Staatsblad, 1988, nr. 522.
Regeling registratie koeriersdiensten, Staatscourant, 1989, nr. 109.
Ved kendelse af
Med hensyn til definitionen af kurérservice
Se postloven af 1988, artikel 2, sammenholdt med artikel 12, stk. 1.
Se postloven af 1988, artikel 12, stk. 2.
Forpligtelsen til årligt at give oplysning om de anvendte takster pålægges i
Under den administrative procedure og for Domstolen har den nederlandske regering anført, at disse tre betingelser er nødvendige for at sikre kvalitet og kontinuitet i den befordring, som PTT Post BV har pligt til at udføre, og som er mere vidtgående end enekoncessionen. PTT Post BV er nemlig forpligtet til at befordre breve og pakker indtil 10 kg og af bestemte dimensioner i hele landet (enten på normal måde eller som led i eksprespostbefordring). Den nederlandske regering har fastholdt, at uden de tre betingelser kunne PTT Post BVs enekoncession ikke beskyttes effektivt, således at forstå, at private kurérvirksomheder ville udhule denne koncession ved også at udfolde deres virksomhed med hensyn til rentable bestemmelsessteder (f.eks. i store byer), og således overlade de tabsgivende bestemmelsessteder til PTT (som PTT jo på grund af sin befordringsforpligtelse ikke kan afvise).
Ganske vist vedrører uforenelighedserklæringen ifølge den anfægtede beslutnings konklusion kun mindsteprisordningen og regislreringsforpligtelsen og ikke kvalitetsbetingelsen, selv om den sidstnævnte betingelse ifølge betragtningerne til beslutningen (se den 14. betragtning) ligeledes er i strid med artikel 90, sammenholdt med artikel 86. Der er åbenbart her tale om en forglemmelse, som ganske vist har følger for de forpligtelser, som følger af den anfægtede beslutning for den nederlandske regering, men som ikke gør nogen forskel for vurderingen af anbringenderne vedrørende beslutningens begrundelse og lovlighed.
I den anfægtede beslutning gås der ud fra, at der er to forskellige, men beslægtede markeder: markedet for almindelig postbefordring og markedet for kurérservice Se den tredje betragtning til den anfægtede beslutning. Se den tiende betragtning til den anfægtede beslutning. Se den ellevte betragtning til den anfægtede beslutning. Sc den tolvte betragtning til den anfægtede beslutning. Se den trettende og fjortende betragtning til den anfægtede beslutning. Se den sekstende, syttende og attende betragtning til den anfægtede beslutning.
Jeg vil i det følgende (afsnit 28-31) gå nærmere ind på dette punkt, som stir i forbindelse med spørgsmålet, om de tre betingelser, hvorpå kurérservice med hensyn til breve på under 500 g må udføres, finder anvendelse på PTT Post BV (se ovenfor, afsnit 3).
Jeg tror ikke, at Kommissionen har ret på dette punkt. At PTT Post BV ikke skulle have nogen fordel af den nederlandske lovgivning, bestrides netop eftertrykkeligt af Kommissionen; denne hævdede fordel ligger i væsentligt omfang til grund for det i den anfægtede beslutning anførte om, at den nye nederlandske lovgivning fører til misbrug af PTT Post BVs dominerende stilling. Desuden, og navnlig, har PTT Post BV anført, at den anfægtede beslutning (hvori en del af postloven erklæres uforenelig med traktatbestemmelser, der har direkte virkning) stiller private kurérvirksomheder, som til forskel fra PTT Post BV ikke er pålagt en befordringsforpligtelse, i en sådan konkurrencemæssig stilling i forhold til PTT Post BV, at dennes økonomiske ligevægt kan komme i fare og denne ikke længere vil kunne opfylde sin pålagte befordringsforpligtelse. Det kan da heller ikke for alvor bestrides, at PTT Post BV har søgsmålsinteresse.
Da jeg ved min gennemgang af afsnit C, 1. og C, 2, kommer til det resultat, at Kommissionen ganske vist har kompetence til at udstede beslutninger i henhold til Traktatens artikel 90, stk. 3, men at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke har udøvet denne kompetence under den krævede overholdelse af retten til kontradiktion, foretager jeg kun min gennemgang i afsnit C, 3, og D subsidiært for det tilfælde, at Domstolen ikke skulle dele min opfattelse i forbindelse med de i afsnit C, 1, og C, 2, behandlede punkter.
