12004V/PRO/10

Traktat om en forfatning for Europa - Protokoller og bilag - 10.Protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

EU-Tidende nr. 310 af 16/12/2004 s. 0337 - 0338


10. PROTOKOL OM PROCEDUREN I FORBINDELSE MED UFORHOLDSMÆSSIGT STORE UNDERSKUD

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER,

SOM ØNSKER at fastsætte nærmere bestemmelser for proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud som nævnt i forfatningens artikel III-184,

ER BLEVET ENIGE OM følgende bestemmelser, der knyttes som bilag til traktaten om en forfatning for Europa:

Artikel 1

De referenceværdier, der er nævnt i forfatningens artikel III-184, stk. 2, er:

a) 3 % for den andel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet i markedspriser

b) 60 % for den andel, som den offentlige gæld udgør af bruttonationalproduktet i markedspriser.

Artikel 2

I forfatningens artikel III-184 og i denne protokol forstås ved:

a) "offentlig": den samlede offentlige sektor, dvs. centralregeringen, regionale eller lokale myndigheder samt sociale sikringsordninger, med undtagelse af kommercielle transaktioner, som defineret i det europæiske nationalregnskabssystem

b) "underskud": nettolåntagning som defineret i det europæiske nationalregnskabssystem

c) "investering": faste bruttoinvesteringer som defineret i det europæiske nationalregnskabssystem

d) "gæld": den samlede bruttogæld til pålydende værdi, der er udestående ved årets afslutning, og som er konsolideret mellem og inden for sektorerne i den samlede offentlige sektor som defineret i litra a).

Artikel 3

For at sikre, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud fungerer effektivt, er medlemsstaternes regeringer i henhold til denne procedure ansvarlige for underskuddet i den samlede offentlige sektor som defineret i artikel 2, litra a). Medlemsstaterne sørger for, at nationale procedurer på budgetområdet sætter dem i stand til at opfylde deres forpligtelser inden for dette område, som de følger af denne forfatning. Medlemsstaterne underretter straks og regelmæssigt Kommissionen om deres forventede og faktiske underskud og om niveauerne for deres gæld.

Artikel 4

Kommissionen tilvejebringer de statistiske data, der skal benyttes med henblik på anvendelsen af denne protokol.

--------------------------------------------------