<TI><NP><NO.P>Β —</NO.P><TXT>Min stillingtagen</TXT></NP></TI>10.For at besvare de præjudicielle spørgsmål må det først afklares, om fællesskabsretten finder anvendelse på et sagsforhold som det, der ligger til grund for hovedsagen.11.Tribunal du travail har antydet, at den nationale lovgivning om anvendelse af sprog kan være til hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed på den belgiske stats område. Den rejser derfor spørgsmålet, om de fællesskabsretlige bestemmelser ikke går forud for nationale bestemmelser.12. I —Ifølge redegørelsen fra Tribunal du travail vedrører sagen rent interne forhold. Retsstillingen skal derfor først afprøves ud fra denne fremstilling.13.Af Fællesskabets retssystem kan udledes et princip om, at fællesskabsretten ikke finder anvendelse på rent interne sagsforhold, lige så lidt som indenlandske statsborgere kan gøre krav på ligebehandling med fællesskabsborgere af andre nationaliteterJf. dom af 28.3.1979, sag 175/78, Saunders, Sml. s. 1129, af 28.6.1984, sag 180/83, Moser mod Land Baden-Württemberg, Sm!, s. 2539, af 23.1.1986, sag 298/84, Iorio mod Azienda autonoma delle ferrovie dello Stato, Sm!. s. 251, og af 27.10.1982, forenede sager 35/82 og 36/82, Morson og Jhanjan mod Nederlandene, Sml. s. 3723.
. På den anden side kan indenlandske borgere meget vel påberåbe sig fællesskabsretlige bestemmelser, hvis der i deres situation er elementer, der har tilknytning til FællesskabetJf. f.eks. dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors mod Staatssekretär für Wirtschaft, Sml. s. 399, af 6.10.1981, sag 246/80, Broekmeulen mod Huisarts Registratie Commissie, Sml. s. 2311, af 25.2.1986, sag 284/84, Sprayt mod Sociale Verzekeringsbank, Sml. s. 685, af 25.2.1986, sag 254/84, De Jong mod Sociale Verzekeringsbank, Sml. s. 671, og af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir mod Caisse d'allocations familiales des Alpes-Maritimes, Sml. s. 5391.
. Det vil som regel være forhold, som rækker ud over landegrænsen enten i kraft af en erhvervet fællesskabsretligt beskyttet position eller i kraft af udøvelse af erhvervede rettigheder.14.Vi kan gå ud fra, at en fællesskabsborger ikke nødvendigvis skal have udøvet retten til fri bevægelighed i sit erhvervsaktive liv for at være omfattet af fællesskabslovgivningen. Dog må der i alle sådanne tilfælde kunne påvises et grænseoverskridende elementJf. fodnote 3.
.15.Kommissionen har i sit skriftlige indlæg fremført, at det ikke er en nødvendig betingelse for anvendelse af fællesskabslovgivningen, at retten til fri bevægelighed er udøvet, men at der dog må foreligge et europæisk element. Et sådant europæisk element fremgår ikke af Tribunal du travail's fremstilling af omstændighederne i den foreliggende sag. Derfor indsnævres spørgsmålet herefter til, om artikel 84, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 alligevel kan anvendes, og i så fald på hvilke betingelser. Denne bestemmelse skal fortolkes som en del af forordningens tekst, og ikke løsrevet fra sin sammenhæng.16.Udgangspunktet bør være retsgrundlaget og målsætningen for forordning nr. 1408/71. Artikel 51 i EØF-traktaten lyder således:På forslag af Kommissionen vedtager Rådet med enstemmighed de foranstaltninger vedrørende social tryghed, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved at indføre en ordning, der gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede pårørende:
- a)sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde retten til ydelser og på beregning af disse
- b)betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes områder.
