Efter Rådets opfattelse synes der ikke at være konkurrence mellem de stivelsesprodukter, til hvilke der udbetales en produktionsrestitution, og isoglucose. Desuden er det tvivlsomt, om der ifølge artikel 40 kan siges at finde nogen forskelsbehandling sted på et tidligere stadium af isoglucoseproduktionen. Skulle dette ikke desto mindre være tilfældet, ville det, efter Rådets opfattelse, være isoglucoseproducenternes leverandører, som man forskelsbehandlede, og ikke producenterne selv.

Rådet mener klart at have angivet i den eneste betragtning til forordningen, jf. dennes tredje sætning, at opretholdelsen af restitutionen til isoglucose ikke var påkrævet i betragtning af de formål, der forfølges hermed, som disse fremgår af begrundelsen til forordning nr. 2742/75. Dette er en begrundelse gennem en henvisning, en mulighed, som traktatens artikel 190 ikke synes at udelukke, og som opfylder de kriterier, Domstolen har angivet i dommen af 13. marts 1968 (sag 5/67, Beus, Sml. 1965-1968, s. 469; org.ref. Receuil 1968, s. 125 og navnlig s. 143 in fine).

Rådet anfører, at de to forskellige former for isoglucose, som er nævnt i forordning nr. 1111/77, er produkter, som er opført på listen i bilag II til traktaten i medfør af forordning nr. 7a af 18. december 1969 (EFT 1959-1962, s. 65; org.ref. JO af 30. 1. 1961).

Rådet henviser til Domstolens dom i sag 185/73, Hauptzollamt Bielefeld mod König (Sml. 1974, s. 607), og gør gældende, at isoglucose er en vare, som har undergået en første bearbejdning, jf. traktatens artikel 38, stk. 1, da der med dette udtryk menes, at der skal være en direkte økonomisk forbindelse mellem produktet i naturform og det produkt, der er et resultat af produktionsprocessen, og at det afgørende ikke er, hvor mange processer der har fundet sted.

Rådet behandler navnlig det af sagsøger i hovedsagen anførte argument, at det er diskriminatorisk at underkaste isoglucose produktionsafgiften på B-sukker, fordi visse af sukkerbyrderne herved overvæltes på isoglucose, uden at der ydes de tilsvarende fordele, og fordi afgiften desuden ikke står i forhold til det, som er nødvendigt, men pålægger en for tung byrde.

Rådet stiller det spørgsmål, om isoglucoseproducenterne ikke i virkeligheden ønsker at oppebære den samme indtægt for deres produktion som sukkerproducenterne.

I den forbindelse nævner Rådet, at sukkerproducenterne har en maksimalkvota, bestående af to dele, nemlig A-kvotaen, hvor der ydes garanti for salg til interventionsprisen, og B-kvotaen, som udgør omkring en tredjedel af A-kvotaen (35 %), hvor der kun ydes garanti for salg til interventionsprisen, nedsat med produktionsafgiften. Med andre ord er sukkerproducenterne sikret interventionsprisen, nedsat med en fjerdedel af produktionsafgiften

(nøjagtig 135-100135 = 26 %)

Derimod betaler isoglucoseproducenterne den fulde produktionsafgift på hele deres produktion (omend nedsat med halvdelen i 1977-1978). Den påståede diskrimination består i denne forskellige behandling.

Tilbage bliver, om det er nødvendigt, at ordningerne er fuldstændig ens. Sagsøger har ikke svaret på nogen af de tre spørgsmål, som opstår i den forbindelse:

Tværtimod kan det, ud fra den betragtning, at isoglucoseproduktionen er en supplerende produktion i forhold til den eksisterende sukkerproduktion, hævdes, at det er fuldstændig logisk at underkaste isoglucose de samme begrænsninger som den del af sukkerproduktionen (B-sukker), som er en tillægsproduktion i forhold til den produktion, der anses for nødvendig til sikring af Fællesskabets normale behov, og som derfor er tilsikret de forskellige fællesskabsgarantier (A-sukker) (jf. syvende betragtning til forordning nr. 1111/77).

Traktatens artikel 39 bestemmer, at den fælles landbrugspolitik navnlig har til formål at stabilisere markedet. Det synes derfor helt i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitiks formål at ligestille isoglucose med den supplerende sukkerproduktion og at pålægge den en rimelig afgift til finansiering af omkostningerne i forbindelse med eksporten af det overskydende sukker i Fællesskabet.

