EUT 2011, L 77, s. 1.

Som fortsat i det væsentlige er uændret i dag.

Jf. ligeledes præmis 30 i dom af 15.9.2016, Landkreis Potsdam-Mittelmark (C-400/15, EU:C:2016:687), hvori Domstolen fastslog, at ikke-økonomisk virksomhed ikke falder inden for sjette direktivs anvendelsesområde.

Jf. ligeledes dom af 22.10.2009, Swiss Re Germany Holding (C-242/08, EU:C:2009:647, præmis 32).

Jf. tredje betragtning til direktiv 2008/8, hvori følgende er anført: Beskatningsstedet for alle leveringer af tjenesteydelser bør i princippet være det sted, hvor det faktiske forbrug finder sted. Hvis hovedreglen for tjenesteydelsers leveringssted skulle blive ændret i så henseende, ville der af både administrative og politiske grunde stadig være behov for visse undtagelser fra hovedreglen.

Det bemærkes, at der i anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke er nogen holdepunkter for, at det sted, hvor de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser forbruges, er et andet sted end Det Forenede Kongerige. Selv om det ikke er anført i anmodningen om præjudiciel afgørelse, må det antages, at hjemstedet for WTL’s økonomiske virksomhed er Det Forenede Kongerige.

Irland har anført, at en sådan tilgang ville være i klar strid med det formål om retssikkerhed, der forfølges med de regler om leveringsstedet, der er fastsat i momsdirektivet, og ville være uforenelig med kravet om, at en ydelse skal være omfattet af én af reglerne. Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at ingen af artiklerne om leveringsstedet støtter det synspunkt, at leveringsstedet for tjenesteydelser til en afgiftspligtig person, som ikke udelukkende handler som privatperson, men erhvervsmæssigt (dvs. en person som WTL), kan være det sted, hvor leverandøren er etableret. Regeringen er af den opfattelse, at et sådant standpunkt ikke finder støtte i momsdirektivets artikel 43-45 eller i gennemførelsesforordningens artikel 19. Den har anført, at WTL selv ikke har henvist til nogen bestemmelse i momsdirektivet, i gennemførelsesforordningen eller i retspraksis, der støtter en sådan konklusion. WTL’s opfattelse, hvorefter momsdirektivets artikel 44 ikke finder anvendelse på ydelser, som WTL modtager, indebærer derfor, at når WTL modtager ydelser fra en anden medlemsstat, er Det Forenede Kongerige ikke blot ikke leveringsstedet, men det er denne anden medlemsstat heller ikke. Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at denne virkning af ikke-påligning af afgift er det modsatte af det, som reglerne om leveringsstedet tilsigter at opnå.

Jf. analogt dom af 31.5.2016, Reha Training (C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 28-34). Jf. i en momsmæssig sammenhæng dom af 15.9.2016, Landkreis Potsdam-Mittelmark (C-400/15, EU:C:2016:687, præmis 37). Jf. ligeledes præmis 31 i dom af 22.10.2009, Swiss Re Germany Holding (C-242/08, EU:C:2009:647), hvori Domstolen fastslog, at det fælles momssystems rette funktion og ensartede fortolkning indebærer, at begreberne forsikringstransaktioner og genforsikring i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), femte led, og i artikel 13, punkt B, litra a), ikke defineres forskelligt, alt efter om de benyttes i den ene eller den anden af disse bestemmelser. Det skal imidlertid fremhæves, at Domstolen endvidere fastslog følgende i denne doms præmis 32: De tjenesteydelser, der er opregnet i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), femte led, er fællesskabsretlige begreber, som skal fortolkes på ensartet måde med henblik på at undgå, at transaktioner som følge af forskellige fortolkninger bliver afgiftsbelagt to gange eller slet ikke bliver afgiftsbelagt. Min fremhævelse. Kravet om ensartet fortolkning er efter min opfattelse ikke et mål i sig selv, men hviler derimod på det overordnede princip om at undgå, at transaktioner bliver afgiftsbelagt to gange eller slet ikke bliver afgiftsbelagt.

Jf. anden betragtning til direktiv 2008/8.

Endvidere bekræfter momsdirektivets artikel 196, at momsen påhviler den afgiftspligtige person eller den ikke-afgiftspligtige momsregistrerede juridiske person, til hvem der leveres tjenesteydelser som omhandlet i direktivets artikel 44, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i denne medlemsstat.

Femte betragtning til direktiv 2008/8 præciserer rækkevidden af momsdirektivets artikel 45.