Endvidere er det rigtigt, at den kompetence til at udstede beslutninger, som er givet Kommissionen ved artikel 90, stk. 3, muliggør en mere effektiv indgriben end proceduren i henhold til artikel 169: I modsætning til en Se dom af Citeret i forrige fodnote. Dom af Se præmis 10, 11 og 12 i dommen i sag 226/87, hvori Domstolen forkaster den græske regerings argumentation om, at en kommissionsbeslutning i henhold til artikel 90, stk. 3, i virkeligheden er en simpel
Se ovenfor, note 16, og ledsagende tekst.
Domstolen afslog alligevel at gå ind herpå med den betragtning, at den græske regerings anbringende
Det er min opfattelse, at de grunde til nullitet, som nævnes i det foregående citat, også omfatter Kommissionens manglende kompetence til at udstede en beslutning i henhold til artikel 90, stk. 3. Således har Domstolen stiltiende, men uden tvivl, udtalt, at Kommissionen i henhold til denne bestemmelse har kompetence til i form af en beslutning at fastslå, at en national lov er uforenelig med Traktaten.
Nævnt ovenfor i note 18.
Det fremgår af det pågældende direktiv, at Kommissionen har indskrænket sig til generelt at fastlægge de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i henhold til Traktaten. Direktivet kan derfor ikke fortolkes som udtryk for en konstatering af bestemte medlemsstaters konkrete tilsidesættelse af traktatmæssige forpligtelser [...]
Jeg vil knytte to bemærkninger til denne passus. Dette fremgår allerede af ordlyden af artikel 189, hvori det bestemmes, at et direktiv, til forskel fra en forordning, som
At den ved artikel 90, stk. 1, pålagte forpligtelse, sammenholdt med artikel 86, har direkte virkning, blev allerede bekræftet af Domstolen i dom af
Skønt Domstolen ikke behøver at træffe afgørelse herom i den nu foreliggende sag, forekommer det mig logisk, at Kommissionen i henholdul artikel 90, stk. 3, ligeledes kan palægge en medlemsstat at bringe en nationalredig regel i overensstemmelse med en traktatbestemmelse, som ikke har direkte virkning [som f.eks. artikel 3, litra f), og artikel 5 — som i øvrigt blev nævnt i den beslutning, som var genstand for sag 226/87). Virkningen af en sådan foranstaltning er så ikke, at den pågældende nationale regel umiddelbart viser sin bindende virkning, men kun at medlemsstaten forpligtes til at ændre den pågældende regel. Et direktiv rettet til den pågældende medlemsstat synes mest velegnet hertil.
Heller ikke dette argument kan lægges til grund. Af den manglende henvisning til artikel 169 i artikel 90, stk. 3, kan der nemlig ikke udledes noget argument for at begrænse Se også i det følgende, fodnote 27.
