1.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 167/75


AFGØRELSE Nr. 2/2014 TRUFFET AF EU-COLOMBIA-PERU-HANDELSUDVALGET

af 16. maj 2014

Vedtagelse af forretningsordenen og adfærdskodeksen for voldgiftsmænd, jf. artikel 13, stk. 1, litra h), og artikel 315 i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side [2015/1046]

HANDELSUDVALGET HAR —

under henvisning til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (»aftalen«), der blev undertegnet i Bruxelles den 26. juni 2012, særlig artikel 13, stk. 1, litra h), og artikel 315, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Handelsudvalget skal vedtage en forretningsorden og en adfærdskodeks for voldgiftsmænd på sit første møde.

(2)

Handelsudvalget har alene beføjelse til at evaluere og vedtage beslutninger som tilsigtet i aftalen vedrørende ethvert forhold, der henvises til det af de specialiserede organer, der nedsættes ved aftalen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

1.

Forretningsordenen og adfærdskodeksen for voldgiftsmænd fastlægges som angivet i bilaget.

2.

Denne afgørelse træder i kraft den 7. oktober 2014.

Udfærdiget i Lima, den 16. maj 2014.

På Handelsudvalgets vegne

Cecilia ÁLVAREZ-CORREA

Minister for handel, industri og turisme i Colombia

Karel DE GUCHT

Europa-Kommissionens kommissær for Handel

Blanca Magali SILVA VELARDE-ÁLVAREZ

Minister for udenrigshandel og turisme i Peru


BILAG

FORRETNINGSORDEN

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

1.

I henhold til afsnit XII (Tvistbilæggelse) og i denne forretningsorden forstås ved:

a)   »aftalen«: handelsaftalen mellem Peru og Colombia på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, der blev undertegnet i Bruxelles den 26. juni 2012

b)   »rådgiver«: en person, som af en part i tvisten er udpeget til at rådgive eller bistå den pågældende part i forbindelse med en sag indbragt for et voldgiftspanel

c)   »voldgiftsmand«: et medlem af et voldgiftspanel, der gyldigt er nedsat i henhold til artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen

d)   »assistent«: en person, som under voldgiftsmandens mandat foretager undersøgelser eller bistår voldgiftsmanden

e)   »klagende part«: enhver part, som anmoder om nedsættelse af et voldgiftspanel i henhold til artikel 302 (Indledning af voldgiftssager) i aftalen

f)   »indklaget part«: den part, som angiveligt har overtrådt de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 299 (Anvendelsesområde) i aftalen

g)   »voldgiftspanel«: et panel nedsat i henhold til artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen

h)   »en parts repræsentant«: en ansat eller enhver anden person, der er udpeget af en parts ministerium, offentlige myndighed eller ethvert andet offentligt organ

i)   »dag«: en kalenderdag

j)   »tredjepart«: en part, som ikke er en part i tvisten, men som deltager i konsultationerne og/eller i givet fald voldgiftssager i henhold til artikel 301 (Konsultationer), stk. 10, og/eller artikel 302 (Indledning af voldgiftssager), stk. 4, i afsnit XII (Tvistbilæggelse) i aftalen.

2.

Det påhviler den indklagede part at varetage den logistiske administration af tvistbilæggelsesprocedurerne, navnlig tilrettelæggelsen af høringer, medmindre andet bestemmes. Begge parter i tvisten deler imidlertid omkostningerne til tilrettelæggelse af voldgiftsprocedurerne, herunder voldgiftsmændenes udgifter. Voldgiftspanelet kan dog beslutte, at disse administrative omkostninger med undtagelse af voldgiftsmændenes udgifter fordeles anderledes under hensyntagen til enkelthederne i sagen og andre forhold, som kan anses for relevante.

MEDDELELSER

3.

Enhver form for anmodning, meddelelse, skriftligt indlæg eller andet dokument indgives af parterne i tvisten og voldgiftspanelet ved aflevering mod kvittering, anbefalet post, kurer, faxoverførsel, telex, telegram eller ethvert andet telekommunikationsmiddel, som giver et bevis for indgivelsen.

4.

