Rechtbank van eerste aanleg, Gent, har forelagt Domstolen en anmodning om afgørelse af et præjudicielt spørgsmål, der, ligesom i Trinon-sagen (12/82), vedrører reglerne om fastsættelse af tariffer for godstransport ad landevej mellem medlemsstaterne. Den adskiller sig dog herfra i to henseender:
De forelagte spørgsmål vedrører klart gyldigheden af fællesskabsbestemmelserne. Sagen er en følge af devalueringen af den franske franc i forhold til den belgiske franc og de konsekvenser, den har for transportvirksomhederne i Belgien. Sagen er altså en ny illustration af de juridiske problemer, der opstår som følge af den monetære ustabilitet, der påvirker relationerne mellem medlemsstaternes valutaer.
Det fremgår af sagens akter og de mundtlige indlæg, at de faktiske omstændigheder er følgende :
Politierechtbank, Gent, rejste straffesag mod og dømte speditør Petrus Suys som hovedmand for at have indgået fem kontrakter om transport mellem Frankrig og Belgien, som blev opfyldt mellem den
Ved samme afgørelse blev mellemmændene mellem de franske kunder og Suys' selskab dømt som medvirkende og de pågældende selskaber som civilretligt ansvarlige.
Baggrunden for denne retsforfølgning synes at have været følgende :
nogle franske virksomheder havde solgt deres produkter i Belgien inklusive fragt; således havde SECOPA fra Clermont-l'Hérault solgt vin til GB-supermarkederne i Belgien; de søgte en speditør og kom i kontakt med en belgisk virksomhed, der for deres regning formidlede en kontrakt med det af Suys ledede selskab, som påtog sig transporten; de franske kunder ville kun betale i franske francs og efter den laveste takst i den fransk-belgiske tarif, som var gengivet i kongelig anordning af november 1971 og udtrykt i franske francs; den belgiske mellemmand, som modtog betalingen, omregnede de franske francs til belgiske francs efter den eneste kurs, han kunne opnå, nemlig kursen på valutamarkedet 1 FF : 6,85 BFR; dette beløb omregnet til belgiske francs blev udbetalt til det selskab, der havde udført transporten, som indførte det i sine regnskaber; ved et kontrolbesøg på dette selskabs kontor, bemærkede en inspektør i det belgiske trafikministerium, at dette beløb var lavere end den nederste tarifgrænse udtrykt i belgiske francs, og konstaterede, at der forelå en overtrædelse af kongelig anordning af
Transportvirksomhederne har i retten gjort gældende, at overtrædelsen kun skete på grund af den kunstige paritet, der i tariffen er opretholdt mellem den belgiske franc og den franske franc, og som desuden fører til en konkurrenceforvridning i forhold til deres konkurrenter i Frankrig.
De har anført, at deres kunder i Frankrig forlanger at betale transporten i franske francs og efter minimumssatsen, hvilket bringer dem i en særlig ugunstig situation.
En fransk transportvirksomhed bliver betalt i sin egen valuta og er ikke udsat for nogen På den anden side skal den belgiske transportvirksomhed omregne det beløb, den har modtaget i franske francs, til belgiske francs, og kan kun foretage denne omregning efter markedskursen, dvs. 1 FF : 6,85 BFR (kursen på tidspunktet for de faktiske omstændigheder).
Transportvirksomheden modtager derfor et beløb i belgiske francs, der er lavere end beløbet udregnet efter pariteten i den kongelige anordning (1 FF til 9 BFR), skønt det
Desuden har den overtrådt de belgiske bestemmelser, og den pris, der er aftalt i kontrakten, bliver, når den omregnes, lavere end den i tariffen angivne udtrykt i BFR.
Ved dom af
Dommen blev appelleret til Rechtbank van eerste aanleg, Gent.
Denne ret fastslog, at de belgiske bestemmelser, som danner grundlag for tiltalen, er en følge af forordning nr. 1174/68, som henviser til traktatens artikel 75. Efter at have gentaget appellanternes anbringende om, at minimums-tarifferne — udtrykt i belgiske francs — i henhold til kongelig anordning af 1971 fører til forskelsbehandling, henviser den til den betragtning i forordningen, hvorefter tarifferne skal udfærdiges således, at en ødelæggende konkurrence forhindres, og ud fra en vejledende sats, der fastlægges under hensyntagen til omkostningerne ved transportydelserne samt til markedssituationen og således, at transportvirksomhederne opnår et rimeligt udbytte (5. betragtning). Rechtbank van eerste aanleg understreger ligeledes
Af disse grunde, og idet retten sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af forordning nr. 1174/68, udsatte den sagen og anmodede i medfør af traktatens artikel 177 Domstolen om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:
Før det undersøges, hvordan disse spørgsmål kan besvares, skal jeg gøre rede for de regler, der gælder i denne sag.