I princippet er jeg enig med Kommissionen. Manglen på skrevne garantier ændrer nemlig intet i, at Kommissionen ved sin indgriben er bundet af fællesskabsrettens almindelige principper, hvortil også hører overholdelse af retten til kontradiktion (og navnlig princippet om, at begge parter skal høres), og af princippet om en omhyggelig forvaltning. Domstolen har i øvrigt aldrig tøvet med at pålægge Kommissionen at overholde disse principper, også i mangel af skriftlige bestemmelser — således f.eks. beskyttelse af den fortrolige brevveksling mellem en advokat og hans klient, en ret, som ikke er givet i forordning nr. 17 Se dom af
Skønt manglen på skrevne processuelle garantier således ikke principielt er til hinder for Kommissionens kompetence, vil jeg dog understrege, at på grund af den i princippet umiddelbare (men ikke uanfægtelige) retsvirkning af de foranstaltninger, som Kommissionen kan træffe, når den fastslår en tilsidesættelse af en traktatbestemmelse, skal den udøve sin kompetence med særlig omsorg for overholdelsen af retten til kontradiktion og af princippet om en omhyggelig forvaltning, og dette gælder afgjort, når dens beslutning (som i dette tilfælde) også umiddelbart og individuelt ændrer (offentlige) virksomheders retsstilling. Dette er så meget desto mere tilfældet, da Kommissionen til støtte for sit krav på en fuld beslutningskompetence i henhold til artikel 90, stk. 3, har henvist til den beslutningskompetence, som den allerede har inden for rammerne af artikel 85 og 86 på den ene side og artikel 92 på den anden side, og i denne forbindelse har anført, at dens kontrolbeføjelse ikke må have nogen lakuner med hensyn til statslige foranstaltninger vedrørende offentlige virksomheder og virksomheder med eksklusive eller særlige rettigheder. Såfremt man, som jeg i princippet gør, accepterer dette argument Herved vil jeg ligeledes henvise til, at Kommissionens beslutningskompetence i forbindelse med anvendelse af arukéi 85 og 92 er mere vidtrækkende end beslutningskompetencen i henhold til artikel 90, stk. 3, siledes som denne er inddraget i nærværende sag. I denne sag drejer det sig som nævnt ovenfor (nr. 10) om en beslutning, hvorved det fastslås, at nationale bestemmelser er uforenelige med direkte virkende traktatbestemmelser. I artikel 92, stk. 3, og i artikel 85, stk. 3 (i modsætning til artikel 85, stk. 1, og artikel 86), drejer det sig om beslutninger, hvorved traktatbestemmelser uden direkte virkning anvendes, og som således giver disse traktatbestemmelser direkte virkning med hensyn til visse nationale støtteforanstaltninger, henholdsvis aftaler mellem virksomheder.
Jeg vil først gå ind på Dette bekræftedes udtrykkeligt i dom af For offentlige virksomheder siger dette sig selv; dette gælder også for virksomheder med eksklusive eller særlige rettigheder, som ved artikel 90 sidestilles med offentlige virksomheder, fordi den privilegerede status, som er givet dem af myndighederne (men som hypotetisk også kan tilbagekaldes), gor dem særligt afhængige af myndighederne. Se dom af
Ganske vist påhviler der derfor ikke Kommissionen nogen formel høringspligt med hensyn til sådanne virksomheder, men Kommissionen skal tage særligt hensyn til deres interesser ved høringen af den pågældende medlemsstat, og navnlig når Kommissionen er eller bør være klar over, at disse interesser kan berøres umiddelbart og individuelt af den beslutning, der skal træffes. Konkret med hensyn til den foreliggende sag har Kommissionen henvist til, uden at blive modsagt på dette punkt, i) at PTT Post BV var vidende om kontakterne mellem den nederlandske regering og Kommissionens tjenestegrene; ii) at der den Det drejer sig her om telexet af
Kommissionen har den Se bilag 6 til den nederlandske regerings stævning i sag C-48/90. Se bilag 3 til den nederlandske regerings stævning i sag C-48/90.
Betingelsen i artikel 12, stk. 2, litra a), giver ikke de internationale kurérvirksomheder nogen retssikkerhed. Betingelsen i samme bestemmelses litra b) I den endelige udgave af postloven blev mindsteprisordningen anbragt l artikel 12, stk. 2, litra a), nr. 2.
Endvidere anføres der i telexet en opfattelse med hensyn til den eventuelle anvendelighed af artikel 90, stk. 2: På grundlag af de faktiske oplysninger, der var til rådighed, anførte Kommissionen, at indtægterne fra eksprespostbefordring kun var af underordnet betydning for PTT, og at anvendelse af konkurrencereglerne som følge heraf ikke forhindrer PTT i at udføre de opgaver, der er overdraget det. Telexet afsluttes med en anmodning til den nederlandske regering om at tilkendegive sine synspunkter, og med underretning om, at såfremt de i telexet nævnte omstændigheder skulle blive bekræftet, vil Kommissionen kunne finde anledning til at udstede en beslutning i henhold til artikel 90, stk. 3.
Den nederlandske regering besvarede dette telex ved skrivelse af Se Kommissionens duplik i sag C-48/90, s. 19, afsnit 32.