Hver part i tvisten giver den anden part i tvisten, enhver tredjepart i tvisten og de enkelte voldgiftsmænd en kopi af hvert af sine skriftlige indlæg. Desuden skal der forelægges en kopi af dokumentet i elektronisk format.

5.

Alle meddelelser stiles til aftalens koordinatorer.

6.

Mindre rent formelle fejl i anmodninger, meddelelser, skriftlige indlæg eller andre dokumenter vedrørende voldgiftspanelsagen kan berigtiges ved indgivelse af et nyt dokument, hvori ændringerne klart er angivet.

7.

Hvis den sidste dag af fristen for indgivelse af et dokument er en lovfæstet fridag i Colombia, Peru eller EU, kan dokumentet indgives den efterfølgende arbejdsdag.

INDLEDNING AF VOLDGIFTSPROCEDURER

8.

Når den klagende part påstår, at en foranstaltning udgør en overtrædelse af bestemmelserne i aftalen, jf. artikel 302, stk. 2 (Indledning af voldgiftssager), skal denne forklare, hvordan denne foranstaltning udgør en overtrædelse af bestemmelserne i aftalen, på en måde, som indeholder en klar gennemgang af retsgrundlaget for klagen, således at modparten kan fremlægge sit forsvar.

TREDJEPARTER

9.

I overensstemmelse med artikel 302, stk. 4 (Indledning af voldgiftssager), i aftalen kan en tredjepart indgive et skriftligt indlæg til voldgiftspanelet med kopi til tvistens parter og en eventuel tredjepart.

10.

En tredjepart kan også deltage i voldgiftspanelets høring(er), og denne skal indbydes skriftligt af voldgiftspanelet til at forelægge sine synspunkter på sådanne høring(er).

LISTE OVER VOLDGIFTSMÆND

11.

Når en part udpeger kandidater til listen over voldgiftsmænd, jf. artikel 304 (Liste over voldgiftsmænd) i aftalen, kan de øvrige parter kun gøre indsigelse mod sådanne udpegelser, hvis kandidaterne ikke opfylder kravene i artikel 304, stk. 3 (Liste over voldgiftsmænd), i aftalen og adfærdskodeksen for medlemmer af et voldgiftspanel.

12.

Når en kandidat, der er udpeget af en part, ikke længere er opført på listen, skal denne part udpege en ny kandidat. Når det drejer sig om kandidater til posten som formand for voldgiftspanelet, skal parterne være enige om en erstatning.

NEDSÆTTELSE AF ET VOLDGIFTSPANEL

13.

Hvis et medlem af voldgiftspanelet, jf. artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen, vælges ved lodtrækning, skal repræsentanter for begge parter i tvisten i god tid indbydes til at overvære lodtrækningen. Under alle omstændigheder skal lodtrækningen foretages under overværelse af enhver part i tvisten, som måtte være til stede på det pågældende tidspunkt, senest 5 dage efter Handelsudvalgets formands anmodning om udvælgelsen af voldgiftsmanden.

14.

Tvistens parter underretter voldgiftsmænd om deres udnævnelse.

15.

En voldgiftsmand, der er udpeget i henhold til den procedure, der er fastlagt i artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen, meddeler sin accept til Handelsudvalget senest fem dage efter den dato, hvor han/hun blev underrettet om sin udnævnelse.

16.

Medmindre tvistens parter aftaler andet, mødes disse parter med voldgiftspanelet senest 7 dage efter dets nedsættelse for at tage stilling til spørgsmål, som parterne i tvisten eller voldgiftspanelet anser for relevante. Hvis Handelsudvalget ikke har fastlagt voldgiftsmændenes vederlag og godtgørelsen af deres udgifter, fastlægges sådanne vederlag og udgifter i overensstemmelse med WTO's praksis.