Desuden tvivler Rådet på, at isoglucoseordningen er så skadelig for dette produkt, som det er blevet hævdet, og anfører, at isoglucose indirekte harfordel af den fælles markedsordning for sukker, navnlig i prismæssig henseende.

Hvad angår det af sagsøger i hovedsagen anførte anbringende om, at Rådet ikke har sørget for at opretholde den ligevægt mellem sukker og isoglucose, som Europa-Parlamentet i sin beslutning af 23. marts 1977 (EFT C 93 af 18. 4. 1977, s. 14) anså det for ønskeligt at bevare, fremhæver Rådet, at Parlamentet ønskede bestemmelserne i den fælles markedsordning for sukker overført til isoglucose (beslutningens punkt 26), men ikke angav, at denne ligevægt skulle etableres ved at anvende sukkerkvotaordningen på isoglucose.

Rådet mener følgelig, at der ikke, som påstået, er nogen uligevægt mellem sukker- og isoglucosemarkederne, der har medført nogen diskrimination til skade for isoglucose, eller tvunget dette produkt ind under strengere betingelser, som ikke står i forhold til det, som var nødvendigt; Rådet anser ikke dette for bevist.

Ifølge Rådet måtte forudkendskabet til forordningerne nr. 1111/77 og 1110/77 være så godt, at sagsøger i hovedsagen ikke led nogen skade i forbindelse med gennemførelsen af løbende kontrakter.

Hvad angår anbringendet om, at der er sket en sudden reversal of policy, idet sagsøger i hovedsagen hævder at have investeret 53 millioner HFL i Tilbury, er spørgsmålet efter Rådets opfattelse, om der består et retligt krav på, at reglerne opretholdes (eller snarere at der ikke findes nogen regler). Men Fællesskabet har aldrig forpligtet sig, hverken til at opretholde produktionsrestitutionsordningen for stivelses produkter for isoglucose, eller at underkaste dette produkt en markedsordning. Og Domstolen har aldrig i sin retspraksis vedrørende velerhvervede rettigheder og overgangsforanstaltninger statueret, at der består en velerhvervet ret til kræve bestemte regler opretholdt (jf. navnlig sag 1/73, Westzucker, Sml. 1973, s. 723).

Rådet nøjes her med at henvise til, at Parlamentets udtalelser ikke er bindende for Rådet.

Rådet fastslår, at det har opfyldt alle sine formelle høringspligter. I forbindelse med vedtagelsen af forordningerne nr. 1110/77 og 1111/77 foretog Rådet høring af Europa-Parlementet og Det økonomiske og sociale Udvalg og hvad angår forordning nr. 1862/76, som er en forordning af anden generation, var det ikke foreskrevet i de bestemmelser, som udgør det retlige grundlag for forordningen, at der skulle foretages høring.

Rådet konkluderer, at ingen af de af sagsøger i hovedsagen fremførte argumenter kan føre til at erklære forordningerne nr. 1862/76, nr. 1110/77 og nr. 1111/77 ugyldige.

For så vidt angår deltajerne i forbindelse med isoglucosens egenskaber og anvendelse henviser Kommissionen til en artikel, offentliggjort i tidsskriftet Food Technology i november 1975, som har titlen Izomerized Corn Syrups in Food Products (bilag I til Kommissionens indlæg). De eneste markante forskelle mellem isoglucose og sukkeret på teknologiens nuværende stadium er, ifølge Kommissionen, at isoglucose endnu ikke kan krystalliseres, og at produktet skal konserveres under oplagring og transport til en temperatur på mellem 28 og 30o C.

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen rådede over i 1976, på et tidspunkt, hvor virkningerne af isoglucosens tilsynekomst på sukkermarkedet i Fællesskabet for første gang blev gjort til genstand for en undersøgelse, forudså man, at isoglucoseproduktionen i Fællesskabet ville komme til at udgøre cirka 145000 tons ved udgangen af 1976 og 375000 tons i 1978, og yderligere ville stige fra 1977 til 1982 (se svar på skriftlig forespørgsel nr. 330/76 fra Martens EFT C 305/5 af 27. 12. 1976). I øvrigt blev den faktiske isoglucoseproduktion fra midten af 1976 til midten af 1977 anslået til mellem 75000 og 85000 tons (tørstof), hvilket svarer til mellem 2 og 3 % af den samlede stivelsesproduktion i hele Fællesskabet. For året 1976-1977 ville en sådan produktion ifølge Kommissionen indebære et forbrug på 135000 tons majs af en samlet majshøst i Fællesskabet på 15 millioner tons og et forbrug på 30000 tons hvede af en samlet høst på 35 millioner tons.

