Kommissionen har anført, at to af sagsøgerne, Pieter Alberti og Konrad Baumann, hverken er søgsmålskompetente eller har nogen personlig interesse i sagen. De har nemlig indgivet ansøgning om afskedigelse, og denne var imødekommet og blevet endelig, før de indbragte deres klager for Domstolen.

De øvrige sagsøgere har endvidere ingen personlig og direkte interesse i sagen, efter som de ikke har ansøgt om alle de ledige stillinger. Faktisk er der kun indgivet følgende ansøgninger: stillingerne i opslag COM/396/72 har været søgt af Bernhard von Wüllerstorff und Urbair, Rolf Werner og fru Rosa-Maria Marenco, COM/646/72 af Pieter Alberti, Bernhard von Wüllerstorff und Urbair og Rolf Werner, COM/938/72 af Konrad Baumann, COM/939/72 af Rolf Werner, COM/ 943/72 af Bernhard von Wüllerstorff und Urbair samt COM/947/72 af Dorangela Van Loo. Der har ikke været ansøgere til stillingerne i opslag COM/931/72 og COM/948/72.

Marenco og Ravaioli har ikke søgt nogen af stillingerne.

Endelig er der visse af sagsøgernes ansøgninger, der ikke kan tages i betragtning som følge af de særlige kvalifikationskrav, der stilles i visse af stillingsopslagene.

Sagsøgerne har svaret, at Albertis og Baumann s ansøgninger om afskedigelse ikke er til hinder for, at disse har kompetence til at anlægge sag i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, der gælder såvel for nuværende som for forhenværende eller potentielle tjenestemænd. Disse to sagsøgere har også søgsmålsinteresse, eftersom de var tjenestemænd på det tidspunkt, da de omstridte beslutninger blev truffet og deres administrative klager blev indgivet, og eftersom de kunne have deltaget i udvælgelsesprøverne, hvis disse var blevet afholdt.

Det er uvæsentligt, om alle sagsøgerne har søgt hver enkelt af de omstridte stillinger (Marenco og Ravaioli har ikke lovligt kunnet søge, eftersom de ikke opfyldte anciennitetsbetingelsen i artikel 45, stk. 1, 2. afsnit). Deres interesse består i, at de kunne have deltaget i udvælgelsesprøverne, om disse havde fundet sted, samt at de kan drage nytte af de annullationsdomme, der vil blive afsagt.

Endeligt er det alene udvælgelseskomiteen, der kan fastsætte listen over de ansøgere, der opfylder kravene i stillingsopslaget. Dette er i øvrigt et realitets- og ikke et formalitetsspørgsmål.

Sagsøgte har hertil svaret, at en person kun har søgsmålsinteresse i det omfang, en dom, der giver ham medhold, vil sikre ham en beskyttelse enten øjeblikkeligt eller på et bestemt senere tidspunkt. Denne regel, der er almindeligt anerkendt i staternes retspraksis, er vægtigere end sådanne principper, som går ud på, at det er datoen for stævningens indgivelse, der er afgørende for bedømmelsen af sagsøgerens søgsmålsinteresse. Sagsøgernes anbringender i modsat retning har ingen relevans. Særligt har de to sagsøgere, der er blevet afskediget efter ansøgning, ikke haft nogen som helst ønske om på ny at arbejde i Kommissionen. Med hensyn til Marenco og Ravaioli kan disse ikke med føje bestride besættelsen af de stillinger, som de ikke på normal vis selv ville kunne gøre krav på på det tidspunkt, hvor stævningen blev indleveret. Endelig er der andre af sagsøgerne, der ikke har nogen søgsmålsinteresse, for så vidt som de ikke har de nødvendige kvalifikationer, som anført i stillingsopslagene.

Sagsøgerne har gjort gældende, at vedtægtens artikel 29, stk. 2 er blevet tilsidesat, idet midlertidigt ansatte er blevet udnævnt ved de omstridte beslutninger. Denne bestemmelse, der ved ansættelse af tjenestemænd i lønklasserne A 1 og A 2 samt i særlige tilfælde for ansættelse i stillinger, der kræver specielle kvalifikationer, indeholder hjemmel for en anden procedure end udvælgelsesproceduren, finder imidlertid kun anvendelse på ansøgere, der endnu ikke er i tjeneste hos Fællesskaberne.