Den spanske regering har gjort gældende, at momsdirektivets artikel 43, stk. 1, er en præciserende bestemmelse, der har til formål at undgå usikkerhed med hensyn til definitionen af en afgiftspligtig person. Momsdirektivets artikel 43, stk. 2, udvider imidlertid status som afgiftspligtig person til at omfatte juridiske personer, der ikke er afgiftspligtige personer, men som har et momsregistreringsnummer, og som kan være forpligtet til at indsende en momsangivelse, hvis de foretager en investering. Ifølge den spanske regering anvender momsdirektivets artikel 44 udtrykket der handler i denne egenskab for at udelukke personer, der handler som privatpersoner, fra dets anvendelsesområde. I overensstemmelse hermed bestemmer gennemførelsesforordningens artikel 19, at en afgiftspligtig person, som modtager ydelser, der udelukkende er til privat brug, ikke har status som afgiftspligtig person. Den klare konsekvens heraf er, at andre afgiftspligtige personer (såsom WTL) fortsat skal behandles som sådanne. Irland er af den opfattelse, at den åbenbare virkning og dermed den korrekte fortolkning af momsdirektivets artikel 43 er, at hvis tjenesteydelser leveres til afgiftspligtige personer, finder – uanset hvilken brug der gøres af dem – reglerne om leveringsstedet i direktivets artikel 44 anvendelse på samtlige leverede tjenesteydelser.

Der kan ikke ses bort fra, at den omhandlede lovbestemmelse [sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e)] ikke indeholdt udtrykket afgiftspligtig person der handler i denne egenskab. Domstolen lagde således specifikt dette til grund i præmis 29 i dom af 6.11.2008, Kollektivavtalsstiftelsen TRR Trygghetsrådet (C-291/07, EU:C:2008:609), og dette forenklede i vidt omfang Domstolens opgave i den pågældende sag. Det var imidlertid Domstolens endelige konstatering, at den, der køber konsulentbistand, som præsteres af en afgiftspligtig person, der er etableret i en anden medlemsstat, og som både driver økonomisk virksomhed og virksomhed, der falder uden for disse direktivers anvendelsesområde, skal anses for en afgiftspligtig person, uanset at købet kun sker for sidstnævnte virksomhed. Jeg ser ingen grund til at anlægge en anden vurdering i den foreliggende sag trods EU-lovgivers lidt uheldige affattelse af både momsdirektivets artikel 43 og artikel 44.

Medmindre vedkommende har fået andet oplyst.

Det samme ræsonnement gælder for så vidt angår WTL’s anbringende om, at selskabet ikke meddelte et momsregistreringsnummer i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 55, da det ikke er en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab. Gennemførelsesforordningens artikel 55 skal ligeledes fortolkes i lyset af momsdirektivets artikel 44.

Som defineret i momsdirektivets artikel 43.

I denne forbindelse har Det Forenede Kongeriges regering i sit svar på et spørgsmål fra Domstolen anført, at risikoen for dobbelt afgiftspåligning følger af modstridende fortolkninger af de bestemmelser, der anvendes, og den eneste måde, hvorpå dette problem kan overvindes. er ved en ensartet fortolkning af bestemmelserne. Den spanske regering har i sit svar på et spørgsmål fra Domstolen anført, at en kombineret (og systematisk) fortolkning af momsdirektivets artikel 43 og 44, af fjerde betragtning til direktiv 2008/8 og gennemførelsesforordningens artikel 19 sikrer, at der ikke er nogen mulighed for dobbelt afgiftspåligning. Irland har i sit svar på et spørgsmål fra Domstolen ligeledes anført, at når en kunde har ret i sin vurdering af, om de modtagne tjenesteydelser er erhvervet i forbindelse med dennes afgiftspligtige virksomhed, herunder når der er tale om en afgiftspligtig person som omhandlet i artikel momsdirektivets 43, bør der ikke ske dobbelt afgiftspåligning.

Kommissionen har i sit svar på et spørgsmål fra Domstolen anført, at WTL ikke er en privatperson, men en enhed, der har valgt at blive momsregistreret. WTL behandles på samme måde som enhver anden skattepligtig person (eller enhver ikke-skattepligtig juridisk person, der er momsregistreret). Dette indebærer, at selskabet er omfattet af de gældende regler om leveringsstedet, som finder anvendelse på transaktioner mellem virksomheder. Kun i det tilfælde, hvor en afgiftspligtig person modtager ydelser, som af dennes personale anvendes til privat forbrug (eller af en afgiftspligtig fysisk person), finder reglerne for transaktioner mellem virksomheder anvendelse. De omhandlede ydelser, som modtages af [WTL], er ikke til en persons private forbrug. Det er fuldt ud foreneligt med ligebehandlingsprincippet, at det kun er enkeltpersoners private forbrug, der er omfattet af de sidstnævnte regler.

Jf. dom af 13.3.2008, Securenta (C-437/06, EU:C:2008:166, præmis 30 og 31). Jf. ligeledes dom af 12.2.2009, Vereniging Noordelijke Land- en Tuinbouw Organisatie (C-515/07, EU:C:2009:88, præmis 36 og 37), og af 15.9.2016, Landkreis Potsdam-Mittelmark (C-400/15, EU:C:2016:687).