Ved afgørelse meddelt den 24. februar 1971 pålagde toldvæsenet i Domodossola firmaet Rasham at betale 601215 lire med påløbne omkostninger i told og andre afgifter, som ikke var blevet opkrævet ved fortoldningen den 9. juli 1968 af 5000 båndoptagere af japansk oprindelse, som blev indført fra Belgien. Det blev ved denne lejlighed anført, at finansministeriet ved cirkulære nr. 292 af 17. juni 1968 i medfør af beskyttelsesklausulen i EØF-traktatens artikel 115, stk. 2 havde udelukket båndoptagere, der ikke hidrørte fra Fællesskabet, fra den foreskrevne behandling for varer, der befinder sig i fri omsætning i en af EØF's medlemsstater.

Firmaet Rasham, der mente, at den overgangsperiode, hvorunder der i medfør af EØF-traktatens artikel 115 kan træffes beskyttelsesforanstaltninger, var udløbet den 1. juli 1968 som følge af Rådets fremskyndelsesbeslutning af 26. juli 1966 (JO 2971/66), indbragte sagen for Tribunale di Torino med påstand om tilbagebetaling. Ved dom af 24. februar 1973 har denne ret givet firmaet medhold i dets påstand. Den 13. februar 1975 forkastede Corte d'appello di Torino (appelret) den anke, som Amministrazione delle Finanze dello Stato havde indgivet mod nævnte afgørelse.

Ved ankestævning indgivet den 19. september 1975 har Amministrazione delle Finanze indgivet kassationsanke mod dommen fra Corte d'appello. Firmaet Rasham har indgivet svarskrift den 23. oktober 1975 og har subsidiært indgivet betinget kontraanke (ricorso incidentale condizionato).

Amministrazione delle Finanze dello Stato har anført, at beslutningen nr. 66/532 af 26. juli 1966 ikke har afkortet overgangsperioden, men blot fastslog, at den stadig eksisterende told mellem medlemsstaterne skulle være ophævet den 1. juli 1968. Medlemsstaterne kunne derfor stadig efter den nævnte dato træffe beskyttelsesforanstaltninger i henhold til EØF-traktatens artikel 115, stk. 2.

Firmaet Rasham har anført, at selv om det antages, at den italienske stat kunne træffe beskyttelsesforanstaltninger, må den konkret trufne foranstaltning anses som ulovlig, fordi medlemsstaterne og Kommissionen ikke er blevet underrettet herom, hvilket ifølge traktatens artikel 115, stk. 2 må anses som en betingelse for gyldigheden og anvendelsen af den pågældende foranstaltning.

Ved kendelse af 2. december 1977 har Corte Suprema di Cassazione udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen blev registreret på Domstolens justitskontor den 3. marts 1978.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af den italienske regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af Alberto Prozzillo, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Den italienske regering har anført, at fremskyndelsesbeslutningen af 26. juli 1966, således som det klart fremgår af dens betragtninger, kun vedrører gennemførelsen af toldunionen og den samtidige anvendelse af den fælles toldtarif i dens helhed. Den har ikke haft nogen som helst virkning på varigheden af overgangsperioden, således som denne er fastsat ved traktatens artikel 8. Medlemsstaternes mulighed for indtil overgangsperiodens faktiske udløb at udøve den kompetence, som de er blevet tillagt ved andre traktatbestemmelser for at gennemføre andre målsætninger, end de i fremskyndelsesbeslutningen indeholdte, er derfor ikke blevet berørt.

Traktatens artikel 115, stk. 2 vedrører den fælles handelspolitik og derfor et formål, som end ikke er blevet gennemført den 31. december 1969. Der er derfor ingen grund til at betvivle anvendeligheden af EØF-traktatens artikel 115, stk. 2 i perioden mellem den 1. juli 1968 og den 31. december 1969.

Dette støttes også af Domstolens praksis, hvorefter overgangsperioden utvivlsomt udløb den 31. december 1969 og ikke den 30. juni 1968 (dom af 18. 2. 1970, Kommissionen mod Den italienske Republik, sag 38/69, Sml. 1970, s. 5; dom af 11. 2. 1971, Rewe mod Hauptzollamt Emmerich, sag 37/70, Sml. 1971, s. 3; dom af 15. 12. 1976, Donckerwolcke, sag 41/76, Sml. 1976, s. 1921).