Kommissionen har svaret, at i dom af 5. december 1974 (Van Belle mod Rådet, sag 176/73, Sml. 1974, s. 1361) har Domstolens første afdeling forkastet dette anbringende, fordi den mulighed, der her er for at gå uden om udvælgelsesproceduren, ellers ville blive begrænset på en måde, der hverken ville være rimelig eller i overensstemmelse med tjenestens interesse.

Sagsøgerne har med hensyn til den citerede dom anført, at de ønsker at overlade afgørelsen vedrørende denne første søgsmålsgrund til Domstolen.

Sagsøgerne har gjort gældende, at vedtægtens artikel 29, stk. 2 er blevet tilsidesat, fordi dens anvendelse forudsætter, at visse formelle og materielle betingelser skal være opfyldt, hvilket ikke har været tilfældet i denne sag.

Det fremgik nemlig ikke af stillingsopslagene, at artikel 29, stk. 2 kunne anvendes, og at der til de pågældende stillinger stilledes krav om specielle kvalifikationer. De har endvidere ikke været bekendtgjort i EFT.

Beslutningen om at anvende artikel 29, stk. 2 har ikke været begrundet. Det er ikke engang blevet anført, at den normale procedure med udvælgelsesprøve efter artikel 29, stk. 1 in fine ikke skulle anvendes.

Endelig må den anvendte procedure kun bruges i særlige tilfælde. Ikke desto mindre fremgår det af selve stillingsopslagenes affattelse, at der i dette tilfælde ikke var tale om stillinger, der krævede sådanne specielle kvalifikationer, at de kun kunne besættes gennem er særlig procedure, men sådanne kvalifikationer, der normalt kræves i en stilling som ekspeditionssekrétær. Da det altså ikke drejede sig om et særligt tilfælde, burde de tjenestemænd, der blev udnævnt, have gennemgået en intern udvælgelsesprøve.

Kommissionen har svaret, at hverken artikel 4, stk. 2 og 3 eller nogen anden vedtægtsbestemmelse fastsætter, hvad et stillingsopslag skal indeholde. Det er tilstrækkeligt, at eventuelle ansøgere modtager en nøjagtig beskrivelse af stillingen, arbejdets art og de nødvendige kvalifikationer.

De forslag til beslutning, som blev forelagt Kommissionen til godkendelse, og som findes i de udnævnte tjenestemænds aktmapper, er meget fyldestgørende begrundet, således at den normale legalitetskontrol kan udøves.

Hvad særligt angår beskrivelsen af arbejdets art i stillingsopslagene er hver enkelt stillings særegenheder omhandlet i Kommissionens brev af 30. juli 1974.

Hertil har sagsøgerne svaret, at de omhandlede formkrav fremgår omend ikke udtrykkeligt så dog forudsætningsvis af vedtægten samt af almindelige principper. Særligt må der her henvises til vedtægtens artikel 4, stk. 2 og 3 og artikel 1, stk. 2 og 3 i dens bilag III. Heri fastslås det i øvrigt selvindlysende princip, at man kun gennem en hensigtsmæssig bekendtgørelse kan give alle, der kan ansøge, underretning om at proceduren er indledt. Skal artikel 29, stk. 2 finde anvendelse, må denne bekendtgørelse ske på den måde, at stillingsopslaget eller enhver senere akt, hvoraf det fremgår, at denne procedure skal anvendes som følge af, at der kræves specielle kvalifikationer til den pågældende stilling, offentliggøres i EFT. Der skal altså sammenlignes med den fremgangsmåde, der følges ved en almindelig udvælgelsesprøve, som i øvrigt er den eneste måde, hvorpå personer, der kommer udefra, kan ansættes som tjenestemænd.

Hvad angår spørgsmålet om artikel 27, stk. 1, må generaladvokatens forslag til afgørelse i dom af 26. maj 1971 (Bode mod Kommissionen, sag 45 og 49/70, Rec. 1971, s. 465) lægges til grund, da årsagerne er ens. Det kan ikke antages at være ligegyldigt, hvorledes sagsøgtes administration har fået kendskab til, at de udnævnte personer var ansøgere, og om der ville have meldt sig ansøgere udefra, hvis de havde fået oplysning om, at de kunne søge.

