Formanden [for Europa-Parlamentet] meddelte, at hun den 26. april 2000 fra de franske myndigheder havde modtaget en skrivelse dateret den 20. april 2000 fra hr. Védrine, fransk udenrigsminister, og hr. Moscovici, viceminister med ansvar for Europaspørgsmål, bilagt sagsakter vedrørende bortfald af [appellantens] mandat. Hun oplyste, at hun i henhold til forretningsordenens artikel 7, stk. 4, andet afsnit, ville henvise sagen til Udvalget for Retlige Anliggender [...]

Fru formand,

På sit møde den 16. maj 2000 genoptog Retsudvalget behandlingen af Jean-Marie Le Pens situation. Udvalget er klar over, at dekretet fra den franske premierminister, som blev tilstillet appellanten den 5. april 2000 og offentliggjort i Journal officiel de la République française den 22. april 2000, er trådt i kraft. Udvalget har imidlertid hæftet sig ved, som det nævnes i den skrivelse, der informerer den berørte part om dekretet, at denne har mulighed for at indbringe afgørelsen for Conseil d'État. Et sådant skridt må forventes at være ledsaget af en anmodning om opsættende virkning, indtil dekretet træder i kraft.

Med henvisning til den tidligere trufne beslutning om ikke på nuværende tidspunkt at anbefale, at Parlamentet formelt tager dekretet vedrørende J.-M. Le Pen til efterretning, undersøgte udvalget mulige måder at gå videre med sagen på. Til støtte for denne beslutning blev sagen omkring Bernard Tapie nævnt som en mulig vej at gå, hvilket ville få til følge, at Europa-Parlamentet først skulle tage dekretet om fortabelse af mandatet formelt til efterretning, når fristen for at indbringe afgørelsen for Conseil d'État er udløbet, eller, dersom det måtte blive aktuelt, til denne ret har truffet en afgørelse.

Efter udtalelse fra Parlamentets [Retsudvalg] finder jeg det passende, da mandatbortfaldet er irreversibelt, at Europa-Parlamentet først formelt tager dekretet til efterretning ved udløbet af fristen for at indbringe sagen [for] Conseil d'État, eller i givet fald efter at retten har truffet afgørelse.

Vi forventer, at Europa-Parlamentet bringer sig i overensstemmelse med fællesskabsretten og ved afstemning hurtigst muligt tager til efterretning, at Le Pens mandat er bortfaldet. I modsat fald forbeholder vi os ret til at iværksætte de nødvendige retlige skridt.

Jeg skal oplyse Dem om, at jeg torsdag den 19. oktober 2000 fik officiel meddelelse fra den franske stats kompetente myndigheder om en kendelse, dateret den 6. oktober 2000, fra Conseil d'État, som afviser den appel, Jean-Marie Le Pen havde iværksat til prøvelse af den franske premierministers dekret af 31. marts 2000, gående ud på at nedlægge hans mandat i Europa-Parlamentet.

Jeg skal også oplyse Dem om, at jeg siden da har modtaget kopi af den benådningsansøgning, som Charles de Gaulle, Carl Lang, Jean-Claude Martínez og Bruno Gollnisch har indbragt for. Jacques Chirac, Frankrigs præsident, til fordel for J.-M. Le Pen.

Fru formand, Retsudvalget besluttede, efter drøftelser på mødet den 15. og 16. maj dette år, at anbefale at suspendere meddelelsen på plenarmødet om Parlamentets erklæring vedrørende nedlæggelsen af Jean-Marie Le Pens mandat. Jeg understreger, at Retsudvalget anbefalede at suspendere denne meddelelse indtil udløbet af den frist, J.-M. Le Pen havde til at iværksætte appel til den franske Conseil d'État eller indtil retsforhandlingernes afslutning. Jeg citerer herfra det brev af 17. maj, som De selv, fru formand, læste op for plenarforsamlingen.

Conseil d'État har — som De har sagt — forkastet denne appel, og vi er blevet behørigt orienteret herom. Der er således ingen grund til at udsætte denne underretning af Parlamentet, som er obligatorisk i henhold til den primære ret, nærmere bestemt artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976].

Den benådningsansøgning, De nævner, fru formand, ændrer ikke ved denne situation, da det ikke drejer sig om et søgsmål. Som navnet antyder, er det en retsakt fra statsoverhovedet, der ikke berører den franske regerings dekret, som i overensstemmelse med Retsudvalgets anbefaling skal meddeles på plenarmødet.

Som følge heraftager Europa-Parlamentet, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976] meddelelsen fra den franske regering om bortfaldet af Jean-Marie Le Pens mandat til efterretning.

