FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT C. O. LENZ
FREMSAT DEN 23. FEBRUAR 1984 ( 1 )
Høje Domstol.
|
A — |
Sagsøgeren i den sag, jeg i dag skal tage stilling til, Adam Buick, ønsker med sagsanlægget at opnå en forbedring af sin indplacering i lønklasse fra ansættelsestidspunktet. Han blev i januar 1974 ansat ved Kommissionen som tjenestemand på prøve i lønklasse A 7/3 og blev i januar 1978 forfremmet til lønldasse A 6. Ved skrivelse af 27. april 1981 ansøgte sagsøgeren om med tilbagevirkende kraft at blive indplaceret i lønklasse A 6/1, idet han henviste til den af Kommissionens generaldirektør for personale og administration i marts 1981 offentliggjorte »Beslutning vedrørende de i forbindelse med ansættelse gældende kriterier for indplacering i lønldasse og på løntrin« af juni 1973 (herefter benævnt indplaceringskriterier). Han gjorde gældende, at han med mere end otte års faglig erfaring opfyldte kriterierne for således at blive indplaceret i en højere lønklasse. I juni 1965, fire år efter afsluttet gymnasieuddannelse, bestod han en universitetseksamen. Siden september 1965 havde han været beskæftiget med relevant arbejde. Følgelig kunne han ved ansættelsen ved Kommissionen se tilbage på otte års faglig erfaring. Den 11. maj 1981 meddelte Kommissionens indplaceringsudvalg ham, at i tilfælde af et kortvarigt treårigt universitetsstudium, som det af sagsøgeren afsluttede, vurderes det første år med beskæftigelse som et fjerde studieår. Derfor kan alene perioden fra juni 1966 til begyndelsen af 1974, altså 71/2 år, tages i betragtning som faglig erfaring. Der er derfor ikke anledning til at foreslå omplacering. Sagsøgeren indgav derefter rettidigt en forskriftsmæssig administrativ klage. Han anførte nu, at han i december 1961 havde afsluttet sin gymnasieuddannelse med en adgangsprøve til Oxford University og i oktober 1962 havde påbegyndt sit studium. Følgelig burde hans beskæftigelse fra december 1965 anerkendes som faglig erfaring. Da ansættelsesmyndigheden den 23. november 1982 afviste hans klage, har sagsøgeren den 16. februar 1982 anlagt sag til prøvelse af afgørelsen med påstand om, at sagen henvises til Kommissionen med henblik på fornyet behandling i overensstemmelse med den afsagte dom. Endvidere har han nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at afholde samtlige sagens omkostninger. |
|
B — |
I det følgende skal jeg tage stilling til disse påstande. 1. Formaliteten Som formalitetsindsigelse kan anføres, at sagsøgeren først for nylig har anfægtet den indplacering, som fandt sted i 1974, og som ikke i den mellemliggende periode har været bestridt. Som fastslået af Domstolen i Blomefield-sagen ( 2 ) og Michael-sagen ( 3 ) må offentliggørelsen i marts 1981 af indplaceringskriterierne betragtes som en ny faktisk omstændighed, som med rette danner nyt udgangspunkt for de i tjenestemandsvedtægtens artikler 90 ff. fastsatte frister. Ansættelsesmyndigheden har ligeledes antaget, at sagsøgerens ansøgning om omplacering i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, er rettidigt forelagt. Da sagsøgeren har overholdt de i tjenestemandsvedtægtens artikler 90 og 91 foreskrevne klage- og søgsmålsfrister, må sagen kunne antages til realitetsbehandling. 2. Realiteten Den anfægtede afgørelse, hvorefter sagsøgerens ansøgning om indplacering i lønklasse A 6 med tilbagevirkende kraft blev afslået, må derfor annulleres som retsstridig, hvis ansættelsesmyndigheden til skade for sagsøgeren har fraveget de regler, som den selv har opstillet som beregningsgrundlag for uddannelse og faglig erfaring, for så vidt reglerne er forenelige med tjenestemandsvedtægten.
3. Sagens omkostninger Hvis sagen får dette udfald, tilpligtes hver part i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, og artikel 70 principielt at betale egne omkostninger. Under påberåbelse af Michael-dommen ( 6 ) har sagsøgeren imidlertid nedlagt påstand om, at disse bestemmelser fraviges. Jeg ser imidlertid ingen grund til at give ham medhold heri, da han må have vidst, at hans krav, som støttes på en uklar bestemmelse, klart er uforeneligt med ordlyden af andre bestemmelser i indplaceringskriterierne samt med vedtægtens formål. |
|
C — |
Jeg skal derfor sammenfattende foreslå, at sagsøgte frifindes, og at hver part betaler sine omkostninger. |
( 1 ) – Oversat fra tysk.
( 2 ) – Dom af 1. 12. 1983 i sag 190/82, Adam P. H. Blomefield mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1983, s. 3981.
( 3 ) – Dom af 1. 12. 1983 i sag 343/82, Christos Michael mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1983, s. 4023.
( 4 ) – Dom af 1. 12. 1983 i sag 190/82, Adam P. H. Blomefield mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1983, s. 3981.
( 5 ) – Dom af 1. 12. 1983 i sag 343/82, Christos Michael mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1983, s. 4023
( 6 ) – Dom af 1. 12. 1983 i sag 343/82, Christos Michael mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber Sml. 1983, s. 4023.