Den oven for nævnte dom fastslår begrundelsespligten. Men sagsøgte begår her en fejl, idet den formelle pligt til at begrunde, hvorefter enhver akt skal angive sine grunde — hvilket er det eneste, det drejer sig om her, i betragtning af at artikel 29, stk. 2 har karakter af undtagelse — forveksles med kravet om, at ingen forvaltningsakt kan træffes uden lovgrund, hvilket er et materielt spørgsmål.

De materielle betingelser må i henhold til generaladvokatens forslag til afgørelse i den ovenfor nævnte sag antages udelukkende at ligge i kravet om, at en ledig stilling kun kan besættes gennem en særlig udvælgelsesprocedure, såfremt den kræver særlige kvalifikationer. Hvis det måtte anerkendes, at de kvalifikationer, der fremgik af de omstridte stillingsopslag, er sådanne som omhandlet i artikel 29, stk. 2, ville bestemmelsen kunne anvendes i alle tilfælde. Bortset herfra må det spørges, om disse stillinger tidligere er blevet besat ved normale fremgangsmåder? Sagsøgte har ikke svaret på dette spørgsmål. Det bør alene være i stillingsopslagene, hvor oplysning kan søges om de fornødne kvalifikationer; de betragtninger (forslag til beslutningerne, der er forelagt til Kommissionens godkendelse), som er udsendt efter at beslutningen om at anvende artikel 29, stk. 2 faktisk var truffet, har ingen betydning. Det paritetiske samarbejdsudvalg har dog også ved hver udvælgelsesprøve med alle stemmer på nær en taget afstand fra, at denne fremgangsmåde anvendes. De under skriftvekslingen påberåbte grunde for, at de omstridte stillinger forudsætter specielle kvalifikationer, kan anføres for enhver stilling som ekspeditionssekretær, men de betyder særligt, at kun den, der er specialist og samtidig har praktisk erfaring på området, kan udnævnes i en stilling; på denne måde vil den særlige procedure i artikel 29, stk. 2 efterhånden blive den normale ansættelsesprocedure. Endeligt må det spørges, hvorfor det i forslaget til beslutningerne er blevet fundet uhensigtsmæssigt at afholde interne udvælgelsesprøver og almindelige udvælgelsesprøver?

Kommissionen har indvendt, at et stillingsopslag ikke kan indholde en detaljeret beskrivelse af det løbende eller kommende arbejde i de pågældende tjenestegrene eller af de nærmere regler for ansættelsen, hvis senere anvendelse med god grund kan forudses. Vedtægten bestemmer intet om, at en eventuel iværksættelse af en udvælgelsesprocedure — bortset fra interne udvælgelsesprøver — skal offentliggøres i EFT. Offentliggørelsen er i øvrigt uforenelig med selve formålet med den særlige procedure i artikel 29, stk. 2 og savner praktisk mening, da antallet af potentielle ansøgere til disse stillinger pr. definition er meget begrænset, og da institutionen frit kan vælge. Bortset herfra blev størstedelen af de omstridte stillinger oprettet i 1972 på forventet efterbevilling på budgettet for 1973 og har derfor pr. definition ikke tidligere kunnet besættes gennem en udvælgelsesprocedure i henhold til artikel 29, stk. 1.

Sagsøgerne har gjort gældende, at vedtægtens artikel 7 og 27, stk. 3 er overtrådt, idet disse artikler bestemmer, at ingen stilling kan forbeholdes borgere fra en bestemt medlemsstat, og at enhver udnævnelse skal ske uden hensyntagen til statsborgerskabet. Der er derfor tale om magtfordrejning, når de omstridte stillinger er blevet forbeholdt personer med italiensk statsborgerskab. I Kommissionens svar af 30. juli 1974 hedder det da også blandt andet: … ved udvælgelsen blandt de italienske statsborgere af de ansøgere, der opfylder de særlige kvalifikationer, skal ansættelsesmyndigheden …. De stillinger, der blev besat ved de anfægtede beslutninger, udgjorde en del af mere end 20 stillinger, som Rådet oprettede i slutningen af 1972 for til gunst for Italien at genoprette den geografiske ligevægt i sagsøgtes tjenestegrene.