17.

a)

Medmindre tvistens parter aftaler andet senest 5 dage efter datoen for udvælgelsen af voldgiftsmændene, er voldgiftspanelets mandat:

»på baggrund af de relevante bestemmelser i aftalen, som tvistens parter har påberåbt sig, at undersøge det spørgsmål, hvortil der henvises i anmodningen om nedsættelse af voldgiftspanelet, at afgøre, hvorvidt den pågældende foranstaltning er forenelig med de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 299 (Anvendelsesområde), og at afsige en kendelse i overensstemmelse med artikel 307 (Voldgiftspanelets kendelse) i aftalen.«

b)

Tvistens parter meddeler voldgiftspanelet det aftalte mandat senest 2 dage efter, at de er nået til enighed herom.

INDLEDENDE INDLÆG

18.

Den klagende part indgiver sit indledende skriftlige indlæg senest 20 dage efter datoen for nedsættelsen af voldgiftspanelet. Den indklagede part indgiver sit skriftlige modindlæg senest 20 dage efter datoen for indgivelsen af det indledende skriftlige indlæg.

VOLDGIFTSPANELERS FUNKTION

19.

Formanden for voldgiftspanelet leder alle dets møder. Et voldgiftspanel kan bemyndige formanden til at træffe administrative afgørelser vedrørende sagen.

20.

Medmindre der i aftalen eller i denne forretningsorden er fastsat andet, kan voldgiftspanelet varetage sine opgaver på enhver vis, herunder pr. telefon, telefax eller edb-forbindelse.

21.

Kun voldgiftsmænd må deltage i voldgiftspanelets drøftelser, men panelet kan give sine assistenter tilladelse til at overvære drøftelserne.

22.

Det er alene voldgiftspanelets ansvar at udarbejde en kendelse, og denne opgave må ikke overdrages til andre.

23.

Hvis der opstår et proceduremæssigt spørgsmål, som ikke er omfattet af bestemmelserne i aftalen og dens bilag, kan et voldgiftspanel vedtage en hensigtsmæssig procedure, der er forenelig med disse bestemmelser.

24.

Hvis voldgiftspanelet finder, at det er nødvendigt at ændre en frist i forbindelse med sagen eller at foretage andre proceduremæssige eller administrative justeringer, underretter det skriftligt tvistens parter om grundene hertil og angiver den frist eller justering, der er behov for. De frister, der er fastsat i artikel 307, stk. 2 (Voldgiftspanelets kendelse), kan ikke ændres.

INDSIGELSE, FJERNELSE OG ERSTATNING

25.

En anmodning fra en part i tvisten om indsigelse mod eller fjernelse af en voldgiftsmand, jf. artikel 305, stk. 1 (Indsigelse, fjernelse og erstatning), i aftalen, skal indgives skriftligt og omfatte grundlaget og beviset for voldgiftsmandens væsentlige brud på adfærdskodeksen. Denne anmodning sendes til den anden part i tvisten med kopi til Handelsudvalget senest 10 dage efter den dato, hvor den pågældende part fik beviser på de omstændigheder, der gav anledning til anmodningen om indsigelse mod voldgiftsmanden.

26.

Senest 5 dage efter modtagelsen af anmodningen skal parterne i tvisten konsultere hinanden. Hvis parterne er enige, vælges en ny voldgiftsmand i henhold til den procedure, der er fastlagt i artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen.

27.

Hvis tvistens parter ikke er enige om, hvorvidt det er nødvendigt at fjerne en voldgiftsmand, kan parterne hver især anmode om, at formanden for voldgiftspanelet træffer afgørelse i sagen, og dennes afgørelse er endelig.

28.

Hvis formanden for voldgiftspanelet eller dennes stedfortræder finder, at en voldgiftsmand ikke opfylder kravene i adfærdskodeksen, skal han/hun vælge en ny voldgiftsmand ved lodtrækning. Hvis den oprindelige voldgiftsmand blev valgt af tvistens parter i henhold til artikel 303, stk. 2 (Nedsættelse af voldgiftspanelet), i aftalen, vælges afløseren ved lodtrækning blandt de personer på den liste, der er omhandlet i artikel 304 (Liste over voldgiftsmænd) i aftalen, der blev foreslået af den part, som valgte den oprindelige voldgiftsmand. Hvis derimod den oprindelige voldgiftsmand blev valgt af tvistens parter i henhold til artikel 303, stk. 5 (Nedsættelse af voldgiftspanelet), i aftalen, foretages lodtrækningen blandt alle personerne på den omhandlede liste. Udvælgelsen foretages i henhold til punkt 12 med de fornødne ændringer senest 5 dage efter datoen for anmodningen til formanden for voldgiftspanelet.