De isoglucoseproducenter, som desuden fremstiller glucose, lancerede produktet på markedet som flydende sukker, som isoglucose er i direkte konkurrence med. Fællesskabsproduktionen af flydende sukker udgør i øjeblikket cirka 700000 tons (jf. svar på den skriftlige forespørgsel nr. 803/76 fra Martens — EFT C 84/12 af 4. 4. 1977), hvilket i 1976- 1977 var 8 % af det samlede sukkerforbrug i Fællesskabet. Det må imidlertid erindres, at forbruget af flydende sukker udviser en stigende tendens, medens sukkerforbruget er faldende. For ti år siden udgjorde flydende sukker, produceret i Fællesskabet, kun 3 % af det samlede sukkermarked i Fællesskabet. Man skønner således, at det potentielle marked for isoglucose på lang sigt kan komme til at andrage indtil 30 % af det samlede sukkermarked i Fællesskabet.

Kommissionen henviser til sin rapport om stivelsesprodukter inden for Fællesskabet og produktionsrestitutioner til korn- og kartoffelstivelse (KOM(77) 363 endelig af 27. juli 1977 — bilag II til Kommissionens indlæg), som indeholder en generel oversigt over ordningen med produktionsrestitutioner til stivelsessektoren, og som nævner de forslag, som Kommissionen og Rådet har fremsat om den fremtidige politik inden for denne sektor. Navnlig i den første betragtning til Rådets forordning nr. 2742/75 findes der en redegørelse for ordningens formål:

Kommissionen giver en kort oversigt over forordningens tilblivelseshistorie, herunder navnlig baggrunden for forordningens artikel 2.

I begrundelsen til denne artikel hedder det, at en sådan, af Rådet vedtaget generel forhøjelse af produktionsrestitutionerne (14 RE pr. ton pr. majs), ikke, under hensyn til målsætningen for ordningen med produktionsrestitutioner, bør bringes i anvendelse for produkter, der anvendes til fremstilling af isoglucose. Kommissionens opfattelse, som Rådet tilsluttede sig, var, at denne målsætning ikke omfattede støtte til et produkt, som der ikke var taget hensyn til i 1962, da Fællesskabet indførte ordningen med produktionsrestitutioner, og som direkte konkurrerede med et andet landbrugsprodukt, nemlig sukker, som var omfattet af en fælles markedsordning.

Kommissionen skitserer først de væsentligste træk ved kvota- og afgiftsordningen inden for rammerne af den fælles markedsordning som helhed.

Dernæst behandler Kommissionen især den nuværende situation på det fælles marked, som den har været siden 1976, og som den sandsynligvis vil fortsætte i den nærmeste fremtid. Trods kvotaordningen er der tale om en klar overskudssituation. Det samlede sukkerforbrug, som i 1973-1974 var 10,5 millioner tons, faldt til 9,09 millioner tons i 1976-1977, hvilket er mindre end den basiskvota på 9,136 millioner tons, som blev fastsat ved forordning nr. 3330/74. Desuden havde Fællesskabet i henhold til Lomékonventionen i 1976 forpligtet sig til at importere 1,4 millioner tons sukker til garanterede priser. Følgen heraf var, at Fællesskabet i produktionsåret 1976/1977 havde et overskud på 1,7 millioner tons, selv om sukkerudbyttet pr. hektar i dette år var lavt p.g.a. tørken. Kommissionen skønner, at Fællesskabet i 1977/1978 vil kunne have en samlet produktion på 10,7 millioner tons sukker, hvilket — når man sætter præferenceimportforpligtelserne til 1,4 millioner tons, og regner med et forbrug på 9,4 millioner tons — giver et samlet eksportoverskud på 2,6 millioner tons. Hvis disse udførsler skal finde sted på et tidspunkt, hvor verdensproduktionen af sukker stiger og priserne falder, vil der ifølge Kommissionens oplysninger, af Fællesskabets midler, skulle udbetales restitutioner på 240 RE pr. ton.