Efter min opfattelse er Kommissionens telex juridisk for lidt underbygget til at kunne gøre det ud for et dokument, som behørigt oplyser den nederlandske regering om de betragtninger, som til sidst har foranlediget Kommissionen til i den anfægtede beslutning at erklære postloven for uforenelig med fællesskabsretten. I denne forbindelse vil jeg henvise til, at erklæringen om postlovens uforenelighed
Manglen på nogen argumentation på dette punkt anser jeg for så meget alvorligere, som den anfægtede beslutning (som Kommissionen selv uforbeholdent har erkendt) ikke er en rutinemæssig anvendelse af konkurrencereglerne, men tværtimod er et nyt skridt i anvendelsen af artikel 90, sammenholdt med artikel 86, et skridt, som er baseret på en analog anvendelse af Telemarketing-dommen Dom af Se slutningen af afsnit 32 i dens duplik i sag C-48/90
Ved vurderingen af disse argumenter må man tage udgangspunkt i Domstolens faste praksis, hvorefter den ved Traktatens artikel 190 pålagte forpligtelse til at begrunde en fællesskabsretsakt har til formål dels at give adressaten lejlighed til at vurdere, om afgørelsen er behæftet med fejl, der gør det muligt at anfægte lovligheden, og dels at muliggøre en domstolsprøvelse. Derfor skal begrundelsen fra den institution, som har udstedt retsakten, klart og utvetydigt komme til udtryk, således at de berørte og Domstolen kan forvisse sig om, hvilke grunde der har ført til udstedelsen af retsakten Se f.eks. dom af
Min redegørelse i denne forbindelse vil blive lang, fordi de anførte anbringender nødvendiggør en detaljeret undersøgelse, der til tider går helt ud i de finere nuancer. Da dette er sædvanligt, vil jeg til og med afsnit 34 gengive store dele af min redegørelse med små (til tider meget små) bogstaver.
Berigtigelserne blev offentliggjort i den nederlandske udgave af De Europæiske Fællesskabers Tidende af
Jf. dom af
Det er ikke bestridt, at denne ændring blev indført på anmodning fra den nederlandske regering, som ønskede tydeliggjort, at ikke alle bestemmelser i artikel 2 og 12 i postloven af 1988 blev berørt af uforenelighedserkkerin-gen.
I modsætning til den nederlandske regerings opfattelse medfører disse berigtigelser heller ikke indholdsmæssige ændringer i den anfægtede beslutning. De ved hjælp af disse berigtigelser indførte terminologiske tydeliggørelser henholdsvis rettelser bekræfter blot, hvad der allerede fremgår af beslutningens kontekst. I øvrigt må man ikke i denne forbindelse tabe af syne, at betydningen og den indbyrdes afgrænsning af begreberne Også i Verdenspostforeningens Se slutningen af afsnit 30 i svarskriftet i sag C-66/90. I fodnote 24 til replikken i sag C-66/90 hævder PTT ganske vist, at den faktiske indjørehe af denne
I øvrigt — og det er til syvende og sidst det, det drejer sig om — er ingen af de udtryk, som rettes ved den anden slags berigtigelse, af en sådan art, at de gør begrundelsen til beslutningen uforståelig. Det fremgår nemlig i hvert enkelt tilfælde klart af konteksten, at udtrykket
Det foregående fører mig til det resultat, at berigtigelserne, i modsætning til hvad den nederlandske regering og PTT Post BV hævder, ikke viser, at begrundelsen til den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkelig tydelig eller endog er uforståelig. Jeg er tværtimod kommet til det resultat, at de nævnte berigtigelser må betragtes
Det fremgår imidlertid, at der herved i hvert enkelt tilfælde er tale om brugen af udtrykkene
Med hensyn til anvendelsen af Traktatens artikel 190 synes denne kritik ikke særlig relevant. Den har nemlig ikke til formål at godtgøre, at den anfægtede retsakts begrundelse er tvetydig, uklar eller uforståelig. Argumentet vedrørende de hensyn, der ligger til grund for mindsteprisordningen, står faktisk i nøje forbindelse med sagens realitet: Det drejer sig om, hvorvidt Kommissionen i den anfægtede beslutning med rette har konkluderet, at mindsteprisordningen ikke er nødvendig for at opretholde den almindelige postbefordring Se den syttende og attende betragtning ti! beslutningen. Jf. dom af
Jeg vil straks betone, at der her er tale om et punkt, som er af væsentlig betydning for afgørelsen af de foreliggende sager. At betingelserne ikke gælder for PTT (og med andre ord forskelsbehandlingen til ulempe for de private kurérvirksomheder) er nemlig grundlaget for Kommissionens opfattelse, hvorefter der er tale om tre former for misbrug i den i Traktatens artikel 86 forudsatte betydning Jf. sammenfatningen af den anfægtede beslutning ovenfor i afsnit 4. Om forskelsbehandlingen af de private kurérservicevirksomheder faktisk fører til et misbrug af PTT Post BVs dominerende stilling, behandles detaljeret i afsnit 41-46 i det følgende.
