke påkrævet.78I denne forbindelse er en ny høring af sagsøgeren, efter at denne var blevet hørt af instansen inden for rammerne af den i artikel 108, stk. 8 og 9, i forordning 966/2012 fastsatte procedure, som Kommissionen med rette har gjort gældende, kun påkrævet i henhold til den nævnte forordnings artikel 108, stk. 9, når Kommissionen agter at træffe en strengere afgørelse end den, som instansen har henstillet til, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.79Det fjerde anbringendes andet led, og som følge heraf det fjerde anbringende i sin helhed, skal derfor forkastes som ugrundet.