29.

Hvis tvistens parter ikke er enige om, hvorvidt formanden for voldgiftspanelet bør erstattes, kan parterne hver især anmode om, at sagen henvises til en af de tilbageværende på listen over personer, der er valgt til at fungere som formand i henhold til artikel 304, stk. 1 (Liste over voldgiftsmænd), i aftalen. Formanden for Handelsudvalget eller dennes stedfortræder udvælger den pågældende person ved lodtrækning. Denne udvælgelse foretages i henhold til punkt 12 senest 5 dage efter datoen for anmodningen til formanden for Handelsudvalget. Denne persons afgørelse om, hvorvidt formanden skal erstattes, er endelig.

30.

Hvis denne person finder, at den oprindelige formand ikke opfylder kravene i adfærdskodeksen, vælger han/hun en ny formand ved lodtrækning blandt de tilbageværende på listen over personer, der kan fungere som formand, jf. artikel 304 (Liste over voldgiftsmænd) i aftalen. Den nye formand vælges i henhold til punkt 12 med de fornødne ændringer senest 5 dage efter den dato, hvorpå den udpegede person har truffet afgørelse om indsigelsen.

31.

Voldgiftspanelsagen og de gældende frister suspenderes, mens der træffes afgørelse om henholdsvis en anmodning om indsigelse mod en voldgiftsmand og hans/hendes fjernelse og erstatning.

HØRINGER

32.

Formanden fastsætter dato og tidspunkt for høringen i samråd med tvistens parter og voldgiftspanelets øvrige medlemmer og meddeler parterne disse oplysninger skriftligt. Den part, som varetager den logistiske administration af sagen, gør disse oplysninger offentligt tilgængelige, medmindre høringen er lukket for offentligheden.

33.

Medmindre tvistens parter aftaler andet, afholdes høringen i Bruxelles, hvis den klagende part er Colombia eller Peru, og i henholdsvis Bogotá eller Lima, hvis den klagende part er EU.

34.

Voldgiftspanelet kan indkalde til yderligere høringer, hvis parterne er enige herom.

35.

Alle voldgiftsmænd skal være til stede under hele høringsforløbet.

36.

Følgende personer kan deltage i høringen, uanset om høringen er lukket for offentligheden eller ej:

a)

repræsentanter for tvistens parter og enhver tredjepart

b)

rådgivere for tvistens parter og enhver tredjepart

c)

administrativt personale, tolke, oversættere og retsskrivere samt voldgiftsmænds assistenter.

37.

Kun tvistens parters repræsentanter og rådgivere og enhver tredjepart må rette henvendelse til voldgiftspanelet.

38.

Senest 5 dage inden en høring skal hver af tvistens parter give voldgiftspanelet en liste med navnene på de personer, der på den pågældende parts vegne vil fremføre mundtlige anbringender eller indgive indlæg under høringen, og på andre repræsentanter eller rådgivere, som vil deltage i høringen.

39.

Med forbehold af punkt 46, 47, 48 og 49 skal voldgiftspanelers høringer være åbne for offentligheden, medmindre tvistens parter beslutter, at høringerne skal være delvis eller helt lukkede for offentligheden.

40.

Voldgiftspanelet afholder høringen på følgende måde, idet det sikres, at den klagende part og den indklagede part får tildelt lige meget tid:

 

Anbringende

a)

den klagende parts anbringende

b)

den indklagede parts anbringende.

 

Modanbringende

a)

den klagende parts anbringende

b)

den indklagede parts modanbringende.

41.

Voldgiftspanelet kan under en høring når som helst stille spørgsmål til begge tvistens parter.

42.

Voldgiftspanelet sørger for, at der udarbejdes et referat af hver høring, og at det hurtigst muligt sendes til tvistens parter.

43.

Senest 10 dage efter høringen kan hver af tvistens parter afgive et supplerende skriftligt indlæg vedrørende spørgsmål, der måtte være opstået under høringen.

