Inden sagens påkendelse bør domstolen kræve følgende:

Rådet for De europæiske Fællesskaber har tiltrådt, at sagen antages til realitetsbehandling, men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse og om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der foreligger overtrædelse af vedtægtens artikel 29, stk. 1. litra c), sammenholdt med dennes artikel 4, stk. 3, idet udnævnelsesmyndigheden har foretaget den omstridte udnævnelse uden forinden at have givet meddelelse til personalet i de andre fællesskabsinstitutioner om den ledige stilling, selv om førnævnte vedtægtsbestemmelse pålægger sagsøgeren at undersøge, hvorvidt der foreligger eventuelle ønsker om forflyttelse af tjenestemænd fra de andre institutioner, inden den anvender artikel 29, stk. 2.

Rådet har ikke bestridt den givne fremstilling. I øvrigt har Rådet ikke taget stilling til anbringendets materielle indhold, men har gjort gældende, at sagsøgeren til støtte for et annullationssøgsmål vedrørende en udnævnelse kun kan støtte sig på de klagepunkter, som vedrører ham personligt, og ikke bekræftede eller stadfæstede klagepunkter, der vedrører andre ansøgere personligt (Domstolens dom af 29. 10. 1975, sag 81-88/74, Marenco m.fl., Sml. 1975, s. 1255). Da sagsøgeren således her i sagen ikke har en personlig interesse i at fremføre dette klagepunkt, må anbringendet følgelig afvises.

Sagsøgeren overlader spørgsmålet om anbringendets admittering til rettens afgørelse. Sagsøgeren har dog bemærket, at institutionernes forpligtelse til at overholde bestemmelserne om ansættelser udtrykker en almen interesse. Desuden finder sagsøgeren, at selv om det fremførte forhold eventuelt ikke selvstændigt kan gøres gældende, kan det påberåbes som et led i bevisførelsen for magtfordrejning (sagsøgerens tredje anbringende).

Rådet har i replikken anført, at det forhold, at den beskyttelse, som vedtægten tillægger tjenestemændene, er indført i almen interesse, ikke giver sagsøgeren adgang til at optræde som lovens eller institutionernes repræsentant, og Rådet finder, at anbringendet må afvises.

Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har tilsidesat vedtægtens artikel 29, stk. 2, idet den har udnævnt en i forhold til Fællesskaberne ekstern person, om hvem det ikke er bevist, at han besad de særlige kvalifikationer, der blev krævet til den ledige stilling, eller om hvem det ifølge det af Rådets administration offentliggjorte curriculum vitae må anses, at han ikke har besiddet disse.

Rådet har for det første bestridt, at Kasel som midlertidigt ansat ved Kommissionen i lønklasse A 3 siden 6. januar 1981 på udnævnelsestidspunktet måtte anses for ikke at tilhøre Fællesskabet. Tværtimod varetog han opgaver, som var særligt egnede til at erhverve erfaring med hensyn til Fællesskabets almindelige politik. Under alle omstændigheder havde Kasel særlige forudsætninger for at bestride den pågældende stilling på grund af hans akademiske grader (licence spéciale en droit administratif og diplôme en économie et finances fra Institut d'Études Politiques de Paris) og erfaringer erhvervet i tidligere stillinger (juridisk konsulent i en bank og bagefter tjenestemand i Luxembourgs udenrigsministerium med opgaver vedrørende dels økonomi, dels Fællesskabernes almindelige politik).

Rådet har for det andet anført, at en udnævnelse til lønklasse A 2 på grundlag af vedtægtens artikel 29, stk. 2, ikke kræver specielle kvalifikationer, idet dette krav gælder i tilfælde, hvor der er tale om ansættelse i medfør af den nævnte bestemmelse af teknisk personale i lønklasser under lønklasse A 2. For så vidt angår højere stillinger, dvs. de egentlige stabs-stillinger, har institutionen en stort set diskretionær handlefrihed og en stor skønsfrihed med hensyn til tjenestens interesse, da der er tale om stillinger, til hvilke de fornødne kvalifikationer navnlig drejer sig om menneskelige egenskaber og kvaliteter samt evnen til at lede, til kontakter på højt plan og til at kombinere, og ikke om fagkundskaber. Der hersker således ikke noget forbud mod i lønklasse A 2 at ansætte personer udrustet med mindre faglige kvalifikationer end eksisterende A3-tjenestemænd, idet den faglige viden normalt stilles til rådighed for tjenestemænd på det højeste niveau af medarbejdere med specialviden.

