31998R2493

Kommissionens forordning (EF) nr. 2493/98 af 18. november 1998 om ændring af forordning (EF) nr. 2125/95 om åbning og forvaltning af toldkontingenter for svampekonserves

EF-Tidende nr. L 309 af 19/11/1998 s. 0038 - 0040


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2493/98 af 18. november 1998 om ændring af forordning (EF) nr. 2125/95 om åbning og forvaltning af toldkontingenter for svampekonserves

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager (1), ændret ved forordning (EF) nr. 2199/97 (2), særlig artikel 15, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

Artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2125/95 (3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2405/97 (4), fastsætter, at kontingenterne skal fordeles mellem traditionelle og nye importører, og definerer disse to kategorier af importører; erfaringerne fra de år, ordningen har været anvendt, viser, at det er unødigt at bevare disse bestemmelser for Bulgarien, Polen og Rumænien, da efterspørgslen for disse oprindelsers vedkommende til stadighed er lavere end kontingentmængderne, samt at mængden til de traditionelle importører bør forhøjes for de andre oprindelsers vedkommende;

for at lette handelen og stabilisere markedet bør licensernes gyldighedsperiode forlænges, og desuden forekommer det hensigtsmæssigt at ophæve visse nu forældede bestemmelser i forordning (EF) nr. 2125/95 og at ajourføre bilaget dertil;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Produkter Forarbejdet på Basis af Frugt og Grøntsager -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 2125/95 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 1, stk. 3, udgår.

2) I artikel 3, stk. 2, ændres ordet »seks« til »ni«.

3) Artikel 4, stk. 1, første punktum, affattes således:

»Den samlede mængde, der i henhold til bilag I tildeles Kina og andre lande end Polen, Rumænien og Bulgarien, fordeles således:«

4) I artikel 4, stk. 1, litra a), ændres tallet »85« til »95«, og i litra b) ændres tallet »15« til »5«.

5) I artikel 4, stk. 5, første punktum, indsættes efter ordet »anføres«:

»for andre lande end Bulgarien, Polen og Rumænien«

6) Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

1. De licensansøgninger, der indgives af en traditionel importør, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), må pr. halvår ikke omfatte mere end 75 % af det årlige gennemsnit af de mængder med oprindelse i andre lande end Polen, Rumænien og Bulgarien, som den pågældende i overensstemmelse med denne forordning har importeret i de tre foregående kalenderår.

2. De licensansøgninger, der indgives af en ny importør, jf. artikel 4, stk. 1 litra b), må pr. halvår ikke omfatte mere end 8 % af den mængde, der er tildelt i nævnte litra b).«

7) Bilag I erstattes af bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. november 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21. 11. 1996, s. 29.

(2) EFT L 303 af 6. 11. 1997, s. 1.

(3) EFT L 212 af 7. 9. 1995, s. 16.

(4) EFT L 332 af 4. 12. 1997, s. 32.

BILAG

»BILAG I

>TABELPOSITION>