<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="ECRCJ1984DAA.0500212301.case.xml"><NO.CASE>338/82</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61982C0338</NO.CELEX><NO.SEQ>0005.0002</NO.SEQ><PAGE.FIRST>2147</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>2153</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>7</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><LEFT>FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. MANCINI — SAG 338/82</LEFT><RIGHT>ALBERTINI OG MONTAGNANI / KOMMISSIONEN</RIGHT></CURR.TITLE><CONTENTS.CONCLUSION><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">G. F. Mancini</HT></P><P><HT TYPE="UC">fremsat den <DATE ISO="19840405">5. april 1984</DATE></HT><NOTE NOTE.ID="E0001"><P>Oversat fra italiensk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><P><HT TYPE="ITALIC">Høje Domstol.</HT></P><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>I den stævning, hvorved Carlo Albertini og Mario Montagnani, videnskabelige tjenestemænd ved det fælles Atomforskningscenter (DFF) i Ispra, hai anlagt sag mod forskningscentret og Kommissionen, er der nedlagt en række påstande om annullation af forskellige afgørelser samt om erstatning.</TXT><P>Siden begyndelsen af 70'erne har sagsøgerne — inden for rammerne af afdelingen <QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>anvendt mekanik<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/> — beskæftiget sig med forskning i materialers reaktion på dynamiske påvirkninger. I 1976 blev L. H. Larsson udnævnt til ny kontorchef. Ifølge sagsøgerne viste han meget hurtigt, at han ikke fuldt ud anerkendte værdien af deres arbejde, og han indførte urimelige begrænsninger af deres aktiviteter. Larsson ville navnlig ikke give Albertini og Montagnani tilladelse til</P><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>at offentliggøre en videnskabelig rapport (memorandum af <DATE ISO="19821007">7. 10. 1982</DATE> og notat af <DATE ISO="19821105">5. 11. 1982</DATE>) eller til</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>at deltage i en international kongres (notat af <DATE ISO="19821005">5. 10. 1982</DATE>). Endvidere forbød han dem</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>i forbindelse med tjenesten at have kontakt med visse sagkyndige uden for DFF (notat af <DATE ISO="19820927">27. 9.</DATE> og <DATE ISO="19821006">6. 10 1982</DATE>) og</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>d)</NO.P><TXT>fratog dem ansvaret for forskningen i materialers reaktion på dynamiske påvirkninger (tjenesteordre af <DATE ISO="19821110">10. 11. 1982</DATE>).</TXT></NP></ITEM></LIST></P><P>Den <DATE ISO="19821210">10. december 1982</DATE> indbragte de to tjenestemænd i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90 en række klager for den kompetente myndighed, og den 23. december samme år anlagde de sag i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 4, sammenholdt med artikel 90, stk. 2, idet de gjorde gældende, at vedtægtens artikler 17, 21 og 24 var overtrådt. Samme dato indgav de en begæring om udsættelse af fuldbyrdelsen af de afgørelser, der anfægtes i stævningen. Ved kendelser af henholdsvis <DATE ISO="19821223">23. december 1982</DATE> og <DATE ISO="19830201">1. februar 1983</DATE> bestemte Domstolens præsident imidlertid, at begæringerne ikke kunne tages til følge. Den <DATE ISO="19830517">17. maj 1983</DATE>, da den stiltiende afvisning af forvaltningsklagen blev endelig, idet de i vedtægten fastsatte frister udløb, afviste Kommissionen formelt klagen.</P><P>Under den mundtlige forhandling fremlagde Kommissionen materialet fra den under b) anførte kongres. Materialet omfatter den rapport, hvis offentliggørelse Larsson ikke ville tillade, med angivelse at forfatternes (sagsøgernes) navne og en omtale af deres kvalifikationer.</P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Sagen — som må anses for alene at være rettet mod Kommissionen, da DFF udgør en integrerende del af dennes<?PAGE NO="2148"?> administrative opbygning — har således primært til formål at få annulleret forskellige afgørelser truffet af kontorchefen for DFF's afdeling <QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>anvendt mekanik<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/>.