I den foreliggende sag har ansættelsesmyndigheden efter at have gennemgået de indkomne ansøgninger, skrevet til ansøgerne og meddelt dem, at deres ansøgning ikke kunne imødekommes, da deres faglige kvalifikationer og erfaringer ikke svarede til de særlige opgaver, der skulle bestrides i den ledige stilling, nærmere betegnet en nyoprettet direktørstilling, for hvilken det var nærliggende at benytte en anden procedure end udvælgelsesprøve i søgningen efter en person, der var i besiddelse af særlige kvalifikationer på direktørniveau. I sine skrivelser har ansættelsesmyndigheden desuden understreget kravet om opretholdelse af en passende geografisk ligevægt. Ved denne fremgangsmåde har den intet retsstridigt foretaget sig, idet den besidder en vid skønsfrihed mht. tjenestens interesser og vurderingen af en udnævnt tjenestemands kvalifikationer.

Sagsøgerens standpunkt ville efter Rådets opfattelse i realiteten indebære, at højere stillinger kun kunne besættes ved forfremmelse på grundlag af anciennitet, hvilket ikke ville have støtte i vedtægtens bestemmelser.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kasel på tidspunktet for udnævnelsen til den omstridte stilling — selv om han ikke kunne hævdes at være ekstern i forhold til Fællesskabet — ikke havde status som tjenestemand, hvilket må være tilstrækkeligt til at begrunde det pågældende anbringende.

For så vidt angår specielle fagkundskaber — som Kasel under alle omstændigheder skulle savne — har sagsøgeren anerkendt, at sådanne ikke er generelt fastsatte som betingelse for ansættelse af tjenestemænd i lønklasserne Al og A 2. Sagsøgeren finder imidlertid, at sådanne kundskaber i den foreliggende sag er uundværlige. Dette fremgår af stillingsbeskrivelsen og navnlig af den omstændighed, at stillingens indehaver skal være i stand til at udføre specialundersøgelser på højt niveau inden for budget- og - vedtægtsområdet. Endvidere har ansættelsesmyndigheden selv omtalt nødvendigheden af disse fagkundskaber i skrivelsen med afslag til den luxembourgske ansøger, hvilket afslag netop blev begrundet med ansøgerens manglende specialkundskaber og specialerfaring.

Sagsøgeren har endvidere anført, at anvendelsen af proceduren ifølge vedtægtens artikel 29, stk. 2, indebærer, at den udnævnte person i hvert fald ikke har ringere kvalifikationer end de fungerende tjenestemænd, der kan forfremmes til den pågældende stilling. Det er intetsteds i vedtægten bestemt, at lønnings-klasserne Al og A2 skal anses som stabsstillinger, til hvilke der kræves evner til at lede, til at holde kontakt på meget højt niveau og til at foretage synteser. Den såkaldte evne til kontakt på meget højt niveau er uden mening, mens evnen til at lede kræves til enhver ledelsesstilling, og evnen til at kombinere gælder for hele A-kategorien. Der findes ingen uoverstigelige barrierer mellem henholdsvis lønklasserne A 7 til A 3 og A 2 til A 1. Adskillige tjenestemænd, der i dag gør tjeneste i lønklasse A 2 ved Rådet, har på et tidspunkt i deres karriere været tjenestemænd i lønklasse A 5. Desuden blev to af de fjorten tjenestemænd, der ansøgte om den ledige stilling, den 27. juli 1981 forfremmet til A 2, men modtog ikke desto mindre den 31. juli 1981 en skrivelse identisk med skrivelserne til de øvrige ansøgere, således at de med fire dages mellemrum af udnævnelsesmyndigheden blev anset for henholdsvis egnede og uegnede til at bestride en direktørstillings opgaver.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte forsøger at tillægge skrivelsen af 31. juli 1981 et andet indhold end det, der følger af dens ordlyd, samt at fordreje stævningens indhold, hvor det intetsteds hævdes, at højere stillinger kun kan besættes ved forfremmelse efter anciennitet.

Rådet har i sin duplik bestridt, at sagsøgerens synspunkter har støtte i vedtægtens bestemmelser eller i opslaget om den ledige stilling. Vedtægtens artikel 29, stk. 2, omhandler to forskellige situationer, nemlig henholdsvis ansættelse af tjenestemænd i lønklasserne Al og A 2 (første led) og særlig tilfælde af ansættelse i stillinger i lønklasser under A 2, hvortil kræves specielle kvalifikationer (andet led). Det er således kun i det andet tilfælde, at det kan gøres gældende, at institutionen inden den benyttede undtagelsesreglen skulle have undersøgt, om der ikke ad normal vej, dvs. gennem forfremmelse, intern udvælgelsesprøve eller forflyttelse af tjenestemænd fra andre institutioner, var mulighed for at besætte den ledige stilling. Når der derimod er tale om at udnævne en A2-tjenestemand, var udnævnelsesmyndigheden i sin fulde ret til i tjenestens interesse at udnævne en person, der var midlertidigt ansat i lønklasse A 3, da stillingsopslaget alene stillede krav om, at ansøgere skulle tilhøre lønklasserne A 2 eller A 3.

