22.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 41/5


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/245

af 13. december 2021

om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/40 for så vidt angår pædagogiske ledsageforanstaltninger og udvælgelse og godkendelse af støtteansøgere

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 24, stk. 1, litra b) og c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/40 (2) fastsættes betingelserne for udformningen og anvendelsen af de pædagogiske ledsageforanstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe i henhold til artikel 23, stk. 10, i forordning (EU) nr. 1308/2013. Af hensyn til retssikkerheden bør der opstilles en ikkeudtømmende liste over aktiviteter, der kan gennemføres som led i de pædagogiske ledsageforanstaltninger inden for rammerne af skoleordningen, herunder i de tilfælde, hvor der ikke anmodes om EU-støtte. Det bør også præciseres, at medlemsstaterne med henblik på en effektiv gennemførelse af skoleordningen bør sikre, at de pædagogiske ledsageforanstaltninger, der udbydes for at støtte uddelingen af skolefrugt og -grøntsager og skolemælk, når ud til alle børn, der deltager i skoleordningen. Dette krav berører ikke den autonomi, som uddannelsesinstitutionerne i medlemsstaterne har i henhold til kompetencefordelingen og strategien for gennemførelse af skoleordningen i de berørte medlemsstater.

(2)

I artikel 5, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2017/40 fastsættes de generelle betingelser for udvælgelsen af støtteansøgere. Ved udvælgelsen af støtteansøgere kan medlemsstaterne på nationalt, regionalt eller lokalt plan være underlagt EU-regler eller nationale regler for offentlige udbud. Af hensyn til retssikkerheden bør det præciseres, at medlemsstaterne bør sikre, at de gældende regler om offentlige udbud overholdes.

(3)

I artikel 6 i delegeret forordning (EU) 2017/40 fastsættes betingelserne for godkendelse af støtteansøgere, idet der fastsættes bestemmelser om de skriftlige tilsagn, som ansøgerne skal afgive. Nævnte artikels stk. 2 fastsætter, at der ved støtteansøgninger, som udelukkende vedrører levering og/eller uddeling af produkter, skal udfærdiges yderligere et skriftligt tilsagn. Et sådant tilsagn er imidlertid også relevant for støtteansøgninger, der kombinerer levering/uddeling af produkter og udbydelse af pædagogiske foranstaltninger. Nævnte artikels stk. 3 omhandler støtteansøgninger, som udelukkende vedrører pædagogiske ledsageforanstaltninger. I samme artikel specificeres det, at de kompetente myndigheder kan fastsætte, hvilke skriftlige tilsagn støtteansøgerne skal afgive. Dette bør dog være muligt i forbindelse med alle støtteansøgere. Nævnte forordnings artikel 6 bør derfor ændres. For at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at tilpasse deres procedurer for godkendelse af støtteansøgere bør det fastsættes, at ændringen af betingelserne for godkendelse af støtteansøgere først finder anvendelse fra og med skoleåret 2022/23.

(4)

Delegeret forordning (EU) 2017/40 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) 2017/40 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3, stk. 1 og 2, affattes således:

»1.   De pædagogiske ledsageforanstaltninger, der er nævnt i artikel 23, stk. 10, i forordning (EU) nr. 1308/213, skal være direkte forbundet med skoleordningens målsætninger om at øge forbruget af udvalgte landbrugsprodukter og at skabe sundere kostvaner.

De skal sigte mod at øge børns kendskab til landbruget og til det store udvalg af Unionens landbrugsprodukter, heriblandt navnlig dem, der produceres i deres region, samt oplyse børn om relaterede emner såsom sunde kostvaner og deres indvirkning på folkesundheden, de nationale kostråd, lokale fødevarekæder, økologisk landbrug, bæredygtig fødevareproduktion og bæredygtigt forbrug samt bekæmpelse af madspild, og de kan omfatte aktiviteter såsom:

a)

at besøge gårde og frugtplantager, producentorganisationer, mejerier, landbrugsmarkeder, lagre til sortering og emballering af frugt og grøntsager samt landbrugsmuseer og andre lignende aktiviteter

b)

etablering og vedligeholdelse af skolehaver og frugtplantager

c)

kurser, workshops og laboratorier for forberedelse, tilberedning og prøvesmagning af fødevarer samt lignende aktiviteter

d)

undervisning, seminarer, konferencer, workshops og lignende aktiviteter

e)

undervisningsmateriale, konkurrencer, spil, læringsquizzer, temadage eller -uger og lignende aktiviteter.

I de tilfælde, hvor de pædagogiske ledsageforanstaltninger omfatter andre landbrugsprodukter end dem, der er nævnt i artikel 23, stk. 3, 4 og 5, i forordning (EU) nr. 1308/2013, skal foranstaltningerne omfatte prøvesmagning af disse andre produkter.