Det fremgik af den i medfør af forordning nr. 1111/77 trufne beslutning om at tarifere isoglucose under position 17.02 DM (sukker, sirup og andre sukkeropløsninger, ikke andetsteds tariferet) i den fælles toldtarif og at indføre fælles bestemmelser for isoglucose, at dette produkt ikke var omfattet af den fælles markedsordning for sukker. I den henseende blev der ved artikel 1 i forordning nr. 1110/77 foretaget den nødvendige ændring af artikel 1 i grundforordningen for sukker nr. 3330/74.

Kommissionen foretager en undersøgelse af forordningens tilblivelseshistorie og indhold.

For at imødegå de problemer, som opstod i forbindelse med markedsføringen af et nyt produkt, som direkte konkurrerede med flydende sukker, afholdt Kommissionen den 4. oktober 1976 et møde, hvorunder de interesserede parter kunne fremsætte deres synspunkter (jf. dokument VI/2482/76-bilag III til Kommissionens indlæg). Dette dokument viser, at sukkerproducenterne rejste krav om, at sukkerordningen skulle anvendes på isoglucose, medens stivelsesproducenterne og de industrier, der benytter stivelse, foretrak at der ikke blev ændret ved de gældende regler.

Den 13. februar 1977 fremlagde Kommissionen endelig sit forslag vedrørende isoglucose for Rådet, som var indføjet i det forslag, der fremlægges vedrørende de årlige priser. Dette forslag gik hovedsagelig ud på at oprette en fuldstændig ny og særskilt ordning for isoglucose, hvorved der, som det væsentligste led, blev pålagt isoglucose en produktionsafgift af samme størrelse som den afgift, der pålægges sukker i kvota B. Ifølge Kommissionen var denne afgift begrundet i følgende betragtninger:

Under sit møde den 25. og 26. april besluttede Rådet at vedtage det forslag, der var fremsat vedrørende indførslen af en produktionsafgiftsordning, men begrænsede i det første år afgiften til fem regningsenheder pr. 100 kg, jf. forordningens artikel 9. Når det lægges til grund, at den produktionsafgift, som sukkerfabrikanterne skal betale for sukker i kvota B, vil være højest i 1977/1978, nemlig 9,80 RE pr. 100 kg dvs. 30 % af interventionsprisen på 32,83 RE pr. 100 kg, udgør denne afgift, ifølge Kommissionen, cirka halvdelen af det beløb, som sukkerproducenterne skal betale for deres kvota B-sukker. Denne afgift svarede til den prisfordel, som man vurderede at isoglucose opnåede som følge af, at den blev afpasset efter den garanterede sukkerpris på Fællesskabets marked (14,4 % af garantiprisen). Ifølge Kommissionen bidrager afgiften til Fællesskabets indtægter med lidt mere end en tredjedel af de anslåede omkostninger i forbindelse med eksporten af det sukker, som isoglucose fortrænger til verdensmarkedet, da den udgør 50 RE pr. ton for de restitutioner, der anslås til mellem 150 og 180 RE pr. ton.

Endelig nævner Kommissionen, at der på grund af flere klager fra stivelsesindustrien over virkningerne af afgiften på den fremtidige produktion af isoglucose, er blevet sat en undersøgelse i gang, i hvilken der foretages en sammenligning af omkostningerne i forbindelse med fremstillingen af isoglucose, flydende sukker og invertsukker.

Af de samme grunde som Rådet anser Kommissionen dette argument for at mangle retligt grundlag.

Kommissionen anfører, at Rådet er forpligtet til at høre Europa-Parlamentet, når det udsteder forordninger i medfør af traktatens artikel 43. Derimod er Rådet ikke retligt forpligtet til at tilslutte sig Parlamentets opfattelse, og det forhold, at dette ikke er sket, kan ikke under nogen omstændigheder anses som magtfordrejning.

Kommissionen henviser til Domstolens righoldige retspraksis vedrørende definitionen og anvendelsen af dette princip og fremhæver, at nævnte retspraksis er blevet gjort til genstand for en dybtgående analyse af generaladvokat Capotorti (forslag til afgørelse af 22. 9. 1977 i sagerne 64 og 113/76 m.fl., Sml. 1977, s. 1772), som sondrer mellem tre væsentlige aspekter ved forskelsbehandlingen:

Sagsøger mener følgelig, at det forelagte spørgsmål bør besvares således, at Rådets forordning nr. 1111/77 af 17. maj 1977 er ugyldig af hver af de ovennævnte grunde og af disse grunde som helhed, eller subsidiært, at Domstolen bør statuere, af hvilken af disse grunde forordningen er ugyldig.