SKRIFTLIGE FORESPØRGSLER

44.

Under sagen kan voldgiftspanelet når som helst rette skriftlige forespørgsler til en af eller begge tvistens parter og til en eventuel tredjepart. Tvistens parter og en eventuel tredjepart modtager en kopi af alle voldgiftspanelets forespørgsler. Når det ikke er muligt at besvare en forespørgsel under en høring, bør voldgiftspaneler give tvistens parter den fornødne tid til at besvare disse forespørgsler.

45.

Hver af tvistens parter eller en eventuel tredjepart skal også sende en kopi af sin skriftlige besvarelse af voldgiftspanelets forespørgsler til tvistens anden part og en eventuel tredjepart. Tvistens parter skal have mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger til besvarelsen fra tvistens anden part og til besvarelser fra en eventuel tredjepart senest 5 dage efter datoen for indgivelsen.

FORTROLIGHED

46.

Hver af tvistens parter, en eventuel tredjepart og deres rådgivere skal behandle de oplysninger, som tvistens anden part har forelagt voldgiftspanelet og udpeget som fortrolige, som sådan.

47.

Hvis en af tvistens parter forelægger voldgiftspanelet en fortrolig udgave af sine skriftlige indlæg, skal denne også efter anmodning fra tvistens anden part fremlægge et ikke fortroligt sammendrag af oplysningerne i indlægget senest 15 dage efter datoen for enten anmodningen eller forelæggelsen af den fortrolige udgave, alt efter hvilken dato der er den seneste.

48.

Skriftlige indlæg til voldgiftspanelet betragtes som fortrolige, men skal formidles til tvistens parter og en eventuel tredjepart. Intet i denne forretningsorden forhindrer en part i tvisten i at offentliggøre erklæringer vedrørende sine egne holdninger, hvis de ikke indeholder fortrolige oplysninger.

49.

Voldgiftspanelet mødes for lukkede døre, hvis indlæg og anbringender fra en part i tvisten indeholder fortrolige oplysninger.

50.

Tvistens parter og deres rådgivere holder voldgiftspanelets høringer fortrolige, når de afholdes for lukkede døre, jf. punkt 39.

EX PARTE-KONTAKTER

51.

Voldgiftspanelet må ikke mødes med eller tage kontakt til en part i tvisten i tvistens anden parts fravær.

52.

Et medlem af voldgiftspanelet må ikke i de øvrige voldgiftsmænds fravær drøfte aspekter af det emne, der er genstand for sagen, med en eller begge parter i tvisten.

AMICUS CURIAE-INDLÆG

53.

Enhver interesseret ikke-statslig person, der er etableret på en af tvistens parters område, og som ikke er en del af regeringen for nogen af parterne i tvisten, kan skriftligt anmode voldgiftspanelet med kopi til parterne i tvisten om at få tilladelse til at indgive et amicus curiae-indlæg senest 10 dage efter datoen for nedsættelsen af voldgiftspanelet. En sådan anmodning skal:

a)

indeholde en beskrivelse af den person, der ønsker at indgive indlægget, herunder dennes etableringssted og andre kontaktoplysninger, arten af dennes aktiviteter og, hvis der er tale om en juridisk person, oplysninger om dennes medlemmer, retlige status og generelle mål

b)

identificere de særlige faktuelle og retlige spørgsmål, der vil blive taget op i indlægget

c)

præcisere, på hvilken måde indlægget er af interesse og relevans for sagen, og hvordan det ville kunne bistå voldgiftspanelet i at træffe afgørelse i faktuelle eller retlige spørgsmål vedrørende tvisten

d)

oplyse om et eventuelt direkte eller indirekte forhold, som den person, der indgiver indlægget, har eller har haft til en part i tvisten samt dennes finansieringskilde

e)

oplyse, om denne har modtaget eller vil modtage nogen finansiel eller anden form for støtte fra en part i tvisten, en person eller en anden organisation i forbindelse med udarbejdelsen af anmodningen om tilladelse til at indgive et indlæg eller udarbejdelsen af selve indlægget

f)

højst være på 5 sider med dobbelt linjeafstand og

g)

være skrevet på proceduresprogene.