Tarifsystemet var Artikel 1, sck. 2 og 3. Artikel 2, stk. 1 og 3. Artikel 2, stk. 2.
Udarbejdelsen af de enkelte tariffer skete ud fra en i gaffelens midte liggende vejledende sats. Den vejledende sats blev beregnet
Artikel 3, stk. 1.
Endelig skal jeg her henvise til artikel 4 i forordningen, som jeg allerede nævnte i mit forslag til afgørelse i Trinon-sagen. Denne artikel bestemmer, at
og at
Artikel 4, stk. 1.
Denne fremgangsmåde vedrører bilæggelsen af tvister, som kan opstå mellem de direkte implicerede medlemsstater vedrørende fastsættelsen eller ændringen af tarifferne. Tvisten kan forelægges for Kommissionen
Efter høring af et fagligt udvalg sammensat af sagkyndige fra medlemsstaternes regeringer træffer Kommissionen en beslutning, som
Denne beslutning får virkning efter tyve dage, medmindre en medlemsstat inden udløbet af denne frist forelægger spørgsmålet for Rådet. I så fald træffer Rådet beslutning inden tyve dage med kvalificeret flertal Artikel 4, stk. 2, b).
Det bemærkes endvidere, at Kommissionen kan deltage som rådgiver i forhandlingerne vedrørende fastsættelse eller ændring af tarifferne og forelægge de direkte implicerede medlemsstater forslag, der kunne tænkes at føre til enighed Stk. 2, 1. afsnit.
Kongelig anordning af Kongelig anordning af
Anordningens stk. 4 gør det muligt for de kontraherende parter at fastsætte transportprisen
II. og III. del i tillægget omhandler henholdsvis klassificeringen af godset og beregningen af afstandene. IV. del fastsætter de prisskalaer, der gælder for transport af forskellige varer over forskellige afstande i belgiske francs og franske francs. Disse prisskalaer udgør gaflens øverste grænse. De er fastsat både i franske og belgiske francs, således at prisen for den samme transport bliver den samme i de to valutaer, idet der med henblik herpå er fastsat en paritet på 1 FF : 9 BFR.
Anordningen af november 1971 er den eneste foranstaltning, der er truffet til gennemførelse af forordningen af juli 1968 i hele den tid, denne har været i kraft, dvs. indtil den
Denne forordning Artiklerne 2, stk. 2, og 3-7.
Forordning nr. 2831/77 gentager, hvad angår gaffeltarifferne, størstedelen af bestemmelserne i forordning nr. 1174/68. Især gentager artiklerne 9 og 10 i denne anden forordning ord for ord artilderne 2 og 3 i den første forordning. På samme måde gentager artikel 13 i den nye forordning — med undtagelse af ændringer vedrørende fristerne — den fremgangsmåde til bilæggelse af tvister, der blev indført ved artikel 4, stk. 2, b), i den gamle forordning.
Artikel 11 i forordningen af 1977 er ligeledes for en stor dels vedkommende et sidestykke til artikel 4 i forordningen af 1968. I den forbindelse må opmærksomheden henledes på to nyskabelser. Rådet, som har draget lære af den forsinkelse, hvormed medlemsstaterne indførte eller ændrede tarifferne, har bemyndiget Kommissionen til at Stk. 2, 2. afsnit. Stk. 3.
Endelig bør nævnes artikel 20, stk. 2, som gør det muligt at undgå et retligt tomrum mellem forordningens ikrafttræden og de gennemførelsesbestemmelser hertil, som medlemsstaterne skal sætte i kraft. Denne overgangsbestemmelse fastsætter, at de på tidspunktet for forordningens ikrafttræden gældende obligatoriske tariffer forbliver i kraft, indtil de afløses af andre tariffer.
Hvad angår de fransk-belgiske forbindelser, har Belgien successivt udstedt tre kongelige anordninger, der ændrer kongelig anordning af 1971. Kun den første, dateret
Ved den anden af
Da dette stadig ikke svarede til kursen på valutamarkedet, blev der gennemført en tredje tilpasning den
Til slut bemærkes, at Frankrig, siden forordning nr. 2831/77 trådte i lirait, ikke har gjort brug af den mulighed, det har i henhold til artikel 11, stk. 3, til ensidigt at forhøje sine tariffer.
