European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2444

3.12.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/2444

af 2. december 2025

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2023/2058 for så vidt angår særlige offentlig kontrol-satser ved indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af sendinger af visse detailvarer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1231 af 14. juni 2023 om særlige regler vedrørende indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af visse sendinger af detailvarer, planter til plantning, læggekartofler samt maskiner og visse køretøjer, der har været benyttet til landbrugs- eller skovbrugsformål, og ikke-kommerciel flytning af visse selskabsdyr til Nordirland (1), særlig artikel 4, stk. 3, første og tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2023/1231 er der fastsat særlige regler om bl.a. indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af visse sendinger af detailvarer med henblik på markedsføring i Nordirland til den endelige forbruger, herunder særlige regler vedrørende særlige offentlig kontrol-satser på detailvarer i SPS-inspektionsfaciliteter for første ankomst til Nordirland.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/2058 (2) er der bl.a. fastsat særlige offentlig kontrol-satser ved indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af sendinger af visse detailvarer og markedsføring heraf i Nordirland. I henhold til nævnte gennemførelsesforordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit, skal identitetskontrol, herunder kontrol af overholdelsen af kravene om, at varer skal være færdigpakkede og forsynet med mærkning, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2023/1231, foretages med en hyppighed på 10 % af alle sendinger af visse detailvarer.

(3)

I henhold til artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, i forordning (EU) 2023/1231 nedsættes den særlige identitetskontrolsats til 8 % af alle sendinger, hvis mærkningskravene for mælke- og mejeriprodukter, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), i nævnte forordning er opfyldt.

(4)

Ifølge rapporterne fra Det Forenede Kongeriges kompetente myndigheder for så vidt angår Nordirland og fra de EU-repræsentanter, der udøver rettighederne i henhold til Windsorrammens artikel 12, stk. 2 (3), er alle mælke- og mejeriprodukter, som de særlige regler finder anvendelse på, forsynet med en individuel mærkning i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2023/1231.

(5)

Gennemførelsesforordning (EU) 2023/2058 bør derfor ændres.

(6)

For at den ændring, der er fastsat i denne forordning, kan anvendes hurtigst muligt, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) 2023/2058 affattes således:

»Der foretages identitetskontrol, herunder kontrol af, om kravene om, at varer skal være færdigpakkede og forsynet med mærkning, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 5, stk. 1, litra a) i forordning (EU) 2023/1231 er overholdt, i SPS-inspektionsfaciliteter for første ankomst til Nordirland med en hyppighed på 8 % af alle sendinger af detailvarer som omhandlet i artikel 1, undtagen varer omhandlet i stk. 2 i nærværende artikel.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. december 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 165 af 29.6.2023, s. 103, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/1231/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/2058 af 26. september 2023 om særlige regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1231 for så vidt angår særlige offentlig kontrol-satser og modellen til det generelle certifikat for indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af sendinger af visse detailvarer (EUT L 238 af 27.9.2023, s. 97, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/2058/oj).

(3)  Se Unionens og Det Forenede Kongeriges fælles erklæring nr. 1/2023 i Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 102 af 17.4.2023, s. 87).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/2444/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)