54.

Voldgiftspanelet fastsætter en passende frist, inden for hvilken tvistens parter kan fremsætte bemærkninger til anmodningen om tilladelse.

55.

Voldgiftspanelet gennemgår og vurderer anmodningen om tilladelse, rigtigheden af oplysningerne deri samt enhver bemærkning fra parterne i tvisten og træffer hurtigst muligt afgørelse om meddelelse af tilladelse til en interesseret ikke-statslig person til at indgive et skriftligt indlæg. En tilladelse fra et voldgiftspanel til at indgive et skriftligt indlæg er ikke ensbetydende med, at voldgiftspanelet i sin kendelse skal gennemgå de retlige anbringender i indlægget.

56.

Amicus curiae-indlæg sendes til voldgiftspanelet med kopi til tvistens parter senest 5 dage efter datoen for voldgiftspanelets tilladelse til at fremsætte et sådant indlæg. Indlægget:

a)

skal dateres og underskrives af den person, der indgiver indlægget, eller dennes repræsentant

b)

skal være koncist og må under ingen omstændigheder være på over 15 sider med dobbelt linjeafstand, inkl. bilag

c)

må ikke indføre nye spørgsmål i tvisten og må kun omfatte spørgsmål, som er relevante for de faktiske og retlige spørgsmål, der behandles af voldgiftspanelet og fremgår af anmodningen om tilladelse til at indgive et indlæg, hvori det forklares, på hvilken måde indlægget kan bistå voldgiftspanelet i at træffe en afgørelse vedrørende disse spørgsmål

d)

skal forelægges på proceduresprogene.

57.

Voldgiftspanelet sørger for, at parterne i tvisten har lejlighed til skriftligt at besvare amicus curiae-indlæg før høringen.

58.

Voldgiftspanelets kendelse skal indeholde en liste over alle de amicus curiae-indlæg, som det har modtaget. Voldgiftspanelet har ikke pligt til i sin kendelse at behandle de anbringender, der fremlægges i disse indlæg.

59.

Når voldgiftspanelet vurderer anmodninger om tilladelse til at indgive et indlæg eller selve amicus curiae-indlæggene, skal det undlade at afbryde sagen og sikre tvistens parter ligestilling.

INFORMATION OG TEKNISK RÅDGIVNING

60.

Voldgiftspanelet meddeler parterne i tvisten, at det har til hensigt at indhente information eller teknisk rådgivning fra eksperter, jf. artikel 316, stk. 1 (Information og teknisk rådgivning), i aftalen.

61.

Voldgiftspanelet sender parterne i tvisten en kopi af den information eller tekniske rådgivning, det har modtaget, og giver tvistens parter rimelig tid til at fremsætte deres bemærkninger. Eksperternes vurdering har udelukkende rådgivende karakter.

62.

Hvis voldgiftspanelet inddrager information eller teknisk rådgivning, som det har modtaget, skal det også inddrage bemærkninger eller observationer fra tvistens parter i forbindelse med en sådan information eller teknisk rådgivning.

63.

Voldgiftspanelet sikrer, at det indhenter information og teknisk rådgivning fra autoriserede personer med erfaring på det relevante område. Desuden skal eksperterne være uafhængige og upartiske og må ikke være knyttet til eller direkte eller indirekte afhængige af nogen af parterne i tvisten, og de må ikke modtage instrukser fra dem eller nogen organisation.

HASTENDE SPØRGSMÅL

64.

I hastende spørgsmål, jf. artikel 307, stk. 2 (Voldgiftspanelets kendelse), i aftalen, justerer voldgiftspanelet de frister, der er omhandlet i denne forretningsorden, efter behov.

OVERSÆTTELSE OG TOLKNING

65.

Tvistens parter har ret til at indgive og modtage skriftlige indlæg og til at forelægge og høre mundtlige anbringender på det sprog, de ønsker. Hver part i tvisten sørger hurtigt for og afholder omkostningerne til oversættelse af sine skriftlige indlæg til det sprog, den anden part i tvisten har valgt. Den indklagede part sørger for tolkning af mundtlige indlæg til de sprog, parterne i tvisten har valgt.