Rækkevidden og formålet med beslutning nr. 66/532 af 26. juli 1966 samt de principper, der kan udledes af Domstolens praksis, udelukker, at fremskyndelsesbeslutningen har fremrykket tidspunktet for udløbet af den ved EØF-traktatens artikel 8 foreskrevne overgangsperiode til den 30. juni 1968, og det første spørgsmål i forelæggelseskendelsen må derfor besvares benægtende.

Denne besvarelse indebærer, at det andet spørgsmål fra den nationale ret, såfremt Domstolen skulle besvare det første spørgsmål benægtende, falder væk.

Den italienske regering har anført, at det tredje spørgsmål er uden genstand, da den pågældende beskyttelsesforanstaltning netop er truffet i overensstemmelse med Kommissionens kompetente tjenestegrene, og der er blevet givet behørig underretning herom. Den italienske regering er uforstående overfor, hvorledes det kan være nyttigt, at Domstolen tager stilling til dette punkt.

Kun for at behandle alle sider af problemet har den italienske regering understreget, at underretningen om beskyttelsesforanstaltningen til medlemsstaterne og Kommissionen ikke udgør og ikke kunne udgøre en betingelse for gyldigheden eller anvendelsen af den nationale foranstaltning. Underretningen er kun en oplysning til andre medlemsstater og en formalitet, der gør det muligt for Kommissionen at udøve den kontrolbeføjelse, som den er blevet pålagt. Kommissionen kunne desuden have beordret beskyttelsesforanstaltningen ændret eller ophævet, uanset om den foreskrevne underretning forelå.

Den italienske regering har derfor foreslået at Domstolen statuerer følgende:

Kommissionen har anført, at Rådet og Kommissionen ikke har udnyttet den ved EØF-traktatens artikel 8, stk. 5 foreskrevne mulighed for at forkorte anden og tredje etape af overgangsperioden. Rådets beslutning af 26. juli 1966 har ikke haft virkning ud over sit formål og har derfor ikke generelt forkortet overgangsperioden (dom af 18. 6. 1975, IGAV mod ENCC, sag 94/74, præmis nr. 25, Sml. 1975, s. 712).

Kommissionen foreslår, at de to første spørgsmål besvares således, at overgangsperioden ikke er blevet forkortet ved beslutning nr. 66/532/EØF, og at medlemsstaterne i juni 1968 stadig kunne træffe de foranstaltninger, som de efter traktaten kunne træffe i den pågældende periode.

Kommissionen har dog anført, at en medlemsstat i medfør af artikel 115, stk. 2 kun kan træffe foranstaltninger, der ikke er uforenelige med de fællesskabsforanstaltninger, der gælder ved udstedelsen af de nationale foranstaltninger. Gennemførelsen af den fælles toldtarif, der er omhandlet i den nævnte beslutning fra Rådet, begrænsede således medlemsstaternes tilkendte beføjelser på det handelspolitiske område, idet det er udelukket at ændre tolden og underkaste et produkt, der befinder sig i fri omsætning i Fællesskabet, en sådan told.

Denne konklusion støttes af et anbringende, der udledes af affattelsen af artikel 115, stk. 3. Når medlemsstaterne ved deres ensidigt trufne foranstaltninger skal tage hensyn til nødvendigheden af at fremskynde indførelsen af den fælles toldtarif, skal de så meget desto mere respektere den nævnte toldtarif, når den først er blevet indført.

Kommissionen har, for så vidt det tredje spørgsmål, anført, at underretningen om en foranstaltning i almindelighed ikke har nogen indflydelse på dens gyldighed.

Kommissionen har foreslået følgende besvarelse af spørgsmålene nr. 1 og 2, idet spørgsmål nr. 3 herefter bliver uden genstand :

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af Alberto Prozzillo, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 13. juli 1978.

Kommissionen har under dette retsmøde, for så vidt angår underretningen om beskyttelsesforanstaltninger, anført, at det af Kommissionens arkiver fremgår, at der ikke er blevet givet underretning om denne foranstaltning.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i samme retsmøde.