Efter at jeg således har gennemgået de regler, der gælder i den sag, som er forelagt Domstolen, skal jeg behandle spørgmålenes relevans og problemet om, hvorvidt de kan antages til påkendelse.
Spørgsmålenes relevans er nemlig blevet draget i tvivl under sagen. Det er blevet gjort gældende, at det virkelige problem er, om de nationale bestemmelser er forenelige med fællesskabsbestemmelserne, eller rettere, om den fortolkning af den kongelige anordning, der er foretaget af inspektørerne i trafikministeriet og af Politierechtbank, er forenelig hermed. Dette kan der måske være noget om.
Jeg skal dog hertil bemærke, at Domstolen i Marketing Board-sagen statuerede, at
Disse betragtninger forekommer mig at være meget relevante for den foreliggende sag. Selv om man tager hensyn til begrundelsen for spørgsmålene fra retten i Gent, kan de ikke forstås på anden måde, end at de sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af Rådets forordning.
Endvidere har repræsentanten for den belgiske regering ligesom i Trinon-sagen påstået sagen afvist under henvisning til, at spørgsmålene omhandler forordning nr. 1174/68, som på tidspunktet for de omtvistede faktiske omstændigheder var blevet erstattet af forordning nr. 2831/77. Der kan ikke gives den belgiske regering medhold heri.
Forordningen af 1977 var ganske vist allerede i kraft i januar 1979, hvad angår fastsættelsen af tariffer mellem Belgien og Frankrig. Dette fremgår af den version af den kongelige anordning af 1971, der var gældende på det tidspunkt, og som var en følge af den ændring, der var sket ved kongelig anordning af
Men Domstolens praksis indeholder flere eksempler på sager, hvori Domstolen,
forbeholder sig ret til
Dora i den allerede omtalte sag
I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at erstatte citatet fra den ene forordning med et citat fra den forordning, som afløste den, og som for en stor del gentager dens bestemmelser.
Da der, når alt kommer til alt, ikke foreligger regler, der gør det muligt at afbøde virkningerne af kursforskelle mellem medlemsstaterne, forekommer det mig, at den forelæggende rets spørgsmål skal forstås således, at de vedrører gyldigheden af Rådets forordning nr. 2831/77 under hensyn til traktatens artikel 75, og til forordningens formål, hvorefter tarifferne skal udfærdiges således, at en ødelæggende konkurrence forhindres, og endelig til princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvilket princip anerkendes af fællesskabsretten.
Efter min opfattelse er det dette sidstnævnte begreb, som er kernen i det rejste spørgsmål.
Det kan imidlertid med lethed konstateres, at hele det obligaroriske tarifsystem, der er indført ved forordning nr. 1174/68, og som er gentaget og forbedret i forordning nr. 2831/77, ikke blot gør det muligt for medlemsstaterne at foretage de ændringer af tarifferne, som omstændighederne kræver, men også forpligter dem hertil.
Således bestemmer artikel 10, stk. 1, i den gældende forordning, som gentager artikel 3, stk. 1, i den gamle forordning, at basisprisen skal fastsættes
Det bestemmes ligeledes, at Artikel 11, stk. 1, i forordning af 1977; artikel 4, stk. 1, i forordning af 1968.
Endelig bestemmer artikel 9, stk. 2, i den nugældende forordning (artikel 2, stk. 2, i den tidligere forordning), at
Medlemsstaternes forpligtelse til at ændre tarifferne for at neutralisere valutasvingningerne forekommer mig så meget mere nødvendig, som forordning nr. 2831/77 skal anvendes på baggrund af motiverne til forordning nr. 1174/68 7. betragtning til forordningen af 1977.
Dens mest specifikke bestemmelse i så henseende er artikel 11, stk. 3, som giver en medlemsstat, hvis valuta er faldet i værdi, bemyndigelse til ensidigt at afrunde de prisskalaer, der er udtrykt i dens egen valuta, opad, netop for at udelukke virkningerne af valutasvingningerne. Men denne bestemmelse har kun fakultativ karakter, og visse stater kan — generelt eller i særlige tilfælde — finde det formålstjenligt ikke at gøre brug heraf, hvis de f.eks. finder, at ligevægten bør genoprettes dels ved at forhøje de tariffer, der er fastsat i deres egen valuta, og dels ved at sætte de tariffer ned, der er fastsat i den valuta, som er blevet mere værd.
