21.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/42


RÅDETS AFGØRELSE

af 19. januar 2010

om et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene

(2010/287/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 6, sammenholdt med artikel 126, stk. 13, og artikel 136,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til Nederlandenes bemærkninger og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 126, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)

Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og en stærk og vedvarende vækst, som fører til øget beskæftigelse.

(3)

I henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der er uddybet i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (1) (der indgår i stabilitets- og vækstpagten), skal der træffes en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Forordning (EF) nr. 1467/97 fastsætter også bestemmelser, der gennemfører artikel 104 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er blevet til artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, indeholder yderligere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (2) indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i denne protokol.

(4)

I 2005 blev stabilitets- og vækstpagten ændret for at gøre den mere virkningsfuld og styrke dens økonomiske fundament samt sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Ændringen tjente især til at sikre, at der blev taget hensyn til hele den økonomiske og budgetmæssige situation i alle faser af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. På den måde bliver stabilitets- og vækstpagten en ramme, der kan benyttes som støtte for politiske initiativer med henblik på en hurtig tilbagevenden til sunde budgetstillinger, hvor der er taget hensyn til den økonomiske situation.

(5)

Ifølge artikel 104, stk. 5, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som er blevet til artikel 126, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skulle Kommissionen afgive en udtalelse til Rådet, hvis den fandt, at der var eller kunne opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Med henvisning til sin egen rapport udarbejdet i henhold til artikel 104, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som er blevet til artikel 126, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse i henhold til artikel 104, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som er blevet til artikel 126, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, konkluderede Kommissionen, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene. Kommissionen afgav derfor en sådan udtalelse til Rådet vedrørende Nederlandene den 11. november 2009 (3).

(6)

Artikel 126, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsætter, at Rådet skal tage hensyn til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, inden det efter en generel vurdering fastslår, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. For Nederlandene fører den generelle vurdering til de konklusioner, der er indeholdt i denne afgørelse.

(7)

Ifølge de oplysninger, de nederlandske myndigheder indgav i oktober 2009, forventes Nederlandenes offentlige underskud at nå op på 4,8 % af BNP i 2009, hvilket således er over og ikke tæt på referenceværdien på 3 % af BNP. Den forventede overskridelse af referenceværdien kan betegnes som exceptionel i traktatens og stabilitets- og vækstpagtens forstand. Navnlig er den resultatet af et alvorligt økonomisk tilbageslag i traktatens og stabilitets- og vækstpagtens forstand. I Kommissionens prognose fra efteråret 2009 forventes Nederlandenes BNP i 2009 at falde med 4,5 % og kun at stige med ¼ % i 2010. Endvidere kan den forventede overskridelse af referenceværdien, også med udgangspunkt i Kommissionens prognose fra efteråret 2009, ikke anses for midlertidig, eftersom det offentlige underskud forventes at stige fra 4,7 % af BNP i 2009 til 6,1 % af BNP i 2010 og til 5,6 % af BNP i 2011 på grundlag af den sædvanlige antagelse om en uændret politik. Traktatens underskudskriterium er ikke opfyldt.

(8)

Ifølge de oplysninger, de nederlandske myndigheder indgav i oktober 2009, er den offentlige bruttogæld stadig en smule under referenceværdien på 60 % af BNP. Den var på 59,7 % (4) af BNP i 2009. I Kommissionens prognose fra efteråret 2009 er der forventninger om en offentlig bruttogæld på 59,8 % af BNP i 2009 og en stigning til omkring 66 % af BNP i 2010 og 70 % af BNP i 2011, dvs. en overskridelse af traktatens referenceværdi på 60 %. Denne stigning skyldes i stor udstrækning forventningen om et væsentligt fald i den primære saldo.

(9)

I henhold til artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1467/97 kan der kun tages hensyn til »relevante forhold« i de faser, der fører frem til Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til artikel 126, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis den dobbelte betingelse, nemlig at underskuddet fortsat ligger tæt på referenceværdien og at overskridelsen af referenceværdien er midlertidig, er fuldstændig opfyldt. I situationen for Nederlandene er denne dobbelte betingelse ikke opfyldt. Derfor tages der ikke hensyn til de relevante forhold i de faser, der fører frem til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det fastslås efter en generel vurdering, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. januar 2010.

På Rådets vegne

E. SALGADO

Formand


(1)   EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.

(2)   EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1.

(3)  Alle dokumenter om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud vedrørende Nederlandene findes på følgende websted: http://ec.europa.eu/economy_finance/netstartsearch/pdfsearch/pdf.cfm?mode = _m2

(4)  Dette tal omfatter ikke regeringens back-up-facilitet for illikvide aktiver til fordel for ING på 3½ % BNP (21 mia. EUR).