Jf. dom af
Det vigtigste, der anføres i denne forbindelse, er, at postloven i betragtning af sin struktur og sin ordlyd har til formål at indføre Enekoncessionen blev givet til PTT Nederland NV; dette selskab har til udførelse af den offentlige posttjeneste oprettet el særligt datterselskab, PTT Post BV. Overtrædelse af denne bestemmelse er strafbar i henhold til posdovens artikel 17, stk. 1.
Den kommer også til udtryk i artikel 12, stk. 2, litra b) og d), hvor der gøres yderligere undtagelser fra brevmonopolet for breve, som
Sagsøgernes fortolkning forudsætter, at udtrykket
For hver Se note 24 og den ledsagende tekst til FlTs replik i sag C-66/90. Intervenienterne NVIK og NOB har i øvrigt fremlagt en række dokumenter, der tyder på, at FIT på tidspunktet for beslutningen ikke overholdt mindsteprisordningen med hensyn til sine hurtige befordringsformer (se navnlig bilag 21 og 24 til deres indlæg). PTT har kraftigt bestridt dette. Jeg anser det ikke for nødvendigt at afgøre det (faktiske) spørgsmål på dette punkt, da den omstændighed, at kvalitetsbetingelsen (ikke) blev overholdt med hensyn til FlTs hurtige Defordringsformer, allerede tilstrækkeligt tydeligt viser, at FIT ikke var omfattet af de nævnte betingelser.
Se bilag 2 til den nederlandske regerings suevning i sag C-48/90.
Navnlig
Jeg kommer da også til det resultat, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med rimelighed kunne gå ud fra, at PTT Post BV ikke var omfattet af de betingelser, som i postloven af 1988 stilles for udførelse af kurérservice på, fra eller til nederlandsk område. Dette betyder, at jeg herefter (afsnit 35 ff.) må vurdere beslutningens
Jeg tror ikke, at dette argument er berettiget. Beslutninger udstedt i henhold til Traktatens artikel 90, stk. 3, giver Kommissionen kompetence til og til opgave at afklare, om statslige foranstaltninger med hensyn til offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, er forenelige med Traktaten. Der er således tale om en vurdering af disse foranstaltninger på baggrund af først og fremmest Se ovenfor, afsnit 10 og fodnote 24.
