12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2017/1842

af 9. oktober 2017

om Rådets åbne datapolitik og videreanvendelse af Rådets dokumenter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 240, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Nye informations- og kommunikationsteknologier har skabt hidtil usete muligheder for at samle og kombinere indhold fra forskellige kilder. Tendensen i retning af et informations- og vidensamfund påvirker tilværelsen for alle borgere i hele Unionen ved, at de får adgang til og mulighed for at tilegne sig viden på nye måder.

(2)

Den offentlige sektors informationer er en vigtig kilde til viden og innovation i den private sektor og støtter etableringen af bedre digitale tjenester for borgere og virksomheder i hele Europa.

(3)

Rådet og de øvrige EU-institutioner indsamler, udarbejder og formidler en bred vifte af informationer om Unionens politikker og aktivitetsområder. EU-institutionerne er i besiddelse af dokumenter, der kan videreanvendes til digitale produkter og tjenester, og som kan blive en nyttig indholdsressource for såvel borgere som virksomheder.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF (1), fastsætter minimumsstandarder for videreanvendelse af den offentlige sektors informationer i medlemsstaterne og opfordrer medlemsstaterne til at gå videre end disse minimumsstandarder og indføre åbne datapolitikker.

(5)

Efter vedtagelsen af Kommissionens afgørelse 2011/833/EU (2) etablerede Europa-Kommissionen i 2012 Den Europæiske Unions portal for åbne data (»EU-portalen for åbne data«), som sigter mod at være et enkelt adgangspunkt til data fra EU-institutioner og andre EU-organer.

(6)

I juni 2013 tilsluttede Unionen sig G8-chartret om åbne data og forpligtede sig til at gennemføre en række aktiviteter vedrørende åbne data, der er identificeret i G8's kollektive handlingsplan i henhold til dette charter.

(7)

I sine konklusioner fra den 24. og 25. oktober 2013 identificerede Det Europæiske Råd åbne data som en uudnyttet ressource med et stort potentiale til at bygge stærkere og tættere forbundne samfund, der bedre opfylder borgernes behov og opfordrede til aktivt at fremme videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

(8)

I sine konklusioner af 2. marts 2015 fremhævede Rådet, at fuld og effektiv udnyttelse af værktøjer og tjenester såsom åbne data kan være drivkraft for øget produktivitet og bedre tjenester og bør fremmes. Desuden tilskyndede Rådet i sine konklusioner af 29. maj 2015 til udvikling af et datavenligt politisk miljø i Unionen, der fremmer interoperabilitet, brug og genbrug af regeringsdata til forsknings- og innovationsformål, samtidig med at den nødvendige databeskyttelse sikres.

(9)

EU-portalen for åbne data indeholder i øjeblikket en lang række datasæt og links til portaler for åbne data i medlemsstaterne. Rådet har deltaget i EU-portalen for åbne data siden 2015 med anvendelse af følgende tre datasæt: metadata fra Rådets offentlige register, metadata fra anmodninger om aktindsigt i Rådets dokumenter og Rådets afstemninger om lovgivningsmæssige retsakter.

(10)

Hidtil har Rådet deltaget i EU-portalen for åbne data via pilotprojekter. Da disse pilotprojekter har været en succes, bør der fastsættes en åben datapolitik for Rådets dokumenter for at udnytte og maksimere de hidtil indhøstede erfaringer og for at give Rådet mulighed for at definere betingelserne for offentliggørelse og videreanvendelse af dets dokumenter.

(11)

En åben datapolitik for Rådets dokumenter vil forbedre udvekslingen af informationer mellem Rådet og den brede offentlighed; den vil føre til bredere anvendelse og udbredelse af information om Unionen; den vil styrke Rådets omdømme med hensyn til åbenhed og gennemsigtighed; og den vil øge Rådets ansvarlighed som en offentlig institution.

(12)

Den åbne datapolitik for Rådets dokumenter bør fremme udviklingen af redskaber og applikationer, der hjælper brugerne med at søge efter og identificere dokumenter med henblik på videreanvendelse.

(13)

Denne afgørelse bør ikke finde anvendelse på dokumenter, hvis videreanvendelse Rådet ikke kan give tilladelse til under hensyn til tredjeparters intellektuelle ejendomsrettigheder eller aktindsigtsordninger i medlemsstaterne.

(14)

Retten til aktindsigt i Rådets dokumenter er fortsat reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (3).

(15)

Denne afgørelse bør ikke berøre og bør gennemføres og anvendes i overensstemmelse med reglerne om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger samt med reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Genstand og formål

1.   Denne afgørelse indfører en åben datapolitik for Rådet (»den åbne datapolitik«) ved at fastlægge principperne, betingelserne og begrænsningerne for videreanvendelse og de praktiske midler til at fremme videreanvendelse af dokumenter, som Rådet er i besiddelse af og har udarbejdet, jf. artikel 2, stk. 1.