17.Den enkelte borger kan ikke umiddelbart udlede rettigheder af artikel 51 i EØF-traktaten. Det har derimod været nødvendigt at indføre gennemførelsesbestemmelser, således at det umiddelbart fremgår, hvilke rettigheder den enkelte borger har.18.På grundlag af denne bestemmelse blev forordning nr. 1408/71 vedtaget, og i betragtningerne til denne hedder det:som følge af de betydelige forskelle, der består mellem de enkelte medlemsstater med hensyn til den kreds af personer, som omfattes af lovgivningen i disse stater, må det foretrækkes at lægge det princip til grund, at forordningen finder anvendelse på samtlige statsborgere i medlemsstaterneMin fremhævelse.
, der er forsikret under de sociale sikringsordninger for arbejdstagere,
reglerne om koordination af de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring indgår som et led i den frie bevægelighed for arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne, og skal således bidrage til... at sikre, at der inden for Fællesskabet gives samtlige statsborgere i medlemsstaterne ligebehandling efter de enkelte medlemsstaters lovgivning, og at arbejdstagerne og deres ydelsesberettigede pårørende opnår ret til sociale sikringsydelser, uanset deres arbejde eller bopæl.
19.De enkelte artikler i forordningen kan ikke fortolkes løsrevet fra deres sammenhæng med denne målsætning.20.Den personkreds, der er omfattet af forordningen, defineres i artikel 2, stk. 1, således:Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller...Min fremhævelse.
.
21.Helt isoleret fra sin kontekst kunne denne bestemmelse (inden for forordningens saglige område, som nærmere bestemt i artikel 4) opfattes som retsgrundlag for at påberåbe sig forordningen i forbindelse med samtlige interne forhold. Dette ville dog ikke være korrekt. Forordning nr. 1408/71 er blot en koordinationsforordning, der ingen indflydelse har på udformningen af forsikringsforholdDom af 24.9.1987, sag 43/86, Sociale Verzekeringsbank mod De Rijke, Snil. s. 3611, og af 21.2.1991, sag C-245/88, Daalmeijcr, Sm!. I, s. 555.
.22.Det er hverken nødvendigt eller berettiget at bringe en fællesskabsretlig norm i anvendelse i forbindelse med rent internt bestemte forhold, som vedrører social sikring. For så vidt som der ikke er et fællesskabsretligt retsgrundlag for, at fællesskabsretlige normer kan gribe ind, vil det være et retsstridigt indgreb i medlemsstaternes kompetence og dermed i kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, hvis fællesskabslovgivningen bringes i anvendelse i denne sag.23.Dette bør tages i betragtning ved den nærmere bestemmelse af det personelle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71. Derfor skal det kræves, at der enten foreligger et grænseoverskridende element eller et fællesskabselement i det sagsforhold, der skal bedømmes, for at fællesskabsforordningen kan anvendes. Dette fællesskabselement kan variere, afhængigt af de forskellige sagsforhold og den krævede ydelse. Ved krav om familieydelseDom af 27.9.1988, Lenoir, sag 313/86, Sml. s. 5391.
kan det eksempelvis være andre kriterier end for pension, der er udslagsgivendeDomme af 25.2.1986, sag 254/84, De Jong, Sml. s. 671, og sag 284/84, Spruyt, Sml. s. 685.
.24.Med hensyn til, i hvilket tilfælde artikel 84, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 kan anvendes, har Domstolen allerede fastsat kriterierne i Maris-sagenDom af 6.12.1977, sag 55/77, Maris mod Rijksdienst voor Werknemerspensioenen, Sml. s. 2327.
. Det hedder her:Det skal dog bemærkes, at artikel 84, stk. 4, kun angår begæringer indgivet af personer, som henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, og dokumenter fremlagt som bevis for deres rettigheder, men ikke sagens almindelige afvikling, som fortsat er underlagt den enkelte stats nationale lovgivningJf. præmis 6-14.
.
25.Domstolen anførte endvidere i dommen i Maris-sagen:... det skal videre understreges, at artikel 84, stk. 4, kun finder anvendelse på arbejdstagere, der flytter mellem to eller flere medlemsstater, samt deres pårørende, og desuden skal det påpeges, at den omhandlede bestemmelse kun vedrører sager om anvendelsen af Fællesskabets sociale sikringsordning med udelukkelse af andre tvister, hvori en arbejdstager kan være indblandetIbidem, præmis 6-14, min fremhævelse.