Sagsøgernes argument ville kun være relevant, hvis de kunne godtgøre, at den fællesskabsretlige analyse, som Kommissionen har foretaget af de pågældende statslige foranstaltninger, er så uklar og/eller forvirret, at den gør det umuligt for den pågældende medlemsstat at komme på det rene med, på hvilken måde de fastslåede tilsidesættelser af fællesskabsretten kan bringes til ophør. At det sidstnævnte er tilfældet, er imidlertid ikke blevet godtgjort af sagsøgerne i disse sager. Den anfægtede beslutning er nemlig rettet mod den lovbestemte præferenceordning, som gælder for PTT Post BV, når denne virksomhed tilbyder kurérservice, i betragtning af de følger, forskelsbehandling har for konkurrencen på markedet for kurérservice (se den detaljerede redegørelse i punkt 11-18 i betragtningerne vedrørende misbrug af en dominerende stilling, følgerne deraf for samhandelen mellem medlemsstaterne og den omstændighed, at undtagelsen i artikel 90, stk. 2, ikke kan finde anvendelse). Det påhviler den nederlandske regering at tage de nødvendige skridt til, såfremt Domstolen måtte frifinde sagsøgte i nærværende sager, at bringe disse traktatbrud til ophør. Den mest nærliggende foranstaltning er naturligvis at gøre den bestående forskelsbehandling ugjort og i stedet indføre andre regler, som ikke er i strid med Traktatens artikel 90, sammenholdt med dens artikel 86. Hvori disse nye regler nærmere skal bestå, skal som sagt ikke udfindes af Kommissionen, men af den nederlandske regering. Dette ændrer naturligvis intet i, at den nederlandske regering om ønsket kan henvende sig til Kommissionen for at drøfte retmæssigheden af de foranstaltninger, som den påtænker, eller endog for at foreslå Kommissionen passende ændringer i den pågældende beslutning med henblik på vanskeligheder, der opstår ved beslutningens gennemførelse Eventuelt kan sådanne vanskeligheder også angå den frist, som stilles i den pågældende beslutning for opfyldelsen deraf — således hævder den nederlandske regering, at den i den anfægtede beslutning givne frist er På området for støtteforanstaltninger har Domstolen allerede flere gange fastslået dette. Se f.eks. dom af
Dette argument er efter min opfattelse begrundet. Den del af betragtningerne til den anfægtede beslutning, hvori der redegøres for mindsteprisordningens uforenelighed med artikel 90, sammenholdt med artikel 86, er specielt tilpasset den mindstetakst, som gælder for bestemmelsessteder i Nederlandene eller i andre af Fællesskabets medlemsstater (se navnlig den femtende betragtning). Skønt det ikke kan udelukkes, at disse betragtninger også gælder for mindstetaksten for kurérservice mellem Nederlandene og lande uden for Fællesskabet, fritager dette ikke Kommissionen for forpligtelsen til at begrunde sin beslutning på dette punkt. Dette gælder navnlig, når en sådan analog anvendelse ikke ligger lige for: Således kan man f.eks. rejse det spørgsmål, om mindstetaksten for kurérservice mellem Nederlandene og lande uden for Fællesskabet er egnet til at påvirke samhandelen
Der må efter min opfattelse også gives sagsøgerne medhold i dette anbringende. I betragtningerne til den anfægtede beslutning tales der kun om registreringsforpligtelsen i sidste afsnit af den første betragtning. Deri hedder det, at registreringsforpligtelsen
Beslutningen begrænser sig med andre ord til en generel beskrivelse af registreringsforpligtelsens indvirkning på de private kurérvirksomheders aktiviteter. Denne indvirkning karakteriseres ganske vist som ugunstig i betragtningerne til den anfægtede beslutning, men den tillægges ingen retlig betydning. Den del af betragtningerne, som handler om tilsidesættelsen af Traktatens artikel 90, sammenholdt med dens artikel 86, handler nemlig kun om mindstetaksterne og kvalitetsbetingelsen og nævner ikke registreringsforpligtelsen med ét ord. I modsætning til, hvad Kommissionen hævder, kan denne retlige analyse ikke uden videre anvendes analogt på registreringsforpligtelsen: Uden begrundelse kan jeg f.eks. ikke se, hvorfor en sådan forpligtelse skulle føre til, at en del af markedet for kurérservice forbeholdes PTT Post BV If. første afsnit i den ellevte betragtning til den anfægtede beslutning. Jf. den tolvte betragtning til den anfægtede beslutning. Jf. første afsnit i den fjortende betragtning til den anfægtede beslutning.