66.

Voldgiftspanelets kendelser meddeles på de sprog, som tvistens parter har valgt.

67.

Omkostningerne til oversættelse af en voldgiftskendelse fordeles ligeligt mellem parterne i tvisten.

68.

Tvistens parter kan hver især fremsætte bemærkninger til en oversat udgave af et dokument, der er udarbejdet i henhold til denne forretningsorden.

BEREGNING AF FRISTER

69.

Hvis en part i tvisten på grund af anvendelsen af punkt 7 modtager et dokument på en anden dato end den, hvor den anden part i tvisten modtog samme dokument, skal enhver frist, der beregnes ud fra datoen for modtagelsen af nævnte dokument, beregnes ud fra den dato, hvor dokumentet sidst er modtaget.

ANDRE PROCEDURER

70.

Denne forretningsorden finder også anvendelse på procedurer efter artikel 308, stk. 3 (Gennemførelse af voldgiftskendelsen), artikel 309, stk. 2 (Prøvelse af foranstaltninger, der er truffet for at efterleve voldgiftskendelsen), artikel 310, stk. 4 (Midlertidige afbødende foranstaltninger i tilfælde af manglende efterlevelse), og artikel 311, stk. 2 (Prøvelse af foranstaltninger, der er truffet efter suspension af fordele eller kompensation for manglende efterlevelse). De frister, der er fastsat i denne forretningsorden, justeres imidlertid i overensstemmelse med de særlige frister, som er fastsat for voldgiftspanelets afsigelse af en kendelse i forbindelse med disse øvrige procedurer.

ADFÆRDSKODEKS

DEFINITIONER

1.

I denne adfærdskodeks forstås ved:

a)   »voldgiftsmand«: et medlem af et voldgiftspanel, der gyldigt er nedsat i henhold til artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen

b)   »mægler«: en person, der foretager mægling, jf. artikel 322 (Mæglingsordning) og bilag XIV (Mæglingsordning for ikke-toldmæssige foranstaltninger) i aftalen

c)   »kandidat«: en person, hvis navn er opført på listen over voldgiftsmænd, jf. artikel 304 (Liste over voldgiftsmænd) i aftalen, og som overvejes valgt som medlem af et voldgiftspanel i henhold til artikel 303 (Nedsættelse af voldgiftspanelet) i aftalen

d)   »ekspert«: en person med teknisk viden, eller som er specialist på visse områder, der er omfattet af de forskellige afsnit i aftalen

e)   »assistent«: en person, som efter mandat fra en voldgiftsmand foretager undersøgelser eller bistår voldgiftsmanden

f)   »sag«: medmindre andet er angivet, en voldgiftspanelsag i henhold til aftalen

g)   »personale«: i forbindelse med en voldgiftsmand, personer, der arbejder under voldgiftsmandens ledelse og tilsyn, dog ikke assistenter.

ANSVAR I FORBINDELSE MED PROCESSEN

2.

Enhver kandidat og voldgiftsmand skal undgå utilbørlig adfærd og adfærd, der kan udlægges som utilbørlig, være uafhængig og upartisk, undgå direkte og indirekte interessekonflikter og iagttage en høj adfærdsstandard, således at integriteten og upartiskheden i tvistbilæggelsesordningen bevares. Tidligere voldgiftsmænd skal overholde de forpligtelser, der er fastlagt i punkt 15, 16, 17 og 18 i denne adfærdskodeks.

FORPLIGTELSER TIL FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

3.

Forud for bekræftelsen af en kandidats udvælgelse til voldgiftsmand i henhold til aftalen skal han eller hun oplyse om interesser, forbindelser og andre forhold, som kan formodes at påvirke den pågældendes uafhængighed eller upartiskhed, eller som kan formodes at give indtryk af utilbørlig adfærd eller partiskhed i forbindelse med sagen. I dette øjemed skal en kandidat gøre enhver rimelig indsats for at være bekendt med sådanne interesser, forbindelser og andre forhold.

4.