2.   Den åbne datapolitik har følgende formål:

a)

at forbedre udvekslingen af informationer mellem Rådet og den brede offentlighed, og

b)

at lette den bredere videreanvendelse af information.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne afgørelse finder anvendelse på dokumenter, som Rådet er i besiddelse af og har udarbejdet, og som Rådet har offentliggjort.

2.   Denne afgørelse finder ikke anvendelse på dokumenter, som Rådet er i besiddelse af og har udarbejdet, og hvis videreanvendelse Rådet ikke kan give tilladelse til under hensyn til:

a)

tredjemands intellektuelle ejendomsrettigheder eller

b)

aktindsigtsordninger i medlemsstaterne.

3.   Denne afgørelse berører ikke og gennemføres og anvendes i overensstemmelse med:

a)

reglerne om beskyttelse af fysiske personer med hensyn til behandling af personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4)

b)

reglerne om aktindsigt i Rådets dokumenter, navnlig forordning (EF) nr. 1049/2001, og

c)

reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer, navnlig Rådets afgørelse 2013/488/EU (5).

Artikel 3

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

1)   »dokument«:

a)

ethvert indhold uanset medium (skrevet på papir eller opbevaret elektronisk, lyd- eller billedoptagelser, audiovisuelle optagelser) vedrørende emner, der har at gøre med politikker, aktiviteter og afgørelser, der henhører under Rådets institutionelle kompetenceområde

b)

enhver del af et sådant indhold

2)   »videreanvendelse«: fysiske eller juridiske personers brug af et dokument til andre kommercielle eller ikkekommercielle formål end det oprindelige formål, som dokumentet blev udarbejdet til

3)   »personoplysninger«: oplysninger som defineret i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 45/2001

4)   »åbent format«: et filformat, der er uafhængigt af platform, og som gøres tilgængeligt for offentligheden uden restriktioner, der hæmmer videreanvendelse af dokumenter

5)   »maskinlæsbart format«: et format, der er struktureret således, at softwareapplikationer kan identificere individuelle sætninger og deres interne struktur på pålidelig vis.

Artikel 4

Generelle principper

Generalsekretariatet for Rådet (»GSC«) sikrer, at dokumenter stilles til rådighed for videreanvendelse:

a)

af alle,

b)

uden krav om indgivelse af en individuel anmodning

c)

gratis og

d)

til kommercielle og ikkekommercielle formål.

Artikel 5

Ikkediskrimination og eneret

1.   Betingelserne for videreanvendelse af dokumenter skal være ikkediskriminerende for sammenlignelige kategorier af videreanvendelse.

2.   Videreanvendelse af dokumenter skal være mulig for alle potentielle aktører på markedet. Der tildeles ingen eneret.

Artikel 6

Betingelser for videreanvendelse

1.   Dokumenter stilles til rådighed for videreanvendelse, når følgende betingelser er opfyldt:

a)

pligt til ved videreanvendelse at angive kilden til dokumenterne

b)

pligt til ikke at fordreje dokumenternes oprindelige betydning eller budskab

c)

Rådet kan ikke stilles til ansvar for nogen følger af videreanvendelsen.

2.   GSC kan om nødvendigt anvende andre betingelser i forbindelse med en bestemt type dokumenter.

3.   GSC træffer de fornødne foranstaltninger til at beskytte Rådets rettigheder, interesser og offentlige omdømme i alle relevante fora.

Artikel 7

Tilgængelige formater

1.   Dokumenter stilles til rådighed af GSC

a)

i alle eksisterende formater eller sprogudgaver, der besiddes af GSC

b)

på internettet og,

c)

såfremt det er muligt og hensigtsmæssigt, i åbne og maskinlæsbare formater.

2.   GSC er ikke forpligtet til at:

a)

fremstille, tilpasse eller ajourføre dokumenter

b)

stille uddrag til rådighed, hvis det medfører et uforholdsmæssigt stort arbejde, som ikke kun er en simpel ekspeditionssag

c)

oversætte dokumenter til andre officielle sprogudgaver end dem, der allerede er til rådighed, eller

d)

fortsætte med at udarbejde bestemte typer dokumenter eller til at bevare dokumenterne i et givet format med henblik på videreanvendelse.

Artikel 8

Rapport

Senest den 10. oktober 2022 forelægger GSC Rådet en rapport om anvendelsen af denne afgørelse, herunder de gennemførelsesforanstaltninger, som GSC har truffet for at stille dokumenter til rådighed for videreanvendelse i åbne og maskinlæsbare formater.

Artikel 9

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 9. oktober 2017.

På Rådets vegne

S. KIISLER

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (EUT L 345 af 31.12.2003, s. 90).

(2)  Kommissionens afgørelse 2011/833/EU af 12. december 2011 om videreanvendelse af Kommissionens dokumenter (EUT L 330 af 14.12.2011, s. 39).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(5)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).