Den anfægtede beslutning må da også annulleres på grund af utilstrækkelig begrundelse, for så vidt den vedrører mindsteprisordningen for bestemmelsessteder uden for Fællesskabet og den ved postloven af 1988 indførte registreringsforpligtelse for private kurérservicevirksomheder Jeg er med andre ord ikke af den opfattelse, at de to fastslåede mangler ved begrundelsen kan anfægte gyldigheden af beslutningen i sin helhed. Mindstetaksteme for bestemmelsessteder inden for Fællesskabet henholdsvis bestemmelsessteder i tredjelande kan nemlig betragtes og anvendes uafhængigt af hinanden. Hvad angår registreringsforpligtelsen, fremgår det af betragtningerne til beslutningen (se punkt 11-14 i betragtningerne), at de konkurrencebegrænsende følger af postloven af 1988 hidrører fra mindsteprisordningen og kvalitetsbetingelsen, også såfremt registreringsbetingelsen slet ikke fandtes. Registreringsbetingelsen er efter Kommissionens opfattelse så at sige en
Af hensyn til den rette forståelse af dette anbringende er det nødvendigt at se nærmere på den relevante del af betragtningerne til beslutningen (nemlig punkt 6-18 i betragtningerne). Ifølge Kommissionen er de førnævnte bestemmelser i postloven af 1988 i strid med artikel 90, sammenholdt med artikel 86, fordi de fører til, at der skabes en dominerende stilling for PTT Post BV på markedet for kurérservice. Udgangspunktet er herved, at PTT Post BV indtager en dominerende stilling på markedet for almindelig postbefordring som følge af den enekoncession for befordring af breve på højst 500 g, som er givet selskabet ved lov Se den tiende betragtning til den anfægtede beslutning. Se den ellevte betragtning til den anfægtede beslutning. Se den tolvte betragtning til den anfægtede beslutning. Se den trettende og fjortende betragtning til den anfægtede beslutning.
Allerede nzvnt i note 18.
Sag
Se dommens præmis 30 og 31.
Se f.eks. dom af
Se f.eks. dom af
Se præmis 32 i GB Inno-dommen.
Dette princip, som allerede generelt er fastslået i dommen af
For det første kan en medlemsstat Sag
For det andet kan en medlemsstat uddelegere ansvaret for at træffe beslutninger om økonomisk intervention til private virksomheder og give afkald på sin egen normative kompetence. Virksomheder bliver således Se Van Eycke-dommen, allerede nævnt i note 69, præmis 16. Se dommens præmis 5-8 og 17, 18 og 19.
For det tredje kan en medlemsstat Sag Se navnlig dommens pnemis 30, 33 og 34.
For det fjerde kan en foranstaltning truffet af myndighederne indvirke på konkurrencestrukturen på en sådan måde, at den Dom af Allerede nævnt i note 71. Dommens præmis 37.
Se fonlag til afgørelse fremsat den
Se afsnit 46 og 47 i hans forslag til afgørelse.
Dommens præmis 31.
Det fremgår i øvrigt også af Höfner og Eiser-dommen, at sammenhængen mellem myndighedernes indgriben og virksomhedsadfærd kan være så stærk, at de går i ét, da det i dommen udtales, at en offentlig institution som den tyske Præmis 20-23.
Se den tiende betragtning til den anfægtede beslutning.
Se den tredje og fjerde betragtning til den anfægtede beslutning.
Ifølge den anfægtede beslutning er der for det første tale om misbrug, fordi postloven af 1988 fører til en udvidelse af denne dominerende stilling for PTT Post BV på markedet for almindelig postbefordring til markedet for kurérservice. Denne udvidelse består i, at en Se den ellevte betragtning til beslutningen.
Allerede nævnt i fodnote 35.
Første afsnit i den ellevte betragtning til den anfægtede beslutning.
Jeg er principielt enig i dette ræsonnement. Det fremgår faktisk af Telemarketing-dommen, at der ifølge Domstolen er tale om misbrug af en dominerende stilling, når en virksomhed, som indtager en dominerende stilling på et marked for en tjenesteydelse (nemlig markedet for udsendelse på fjernsyn af reklameindslag), der er Se dommens præmis 26, første pkt. Se dommens præmis 26, andet og tredje pkt. Dom af Dom af 1 Continental Can-sagen havde en virksomhed med en dominerende stilting pá en væsentlig del af det fælles marked udvidet denne dominerende stilling ved at skaffe sig en kontrollerende aktiepost i et konkurrerende selskab, der opererede pä en anden del af det fælles marked.
Efter min mening er den omstændighed ikke relevant for anvendelsen af artikel 86, at det marked, som den dominerende stilling i nærværende sag skal være udvidet til, er et Se dommens præmis 26 og 27.