77.Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er det kun de foranstaltninger, der har [...] bindende [rets]virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, der udgør retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 230 EF (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af 4.3.1999, sag T-87/96, Assicurazioni Generali og Unicredito mod Kommissionen, Sml. II, s. 203, præmis 37). Enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger, uanset dens art eller form, kan således gøres til genstand for annullationssøgsmål (jf. Domstolens dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, Sml. 1971, s. 41, org.ref.: Rec. s. 263, præmis 42).78.Retsakten, der anfægtes i den foreliggende sag, er den erklæring, som Parlamentets formand afgav under plenarforsamlingen den 23. oktober 2000, ifølge hvilken [...] Parlamentet, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i [akten af 1976] [tager] meddelelsen fra den franske regering om bortfaldet af [appellantens] mandat til efterretning.79.Herefter skal det undersøges, om denne erklæring har [...] bindende [retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.80.I denne forbindelse skal den retlige sammenhæng, som den nævnte erklæring indgår i, bringes i erindring.81.Det ligger fast, at der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder ikke var blevet vedtaget en ensartet valgprocedure for valg af medlemmer til Europa-Parlamentet.82.Derfor forblev valgproceduren for dette valg i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i akten af 1976 underlagt hver medlemsstats nationale forskrifter.83.Det følger således navnlig af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, at en medlemsstats nationale bestemmelser kan medføre, at mandatet for et medlem af Europa-Parlamentet bliver ledigt84.Under henvisning til akten af 1976 vedtog Frankrig bl.a. loven af 1977. Denne lovs artikel 2 bestemmer, at valget af medlemmer til Europa-Parlamentet reguleres af valglovens afsnit I, første bog, og bestemmelserne i de følgende kapitler. Samme lovs artikel 5, der findes i kapitel III om Betingelserne for valgbarhed, manglende valgbarhed og tilfælde af uforenelighed, bestemmer bl.a., at [a]rtiklerne LO 127 til LO 130-1 i valgloven finder anvendelse på valg af [medlemmer til Europa-Parlamentet], at [m] anglende valgbarhed, når den indtræder i mandatperioden, bringer mandatet til ophør, og at konstateringen af den manglende valgbarhed sker ved dekret.85.Artikel 12, stk. 2, i akten af 1976 sondrer mellem to situationer for så vidt angår de tilfælde, hvor mandater for medlemmer af Europa-Parlamentet bliver ledige.86.Den første situation er nævnt i denne bestemmelses første afsnit og omfatter de tilfælde, hvor mandaterne er blevet ledige som følge en medlemsstats nationale bestemmelser. Den anden situation, der nævnes i samme bestemmelses andet afsnit, omhandler alle øvrige tilfælde.87.Det bemærkes i den forbindelse, at i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, er den første situation ikke på nogen måde begrænset til de tilfælde af uforenelighed, der omhandles i artikel 6 i akten af 1976, men omfatter også de tilfælde, hvor der er tale om manglende valgbarhed. Det er ganske vist korrekt, at artikel 6, stk. 3, i akten af 1976 angiver, at medlemmer af Europa-Parlamentet, på hvilke stk. 1 og 2 finder anvendelse, udskiftes i overensstemmelse med artikel 12. Det kan imidlertid ikke udledes af denne henvisning, at artikel 12 kun omhandler de tilfælde af uforenelighed, der omfattes af artikel 6, stk. 1 og 2. Endvidere må det nødvendigvis fastslås, at denne artikel 12 på ingen punkter henviser til udtrykket uforenelighed, men anvender det meget bredere begreb ledigt [mandat].88.I den første situation, der omtales i artikel 12, stk. 2, i akten af 1976, begrænser Parlamentets rolle sig til at tage til efterretning, at den berørte parts mandat er blevet ledigt. I den anden situation, der f.eks. omfatter det tilfælde, hvor et af Parlamentets medlemmer nedlægger sit mandat, konstaterer [Parlamentet], at et mandat er blevet ledigt, og underretter medlemsstaten herom.89.Da den retsakt, der anfægtes i den foreliggende sag, blev vedtaget under henvisning til artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, skal der ske en fastlæggelse af rækkevidden af den opgave, der består i at tage til efterretning, og som er fastsat i denne bestemmelse.90.I den forbindelse skal det understreges, at opgaven, der består i at tage til efterretning, ikke henviser til bortfaldet af den berørte parts mandat, men til den blotte omstændighed, at hans mandat er blevet ledigt som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser. Parlamentets rolle består med andre ord på ingen måde i at gennemtvinge mandatbortfaldet, som sagsøgeren har hævdet, men rollen begrænser til at tage den konstatering af mandatets ledighed til efterretning, som de nationale myndigheder allerede havde foretaget, dvs. en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse.91.Den kontrolbeføjelse, Parlamentet har i denne sammenhæng, er særlig begrænset. Den begrænser sig i det væsentlige til en kontrol af, om det faktisk er korrekt, at den berørte parts mandat er ledigt. Det tilkommer navnlig ikke Parlamentet, i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, at kontrollere, om der er sket overholdelse af den i national