Kommissionen har svaret, at selv om de arbejdsopgaver og nødvendige kvalifikationer, der var anført i stillingsopslagene, for tre af stillingernes vedkommende bl.a. vedrørte italienske problemer, var der dog som helhed ikke tale om, at særlige stillinger blev forbeholdt en enkelt medlemsstats statsborgere, men snarere om, at ansættelsesmyndigheden rådede bod på en velkendt geografisk uligevægt på den måde, at den blandt de ansøgere, der fuldt ud opfyldte de specielle kvalifikationer for de stillinger, der skulle besættes, valgte ansøgere med dette statsborger skab. Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med vedtægtens artikel 27, stk. 1, fordi den dels garanterer den geografiske ligevægt ved Kommissionens tjenestegrene, som det også er anerkendt i Domstolens domme (første afdeling) af 15. december 1966 (Serio mod Kommissionen 62/65, Rec. 1966, s. 813) og af 6. maj 1969 (Reinarz mod Kommissionen, 17/68, Rec. 1969, s. 61) og dels tjenestens interesse.

Sagsøgerne har hertil svaret, at det fremgår af de forskellige skriftlige meddelelser fra sagsøgte, at ikke blot er der blevet taget hensyn til statsborgerskabet ved de anfægtede udnævnelser, men derudover er de omstridte stillinger blevet forbeholdt italienske statsborgere. Dette fremgår klart af den anvendte fremgangsmåde: først har man ansat et vist antal som midlertidigt ansatte, og derefter har man ved en procedure uden udvælgelsesprøve, nemlig den i artikel 29, stk. 2 omhandlede, ansat de pågældende i de omstridte stillinger. Statsborgerskabet har været det eneste kriterium, hvilket kan forklare, at der ikke har været afholdt nogen udvælgelsesprøve, og at der ikke har været offentliggjort noget stillingsopslag, således at også ansøgere udefra kunne melde sig. Af disse betragtninger fremgår klart, at der er tale om magtfordrejning. Det er ikke tjenestens interesse, der er blevet taget hensyn til, men faktorer der er den ganske uvedkommende: ansøgere med et vist statsborgerskab og blandt disse bestemte personer.

Kommissionen har indvendt, at den i overensstemmelse med budgetmyndigheden, Rådet, har måttet oprette tyve stillinger i stillingsgruppe A 5 - A 4 udover listen over antallet af stillinger. Men i almindelighed begrænser Kommissionen såvidt muligt anvendelsen af proceduren i artikel 29, stk. 2. Det var nødvendigt, at den, før Fællesskabet af de seks medlemslande blev udvidet til ni, fandt en løsning på den manglende geografiske ligevægt, som var særdeles iøjnefaldende, efter at de udøvende myndigheder var blevet slået sammen, og som fremgik af de statistikker, den udarbejdede.

Da det fremgår af aktmapperne for de tjenestemænd, der blev udnævnt ved beslutningerne af 22. oktober 1973, at de omstridte meddelelser om ledige stillinger var blevet slået op i de andre institutioner i medfør af vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra c), har Domstolen anmodet Kommissionen om at oplyse, på hvilke datoer dette skete. Kommissionen har hertil oplyst, at

stillingen COM/943/72 var opslået fra den 7. til den 25. 5. 1973

stillingen COM/396/72 var opslået fra den 6. til den 20. 6. 1973

stillingen COM/646/72 var opslået fra den 6. til den 20. 6. 1973

stillingen COM/938/72 var opslået fra

den 6. til den 20. 6. 1973

stillingen COM/939/72 var opslået fra

den 6. til den 20. 6. 1973

stillingen COM/931/72 var opslået fra den 14. 4. til den 3. 5. 1973

stillingen COM/940/72 var opslået fra den 6. til den 20. 6. 1973

stillingen COM/947/72 var opslået fra den 13. til den 27. 3. 1973

stillingen COM/948/72 var opslået fra den 13. til den 27. 3. 1973

Sagsøgerne repræsenteret af advokat ved Cour d'Appel i Bruxelles, Marcel Grégoire, og Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Raymond Baeyens som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. september 1975.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. oktober 1975.