Rådet har dog under alle omstændigheder fastholdt, at Kasel både besad de nævnte evner til at lede, have kontakt og foretage syntese, samt særdeles bemærkelsesværdige fagkundskaber, således som det fremgik af hans akademiske grader og faglige erfaringer, mens det ikke fremgår, at sagsøgeren besidder særlige kvalifikationer med hensyn til budgetområdet og Fællesskabernes tjenestemandsstand. Ansættelsesmyndigheden kan således næppe anses for at have overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.

Tredje anbringende

Rådet har gjort gældende, at de luxembourgske statsborgere på tidspunktet for den omtvistede udnævnelse ikke var tilstrækkeligt repræsenteret i kategori A ved Rådet, samt at nationaliteten kan tildeles den udslaggivende rolle for at sikre en geografisk balance, når der foreligger lige egnede ansøgere, således som Domstolen flere gange har fastslået. Rådet har endvidere gjort gældende, at da der her i sagen er tale om lige egnede ansøgere, kan det under alle omstændigheder påberåbe sig den skønsfrihed, som tilkommer ansættelsesmyndigheden med hensyn til vurderingen af tjenestens interesser og de pågældende tjenestemænds individuelle kvalifikationer.

For så vidt angår magtfordrejning, har Rådet anført, at sagsøgerens anbringende ikke støttes af relevante, samstemmende objektive forhold, hvoraf det skulle fremgå, at beslutningen er blevet truffet af hensyn til andre formål end tjenestens interesser, således som det kræves ifølge Domstolens faste praksis.

Sagsøgeren har i sin repblik vedrørende det første punkt gjort gældende, at nationaliteten ikke har kunnet være udslaggivende til fordel for en ansøger, hvis kvalifikationer måtte formodes at kunne ligestilles med de øvrige ansøgeres, eftersom Kasel her i sagen ikke var ansøger — og heller ikke kunne være det, da han ikke var tjenestemand — på tidspunktet for ansættelsesproceduren i medfør af vedtægtens artikel 29, stk. 1. Under alle omstændigheder var der her i sagen ikke tale om samme kvalifikationer, da Kasel ikke havde særlige kvalifikationer med hensyn til budget og vedtægten. På tidspunktet for forfremmelsesproceduren virkede nationaliteten således ikke som en prioritering, men som en udelukkelse af alle ansøgere, hvilket bekræftes af afslagene til de ansøgende ¡kke-luxembourgske tjenestemænd.

For så vidt angår magtfordrejning, har sagsøgeren gjort gældende, at en sådan følger af det forhold, at den pågældende stilling ikke alene blev forbeholdt en statsborger fra en bestemt medlemsstat, men endog en bestemt person, inden den pågældende procedure var indledt. Til støtte for dette standpunkt har sagsøgeren opstillet en liste over indicier, som efter hans opfattelse alle er samstemmende og relevante:

Rådet har i sin duplik gjort gældende, at hvis nationaliteten virkelig havde været det eneste udvælgelseskriterium ved besættelsen af den omtvistede stilling, var luxembourgeren blandt de femten ansøgere blevet udnævnt, hvilket imidlertid ikke blev tilfældet, da hans ansøgning blev afslået på grund af manglende faglige kvalifikationer. I øvrigt blev de fjorten andre ansøgere afvist ikke på grund af latente nationalitetsgrunde, men ligeledes efter en vurdering af kandidaternes evner og kvalifikationer. På dette punkt er sagsøgerens udlægning af skrivelserne af 31. juli 1981 ubegrundet og vilkårlig.

Sagsøgte har endvidere atter fastholdt, at Kasel besidder de fornødne faglige kundskaber til den pågældende stilling, mens dette ikke er tilfældet for sagsøgerens vedkommende. Rådet påberåber sig på ny den vide skønsfrihed, som ansættelsesmyndigheden råder over med hensyn til de individuelle kvalifikationer hos de tjenestemænd, den udnævner, alene med forbehold mht. tjenestens interesser og et åbenbart fejlskøn, idet det gør gældende, at det er tilstrækkeligt at sammenligne Kasel's kvalifikationer og faglige erfaring med sagsøgerens til at fastslå, at der ikke er begået et åbenbart fejlskøn.