</TXT><P>Jeg skal først behandle afgørelserne af <DATE ISO="19821007">7. oktober</DATE> og <DATE ISO="19821105">5. november 1982</DATE>, hvori Larsson afslog at give samtykke til offentliggørelse aí rapporten med titlen <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>Constitutive Equations of Austenitic Stainless Steels in Dynamics — Experiments and Calibration procedure<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/>, udfærdiget af sagsøgerne i samarbejde med to professorer fra Bolognas universitet. Rapporten skulle have været forelagt og diskuteret under den anden kongres om emnet <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>Mechanical Design and Production<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>, som Cairos universitet havde tilrettelagt i perioden <DATE ISO="19821227">27.</DATE>-<DATE ISO="19821229">29. december 1982</DATE>.</P><P>Af sagens akter fremgår,</P><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>at sagsøgerne den-<DATE ISO="19820713">13. juli 1982</DATE> fremsendte originalteksten og enkelte kopier af rapporten til kongressens generalsekretær, professor Eleiche, som skulle forelægge den for kongressens videnskabelige udvalg,</P></ITEM><ITEM><P>at professor Eleiche ved skrivelse af <DATE ISO="19820730">30. juli 1982</DATE> meddelte sagsøgerne, at udvalget havde godkendt rapporten,</P></ITEM><ITEM><P>at sagsøgerne den <DATE ISO="19820831">31. august 1982</DATE> i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 17 indgav en ansøgning om samtykke til at offentliggøre teksten,</P></ITEM><ITEM><P>at kontorchefen ved memorandum af <DATE ISO="19821007">7. oktober 1982</DATE> afslog deres ansøgning, idet han herved anførte, at sagsøgerne havde tilsidesat den fastlagte procedure ved at fremsende dokumentet, inden de havde indhentet den nødvendige tilladelse, og at teksten ikke forekom ham tilstrækkelig gennemarbejdet i videnskabelig henseende til at kunne offentliggøres,</P></ITEM><ITEM><P>at sagsøgerne den <DATE ISO="19821019">19. oktober 1982</DATE> over for kontorchefen gjorde rede for betydningen af deres rapport og forsvarede dens videnskabelige værdi,</P></ITEM><ITEM><P>at kontorchefen den <DATE ISO="19821105">5. november 1982</DATE> tilstillede Kontagnani et notat, hvori han fastholdt sit afslag,</P></ITEM><ITEM><P>at sagsøgerne ved skrivelse af <DATE ISO="19821130">30. november 1982</DATE> bad professor Eleiche om at betragte deres rapport som trukket tilbage, medmindre den foreskrevne tilladelse nåede frem til organisatorerne inden for den foreskrevne frist. Denne anmodning blev bekræftet under et møde ved professor Eleiche i Ispra i løbet af sommeren 1983,</P></ITEM><ITEM><P>at sagsøgerne den <DATE ISO="19830309">9. marts 1983</DATE> ansøgte om tilladelse til at offentliggøre en rapport under titlen <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>Dynamic Mechanical Properties of Austenitic Stainless Steels. Fitting of Experimental Data on Constitutive Equations<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>, som ligeledes var udfærdiget i samarbejde med de to professorer fra Bolognas universitet, og som skulle forelægges på en kongres i Chicago i august 1983 (SMIRT VII). Der blev givet tilladelse til offentliggørelse af denne rapport om emner, der svarede til emnerne for den omtvistede rapport,</P></ITEM><ITEM><P>og at indholdet af det dokument, som skulle være fremlagt ved kongressen i Cairo, blev offentliggjort på siderne 475 ff. i værket <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>Current Advances in Mechanical Design and Production; Proceedings of the Second Cairo University MDP Conference, <DATE ISO="19821227">27.</DATE>-<DATE ISO="19821229">29. december 1982</DATE><QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> med angivelse af de fire forfatteres navne og kvalifikationer. I den kopi, som opbevares på Ispra's bibliotek, er sagsøgernes navne og kvalifikationer imidlertid blevet slettet.</P></ITEM></LIST></P><?PAGE NO="2149"?