Rådet henviser til Domstolens dom i de forenede sager 124/76 og 20/77 af 19. oktober 1977 (Sml. 1977, s. 1795) og gør gældende, at der kun foreligger forskelsbehandling, såfremt en af Fællesskabet udstedt retsakt behandler sammenlignelige situationer forskelligt, uden at dette er begrundet i objektive omstændigheder.

I det foreliggende tilfælde mener Rådet at have oprettet en ordning, der skaber balance mellem sukker og isoglucose, og at den byrde, som Rådet har pålagt isoglucose, ikke er diskriminatorisk i forhold til de afgifter, der er pålagt sukker. Rådet tilføjer, at selv om man undtagelsesvis indtog det standpunkt, at isoglucoseordningen medfører en tungere byrde for isoglucose end for sukker på grund af den afgift, der opkræves på isoglucose, ville Fællesskabet have været berettiget til at indføre denne ordning, dels fordi enhver anden ordning ville have virket ødelæggende på sukkerordningen, som har skabt lovlige og velerhvervede rettigheder for privatpersoner indtil 1980, men også fordi roesukker fuldt ud er et produkt, fremstillet i Fællesskabet, medens isoglucose er et produkt, der fremstilles ved hjælp af rastoffer, som Fællesskabet for en stor del er afhængig af levering af ude fra, hvorfor Fællesskabet med hjemmel i princippet om fællesskabspræferencen, som i det foreliggende tilfælde er en objektiv faktor, var berettiget til at sondre mellem sukker og isoglucose til gunst for det produkt, der udelukkende fremstilles i Fællesskabet.

Rådet bemærker, at Fællesskabet skal respektere de forskellige mål i traktatens artikel 39, når det udsteder foranstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik, men at det kan gøre forskel mellem disse, dvs. prioritere et mål frem for et andet. Således har forordning nr. 1111/77 af objektive grunde givet forrang til det i artikel 39, stk. 1 litra c) nævnte princip om stabilisering af markederne.

Efter Rådets opfattelse var det væsentligste mål med forordning nr. 1111/77 at stabilisere sukkermarkedet ved at fratage isoglucose den økonomiske fordel, som dette produkt nød godt af, fordi det ikke var underlagt de samme restriktive betingelser som sukker, skønt dets pris, i kraft af interventionsmekanismen, automatisk blev rettet ind efter den garanterede sukkerpris, hvorved konkurrencevilkårene for de to produkter blev genoprettet.

Rådet gør gældende, at den sammenligning, som isoglucoseproducenterne har foretaget for at påvise, at den byrde, der påhviler isoglucoseproduktionen, står i misforhold til den byrde, der påhviler sukkerproducenterne — nemlig den omstændighed, at de sidstnævnte kun betaler for en del af deres produktion (B-kvotaen) — er baseret på falske præmisser, fordi den ikke tager hensyn til alle dele af sukkerordningen. I så henseende henviser Rådet til sit svarskrift i sag 124/77.

Ifølge Rådet bør der foretages en sammenligning mellem det, som er sammenligneligt, nemlig den byrde, der er pålagt overskudssukkeret (B-sukkeret), og den byrde, som er pålagt isoglucose, eftersom isoglucose også er overskudssukker ud fra et økonomisk synspunkt. Men i det første år var byrden på isoglucose cirka 50 % af byrden på B-sukkeret og i det andet år af samme størrelsesorden. Følgelig kan byrderne på isoglucose ikke anses for helt uforholdsmæssige eller urimelige.

Rådet fremhæver, at der kun skulle betales den fulde afgift i produktionsåret 1978-79 og kun 50 % af den fulde afgift i produktionsåret 1977-78. Der er således taget behørigt hensyn til den berettigede forventning, som — med forbehold af den almene interesse — kræver, at der indføres overgangsregler, som gør det muligt at gennemføre de løbende forretninger.