Interessant i denne forbindelse er bilag I til PTT Post BVs stævning i sag C-66/90, som er en tabel, hvori der foretages en sammenligning af en række prisoplysninger fra Envatc kurérservicevirksomheder. Det fremgår, at den bilgste takst for forsendelse af et brev mellem Amsterdam og Rotterdam er 30 HFL
Det fremgår således af det foregående, at i) den af Kommissionen nævnte udvidelse af PTT Post BV's monopol til markedet for kurérservice ikke berører de væsentligste delmarkeder deraf (for forsendelser på over 500 g og forsendelser under 500 g til en pris på 11,90 HFL eller derover) og at ii) Kommissionen ikke tilstrækkeligt har godtgjort, at det tredje delmarked, som udvidelsen
Se den tolvte betragtning ti] den anfægtede beslutning.
Se trettende betragtning til den anfægtede beslutning.
Se den fjortende betragtning, ferste afsnit, til den anfægtede beslutning.
Se den flottende betragtning, andet afsnit, i den anfægtede beslutning.
Argumentet synes her at være, at postloven af 1988 giver PTT Post BV mulighed for ved en forbedring af kvaliteten af sin hurtige service
Se sidste punktum i den sekstende betragtning til den anfægtede beslutning.
Med hensyn til nærmere enkeltheder, se mit forslag til afgørelse af
I den anfægtede beslutning bliver den nederlandske regerings argumentation forkastet af tre grunde. Jeg vil i det følgende kort gennemgå dem.
Se andet afsnit i den syttende betragtning til den anfægtede beslutning.
Den nederlandske regering har heroverfor for det første anført, Se stævningen i sag C-48/90, s. 21.
Endvidere har Kommissionen ifølge den nederlandske regering med urette lagt tal fra perioden forud for postlovens ikrafttræden til grund. Heller ikke denne kritik er berettiget: Det lå nemlig lige for, at Kommissionen ved vurderingen af, om artikel 90, stk. 2, kunne finde anvendelse, skulle tage de tal i betragtning, som gav oplysninger om PTTs konkurrencemæssige slagkraft ved den nye lovs ikrafttræden. Den omstændighed, at PTT før den nye lov havde et teoretisk monopol med hensyn til kurérservice for breve på højst 500 g, ændrer intet i, at der umiddelbart før den nye lov de facto var en livlig konkurrence med hensyn til denne service. De tal, som Kommissionen har rådført sig med, var således faktisk relevante.
Se f.eks. den nederlandske regerings stævning i sag C-48/90, s. 21.
Jeg deler da også Kommissionens opfattelse, hvorefter artikel 90, stk. 2, ikke kan finde anvendelse, og dens synspunkt om, at PTT Post BVs monopol på en del af den almindelige postbefordring er tilstrækkeligt til at sikre, at virksomheden fortsat kan opfylde sine forpligtelser som offentlig tjeneste (se den attende betragtning til den anfægtede beslutning).
Subsidiært anser jeg også en række andre af sagsøgernes annullationsanbringender for begrundet. Således er det tidligere fremgået, at Kommissionen med urette har fastslået, at Traktatens artikel 90, sammenholdt med dens artikel 86, er tilsidesat, da den ikke tilstrækkeligt har godtgjort, at PTT Post BV som følge af postloven af 1988 opnår en dominerende stilling på det samlede marked for kurérservice, eller at der er fare for, at virksomheden opnår en sådan dominerende stilling, således at der ikke kan være tale om udvidelse af en dominerende stilling og heller ikke om misbrug af en dominerende stilling på markedet for kurérservice. Endvidere anser jeg den anfægtede beslutning for at være utilstrækkeligt begrundet, for så vidt det i beslutningen erklæres, i) at mindsteprisordningen for forsendelser uden for Fællesskabet og ii) forpligtelsen for kurérservicevirksomheder til forudgående at lade deres takster registrere er uforenelige med Traktatens artikel 90, sammenholdt med dens artikel 86. Da beslutningen selv må annulleres, er det ikke nødvendigt at træffe særskilt afgørelse om påstanden om annullation af berigtigelserne.