><P>Herefter skal jeg gå over til de fremsatte klagepunkter. Albertini og Montagnani har først understreget, at de i forbindelse med deres ansøgning om samtykke til offentliggørelsen fulgte den praksis, der på det pågældende tidspunkt var gældende ved DFF, jfr. tjenstlig meddelelse nr. 13/79 af <DATE ISO="19790515">15. maj 1979</DATE> og en erklæring fra tre videnskabelige tjenestemænd, som den <DATE ISO="19830120">20. januar 1983</DATE> gjorde tjeneste i Ispra. For så vidt angår offentliggørelsen af dokumentet, har de hævdet, at de ikke var ansvarlige herfor, da de rettidigt meddelte kongressens organisatorer, at de ikke havde fået den nødvendige tilladelse.</P><P>Til støtte for annullationspåstanden har sagsøgerne fremsat to anbringender, nemlig inkompetence og magtmisbrug. For så vidt angår det første anbringende, har de henvist til bilag 1 til DFF's generaldirektørs beslutning af <DATE ISO="19791120">20. november 1979</DATE> om udøvelsen af de beføjelser, som ifølge vedtægten er tillagt ansættelsesmyndigheden, idet den i artikel 17, stk. 2, omhandlede kompetence (samtykke til offentliggørelse) nemlig er tillagt direktøren for Ispra-centret og ikke kontorchefen. Under alle omstændigheder gælder artikel 17 den endelige offentliggørelse og ikke fremsendelse af dokumenter til videnskabelige kongresser. Med hensyn til magtmisbrug har Albertini og Montagnani anført, at en afhandling ikke kan vurderes rent videnskabeligt i forbindelse med samtykke til offentliggørelse, og under alle omstændigheder kunne offentliggørelsen af afhandlingen absolut ikke skade Fællesskabets interesse.</P><P>Naturligvis er Kommissionen af den modsatte opfattelse. Rent proceduremæssigt er der nemlig ikke tvivl om, at sagsøgerne ved at ansøge om tilladelse til offentliggørelse efter at have fremsendt dokumentet til professor Eleiche har overtrådt de på dette område gældende regler samt artikel 17, som danner hjemmel for reglerne. Vedrørende realiteten, har Kommissionen herefter gjort gældende, at</P><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>andre medarbejdere ved afdelingen har tilsluttet sig Larsson's opfattelse, at</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>et seminar vedrørende materialers reaktionsmønstre med deltagelse af flere afdelinger nåede til et resultat, som støttede Larsson's opfattelse, og</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>to eksterne sagkyndige, som successivt blev rådspurgt, afgav en negativ udtalelse om dokumentets videnskabelige værdi.</TXT></NP></ITEM></LIST></P><P>Sagsøgernes adfærd bør under alle omstændigheder vurderes i lyset af det i artikel 17, stk. 2, forfulgte mål, nemlig <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>at sikre overholdelsen af det grundlæggende krav ... at de, offentliggjorte dokumenter er af den høje kvalitet, som Kommissionen med rette kan forvente det af sine tjenestemænd, og at de ikke kan skade [centrets] omdømme.<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/></P></NP><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Herefter skal jeg fremsætte nogle bemærkninger vedrørende de regler, parterne har påberåbt sig. Bestemmelsen om offentliggørelse af artikler udfærdiget af Fællesskabernes tjenestemænd findes i tjenestemandsvedtægtens artikel 17, stk. 2, som bestemmer: <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>Tjenestemanden kan hverken alene eller i samarbejde med tredjemand uden samtykke fra ansættelsesmyndigheden offentliggøre ... tekster, der vedrører den virksomhed, som udøves af Fællesskaberne. Dette samtykke kan kun nægtes, såfremt den påtænkte offentliggørelse vil kunne skade Fællesskabernes interesser<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/>. Endvidere gælder for videnskabelige og tekniske tjenestemænd og navnlig de i DFF ansatte artikel 94. I stykke 2 i denne artikel hedder det: <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>Enhver offentliggørelse eller offentlig meddelelse fra<?PAGE NO="2150"?> en tjenestemand kræver, når det drejer sig om Det europæiske Atomenergifællesskabs arbejde, ansættelsesmyndighedens samtykke og er underkastet de betingelser, denne fastsætter<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/>.