Rådet anfører, at det ikke er rigtigt, at den omstridte afgift blev fastsat på grundlag af kostprisen eller det potentielle marked for isoglucose. Dette fremgår klart af den syvende betragtning til forordning nr. 1111/77, som giver to begrundelser for afgiften, dels den økonomiske fordel, som isoglucose nyder godt af, fordi produktet ikke er underkastet de samme begrænsninger som sukker, og dels forøgelsen af det af isoglucose skabte sukkeroverskud.

Hvad angår den anden del af anbringendet om magtfordrejning, nemlig at det var Fællesskabets mål med forordning nr. 1111/77 at fremme sukkerindustrien utilbørligt, henviser Rådet til, at denne forordnings hovedformål var at stabilisere et fælles marked, som ellers ville være blevet alvorligt forstyrret af yderligere overskud.

Rådet minder om de to begrundelser for indførelsen af afgiften, som er angivet ovenfor under punkt 5, og anfører, at afgiften ikke er baseret på en urigtig eller unøjagtig vurdering af isoglucosens kostpris eller potentielle marked.

Som konklusion foreslår Rådet Domstolen, at det af High Court of Justice, Queen's Bench Division, Commercial Court, forelagte spørgsmål besvares således, at gennemgangen af det forelagte spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 1111/77.

Vedrørende definitionen af dette princip henviser Kommissionen til generaladvokat Trabucchi's forslag til afgørelse i de forenede sager 95-98/74, 15 og 100/75 (Coopérative agricole des céréales mod Kommissionen og Rådet, Sml. 1975, s. 1615, jf. s. 1642):

Kommissionen anfører, at isoglucose er et nyt produkt, der blev introduceret på fællesskabsmarkedet i 1976. Produktet var altså ikke tidligere underlagt en ordning, der indebar en fordel, som senere uventet blev frataget fabrikanterne af produktet. Desuden havde de stivelsesproducenter, der havde optaget isoglucose i deres vareudbud — når man tager det marked i betragtning, som disse opererede på — al mulig grund til at forvente, at isoglucose i visse henseender blev underkastet den gældende sukkerordning.

Kommissionen understreger først, at den pågældende foranstaltning ikke tilsigter at opfylde alle disse mål. Hovedformålet med produktionsafgiften på isoglucose er at stabilisere sukkermarkedet ved at indskrænke pris- og markedsgarantierne for dette produkt. Kommissionen mener imidlertid, at foranstaltningen ikke er uforenelig med de andre mål for den fælles landbrugspolitik.

Kommissionen bemærker, at de beføjelser, som Rådet har udøvet ved at indføre en produktionsafgift for isoglucose, har direkte hjemmel i traktatens artikel 43, stk. 2. Denne artikel foreskriver, at Rådet vedtager foranstaltninger med henblik på udarbejdelse og iværksættelse af den fælles landbrugspolitik. Efter Rådets opfattelse skal afgiften, uanset om den opkræves ved fremstilling af isoglucose eller ved fremstilling af sukker, utvivlsomt anses for en sådan foranstaltning, når den vurderes efter sit mål og på baggrund af den økonomiske situation, hvorunder den er indført.

Over for det af sagsøger i hovedsagen anførte argument, at forordning nr. 1111/77 er baseret på fejlagtige præmisser med hensyn til isoglucosens produktionsomkostninger og mulighederne for at substituere isoglucose med sukker, gør Kommissionen gældende, at dette ikke i sig selv ville være tilstrækkeligt til at gøre forordningen ugyldig (eller begrunde et erstatningskrav), selv om det måtte antages, at argumentet var velbegrundet. Kommissionen anfører, at det selvfølgelig ville være beklageligt, om Rådet, efter forslag fra Kommissionen, var blevet forkert informeret om de omstændigheder, som reglerne var baseret på. Men heroverfor har sagsøger i hovedsagen ingen retsmidler, med mindre de fejlagtige oplysninger har ført til, at denne forordning krænker en retsregel, f.eks. princippet om ikke-forskelsbehandling eller princippet om forholdet mellem mål og midler.

Dette må i sig selv være et tilstrækkeligt svar på det anbringende, som den sagsøgende part har gjort gældende under denne overskrift. Selv om der ikke er retligt grundlag for de teser og argumenter, som er fremført til støtte for dette anbringende, bør de besvares navnlig fordi de har virkning på de hovedspørgsmål, som Domstolen anmodes om at afgøre.