For så vidt angår anbringendet om magtfordrejning, har Rådet gjort gældende, at de af sagsøgeren påberåbte indicier er irrelevante og utilstrækkelige. Navnlig kan Rådet ikke anklages for at være forudindtaget på grundlag af beslutningerne truffet den 15. og 16. september 1980. Meddelelsen udsendt af l'Agence Europe afspejler enten en indiskretion eller visse personers ønsker, men beviser ikke, at der foreligger magtfordrejning. Udtalelserne fra Dondelinger til den luxembourgske presse må helt stå for vedkommendes egen regning. Under alle omstændigheder skal udtalelserne vurderes ud fra den indenrigspolitiske kontekst, hvori de blev fremsat. Hvorom alting er, beviser de ikke, at genskabelsen af den geografiske ligevægt blev gennemført uden behørigt hensyn til kravet om kvalifikationer hos den til stillingen udnævnte person. Endelig kan generalsekretærens skrivelse af 15. februar 1982 næppe anses at indebære andet end en anerkendelse af, at udnævnelsen af Kasel fraveg praksis.

Sagsøgeren har gjort gældende, at afslaget på hans administrative klage stred mod vedtægtens artikel 25, stk. 2, hvorefter enhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal være begrundet. Når i den foreliggende sag en klage, der indeholdt en grundig gennemgang både af faktum og jus og omfattede ca. 50 sider, blev besvaret med blot et par linjer om fastholdelse og omtale af sagens prøvelse som indgående, er

dette klart utilstrækkeligt. En sådan begrundelse åbner ikke mulighed for domstolskontrol, mens det efter Domstolens faste praksis er formålet med begrundelsespligten både at gøre det muligt for vedkommende at bedømme, om afgørelsen er behæftet med en fejl, der kan anfægte dens lovlighed, samt at muliggøre domstolskontrol.

Rådet har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke var forpligtet til systematisk at tilbagevise alle argumenter i klagerne, samt at en henvisning til afgørelsens skønsmæssige karakter og myndighedens omfattende skønsfrihed på området er tilstrækkelig til, at begrundelsespligten må anses for opfyldt. Under alle omstændigheder er begrundelsens kortfattethed ikke til hinder for, at prøvelsen af sagsøgerens klage var indgående.

Sagsøgte har endvidere tilføjet, at ansættelsesmyndigheden ifølge Domstolens faste praksis ikke er forpligtet til at begrunde forfremmelser over for ikke-forfremmede ansøgere, idet indholdet af en sådan begrundelse kan være til skade for disse eller i hvert fald for visse af disse. Det samme må derfor gælde for afslag på klager fremsat over en udnævnelse.

Sagsøgeren har i replikken anført, at når Rådet i sit svar alene har udtalt, at den trufne afgørelse er omfattet af den vide skønsfrihed og omfattende handlefrihed, som tilkommer myndigheden på dette område, er der blot tale om at nævne et almindeligt princip uden nogen tilknytning til den konkrete sag, således at Rådet ikke har begrundet sin afgørelse, idet man på grundlag af et sådant svar ikke kan tage stilling til, om afslaget på klagen er begrundet, eller om det er behæftet med en fejl, hvormed dets lovlighed kan anfægtes. I øvrigt foreligger der begrundelsespligt i forbindelse med alle afgørelser vedrørende klager. Dette fremgår af vedtægtens artikel 91, stk. 3, hvorefter der løber en ny frist for retsforfølgning i det tilfælde, hvor et udtrykkeligt afslag er givet efter en stiltiende afgørelse, men inden udløbet af fristen for retsforfølgning. Meningen med bestemmelsen er denne, at da den udtrykkelige afgørelse under alle omstændigheder skal være begrundet, skal en ny frist gøre det muligt for den pågældende at efterprøve denne begrundelse og på grundlag af denne afgøre, hvorvidt der skal anlægges sag eller ej.

Rådet har svaret, at det i den foreliggende sag klart fremgår af begrundelsen — uanset dettes kortfattethed — for afslaget, at ansættelsesmyndigheden i sin skønsmæssige vurdering af tjenestens interesser har fundet, at udnævnelsen af Kasei i størst omfang imødekom tjenestens krav, idet der var tale om en person, som kunne bestride de pågældende opgaver og samtidig kunne genskabe den midlertidigt forrykkede geografiske balance.