</TXT><P>Yderligere gælder de i den allerede nævnte tjenestemeddelelse nr. 13/79 fastsatte regler for tjenestemænd i Ispra, som påtænker at fremlægge afhandlinger på internationale videnskabelige kongresser. Meddelelsen indeholder regler for <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>proceduren til udvælgelse af deltagere i videnskabelige og tekniske arrangementer, kongresser, symposier, kollokvier samt møder mellem sagkyndige, hvor Kommissionen officielt opfordres til at lade sig repræsentere<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/>. Ifølge meddelelsen skal der på en særlig blanket mindst én måned inden den af organisatorerne fastlagte dato for indsendelse af forslag til indlæg anmodes om samtykke til at fremlægge et dokument. Hvis de kompetente myndigheder ikke giver det ønskede samtykke, kan ansøgeren fremsende titlen på afhandlingen eller et sammendrag heraf til organisatorerne. Derimod kan tekster <HT TYPE="ITALIC">in extenso</HT> under ingen omstændigheder fremsendes, så længe der ikke er givet behørigt samtykke til offentliggørelse. Hvis der ikke gives samtykke, skal tjenestemanden bede organisatorerne om at tilbagesende hans forslag til indlæg (doc. EUR/CIS 202/79, punkt 4.1).</P></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>Som tidligere nævnt er det under retsmødet blevet oplyst, at den omtvistede rapport blev offentliggjort i materialet fra Cairo-kongressen med angivelse af sagsøgernes navne og kvalifikationer. Heraf har Kommissionen udledt, at Albertini og Montagnani ikke længere kan have interesse i, at afslaget på ansøgningen om offentliggørelse annulleres.</TXT><P>Jeg mener, argumentet kan lægges til grund. Selv om det antages, at sagsøgerne hverken havde ansøgt om eller opnået samtykke, har offentliggørelsen af rapporten givet bevirket, at sagsøgerne nu ikke længere har interesse i at forfølge sagen, i det mindste for så vidt angår dette klagepunkt. En eventuel afgørelse om annullation ville nemlig ikke længere have praktisk betydning for deres retsstilling.</P></NP><NP><NO.P>5.</NO.P><TXT>Herefter skal de af sagsøgerne fremsatte klagepunkter kun gennemgås for fuldstændighedens skyld. For så vidt angår anbringendet om inkompetence, har Kommissionen i sit skriftlige indlæg anført, at centrets direktør ikke gjorde indvendinger mod det afslag, som kontorchefen underrettede ham om; under retsmødet har Kommissionen tilføjet, at direktøren på det relevante tidspunkt formelt havde delegeret de beføjelser, som DFF's direktør havde tillagt ham ved beslutningen af <DATE ISO="19791120">20. november 1979</DATE>, til kontorchefen. Da disse forhold er ubestridte, udleder jeg heraf, at Larsson udtrykte administrationens standpunkt eller i det mindste, at den trufne afgørelse stiltiende blev ratificeret af administrationen.</TXT><P>I de to domme af <DATE ISO="19730530">30. maj 1973</DATE> i henholdsvis sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, og sag 49/72, Drescig mod Kommissionen, udtalte Domstolen imidlertid, at denne fremgangsmåde er lovlig. Domstolen fastslog, at en af Kommissionen truffet afgørelse, som lignede beslutningen af <DATE ISO="19791120">20. november 1979</DATE>, snarere var udtryk for <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>en fordeling af sagsområder inden for Kommissionens tjenestegrene<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/> end for <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>en fast tildeling af beføjelser<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/>. Domstolen tilføjede,<?PAGE NO="2151"?> at det ikke kan antages, <QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>at den på forhånd udelukker enhver mulighed for Subdelegation fra de udpegede tjenestemænd, eller at den ... udelukker fravigelse fra ... fordelingskriterier [-ne] ... En Subdelegation eller fravigelse fra de nævnte kriterier kan kun bevirke ugyldighed af en retsakt, der er udfærdiget af administrationen, når der er fare for, at retsakten gør indgreb i de garantier, der er indrømmet tjenestemændene i henhold til vedtægten<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/> (Sml. 1973, s. 543, præmis 17-21). Det skal understreges, at sidstnævnte præmisser fuldt ud kan anvendes på den foreliggende sag. Når først det er fastslået, at dokumentet blev offentliggjort uden forsinkelse, kan det nemlig afgjort ikke hævdes, at der er gjort indgreb i de garantier, der er indrømmet tjenestemændene.