2.   Medlemsstaterne skal sikre, at alle børn, der deltager i skoleordningen, kan deltage i pædagogiske ledsageforanstaltninger.

Hvis uddannelsesforanstaltninger, der er direkte forbundet med skoleordningens målsætninger, udbydes i uddannelsesinstitutioner som led i den almindelige læseplan eller som led i andre politikker eller programmer, kan medlemsstaterne beslutte at tage disse foranstaltninger med i betragtning med henblik på første afsnit.

De pædagogiske ledsageforanstaltninger kan udformes og gennemføres på nationalt, regionalt, lokalt eller uddannelsesmæssigt plan i henhold til medlemsstaternes kompetencefordeling og strategi for gennemførelsen af skoleordningen. Medlemsstaterne skal sikre, at de uddannelsesinstitutioner, der deltager i ordningen, underrettes behørigt om den ordning, der er indført i forbindelse med de pædagogiske ledsageforanstaltninger, og om de tilgængelige materialer og værktøjer.«

2)

I artikel 5, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»Ved udvælgelsen af støtteansøgere sikrer medlemsstaterne, at de gældende regler om offentlige udbud overholdes.«

3)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Betingelser for godkendelse af støtteansøgere

1.   Støtteansøgerne skal være godkendt af myndighederne i den medlemsstat, hvor den uddannelsesinstitution, som produkterne leveres og/eller uddeles til, ligger. Godkendelsen er betinget af, at ansøgerne giver skriftligt tilsagn om:

a)

at sikre, at de produkter, der finansieres af Unionen inden for rammerne af skoleordningen, gøres tilgængelige med henblik på konsum til børn i den eller de uddannelsesinstitutioner, for hvilken der ansøges om støtte

b)

at anvende den tildelte støtte til pædagogiske ledsageforanstaltninger, overvågning, evaluering og oplysning i overensstemmelse med skoleordningens målsætninger og, hvis de pædagogiske ledsageforanstaltninger vedrører sundheds- og ernæringsspørgsmål, i overensstemmelse med de nationale råd om kost og sundhed for den pågældende aldersgruppe

c)

at godtgøre uretmæssigt udbetalt støtte for de pågældende mængder, hvis det viser sig, at produkterne ikke er blevet uddelt til eleverne, eller ikke giver ret til EU-støtte

d)

at godtgøre uretmæssigt udbetalt støtte for pædagogiske ledsageforanstaltninger, overvågnings-, evaluerings- og oplysningsforanstaltninger, hvis det viser sig, at disse foranstaltninger eller aktiviteter ikke er korrekt gennemført

e)

på anmodning af de kompetente myndigheder at fremlægge relevante bilag

f)

at tillade, at den kompetente myndighed gennemfører den nødvendige kontrol, navnlig hvad angår regnskabskontrol og fysisk inspektion

g)

at registrere navn og adresse på de uddannelsesinstitutioner eller undervisningsmyndigheder, der modtager produkterne, og at føre fortegnelse over mængderne af de specifikke produkter, der er blevet solgt eller leveret, hvis ansøgeren ikke er en uddannelsesinstitution.

De kompetente myndigheder kan fastsætte, hvilke skriftlige tilsagn ansøgerne skal afgive.

Hvis støtteansøgningerne vedrører aktiviteter, der er underlagt offentlige udbudsprocedurer, kan medlemsstaterne antage, at godkendelsen er givet, hvis de forpligtelser, der er omhandlet i første og andet afsnit, indgår i betingelserne for at deltage i offentlige udbudsprocedurer.

2.   Ved støtteansøgninger, som udelukkende vedrører levering og/eller uddeling af produkter, finder stk. 1, litra b) og d), ikke anvendelse.

3.   Ved støtteansøgninger, som udelukkende vedrører pædagogiske ledsageforanstaltninger, finder stk. 1, litra a), c) og g), ikke anvendelse.

4.   Ved støtteansøgninger, som udelukkende vedrører overvågning, evaluering og oplysning, finder stk. 1, litra a), c) og g), ikke anvendelse.

5.   Medlemsstaterne kan anse godkendelser, der er givet inden for rammerne af ordningen for frugt og grøntsager i skolerne i henhold til delegeret forordning (EU) 2016/247 og/eller inden for rammerne af skolemælksordningen i henhold til forordning (EF) nr. 657/2008, for gyldige, hvis kriterierne og betingelserne ikke er ændret.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, stk. 3, finder anvendelse på støtte fra og med skoleåret 2022/23.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/40 af 3. november 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-støtte til uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i uddannelsesinstitutioner og om ændring af forordning (EU) nr. 907/2014 (EUT L 5 af 10.1.2017, s. 11).