26.4.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 143/6


Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.10994 — LIBERTY GLOBAL / FLUVIUS / NETCO)

(EØS-relevant tekst)

(2023/C 143/05)

1.   

Den 18. april 2023 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 anmeldelse af en planlagt fusion (1).

Anmeldelsen vedrører følgende virksomheder:

—

Liberty Global plc (»Liberty Global«, Det Forenede Kongerige)

—

Fluvius System Operator CV (»Fluvius«, Belgien)

—

NetCo, nystiftet virksomhed (joint venture-selskabet).

Liberty Global og Fluvius erhverver fælles kontrol, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 4, over NetCo.

Den planlagte fusion gennemføres gennem opkøb af aktier i et nystiftet joint venture.

2.   

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

—

Liberty Global er en international virksomhed, der leverer konvergerede tjenester inden for bredbåndsinternet, video, fastnettelefoni og mobilkommunikation i flere medlemsstater, herunder gennem Telenet i Belgien og Luxembourg. Telenet er en kabel- og mobilnetoperatør og leverandør af videotjenester. Selskabets hovedaktivitet består i levering af bredbåndsinternet, fastnettelefoni, mobilkommunikation og videotjenester til kunder i hele Flandern, dele af Bruxelles og nogle få kommuner i Vallonien. Desuden betjener Telenet erhvervsmarkedet i Belgien og Luxembourg med konnektivitets-, hosting- og sikkerhedsløsninger

—

Fluvius er en flamsk forsyningsvirksomhed, der yder forsyningstjenester til og ejes af 11 flamske mellemkommunale sammenslutninger. Fluvius har af de mellemkommunale sammenslutninger (2) fået uddelegeret ansvaret for anlæg, forvaltning og vedligeholdelse af distributionsnet til elektricitet, naturgas, kloakering og varme og forvalter også det kommunale offentlige belysningssystem i Flandern. Fluvius driver endvidere et begrænset FTTP-net (Fiber-to-the-Premises) og leverer begrænsede konnektivitetstjenester til forretningskunder

3.   

Telenet og Fluvius vil levere infrastruktur til fastnettelekommunikation, der i øjeblikket ejes af Telenet og de mellemkommunale sammenslutninger, til joint venture-selskabet. Joint venture-selskabet vil i det geografiske område, hvor Telenet og Fluvius i øjeblikket er aktive, drive og videreudvikle et blandet HFC- (hybrid fibre coaxial)/FTTP-net. Dette net vil være åbent, således at interesserede, tredjepartsudbydere af telekommunikationstjenester til detailkunder får adgang på ikkediskriminerende vilkår. Telenet og Fluvius vil også levere deres mørke fiberforbindelser til joint venture-selskabet, idet joint venture-selskabet bliver ansvarligt for at sælge de mørke fiberforbindelser, som Fluvius i øjeblikket markedsfører på sit net, på åbne og ikkediskriminerende vilkår. Telenet udpeges som eneforhandler af de øvrige dele af joint venture-selskabets mørke fibernet.

4.   

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis er omfattet af fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil.

5.   

Kommissionen opfordrer alle interesserede tredjeparter til at fremsætte eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse. Angiv altid referencen:

M.10994 — LIBERTY GLOBAL / FLUVIUS / NETCO

Bemærkningerne kan sendes til Kommissionen pr. e-mail eller brev. Benyt venligst følgende kontaktoplysninger:

E-mail: COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu

Postadresse:

European Commission

Directorate-General for Competition

Merger Registry

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË


(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  Mellemkommunale sammenslutninger er en form for mellemkommunalt samarbejde i henhold til det flamske dekret af 22. december 2017 om lokalforvaltning (Decreet van 22 december 2017 over het lokaal bestuur). Et sådant samarbejde kan etableres af flamske byer og kommuner som et redskab til at nå deres mål på et eller flere politikområder.