.
26.Ifølge den beskrivelse af sagens omstændigheder, som Tribunal du travail har givet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, er sagsøgeren på intet tidspunkt flyttet frem eller tilbage mellem to eller flere medlemsstater, og det fremgår heller ikke, hvilke fællesskabsbestemmelser vedrørende social sikring der finder anvendelse i det konkrete tilfælde. Under disse omstændigheder henhører sagsøgeren med sin begæring ikke under den personkreds, som er omfattet af forordning nr. 1408/71, og han kan følgelig ikke påberåbe sig artikel 84, stk. 4.27.Tribunal du travail bør derfor svares således, at artikel 84, stk. 4, jf. artikel 2 i forordning nr. 1408/71, ikke finder anvendelse på arbejdstagere, der kun er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, og på hvis område de har været bosat og beskæftiget, medmindre der foreligger et element med tilknytning til fællesskabsretten, endvidere, at artikel 3 i den nævnte forordning ikke rummer mulighed for, at indenlandske statsborgere kan kræve ligebehandling med vandrende arbejdstagere, og sluttelig, at de fællesskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke finder anvendelse på interne forhold og heller ikke på administrative bestemmelser, der hindrer den frie bevægelighed inden for en stats grænser.28. II —Det eneste problem er, hvorledes Domstolen bør behandle den af sagsøgte i hovedsagen anførte omstændighed, at sagsøgeren har krav på pension i henhold til sikringsordningen for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, idet han, som det fremgår af de tilsendte sagsakter, i 29 år var beskæftiget ved Rådet for De Europæiske Fællesskaber.29.Det forekommer mig at være indlysende, at Domstolen ikke må nøjes med at tie dette ihjel eller undlade at tage det til efterretning. For i så fald havde man heller ikke behøvet at anmode parterne i hovedsagen om at afgive erklæringer. Når de afgiver erklæringer, skal disse også tages til efterretning. Ellers kommer man i modstrid med kontradiktionsprincippet, som også Domstolen skal respektere.30.Derfor har Domstolen undersøgt sagsøgtes henvisning til Fællesskabernes sociale sikringsordning og har bedt om at få oversendt akterne fra sagens behandling ved Tribunal du travail.31.At Domstolen må inddrage denne omstændighed i sine overvejelser er ikke ensbetydende med, at den skal ligge til grund for dens afgørelse. Domstolen er på den ene side forpligtet af anmodningen om præjudiciel afgørelse, på den anden side af rettergangsreglerne. Hvad angår forelæggelseskendelsen fra Tribunal du travail er det ikke i denne anført, at sagsøgeren har krav på pension fra sikringsordningen for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, hvor han var erhvervsaktiv i 29 år. Det er dog kun denne oplysning, der gør rettens spørgsmål forståelige, idet de uden denne oplysning er uforståelige. Det Forenede Kongerige har i sit indlæg gjort opmærksom på denne vanskelighed.32.På den anden side bør det fastholdes, at når Tribunal du travail ikke nævner denne omstændighed, kan de, der er berettigede til at udtale sig i retsforhandlingerne om de præjudicielle spørgsmål, ikke tage stilling dertil. Men da Domstolen i sin behandling af de præjudicielle spørgsmål kun må lægge sådanne omstændigheder til grund for sin afgørelse, som de, der er berettigede til at udtale sig, kan afgive indlæg om, kan denne omstændighed, som er oplyst af sagsøgte i hovedsagen og uddybet i sagsakterne, ikke være grundlag for afgørelsen. Dette ville også være i modstrid med det grundlæggende kontradiktionsprincip.33.Den nævnte omstændighed skal derfor ikke tages i betragtning ved besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>34.Den præjudicielle procedure er et led i hovedsagen. Det tilkommer derfor den ret, der har forelagt sagen for Domstolen, at træffe afgørelse om omkostningerne.35.De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering og af Det Forenede Kongerige, kan ikke erstattes.