</P><P>Anbringendet om, at der ved anvendelsen af artikel 17, stk. 2, er begået magtmisbrug, er af en anden art. Efter min opfattelse kan bestemmelsen begrænse en grundlæggende ret som ytringsfriheden, og den må således fortolkes indskrænkende. Hvis man skulle uddybe aspekterne af en eventuel konflikt mellem denne ret og Fællesskabets <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>interesser<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/> — hvilket er ufornødent her, da sagsøgerne som allerede nævnt ikke har retlig interesse — er det nødvendigt at gennemgå de retsgrundsætninger, som medlemsstaternes retsordener indeholder vedrørende <QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>free speech<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/>.. Jeg tvivler på, at Kommissionens fortolkning af artikel 17, stk. 2, (jfr. nr. 2 ovenfor in fine) kan stå for en sådan prøve. Jeg skal her tillade mig at minde Domstolen om følgende maxime af Emmanuel Kant: <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="00BB"/>Det skal være tjenestemanden, soldaten og præsten tilladt offentligt at gøre brug af sin forstand. Som tilhørende den dannede klasse og det borgerlige samfund har de ubegrænset frihed til at anvende deres forstand, til at udtrykke sig personligt og til at stille forslag om forbedring af opbygningen af den stat og den kirke, de tilhører<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="00AB"/> (uddrag af <QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="00BB"/>Oplysningstiden filosofi<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="00AB"/>, 1784).</P></NP><NP><NO.P>6.</NO.P><TXT>Sagsøgerne har for det andet nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af <DATE ISO="19821105">5. november 1982</DATE>, hvorefter de blev nægtet tilladelse til at deltage i kongressen i Cairo. Det fremgår af sagen, at kontorchefen i besvarelse af deres ansøgninger (af <DATE ISO="19820831">31. august</DATE> og <DATE ISO="19821019">19. oktober 1982</DATE>) tilstillede Montagnani et håndskrevet notat (af <DATE ISO="19821105">5. november 1982</DATE>), hvori han meddelte ham, at han havde gennemgået programmet, og at han ikke fandt det formålstjenligt at lade en medarbejder deltage i kongressen.</TXT><P>Også for så vidt angår denne påstand, har Kommissionen påberåbt sig, at sagsøgerne ikke har interesse i at fortsætte sagen. Jeg mener, denne indsigelse bør lægges til grund. Kongressen er nu gået over i historien, og sagsøgerne har ingen nytte af en annullation af afslaget på deres ansøgning om tjenesterejse. Under alle omstændigheder er deres klage grundløs. Den forudsætter, at en videnskabelig tjenestemand har krav på at deltage i internationale kongresser eller endog på at blive sendt på tjenesterejse. Der findes imidlertid ingen regel om et sådant krav, og det kan ikke udledes af almindelige grundsætninger. Når administrationen træffer afgørelse vedrørende tjenesterejser, har den således et helt frit skøn.</P></NP><?PAGE NO="2152"?><NP><NO.P>7.</NO.P><TXT>For det tredje har sagsøgerne påstået tjenesteordrene af <DATE ISO="19820927">27. september</DATE> og <DATE ISO="19821006">6. oktober 1982</DATE> annulleret. I henhold til den første afslog kontorchefen deres anmodning om at invitere en udenlandsk forsker til DFF navnlig med den begrundelse, at den pågældende forskers tidligere besøg ikke have svaret til forventningerne. I den anden tjenesteordre opfordrede kontorchefen sagsøgerne til at overholde de for DFF's tjenestemænd gældende regler.</TXT><P>Albertini og Montagnani har anført, at disse forbud samt de hindringer, som lægges i vejen for den kontakt, som de ønsker at opretholde med udenlandske sagkyndige, skader deres karriere inden for administrationen og gør deres videnskabelige handlefrihed illusorisk. Kommissionen har heroverfor anført, at tjenestemændenes rettigheder ikke omfatter retten til at invitere eksterne sagkyndige. På den anden side har sagsøgerne ikke godtgjort, at de fik forbud mod kontakt med disse sagkyndige.