Efter udvælgelsen skal en voldgiftsmand vedblive med at gøre enhver rimelig indsats for at være bekendt med interesser, forbindelser og andre forhold, jf. punkt 3 i denne adfærdskodeks, og oplyse herom. Forpligtelsen til fremlæggelse af oplysninger er en vedvarende forpligtelse, ifølge hvilken en voldgiftsmand skal fremlægge oplysninger om sådanne interesser, forbindelser og andre forhold, der måtte komme frem i en hvilken som helst fase i sagen.

5.

En kandidat eller voldgiftsmand skal videregive oplysninger om spørgsmål vedrørende aktuelle eller potentielle overtrædelser af denne adfærdskodeks til Handelsudvalget med henblik på parternes gennemgang deraf.

VOLDGIFTSMÆNDS OPGAVER

6.

Efter udvælgelsen skal en voldgiftsmand udføre sine opgaver omhyggeligt og hurtigt under hele sagens forløb og udvise loyalitet og rettidig omhu.

7.

En voldgiftsmand må kun behandle spørgsmål, der rejses i forbindelse med sagen, og som har betydning for kendelsen, og må ikke overdrage denne opgave til andre.

8.

En voldgiftsmand er ansvarlig for at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at hans eller hendes assistent og personale er bekendt med og overholder denne adfærdskodeks, hvor det er relevant.

9.

En voldgiftsmand må ikke etablere ex parte-kontakter, der vedrører sagen.

VOLDGIFTSMÆNDS UAFHÆNGIGHED OG UPARTISKHED

10.

En voldgiftsmand skal være uafhængig og upartisk og undgå adfærd, der kan udlægges som utilbørlig eller partisk, og må ikke lade sig påvirke af egne interesser, udefrakommende pres, politiske overvejelser, offentlige protester, loyalitet over for en part eller frygt for kritik.

11.

En voldgiftsmand må ikke hverken direkte eller indirekte påtage sig nogen forpligtelse eller acceptere nogen fordel, som på nogen måde ville være til hinder for eller give indtryk af at være til hinder for, at han eller hun udfører sine opgaver korrekt.

12.

En voldgiftsmand må ikke udnytte sin stilling som medlem af voldgiftspanelet til at fremme personlige eller private interesser og skal undgå handlinger, som kan give det indtryk, at andre befinder sig i en særlig position med hensyn til at påvirke medlemmet.

13.

En voldgiftsmand må ikke lade finansielle, forretningsmæssige, faglige, familiemæssige, personlige eller sociale forbindelser eller forpligtelser påvirke sin adfærd eller dømmekraft.

14.

En voldgiftsmand skal undgå at etablere forbindelser eller erhverve finansielle interesser, som kan formodes at påvirke medlemmets upartiskhed eller give indtryk af utilbørlig eller partisk adfærd.

TIDLIGERE VOLDGIFTSMÆNDS FORPLIGTELSER

15.

Alle tidligere voldgiftsmænd skal undgå handlinger, der kan give det indtryk, at de var partiske under varetagelsen af deres opgaver eller drager fordel af voldgiftspanelets afgørelse eller kendelse.

FORTROLIGHED

16.

En voldgiftsmand eller tidligere voldgiftsmand må på intet tidspunkt videregive eller gøre brug af ikke offentlige oplysninger, der vedrører en sag eller er indhentet i løbet af en sag, medmindre det sker som led i sagen, og må under ingen omstændigheder videregive eller gøre brug af sådanne oplysninger til egen eller andres fordel eller til skade for andres interesser.

17.

Ingen voldgiftsmand må videregive et voldgiftspanels kendelse eller dele heraf, før den er offentliggjort, jf. artikel 318, stk. 4 (Voldgiftspanelets afgørelser og kendelser), i aftalen.

18.

En voldgiftsmand eller tidligere voldgiftsmand må på intet tidspunkt oplyse om et voldgiftspanels drøftelser eller om en voldgiftsmands synspunkter.

MÆGLERE, EKSPERTER

19.

Bestemmelserne i denne adfærdskodeks for voldgiftsmænd og tidligere voldgiftsmænd finder tilsvarende anvendelse for mæglere og eksperter.