I et sådant tilfælde er det fremgangsmåden i artikel 11, stk. 1, der skal finde anvendelse.
Hvis en medlemsstat finder, at dens transportvirksomheder er ofre for valutaforskelle, står det den frit for at indlede forhandlinger med den anden direkte berørte stat med det formål at tilpasse tarifferne til den situation, der således er opstået. Man kan forestille sig, at Kommissionens foreskrevne deltagelse i forhandlingerne som rådgiver kan lette indgåelsen af sådanne aftaler, når henses til, at 2. afsnit, 1. punktum.
Hvis det imidlertid ikke er muligt at opnå en aftale, kan den fremgangsmåde til bilæggelse af tvister, der er indført i artikel 13, føre til en løsning, der sikrer eller genindfører overholdelsen af forordningens bestemmelser ved institutionernes mellemkomst.
På grundlag af alle disse regler, såvel materielle som processuelle, forekommer det mig, at forordning nr. 2831/77 i tilfælde af valutaforskelle forpligter medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opretholdelse af de fælles regler
Der opstår to spørgsmål af forskellig praktisk betydning.
Med forbehold af den ensidige procedure i henhold til artikel 11, stk. 3, påhviler det den stat, der er offer for konkurrenceforvridning, at foranledige, at der indledes forhandlinger, og når disse er indledt, indeholder forordningen alle de bestemmelser, der er nødvendige for at genoprette legaliteten på fællesskabsplan. Men en stat kan have sine grunde til ikke at indlede sådanne forhandlinger, skønt den er forpligtet hertil ifølge de præceptive bestemmelser i forordningen. I et sådant tilfælde — der sandsynligvis er sjældent — indeholder forordningen i sig selv ikke nogen udvej. Efter min mening må man så tage sin tilflugt til traktatens artikel 155, første led. Kommissionen, som skal drage omsorg for gennemførelsen af de bestemmelser, som med hjemmel i traktaten træffes af institutionerne, bør så på eget initiativ træffe de beslutninger, den kan træffe i medfør af artikel 11, stk. 1, andet afsnit, når der er indledt forhandlinger.
Men på hvilket stadium skal proceduren iværksættes? Strengt juridisk kræver en nøje overholdelse af forordningens bestemmelser og først og fremmest den obligatoriske spændvidde på 23 %, at dette sker, så snart pariteterne i tariffen overskrides.
I den nuværende valutasituation er en sådan løsning desværre uanvendelig. En automatisk ændring af de bilaterale transporttariffer på basis af kurserne på de berørte valutaer ville nemlig medføre stadige ændringer. Dette ville føre til uoverstigelige administrative vanskeligheder.
De stadige svingninger i valutakurserne indebærer, at man ikke kan vælge en fast, forudbestemt procent, som forskellen mellem kurserne i tarifferne og de faktiske kurser skal udgøre, før forpligtelsen til at foretage ændringer indtræder. Det forekommer mig, at man i ethvert gensidigt forhold må bedømme hver enkelt tilfælde for sig og navnlig også tage alle andre omstændigheder end valutasvingninger i betragtning, som faktisk påvirker konkurrencevilkårene. Der må altså indrømmes de berørte medlemsstater et vidt skøn.
Kravet om, at de i forordningen fastsatte regler, som jeg har omtalt, og fællesskabsrettens andre regler og principper, især princippet om forbud mod forskelsbehandling skal overholdes, får mig imidlertid til at opstille en grænse for dette skøn. Der kan ikke være tale om at tillade en åbenlys overtrædelse af disse regler og principper. Som jeg har nævnt, må det i første række påhvile de direkte berørte medlemsstater, eller — hvis dette ikke er muligt — Kommissionen på grundlag af traktatens artikel 155 at bedømme, om overtrædelsen er så åbenlys, at den klart medfører en forpligtelse til at ændre tarifferne.
Denne løsning er ganske vist ikke fuldt ud tilfredsstillende, men den forekommer mig at være uundgåelig, i betragtning af det udviklingstrin den fælles transportpolitik og forholdet mellem medlemsstaternes valutaer for øjeblikket befinder sig på.
På grundlag af det anførte skal jeg foreslå, at Domstolen svarer Rechtbank van eerste aanleg, Gent, at gennemgangen af de stillede spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning nr. 2831/77 af