</P><P>Jeg er absolut ikke overbevist om, at de i de fremlagte dokumenter anførte handlinger kan anses for skadelige for sagsøgerne. Efter min opfattelse har kontorchefen med disse afgørelser udøvet sine beføjelser vedrørende intern koordination med henblik på at sikre, at tjenestegrenen fungerede tilfredsstillende.</P></NP><NP><NO.P>8.</NO.P><TXT>For det fjerde har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation af tjenesteordren af <DATE ISO="19821110">10. november 1982</DATE>, hvorefter kontorchefen overdrog ansvaret for forskningen vedrørende materialers reaktion på dynamiske påvirkninger til lederen af afdelingen, Verzelletti.</TXT><P>Sagsøgerne har fremført tre klagepunkter, nemlig</P><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>inkompetence, idet afgørelsen burde være truffet af ansættelsesmyndigheden og ikke af kontorchefen,</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>manglende begrundelse og</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>magtmisbrug, idet det må betegnes som <QUOT.START ID="QS0018" REF.END="QE0018" CODE="00BB"/>intolerance<QUOT.END ID="QE0018" REF.START="QS0018" CODE="00AB"/> at fratage sagsøgerne ansvaret for <QUOT.START ID="QS0019" REF.END="QE0019" CODE="00BB"/>den store maskine<QUOT.END ID="QE0019" REF.START="QS0019" CODE="00AB"/>, som de selv har opfundet og konstrueret.</TXT></NP></ITEM></LIST></P><P>Heroverfor har Kommissionen for det første anført, at Albertini og Montagnani ikke er blevet degraderet og sat til at udføre opgaver, som ikke svarer til deres lønklasse, hvorfor deres klagepunkter er grundløse. Den har dernæst gjort gældende, at afgørelsen er lovlig, idet personaleforvaltningen inden for en videnskabelig afdeling jo i visse henseender henhører under kontorchefens kompetence. Det påhviler navnlig denne at tilrettelægge arbejdet ved at fordele opgaverne og ansvarsområderne i tjenestens interesse.</P><P>Jeg kan tilslutte mig Kommissionens opfattelse. Formålet med den anfægtede afgørelse er ikke en udnævnelse, som i henhold til vedtægtens artikel 7 kræver ansættelsesmyndighedens medvirken. Retsakten drejer sig om den interne organisation af en administrativ enhed og skal sikre, at denne fungerer bedre; der er ikke tvivl om, at afgørelsen som sådan er omfattet af kontorchefens kompetence.</P><P>Der er heller intet der tyder på, at retsakten er behæftet med mangler. Begrundelsen er ikke utilstrækkelig, for sagsøgerne har ikke bestridt, at Larsson dagen inden affattelsen af tjenesteordren<?PAGE NO="2153"?> underrettede Albertini og begrundede den udførligt over for ham. Argumentet om, at opfinderen eller konstruktøren af en maskine på en vis måde har eneret til at anvende den, er imidlertid endnu mere tvivlsomt. Det er herved tilstrækkeligt at henvise til artikel 94, stk. 3, hvori det bestemmes, at <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>enhver opfindelse, en tjenestemand gør eller udtænker under udøvelse af sit arbejde eller i forbindelse hermed, tilhører Det europæiske Atomenergifællesskab<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/>.</P></NP><NP><NO.P>9.</NO.P><TXT>Endelig kan der heller ikke gives sagsøgerne medhold i deres påstand om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte det tab, som sagsøgerne har lidt som følge af afslaget på ansøgeren om at offentliggøre deres rapport og om at deltage i kongressen i Cairo. Som allerede påvist er der nemlig for rapportens vedkommende ikke påført sagsøgerne noget tab, og for så vidt angår deltagelse i kongressen, må sagsøgtes adfærd anses for fuldt ud lovlig.</TXT></NP><NP><NO.P>10.</NO.P><TXT>Herefter skal jeg foreslå, at Kommissionen for De europæiske Fællesskaber frifindes for Carlo Albertini's og Mario Montagnani's påstande i henhold til stævningen af <DATE ISO="19821223">23. december 1982</DATE>.</TXT><P>Jeg skal yderligere foreslå, at hver part betaler sine omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med begæringen om foreløbige forholdsregler, som der endnu ikke er truffet afgørelse om.</P></NP></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>