ret fastsatte procedure eller af den berørte parts grundlæggende rettigheder. Denne beføjelse tilkommer således udelukkende de kompetente nationale retter eller i påkommende tilfælde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at sagsøgeren i den foreliggende sag netop har gjort sine rettigheder gældende såvel for det franske Conseil d'État som ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det bemærkes også, at Parlamentet ikke på noget tidspunkt i sine skriftlige indlæg eller under retsmødet selv har hævdet, at det råder over en kontrolbeføjelse, der er så vid som den, sagsøgeren har hævdet findes.92.Det må tilføjes, at en så vid udformning af Parlamentets kontrolbeføjelse inden for rammerne af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976 ville gøre det muligt for denne institution at rejse tvivl om selve lovligheden af mandatbortfald, der erklæres af nationale myndigheder, og nægte at tage et mandats ledighed til efterretning, hvis den finder, at der foreligger en uregelmæssighed. Men det er kun forretningsordenens artikel 8, stk. 9, der giver Parlamentet mulighed for at nægte at erklære et mandat for ledigt, hvilket kun kan ske i den situation, hvor Parlamentet skal erklære en sådan ledighed, og hvor der er materielle unøjagtigheder eller mangler ved samtykket. Det ville være paradoksalt, hvis Parlamentet havde et videre skøn, når der alene er tale om at tage den ledighed af et mandat til efterretning, der er blevet fastslået af de nationale myndigheder, end når institutionen selv skal fastslå, at et mandat er ledigt.93.Disse konklusioner modsiges på ingen måde af ordlyden af forretningsordenens artikel 7, stk. 4, andet afsnit. Som Parlamentet og Den Franske Republik med rette har understreget, finder denne bestemmelse anvendelse forud for selve mandatbortfaldet og dermed også, før et mandat bliver ledigt. Bestemmelsen fastsætter, at Parlamentets formand henviser sagen til det kompetente udvalg, når medlemsstaternes kompetente myndigheder [indleder] en procedure, som kan føre til mandatbortfald for et medlem [af Europa-Parlamentet]. Når denne procedure er afsluttet, og de nationale myndigheder har erklæret, at den berørte parts mandat er ledigt, skal Parlamentet alene tage dette ledige mandat til efterretning i overensstemmelse med det i artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976 fastsatte. I overensstemmelse med princippet om retsreglernes rangfølge kan en bestemmelse i forretningsordenen under alle omstændigheder ikke gøre det muligt at fravige bestemmelserne i akten af 1976 og tillægge Parlamentet beføjelser, der er videre end dem, det har i henhold til akten.94.Der kan heller ikke rejses tvivl om disse konklusioner som følge af det forhold, at sagsøgeren opretholdt sit mandat i Parlamentet og oppebar alle de tillæg, som denne institution skal udbetale, indtil den 23. oktober 2000, og at de franske myndigheder udbetalte hans løn indtil den 24. oktober 2000. Parterne er således ikke uenige om, at dekretet af 31. marts 2000 var eksigibelt. Det forhold, at Parlamentet ikke straks tog dekretet til efterretning, da det modtog meddelelse herom fra de franske myndigheder, men tog det til efterretning på et senere tidspunkt, og det forhold, at dekretet har haft visse praktiske virkninger for sagsøgeren, kan ikke påvirke de retsvirkninger, der i henhold til artikel 12, stk. 2, i akten af 1976 er knyttet til denne meddelelse.95.Sagsøgerens argumenter, hvorefter artikel 5 i loven af 1977 skader Parlamentets uafhængighed og udgør en utilladelig indblanding i den måde, institutionen fungerer på, og hvorefter der findes et almindeligt princip, i henhold til hvilket mandatbortfald skal erklæres af den pågældende parlamentariske forsamling, er ikke begrundede. Det fremgår således, som det allerede er blevet anført ovenfor i præmis 83, udtrykkeligt af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i akten af 1976, at et medlem af Europa-Parlamentets mandat kan blive ledigt som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser. Da der ikke var blevet vedtaget en ensartet valgprocedure på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen, fandt denne bestemmelse og dermed loven af 1977 anvendelse fuldt ud. Uanset udviklingen i de beføjelser, der tilkommer Parlamentet, kan nye beføjelser ikke medføre, at bestemmelser i den primære ret, her akten af 1976, bliver uanvendelige, når der ikke udtrykkeligt er sket ophævelse ved en retsakt, der har samme rang.96.Af de samme grunde er sagsøgerens argument, der bygger på fællesskabsrettens forrang, uden enhver relevans. Der findes således ikke i den foreliggende sag hverken modsigelse eller konflikt mellem national ret og fællesskabsretten.97.Det følger af samtlige de ovenfor anførte betragtninger, at den foranstaltning, der i den foreliggende sag har [...] bindende [rets]virkninger, som kan skade sagsøgerens interesser, er dekretet af 31. marts 2000. Den anfægtede retsakt havde ikke til formål at skabe egentlige retsvirkninger, der var adskilte fra dekretets.98.Det må derfor konkluderes, at den anfægtede retsakt ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 230 EF. Derfor må den foreliggende sag afvises, uden at det er nødvendigt at behandle de øvrige anbringender og argumenter vedrørende formaliteten.

1)forkaste appellen2)tilpligte appellanten at betale sagens omkostninger.